Det Konservative Klovneparti

For en uges tid siden handlede sidste del af DR's "Tidsmaskinen" om Det Konservative Folkeparti efter Schlüter. Selvom programmet var ganske sagligt, så var det svært for mig at se det som andet end en cirkusforestilling med den ene klovn efter den anden. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at undre mig over, at universets love tillader, at et regeringsparti er så tegneserieagtigt fjollet. Det går også fuldstændigt forbi mit hoved, hvordan tilsyneladende højtuddannede og fornuftige mennesker, som både kan forske og alt muligt kan bilde sig selv ind, at det nok er "det rigtige" at stemme på De Konservative.

Hvis man bare er afstumpet og pengefikseret, så kan man vel, så vidt jeg kan forstå, bare stemme på Venstre. Venstrepolitikere er i min verden nogle særdeles modbydelige mennesker, som opnår magt ved at udnytte andre dumme mennesker, som ikke kan se hinsides pengepungen, og så er der ikke så meget mere til det.

De Konservative, derimod, lader ikke til at kunne nøjes med at være højreorienterede; de skal også iklæde sig en underlige facade, der skal få dem til at virke dumme men samtidig "venlige" på en eller anden naiv måde. "Enfoldig", hedder det muligvis.

Jeg kan jo lige så godt tage dem fra en ende af, for at beskrive deres klovne-egenskaber.

Tag sådan en mand som Per Stig Møller. Selv "Tidsmaskinen" mente, at Per Stig var kendt og respekteret fordi han er en klog mand, og viste herefter et klip fra 70'erne, hvor en yngre Per Stig med et mørkt skæg talte fuldstændigt sort. Det skulle så forstås sådan, at Per Stig er så "begavet" og intellektuel, at når han snakker om sin store lidenskab, gammel dansk litteratur, så kan "almindelige mennesker" slet ikke følge med. Men hov, DR, den går ikke. Hvis der er en ting jeg har lært efter 4+ år på KU, så er det, at folk, der taler om højtragende emner, så andre ikke forstår det, de er ikke kloge, de er dumme. Hvis Per Stig ikke kan forklare hvad han mener på et forståeligt sprog, så er det fordi han slet ikke kan forklare det, hvilket så igen er fordi han ikke selv forstår det. Det er præcis ligesom artikler fyldt med fremmedord; det er nemt at tro, at mange fremmedord er lig med klogt indhold, men det er meget mere lig med en forfatter, der ikke aner, hvad han taler om.

Hvorfor er det i øvrigt, at når Kronprins Frederik "taler sort", så bliver han hængt ud på forsiden af formiddagsbladende som en idiot, men når Per Stig gør det, så er det fordi han er en af Danmarks største begavelser?

Nå, ja, og så er han vist nok spritbilist.

Tag nu sådan en som Hans Engell. "Hov, stop, han er jo ikke med i politik mere!". Nej, men han var med i programmet.
Hvad var det nu med ham? Nå, han var spritbilist, og endnu mere spritter end Per Stig, vist. I programmet så det ikke engang ud som om, han trak sig ud af politik, på trods af skandalen, men kun gik, fordi han tabte til Per Stig. Hvis en mand er så magtbegærlig, at han ikke trækker sig efter at have begået en af de mest utilgivelige synder, så tror jeg ikke, at det vil være nogen god ide at give ham magt. Der er ingen, der vil være med i min "Giv magten til dem, der ikke vil have den"-Platonklub, men så giv den da i det mindste til nogen, der ikke har et sygeligt begær efter den.

Kender I Helge Adam Møller? Han har da vist en fortid i militæret, og fred være med det (selvom fred vel er det modsatte af militær). De tre "søjler" af danskhed, som Det Konservative Folkeparti gerne vil konservere er jo netop Kongen, Fædrelandet og Hæren, så han passer jo fint ind. Men behøver han... BEHØVER han være en parodi på en militærmand? Han passer jo bedre ind i "Basserne" end på Christiansborg. Men selvfølgelig skal han være en parodi, for ellers kunne folk jo komme til at tage ham alvorligt. I Det Konservative Folkeparti skal man helst være en parodi på sig selv. "Man kan godt være en seriøs politiker, selvom man har en militær baggrund". Det kan man sikkert godt, men Helge Adam ER en tegneseriefigur. Hvis jeg skulle lave en superheltefilm og skulle designe en "militærmand" så ville jeg designe Helge Adam. Han er 100% parodi, og parodier er sjove i film men IKKE når de skal bestemme over alle folks liv.

Det Konservative Folkeparti, det ved man, hvor man har. Det har jo også været der altid. Det er sådan noget, som jeg mistænker deres vælgere for at tænke. Men en konservativ politiker har jo selv sagt om Rigsarkivet, at bare fordi noget altid har ligget et bestemt sted, så behøver det jo ikke at blive liggende. Og så vil jeg omskrive og sige, at bare fordi Det Konservative Folkeparti har eksisteret, så behøver det jo ikke blive ved med at eksistere.

Manden bag det geniale citat er ingen ringere end Brian Mikkelsen. En slags mand, som godt kan lide at føle sig uretfærdigt behandlet og skrive læserbreve til aviserne hvor han opremser alt det gode han har gjort for kulturen i Danmark. Jeg kunne skrive længe om, hvor stor en klovn Brian er, men dette indlæg er allerede ved at blive for langt. Derfor vil jeg nøjes med at skrive lidt om en af de bommerter, som han ikke er blevet hængt ud for i medierne, nemlig Diablo-skandalen.

Brian er jo kulturminister, så jeg forventer, at når han udtaler sig om kultur, så har han rådført sig med eksperter og at han ved hvad han taler om. Brian Mikkelsen kan ikke lide voldelige computerspil. Jeg er selv computerspiller, så jeg bider altid mærke i det, når folk, som ikke ved noget om computerspil udtaler sig om dem. Brian er dog i den knibe, at computerspil er en del af "kultur"; og hvis han udtaler sig om dem, så gør han det i egenskab af kulturminister. Hvis udenrigsministeren fortæller om udlandet, så går alle ud fra, at han ved, hvad det er for nogle lande, han taler om.

"Min søn skal ikke spille Diablo", siger Brian, og ligner en moralens vogter. For "Diablo" - spillet med det uhyggelige navn, må jo være et glimrende eksempel på de voldens spil, som ødelægger ungdommen nu til dags. Men hov, Brian, hvad er det Diablo er? Nå, nej, det ved du ikke. Computerspil er jo bare noget pjat, så jeg kan jo ikke forvente, at Brian ved noget om det. Han udtaler sig bare, for det er jo hans arbejde.

Diablo er et spil om heltedåder; om en helt, der allierer sig med selve Himmeriget for at besejre alt det onde i verden. Ja, det lyder godt nok forkasteligt, hva', Brian?

Det er da klart, at Brian skal tage afstand fra voldelige computerspil, men kunne han ikke bare have undersøgt området i bare ET minut, så han kunne få styr på forskellen mellem voldelige computerspil og de direkte umoralske spil. Diablo er ikke Manhunt. Diablo er ikke Grand Theft Auto. Hovedpersonen i Diablo kan KUN gøre gode gerninger.

Hvis nu Brian havde sagt, at "min søn skal ikke se Ben-Hur", så havde de fleste nok syntes, at det var da en mærkelig udtalelse. For nok er der da vold i Ben-Hur, men det er da en smuk fortælling, som både er lærerig menneskeligt og historisk. Og Brian ville jo aldrig... Jo, måske ville lige netop Brian, men en rigtig kulturminister ville aldrig udtale sig negativt om film, uden at have undersøgt emnet. Men computerspil er jo dumt og barnligt, så pyt med, hvad man siger.

Men så lad da være med at udtale dig om det, Brian.

Hvilket andet parti end Det Konservative ville dog tage imod Paula Larrain? Og for hendes skyld vil jeg da runde af med et uddrag fra en Nik & Jay-sang, som sjovt nok er på dansk (!).

"Jeg kan ikke mere nu. Jeg er smadret indeni."

Hun vil redde morgensangen

Jeg ved godt, at det er en dum ide, at tage DR's nyheder for gode varer, men eftersom det også er på forsiden af mange af aviserne, må der næsten være noget om snakken i sagen om, at Paula Larrain, Tv-værten, skulle være stillet op til folketinget... for De Konservative.

"Det gør op med myten om, at DR skulle være venstreorienteret, har har har".

Det gør det da. Det gør også op med nogle andre ting.


"- Jeg vil arbejde for danske værdier og for at genindføre morgensangen i folkeskolen, sagde Paula Larrain umiddelbart efter valget."

Sådan står det, og hun står åbenbart ved det. Idealisternes tid er så sandelig ikke forbi endnu. Ak nej, her gik jeg og troede, at politik efterhånden ikke var andet end selvprofilering (det er et ord, jeg har tyvstjålet, jeg kan bare ikke huske hvorfra) og popularitetskonkurrencer. Men her er Paula, en sand ildsjæl, som uden tanke for sine egne interesser vil kæmpe for at få genindført morgensangen.

Hvorfor kæmpe for, at Danmark skal markere sig inden for velfærd, miljø, offentlig transport, eller noget som helst, når der er en så vigtig sag, som bliver forsømt. Først når morgensangen er genindført (jeg vidste ikke engang, at den var afskaffet) kan vi arbejde videre mod et nyt og bedre Danmark.

Det danske demokrati er helt fantastisk. For i Danmark kan man nemlig gå til valg på de mest latterlige ting, og der bliver ikke skrevet så meget som et læserbrev om det (eller gør der?). Og man bliver VALGT. Jacob Haugaard lovede i det mindste nogle ting, der var tiltalende, om end lidt urealistiske, og han blev da valgt. Selvfølgelig bliver Paula også valgt. Hun skal da vælges.

Det er så anden gang jeg skriver et blog-indlæg, der udstiller Det Konservative Folkepartis mangel på... seriøsitet?

Men vi må da hellere få Paula ind i Folketinget, nu da hun blev smidt ud af "Vild med Dans". Robert Hansen skal vel også være minister af en slags.

"Hun vil gerne have et sangpensum med digtere som Brorson, Ingemann, Grundtvig, Kim Larsen og Kaj Normann Andersen. Det er også i orden, hvis skolebørnene synger udenlandske sange af for eksempel Beatles og Nik og Jay, sagde den nyslåede konservative kandidat."

Så kan børnene jo passende synge "Ked ad Verden, Kjær ad Herren" om mandagen og så "Boing boing, hendes røv går op og ned, som en fjeder" om tirsdagen.

Det er gennemtænkt det der, Paula.

Jeg er ikke en nørd, tilsyneladende

At jeg ikke skulle være en nørd vil nok komme bag på de fleste, der kender mig. På trods af testens tvivlsomme resultat tror jeg tog alligevel, at jeg er en nørd, bare ikke en typisk amerikansk nørd.

36% Geek
Typiske nørdetræk, som også er det, jeg blev testet i, er ting såsom:

- Måden at bruge en computer på (Styresystem, browser, antal åbne vinduer)
- Forhold til tegneserier
- Forhold til Star Trek
- Forhold til naturvidenskab

Min måde at bruge en computer på er en af de ting, der gav mig point, men eftersom jeg er humanist, og ikke ved noget om hardware vil jeg aldrig blive en nørd i deres (hvem "de" så end er) øjne. Og fred være med det.

Middelmådighed

Det er ikke rart at være middelmådig. Faktisk i så høj grad, at det er bedre at være MEGET DÅRLIG end at være middelmådig. Jeg kan desværre ikke løbe fra, at jeg er en ganske middelmådig person, både når det kommer til kaffe og Internet.

48% You Failed!



F.eks. fik jeg 48% i ovenstående test om Internetviden. Det ville være mindre pinligt bare at være en husmor, der fik 0% eller 5%, men mit resultat viser jo tydeligt, at jeg har gjort mit bedste, men alligevel har fejlet. Det er ligesom i skolen.

Og se bare her:

I am 48% Addicted to Coffee

Jeg er 48% afhængig af kaffe? Det er jo hverken sejt på den fede eller den grimme måde.

Bah, jeg vil have en kop kaffe i morgen lige så meget som min næste. Jeg skal dog ærligt indrømme, at jeg ikke rigtigt har lyst til en kop nu...

Jeg samler vist på ligegyldige blogindlæg for tiden, men er det ikke også det, der er meningen med en blog?

Nederlag til bureaukratiet

1.7 Læsning af tekster på fremmedsprog
Da en stor del af faglitteraturen kun er tilgængelig på engelsk, tysk eller fransk, forudsættes det, at den studerende allerede har eller hurtigt tilegner sig evnen til at læse tekster på engelsk og mindst et yderligere af disse sprog.


...

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige.

Det FORUDSÆTTES i flot passiv form, at eleven " ...hurtigt ...". HURTIGT!? HURTIGT!?!?. Hvem skriver sådan noget!? Hvad er det for noget latterligt bureaukrati!? Hvad er det for en underlig regel pludselig at indføre, fordi der er en uduelig kontormus, der er bange for at miste sit grimme job, hvis vedkommende ikke kan finde på indhold til en ny studieordning, som KUN bliver indført fordi det ser pænt ud på en eller andens CV.
Sprog er ikke noget, der kan læres hurtigt. Det er simpelthen bare flot, at personen, der skal sætte regler for andres sprogkompetencer overhovedet ikke ved, hvad det vil sige at lære et sprog.

Det er også flot, at det åbenbart er LIGEMEGET, om de pågældende elever HURTIGT lærer sig fransk eller tysk. Det må virkelig være noget, de har tænkt længe over. Fransk og tysk giver nemlig PRÆCIS de samme kompetencer. Ja, fransk og tysk er vel bare to sider af samme sag for en person, der ikke aner noget som helst om sprog, og det er jo netop sådan en person, der laver reglerne.

Det er jo så hamrende åbenlyst, at hvis de ikke engang kan bestemme sig for tysk eller fransk, så er det fordi INGEN AF DELENE er nødvendige for noget som helst. Det er bare fordi det skal se fint ud og være på HØJT NIVEAU. Nu er tilvalgsfag jo noget, der skal være svært. Det skal svare til TREDJE ÅR på en bacheloruddannelse. Og så fremgår det jo igen tydeligt, at regelskribenten ikke aner, hvad han taler om. På Asien Afdelingen er der f.eks. INGEN forskel i niveauet mellem første og tredje år, så hvad skal jeg bruge den oplysning til? Det kunne jo også være, at undervisningen ikke nødvendigvis har gavn af at skulle sættes ind i et skema hvor alt kan stilles op efter sværhedsgrad. Hvor svært er det f.eks. at læse en tekst af James Joyce i forhold til at spille et stykke musik at Mozart? Nå, det kan ikke sammenlignes. Okay! Men japansk sprogundervisning kan godt sammenlignes med forståelse af tekster fra middelalderen? Okay! Gotcha! Der lærte jeg noget.

Og hvis nu... hvis nu KU så ville LÆRE mig fransk eller tysk, så ville det jo næsten være i orden. Men hvordan var det nu. Var det ikke noget med, at jeg faktisk gerne ville have sprogundervisning i alle mulige sprog som tilvalg? Ja, det var der vist noget med. Og var der ikke også noget med, at det MÅ JEG IKKE på grund af KUs fine regler, fordi mit hovedfag i forvejen er noget med sprog. Nå fint, jamen så går jeg da bare hurtigt ud og lærer fransk. "Hurtigt", er det så en time eller et år? Nå, det er der ikke nogen, der ved? Det skal bare være hurtigt. Ja, jeg ville da også blive overrasket, hvis bare det lille respekt af regelsættet var fastlagt og gennemtænkt.

Hvis ikke KU er et afskyeligt eksempel på brækfremkaldende bureaukrati, så har jeg slet ikke lyst til at se den ægte vare. Hvor jeg dog glæder mig til en eksistens, hvor KU ikke findes.

Tegneseriepolitik

For snart hundrede år siden sagde Preben Kristensen i et Linie 3-show, at gruppen ikke ville gøre grin med Det Konservative Folkeparti for ”det klarer de jo så glimrende selv”. Selv nu, i 2007, er der stadig ikke grund til at gøre grin med de konservative.

Passende nok var det fra et S-togs vindue, at jeg for første gang så de konservatives nye valgplakat med sloganet ”Vi holder Danmark på sporet”. Egentlig kunne jeg ligeså godt stoppe min fortælling her. Det er simpelthen hinsides min opfattelse, at sådan et slogan kan være sluppet igennem den kontrol, som en valgplakat forhåbentlig skal igennem, før den bliver hængt op.

Det er da ganske fint at holde ting ”på sporet”, men hvad nytter det, når alle sporene er så rådne, at de er ved at gå i opløsning. Som fast passagerer hos DSB er det ikke gået forbi mig, at togdriften i det sidste lange stykke tid har været fuldstændigt uacceptabelt ringe. Som almindelig dødelig uden kendskab til hvad forskellen er på DSB og Bane-Danmark, så er det vel også ganske rimeligt, at jeg lægger ansvaret for denne trafikkatastrofe hos transportministeren, som for tiden er ingen bedre end Flemming Hansen fra Det Konservative Folkeparti. Manden, hvis kompetence blev beskrevet som ”konservativ erfaring” i den konservative propagandabrochure i sin tid. Formentlig fordi han allerede dengang var en gammel, gammel mand, og åbenbart ikke havde nogen kvaliteter, ud over sin alder, som kunne fremhæves som noget positivt.

Kan det virkelig passe, at Det Konservative Folkeparti ikke er klar over, at de er ansvarlige for togdriften? Et det ikke rigtigt, at hele situationen har været, og stadig er, så pinlig, at Flemming Hansen simpelthen er holdt op med at udtale sig om noget som helst. Han er blevet så anonym, at han ikke engang er med på valgplakaten. Er det fordi, at sammenhængen mellem ”på sporet” og DSB bliver for tydelig, hvis transportministeren er med på billedet? Eller skyldes det, at Bent og Co. er klare over Flemming Hansens uduelighed, og derfor ikke vil have ham med til valg længere?

Nu er jeg måske en meget kritisk person, men jeg synes ikke at ”Vi holder Danmark på sporet” er så genialt, at jeg ville bruge det, selvom det meget tydeligt fører tankerne hen på en skandale, som jeg bærer ansvaret for. Kunne de virkelig ikke finde på noget andet? Svarer det ikke til, at Anders Fogh gik til valg med sloganet ”Nu skal vi rigtigt i krig!”? Eller beviser denne valgplakat i virkeligheden, at Det Konservative Folkeparti er sådan en omgang elitære snobber, at de ikke giver fem flade ører for vælgere, der er så usle og fattige, at de går op i togdrift?

Hvorfor er folk med magt altid så vilde med at udstille sig selv og gøre sig selv fuldstændigt til grin? Hvordan kan nogen som helst tage et parti alvorligt, der kan lave sådan en plakat? Hvorfor er hele verden så tegneserieagtig, at sådan noget her kan lade sig gøre?

Hvad jeg jeg lært?

Det er sikkert godt at lære noget nyt hver dag, men da det også er umuligt, er det ikke noget, jeg tør stile efter. Jeg vil i stedet forsøge at lære noget nyt hvert kvartal i stedet.

En god sommerferie svarer nogenlunde til et kvartal, og i denne sommerferie har jeg meget passende lært noget nyt. Nemlig at lave kaffe på en MoccaMaster. Det er slet ikke svært, åbenbart.

Jeg har i øvrigt også lært, at når Københavns Universitets bureaukrati siger, at noget kan tage x antal måneder, så tager det også x antal måneder. Jeg er ikke bitter, jeg er bare lidt skuffet.

Kaffeskisma

I begyndelsen drak vi altid cappuccinoen på Café Vivaldi. Naturligvis prøvede vi også Café O'Flanagan's, men det var åbenbart konsensus at Vivaldi var at foretrække. Der er jo for resten også Café Klejn, som vi har prøvet en enkelt gang, Café Vanilla ved kino og Den Glemte Café, Casio, i gården. Af en eller anden grund har disse dog aldrig lokket. Ja faktisk var det i begyndelsen altid Vivaldi. Jeg vil gå så langt som at sige, at i vores verden var café ensbetydende med Vivaldi. Det kom dog til at gå således at to uafhængige begivenheder ændrede vores verden.

Det ene var, at det efterhånden blev forår, og det vil sige, at Flanagans gårdhave begyndte at trække mere end Vivaldis interiør. Det andet, og måske mere afgørende, var, at Vivaldi pludselig fik nyt kaffekoncept. Cappuccinoen blev mindre, hanken blev udfordrende og det hele blev eksklusivt og fancy. Sjovt nok blev det også dyrere. Det var i sig selv meget sjovt. I kan vel forestille jer, at det er morsomt at fortælle folk, at jeg er sådan en yuppie, at jeg ligefrem er begejstret for, at kaffen både er blevet mindre og dyrere. Men nej. Jeg kan nok ikke benægte, at jeg er en yuppie, for det er folk, der drikker café latte eller cappuccino ifølge en test i en gratisavis. Dog var ingen af os så meget yuppie, at vi seriøst syntes om, at der nu var mindre kaffe at nyde. Derfor tog den ene tanke den anden, og snart blev cafe lig med Flanagans i stedet, hvilket det har været siden.

I dag førte verdens stier os dog igen tilbage til Vivaldi; mest for sjov. Bl.a. fordi vi skulle demonstrere for en uindviet, at cappuccinoen på Vivaldi kun fås i en meget beskeden mængde og derfor er eksklusiv. Vi fik os dog en lang næse, da det gik op for os, at Vivaldi nu igen serverer store kopper med cappuccino, ja faktisk på størrelse med dem, der sælges på Flanagans. Endvidere har de opgraderet deres medfølgende chokolade-godbid til Marabous mørke.

Det må jeg alligevel nok sige!

Hvad er et ord?

Jeg brokker mig næsten ustandseligt over tilvalg. Hvorfor skal jeg tvinges til at ydmyge mig selv i fag, som jeg ikke har noget talent for, og som ikke interesserer mig? Hvorfor skal uddannelsen spredes ud over flere fag, når det samtidig er meningen, at de studerende skal specialisere sig. Jeg ved i øvrigt ikke hvem det er, der siger det, men det er vist en eller anden, eller måske ligefrem flere. Universitetsstuderende bliver nødt til at specialisere sig for at kunne bruge deres uddannelse til noget.

Uanset hvad, så kan jeg ikke løbe fra, at jeg nu har haft noget tilvalg, om end jeg langt fra er færdig med det. Jeg taler selvfølgelig om semantik-faget her, som altså er en underafdeling af lingvistik. Nu er semantik ikke en afdeling, som sådan, det var bare for at kalde det et eller andet. I hvert fald, så har jeg da ikke glemt det hele, da noget af det var ganske interessant, selvom det, for mig, næppe kan bruges til noget. Men hvad kan i det hele taget bruges til noget? Ud fra mine erfaringer, som er usle og ligegyldige, så er humanistiske uddannelser mere dannelse end uddannelse, hvis det er nogen, der så forstår, hvad jeg mener med det.

Altså det ovenstående er bare en ligegyldig introduktion, som jeg har skrevet for at få læseren med ind på det emne, jeg gerne vil skrive noget om, som netop er lingvistik. Nærmere bestemt er det diskussionen om, hvad et ord er, og hvad de betyder.

Det klassiske eksempel er, at hvis jeg siger "hval" og du siger "hval", men den ene af os tror, at en hval er en fisk, og den anden tror, det er et pattedyr, kan det så siges, at vi har samme opfattelse af, hvad ordet "hval" betyder?

Det er alt sammen meget fint, og det hører til, hvad jeg vil kalde lommelingvistik, fordi det er på et plan, hvor alle kan følge med (ikke, at alle nødvendigvis har et svar), og det er noget, jeg kan underholde med ved middagsbordet, hvis der ikke er så meget fut i selskabet.

Sådan set kom jeg til at tænke på dette fordi jeg i dag atter engang læste en engelsketalende person skriver følgende på et internetforum: "I would of done it...", når det han egentlig var "I would have done it...". Men kan jeg nu også sige det? Måske mente han virkelig "of". Selvfølgelig, eller, ja, selvfølgelig skyldes det, at udtrykket bliver trukket sammen til "I would've" i talesprog, og det kunne ligeså godt lyde som "I would of", og pågældende person har bare aldrig tænkt over, hvilken sammensætning af ord, udtrykket består af. Men han ved ligeså godt som mig, hvad udtrykket betyder, og derfor kan det siges, at han mener præcis det samme, som jeg mener, når jeg siger "would have". Det er ligesom når danskere skriver "asiatere", når jeg synes, de skulle skrive "asiater", eftersom de kommer i knibe, når de skal fortælle mig, at de virkelig tror, at det er et ord, der i ental hedder "asiater".

Hvor i alverden vil jeg hen med alt dette? Det ville være åbenlyst at forvente en konklusion på nuværende tidspunkt, men jeg må desværre skuffe læseren, for der kommer ikke nogen. Jeg ved ikke selv, hvad jeg vil sige med alt det her, jeg havde bare en trang til at skrive det. Så det kan vel være konklusionen i sig selv.

EDIT: Næ, her kommer en rettelse: Konklusionen må vel være, at tilvalg i sidste ende er helt fantastisk, fordi det giver mig indsigt i en masse aspekter af verden, og leder mig til at skrive blogindlæg som dette. Tak, KU!

Lomme-middelalderkundskab Modul I

Næste semester begynder engang i løbet af den første uge i september. Jeg har endnu ikke meldt mig til nogen fag, endsige valgt dem. Egentlig var fristen for tilmelding i april, men jeg ved, eller jeg tror jeg ved, at det er muligt at melde sig til fag helt frem til midten af september, så længe der ikke er "overbooket". Den gik i hvert fald sidste gang, jeg valgte tilvalgsfag.

Egentlig synes jeg, det er besynderligt, at den officielle frist er i apil. Det vil sige, at eleverne ikke har nogen chance for at vide, om de har bestået deres eksamener (fordi de endnu ikke har haft disse eksamener), før de skal melde sig til de næste fag. Særligt når det kommer til tilvalgselever, som mig, der er meget dårlige til det, som læreren ude på Asien Afdelingen kalder for "de nemme fag".

Det hjælper ikke meget på sagen, at jeg, selvom jeg har overskrevet tidsfristen med over tre måneder, stadig ikke har fået alle mine eksamensresultater. Altså ved jeg ikke, om jeg mangler 30 eller 45 point før jeg er færdig med tilvalg. Jeg ved altså ikke, om jeg kan regne med, at det kommende semester bliver det sidste med tilvalg, eller om jeg mangler så meget, at jeg, [løgn]fordi jeg er realist [/løgn] ligeså godt kan sprede det ud over to semestre.

Faktisk bliver det endnu bedre. Hvis vi forestiller os det utænkelige, at jeg rent faktisk får meldt mig til nogle fag, så får jeg på et tidspunkt en mail fra KU om, at ansøgningsfristen på optagelse på kandidatuddannelsen er indsæt-latterligt-tidlig-dato. Altså vil jeg skulle søge om optagelse inden jeg ved, om jeg har bestået mit tilvalg. Hvis jeg nu er så heldig, og ja, jeg mener virkelig heldig, at bestå det hele, så er alt jo bare herligt og livet er som en container fuld af kirsebær. Hvis jeg derimod ikke har bestået, så får jeg, efter mange måneder, utvivlsomt et hånligt brev fra KU, hvor der står, at jeg da ikke skal forsøge at melde mig ind på overbygningen, når jeg ikke engang har bestået mit tilvalg. Når jeg så endelig får den glædelige nyhed, så er den officielle frist for tilmelding til flere tilvalgsfag for længst forbi. Hvis jeg ikke tilfældigvis kendte til den hemmelige tidsfrist, som ligger fire måneder senere, så ville jeg da ikke ane, hvad jeg skulle gøre. Med mit held er jeg dog sikker på, at også den hemmelige tidsfrist vil være overskredet når jeg endelig får nyheden.

Tilvalg er i sig selv studieforlængende nok for en ugidelig skiderik som mig, men at systemet bevidst er opbygget for yderligere at forlænge elevernes studietid og forsinke dem halve og hele år, det synes jeg så fantastisk typisk for mit indtryk af KU, at... at ikke noget som helst. Men jeg er jo også en utaknemmelig studerende, der ynder at brænde mine broer, og som ikke er klar over hvor priviligeret jeg er. Det er nemlig lig med lykke og meningsfuld eksistens at få lov til at få en gratis uddannelse.

Lad os vende tilbage til sagen. Jeg er simpelthen fysisk - eller nok nærmere psykisk... Nej, fysisk, tror jeg - ude af stand til at vælge tilvalgsfag. Hovedårsagen er, at jeg simpelthen ikke interesserer mig for noget som helst, så snart det skal op på et højere plan. Jeg synes da at lommehistorie, (paralleludtryk til lommefilosofi og lommepsykologi) er ganske sjovt. Det er da skægt at udspørge folk om, hvordan det egentlig gik for kristendommen i Europa i år 500 og om hvem kejser Konstantin egentlig var, men det er så også det. Hvis jeg pludselig skal læse kildetekster og lege med historisk metode, så er det simpelthen ikke interessant mere, og det er så det punkt, hvor jeg og KU er så forskellige. Det er i øvrigt ikke en afbildning af Konstantin foroven, men derimod kejser Justinian I af det Øst-romerske rige.

Hvis nu jeg rent faktisk kunne vælge lommehistorie eller lommepsykologi som fag, så ville jeg være reddet, men de fag udbydes kun i Lund, og det er alt for sent at søge derind. Øv, hvor ville jeg ønske, at det passede. Ikke, at det er for sent, men at fagene rent faktisk fandtes.

"Du skal tage retorik", siger folk, måske velmenende. Men hvorfor? Jamen, det er åbenbart fordi det er "lige mig". Jeg skriver jo blogs, så det med at formulere sig, det må være lige mig. Her er jeg dog bange for, at disse velmenende mennesker forveksler retorik på KU med lommeretorik. Forskellen ligger i, at lommeretorik er en masse små fif og sjove historier, som jeg kan underholde folk med, hvorimod KUs retorik er en hel masse -ismer, som skal kunne defineres ud fra et socio-retorisk og et meta-kvanteretorisk standpunkt, hvor der skal tages hensyn til Chomskys tese om osmose og Chiksentmihaliys teori om "flow". Og så er det, jeg står af bussen...

... og starter et nyt spil Civilization 4, og forsøger at erobre verden som Justinian I. Fido Dido har jo lært mig, at jeg skal udskyde alt, som kan udskydes. Men lige pludselig er det vel for sent, og hvad skal jeg egentlig så lave? Flygte til Japan igen?

Se mig og min ekspertviden

Er det virkeligt nødvendigt konstant at gøre mine omgivelser opmærksomme på, at jeg er ekspert og at jeg ved en masse, som de ikke ved?

Godfather, The: Blackha... (WII)

Pieyanthikos

Som fan af Mario Puzos værk føler jeg mig fuldt ud underholdt. Styringen er fint implementeret, uden at virke påklistret. Skuffende grafik, men generelt set en positivt oplevelse hele vejen igennem.

Tag denne forholdsvis uskyldige "vurdering" af et videospil som eksempel. Spillet Godfather er et licensspil, det vil i dette tilfælde sige, at det er spil bygget på filmen The Godfather. Det iøjefaldende ved Pieyanthikos' vurdering er, at han vælger at slynge navnet "Mario Puzo" ud. Mario Puzo er navnet på forfatteren, der for længe siden skrev romanen, som senere blev filmatiseret til den så berømte Godfather-film. Men hvad prøver Pieyanthikos egentlig at sige med dette? Mit bud er følgende:

1) Læseren skal vide, at Pieyanthikos er begejstret for bogen, og ikke nødvendigvis filmen. Selvom Mario Puzo, i følge Wikipedia, også har været involveret i filmen, ville det ikke være særligt indlysende at bruge Mario Puzos navn til at henvise til filmen. Dette punkt kan yderligere deles op:

a) Pieyanthikos foretrækker bøger frem for film og viser herved at han er intellektuel, og foretrækker litteratur frem for popkultur (om end han stadig spiller videospil).

b) Pieyanthikos forsøger at give udtryk for, at han var med fra starten, eftersom bogen kom før filmen. Præcis på samme måde, som da det pludselig blev sejt, hvis jeg havde læst X-men tegneserier før filmene kom, eller Hellboy eller 300 for den sags skyld. Grundet sin meget begrænsede alder er det dog umuligt for Pieyanthikos at påstå, at han læste bogen allerede da den udkom. Til gengæld vil han næppe afsløre dette medmindre han bliver spurgt direkte. Pieyanthikos vil uden tvivl også påstå at han har læst den engelske udgave af bogen, og ikke den danske oversættelse, da det er sejere at have læst originalen.

2) Pieyanthikos foregiver at mene, at Mario Puzo er et alment kendt navn, som kan slynges ud, når det passer ham uden at det kræver en forklaring. Eller rettere: Pieyanthikos foregiver at befinde sig på et intellektuelt stadie, hvor den slags er almen viden, og foregiver yderligere, at han tror, at resten af publikum er på samme stadie. Det optimale resultat for Pieyanthikos er, at en af læserne bøjer sig og indrømmer at han eller hun (helst hun) ikke er på samme niveau som Pieyanthikos og derfor ønsker en forklaring. Derved kan Pieyanthikos opnå status som lærermester, og vil derved fremstå som afsindigt intellektuel blandt den gruppe mennesker, som han så gerne vil være en del af.
Pieyanthikos ved dog udmærket, at Mario Puzo ikke nødvendigvis er alment kendt. Dette eksempel hører ikke til den værste af slagsen, men det ville uden tvivl glæde Pieyanthikos hvis en eventuel læser så navnet, tænkte: "uha, jeg ved ikke hvem det er, så jeg må hellere blive lidt klogere før jeg kan snakke med her", slog navnet op, og tænkte: "aha, tænk at den slags bare er almen viden for Pieyanthikos. Gid han dog vil lære mig om verden og om kvinder".
Forklaringen er måske en anelse overdrevet, men stadig meget tæt på virkeligheden.

Pieyanthikos' vurdering stammer fra et spilforum, hvor der altså "diskuteres" spil, gerne på "højt niveau", hvad det så end vil sige. Det er tydeligt, at Pieyanthikos ikke er en person, der foregiver at have nogen særlig dyb indsigt i selve spilverdenen, hvilket han viser ved at demonstrere sin "ekspertviden" fra litteraturens verden, i stedet for fra spillenes verden. Sammenlign eventuelt eksemplet fra før med følgende:

Chrono

Horii og Toriyama har gjort det igen - skabt en verden og stemning andre RPG'er må måles mod. Herligt persongalleri, sjov dialog og en historie der aldrig står stille. Smukt.

Ovenstående skal forestille en vurdering af spillet "Dragon Quest VIII". Chrono har kun fire linjer at gøre godt med. Bemærk, hvordan han spilder en halv linje med at udstille sin ekspertviden. Chrono har behov for at vise alle læserne, at han ikke bare er ekspert i spil, men også i personligheder fra den japanske spilverden.

Chronos "vurdering" minder på mange måder om Pieyanthikos', om end Chronos er mere usmagelig. Et kig på Wikipedia afslører, at der overhovedet ikke er nogen interesse for Horii. Han har lavet en række Dragon Quest spil, som ikke er udkommet i Europa, og som de fleste vesterlændinge simpelthen ikke kan holde ud at spille. Chrono har sågar selv skrevet en vurdering af et af de tidligere af Horiis spil, som han giver udtryk for, at han ikke kan lide. Horii har altså ikke "gjort det igen". Det er også fuldstændigt ligegyldigt, hvad Horii har gjort, for det er meningen, at Chrono skal skrive, om spillet er godt eller dårligt. Det er ikke meningen, at han skal skrive, at det er godt, fordi det er lavet af en mand, som Chrono kan lade som om, han kender. Horii er på ingen måde nogen berømthed, heller ikke i kredse, der spiller mange spil. Det svarer til, at jeg skriver i en vurdering, at Total Overdose er et fantastisk spil fordi min storebror har været med til at lave det.

I sidste ende nytter det selvfølgelig ikke noget at kritisere alt dette. Sagen er jo, at vurderinger, anmeldelser, kronikker, og især videnskabelige artikler kun handler om én ting: At vise, at jeg er klogere end læserne. Det værste af det hele er, at jeg også gør det selv.

Efterskrift: Jeg må hellere lige klargøre, at jeg er udmærket klar over, at Chrono hentyder til spillet "Chrono Trigger" som Horiis andet "gode værk". Jeg synes dog det er upassende at bruge vendingen "har gjort det igen", om en mand, der har lavet to gode spil og ti meget dårlige.

Hvor er Peter Skram?

Hvor er Peter Skram blevet af? De, der følger fast med i Sifa Bingo på DK4 vil nok have lagt mærke til, at den faste vært Peter Skram har været væk i et stykke tid nu. Vi har før oplevet, at en af bingopigerne har kørt showet når Peter Skram har haft fri, men der plejer kun at være tale om et enkelt program, før Peter Skram er tilbage igen.

I dag, da jeg tændte for DK4, så jeg, at det nu igen var Jan-Erik Messmann, der stod for Sifa Bingo. Jeg må dog lige klargøre, at der rent faktisk ikke er tale om Jan-Erik Messmann som sådan, men derimod bare om en mand, der ligner ham lidt. Jeg har ikke det fjerneste imod denne mand, men jeg må indrømme, at jeg da undrer mig lidt over, hvor Peter Skram mon er blevet af.

Hvis jeg nu rent faktisk så ligeså meget Sifa Bingo, som jeg godt kan lide at bryste mig af, så havde jeg sikkert fået en forklaring fra DK4s side. Jeg vil alligevel udnytte denne lejlighed til at fortælle lidt om de to herrer, Peter Skram og Jan-Erik Messmann, som de fleste måske ikke ved.

Peter Skram er lokalpolitiker i Aalborg, og går ind for gode idrætstimer.

Jan-Erik Messmanns modersmål er norsk, hvilket kunne tyde på, at han er nordmand. Han har i øvrigt ikke opdateret sin hjemmeside i noget, der ligner tre år. Eller også har han måske fået en ny hjemmeside, fordi han blev træt af www.messmann.dk

I øvrigt rygtes det, at de begge er medlemmer af The Brotherhood of Nod, men ingen kilder kan bekræfte dette.

Glas på hovedet?

Det virker slet ikke fremmed for mig at glas står på hovedet når de ikke er i brug. Når jeg siger på hovedet, så mener jeg, at de står med bunden opad, sådan så det ikke er muligt at hælde noget i dem. Men hvorfor stille glas på hovedet? Det kan vel næppe siges, at glas generelt står mere stabilt med bunden i vejret, eller kan det?

Mange vil muligvis påstå, at glassene stilles, som de gør, for at lette rengøringen. Med bunden i vejret kan der ikke falde støv og smuds ned i glassene, og det er derfor ikke nødvendigt at rengøre dem før brug. Hvis dette virkelig passer, så er det jo et fint argument.

Der er dog dukket ny information op. En relativt pålidelig kilde har for få dage siden gjort mig og andre opmærksomme på, at det kan være direkte skadeligt for glassene at stå på hovedet. Hvis der er små revner i toppen af glasset, så vil disse udvide sig med tiden, så længe glasset står på hovedet. Derfor er det hensigtsmæssigt at stille glassene med bunden nederst.

Jeg har ingen diplomer inden for glasvirksomhed, så det er ikke muligt for mig at vurdere hvor alvorlig denne glassituation rent faktisk er, men fremover må jeg nok hellere tænke mig om, før jeg stiller prægtige glas på plads i skabet.

Hvad er eliten?

Elite er et ord, som mange ynder at bruge, men hvad betyder det egentlig? Første gang ordet ”elite” havde mærkbar indflydelse på min eksistens, var i gymnasiet. I øvrigt er det fantastisk, at det i så høj grad er lykkedes gymnasiet at lægge netop det fundament, som må være dets formål at lægge. Det er svært at forestille sig nogen anden institution med den samme effekt. Men for at vende tilbage til Eliten (jeg skriver det med stort fremover, da det på det nærmeste er et egenavn), så var det i tysktimerne, det dukkede op. Eliten var en betegnelse, læreren brugte om de elever, der klarede sig godt i tysktimerne. Nogle elever var medlemmer af Eliten fra dag et, og forblev det indtil allersidste tysktime. Andre var skiftevis inde i varmen og ude i kulden, alt efter om de var velforberedte eller ej, mens endnu andre aldrig fik den ære at blive medlemmer. Det skal dog siges, at Eliten var et flygtigt begreb. Det blev aldrig gjort op, præcis hvem der var medlemmer på et givent tidspunkt. En typisk situation kunne være, at hvis en elev ikke kunne svare på et spørgsmål, så blev selv samme spørgsmål sendt videre ”til Eliten”. Personen, der så modtog spørgsmålet, kunne herved opfatte sig selv, som værende i Eliten.

Vi kan altså udlede følgende om ”Eliten”.

1) Et medlem af Eliten er en person, der er velforberedt og/eller kan sit stof.

2) Medlemskab af Eliten er ikke nødvendigvis permanent. Kan man ikke længere sit stof, står man igen udenfor. Samtidig er det dog muligt atter at blive medlem af Eliten, hvis man, så at sige, tager sig sammen.

Der skulle gå to år, før jeg igen stiftede bekendtskab med Eliten. På intro-dagen på Asien Instituttet dukkede begrebet igen op, nemlig da den mest indflydelsesrige lektor på afdelingen holdt en tale for de nye elever, heriblandt undertegnede. Det skal siges, at det ikke var alle nye elever, der var dukket op på denne dag. Interessen for hvad der blev sagt var heller ikke overvældende. Eleven, hvis mobiltelefon ringede, valgte i hvert fald at tale i denne, frem for pænt at blive siddende. Jeg kan i øvrigt oplyse de nysgerrige om, at der var nye studerende ikke bare fra japansk, men også fra kinesisk, tibetansk, m.fl. til stede.

Jeg må indrømme, at jeg blev ganske overrasket, og siden forundret, over den måde lektoren brugte ordet ”Eliten”. Han sagde til tilhørerne, altså de nye studerende, der endnu ikke havde haft en undervisningstime: ”I er Eliten”. Dette udsagt blev efterfulgt af ”Men Eliten forpligter”. Umiddelbart virker det forholdsvist uovervejet at stemple vildt fremmede mennesker som ”Eliten”. Hvordan kunne lektoren vide, at tilhørerne opfyldte de betingelser, der skal til, for at tilhøre Eliten? Jeg vidste naturligvis allerede dengang, at det langt fra var sikkert, at lektorens opfattelse af ordets betydning ikke nødvendigvis var den samme som min tidligere tysklærers, men det var nu alligevel mystisk.

Mystikken blev dog opklaret i løbet af talen; ja måske allerede i den følgende sætning (jeg må indrømme, at jeg ikke husker det særligt detaljeret). Det viste sig, at ”Eliten” er en betegnelse for folk, der går på Asien Instituttet. Hvordan kan det dog gå til? Jo, fordi Asien Instituttet huser en række små studier. Det år var der f.eks. omkring tredive friske mennesker, der påbegyndte japanskstudiet, og omkring otte på koreansk (to år efter var der 6 på japansk og 1 på koreansk). Sammenlignet med et fag som engelsk, kan det ikke siges at være ret mange. Jeg aner i øvrigt ikke hvor mange, der begynder på engelskstudiet hvert år, men det er åbenbart almen viden, at det bare er mange.

Ifølge lektoren er Eliten altså en forholdsvis løs betegnelse, der dækker over:

a) Elever, der er optaget på et studie på Asien Instituttet

Og måske også:

b) Elever, der går på et lille studie (i forhold til engelsk).

Hvis det virkelig kun er a) eller b), der skal opfyldes for at man tilhører Eliten, så var lektoren vel i sin gode ret til at bruge ordet om de nye studerende. Hvis udtrykket indeholder nogen som helst anden betydning, må det dog siges at være lidt hovedløst sådan at slynge om sig med begrebet.

Jeg er ikke stødt på ordet siden. Tre år efter fik jeg dog lidt klarhed over hvorfor japanskstuderende er en del af Eliten. Den sidste undervisningsgang før eksamen i Japansk 3 fik de tilstedeværende fornøjelsen af at høre hvad der må være en monolog fra lektoren. I sandhed en fascinerende fortælling. Det hed sig nemlig, at japansk er et svært fag. Et fantastisk svært fag. Måske ikke bare det sværeste på hele det Humanistiske Fakultet, men faktisk det sværeste på hele universitetet. Og hvorfor er det, at japansk er så svært i forhold til fjollede fag, såsom kunsthistorie og litteraturvidenskab. Jo, for på japansk, der skal man ikke bare læse bøger, man skal lære noget. Vi skal lære hele tre alfabeter, og på litteraturvidenskab, der skal de bare læse bøger, og det er faktisk bare noget pjat. Japansk er meget mere et rigtigt fag end alt det der fjolleri. Derfor burde administrationen faktisk give mange flere penge til Asien Instituttet. Tænk jer, at vi får det samme beløb, når nogen består en eksamen i japansk (!!!), som når en eller anden hat består noget så let som en eksamen i litteraturvidenskab. Det er jo soleklart, at vi burde have mange flere penge

Historien fortsatte, tro det eller ej. Lektoren fortalte, at det hele var den dumme dekans skyld. Den dumme dekan, der diskriminerede de små fag (læs: Eliten). Tænk, at den dumme dekan ikke ville lade sig overtale til at give flere penge til de små fag. Tænk, at Eliten skal leve med kun at få ligeså mange penge som dem fra alle de lette fag. Og ifølge beretningen, så delte en lærer ovre fra Indianske Sprog og Kulturer (et fag med omtrent samme eksistensberettigelse som japansk) lektorens holdning. De to havde tilsyneladende moret sig med at diskutere, hvem af dem, der først skulle have lov til at slå dekanen, hvis de fik muligheden for det.

Det er jo nærmest en åbenbaring. Her har jeg troet på folk der sagde, at mennesker har forskellige evner. Nogle kan være gode til sprog, mens andre er gode til matematik og andre er gode til at læse. Men det har altså alt sammen været løgn. Folk, der går på japanskstudiet er jo simpelthen bare klogere end alle andre, for japansk er verdens sværeste fag. Og når jeg prøver at læse en bog om litteraturanalyse eller kunsthistorie, eller noget som helst, og ikke forstår den, så er det ikke fordi det er for svært, så er det vel bare fordi det er for dumt.

Det har jeg lært på japanskstudiet. Og da jeg åbenbart selv er en del af Eliten (eftersom jeg går på japanskstudiet), så må jeg selvfølgelig være loyal over for denne inderkreds. Min far har nemlig lært mig, at man ikke må brænde sine broer.

Hvis jeg skal følge Elitens eksempel, så skal jeg også lige skille mig af med den der gamle, tåbelige forestilling om, at hybris er noget farligt noget, der bider dig i enden en skønne dag. Hybris er ligefrem noget der opfordres til. Folk, der ikke er præcis ligesom dig selv og deler alle dine holdninger til alting er dumme og fjollede. Det samme kan siges om folk, der går ind for ligestilling de humanistiske fag imellem.

Japanofili frem for naturligt sprog?

Frederik: "Hej Thomas-kun"
Thomas: "Hej Frederik-san"
Frederik: "Har du set Sofie-chan i dag?"
Thomas: "Nej, Thomas-sama har ikke set hende"

Essensen af oversættelse er et resultat, der lyder naturligt. Dengang jeg spillede Final Fantasy VII i sin tid, syntes jeg at figurerne talte lidt mærkeligt, men det var jo nok bare spillets stil. Ja, med tiden vænnede jeg mig til de mystiske sætninger, og figurerne, der altid virkede, som om, de talte forbi hinanden. Jeg ved snart ikke hvor mange gange, jeg har forsøgt at sige Vincents replik "This might be fun to pass time", men jeg har aldrig kunnet få det til at lyde hverken sejt, naturligt eller forståeligt. Men, bevares, jeg accepterede det, og da jeg var så glad for spillet, så var det jo helt fint.

Så, mange år senere, spillede jeg et spil, der hedder Paper Mario: The Thousand-year door. Det er lavet af Nintendo, og de er begyndt at gøre meget ud af deres oversættelser. Det var da utroligt, så sjov, flydende og forståelig dialogen var i det spil. Der var ikke længere noget mystisk over det, og jeg tænkte slet ikke over, at det var en oversat version, jeg sad og spillede. Dialogen fungerede i det hele taget så godt, at den kunne få mig til at grine med forholdsvis jævne mellemrum.

Hvis Final Fantasy VII ikke havde været oversat mystisk, men derimod godt, så havde spillet været bedre. Figurernes samtaler med hinanden havde gjort et større indtryk, og det havde ikke virket så fjernt.

"Men vi kan faktisk godt lide mystikken. Vi kan godt lide, at de japanske spil og tegneserier virker eksotiske. De skal nemlig være ligesom de originale, japanske versioner".
Aha! Og det er så her, I narrer jer selv. For det, japanerne sidder med, det er som regel noget, der er skrevet i naturligt sprog. Ved at lade "san", "sama" og "kun" stå i den danske oversættelse, så får I da overhovedet ikke det samme, som det, japanerne sad med. I får derimod en besynderlig hybrid af dansk og japansk, som i sidste ende er kunstig, da den ikke er skrevet på et rigtigt sprog. Hvis læserne skal have den samme oplevelse som de japanske læsere, så skal de have varen leveret i et sprog, der er tilsvarende naturligt.

Hvis grunden til at lade "san", "sama" og "kun" stå i oversættelsen er, at lave en eller form for introduktion til japansk sprog, så er det en anden sag. Jeg mangler dog så afgjort at høre nogen argumenter for, at det virkelig er værd at opgive at lave en oversættelse, som nogen som helst kan være bekendt, bare for at lave et mere eller mindre ubrugeligt begynderkursus til en række læsere, som alligevel undersøger den slags på Internettet. Nutidens nysgerrige unge mennesker er ikke afskåret fra alverdens viden, ligesom jeg selv og andre var, da vi selv var i målgruppen. Og hvis det virkelig passer, at de fleste faste læsere faktisk er hardcore-wapanese på over 25 år, så ønsker jeg på ingen måde at tage ansvaret for at prikke til deres interesse, og i sidste ende presse dem ud i japanskstudiet.

Det, der i virkeligheden generer mig allermest er, at jeg har på fornemmelsen, at hele balladen med, at det er blevet standard at lade japanske tiltaleformer stå i oversættelsen skyldes, at de første oversættere her i landet rent faktisk har troet, at det var den eneste udvej. Hvis vi antager, at disse mennesker er uddannet på Københavns Universitet, så kan jeg bestemt ikke udelukke, at en eller anden påstående underviser har bildt de stakkels unge mennesker ind, at "-san ikke svarer til noget på dansk, og derfor ikke kan oversættes". Selvom det selvfølgelig er fuldstændigt udelukket, at nogen, som ernærer sig (delvist) som professionel oversætter kan vide så lidt om emnet, at han går ud fra førnævnte antagelse, så tør jeg ikke vide mig sikker. Det hjælper ikke på sagen, at der i danske manga-udgivelser står skrevet, at en af grundene til bevarelsen af japanske tiltaleformer er, at "[de] er uoversættelige, fordi de tilsvarende udtryk ikke findes på dansk".

Jeg skal på inden måde påstå at have nogen omfattende viden indenfor feltet, men jeg får alligevel hurtigt det indtryk, at jeg må være en ud af få i branchen (bevares, jeg kender ikke alle), der har forholdt sig forholdsvist professionelt til emnet. Er det virkelig hensigtsmæssigt over for en selv og for læserne, hvis man ikke kan kende forskel på oversættelse og direkte oversættelse. Jeg er ganske enig i, at der ikke findes tilsvarende udtryk på dansk, men at dette skulle betyde, at de er uoversættelige finder jeg uforståeligt. Der findes heller ikke mere end et enkelt ord for "jeg" på nudansk, mens der findes adskillige på japansk (watashi, boku, ore, gusei, bare for at nævne et par stykker), hver med deres nuancer. Betyder det så, at jeg ikke må oversætte disse ord med naturligt dansk, men bliver nødt til at lade de japanske ord stå, da de er uoversættelige? Næppe.

Jeg indrømmer gerne, at jeg selv har været tilhænger af direkte oversættelse, men det var inden jeg rent faktisk begyndte at beskæftige med med oversættelse. Det er sjældent, at jeg siger noget pænt om KU, men jeg må da indrømme, at arbejdet med de to opgaver, jeg skrev om oversættelse der, gav mig et vist indblik i oversættelse, hvilket da også er grunden til, at jeg nu kan udtale mig så kritisk om andres oversættelse (og ja, det er altid let at kritisere, specielt når det kommer til dårlige ting).

100% direkte oversættelse er ikke mulig, så snart vi kommer op på sætningsniveau, og selvom det var, er det ikke hensigtsmæssigt at stile efter. Det vil aldrig komme til at minde om originalen. Hvis "Aiko-san" ikke kan oversættes med "Aiko" på dansk, så vil jeg påstå at "I like tomatoes" heller ikke kan oversættes med "Jeg kan lide tomater". Skal det oversættes direkte, så hedder det vel "Jeg lider tomater", for der står jo ikke "I can like tomatoes". Men, hov, hvad var det der skete, da jeg oversatte ord for ord til "Jeg lider tomater"? Nå, ja, det kom til at se underligt og kunstigt ud. Meningen forsvandt også, men det er åbenbart ikke så vigtigt.

"San" betyder ikke noget på dansk. "Men det bliver jo forklaret i forordet". Det gør det, ja. Men "watashi", "boku" og "ore" kunne jo også passende forklares i forordet. Så slipper jeg jo også for at oversætte dem i løbet af historien. Og på japansk kan man jo også finde på at sige "hans hoved er godt" i betydningen "han er klog". Men der står jo ikke ordret, at "han er klog", så derfor skal jeg vel skrive "hans hoved er godt", for ellers snyder jeg mine læsere for det japanske sprogs genialiteter? Jeg kan jo bare udvide mit i forvejen temmeligt lange forord med et lille afsnit, hvor der står "på japansk siger man 'hans hoved er godt', når man vil sige, at en person er klog". Ja, hvorfor ikke?

Og så, om fem år, når wapaese-bevægelsen har overtaget kulturlivet totalt, så er en dansk oversættelse af en manga bare en japansk udgave med et lille forord, hvor der står "lær japansk, inden du læser denne manga. Dansk sprog er overvurderet".

Jeg vil nødigt citeres for, at have sagt, at det er en forbrydelse at lade japanske ord stå i oversættelser, men jeg har såmænd ikke noget imod at blive citeret for at have sagt, at det er noget nær en forbrydelse at lade japanske ord stå, når det overhovedet ikke er nødvendigt. "San", "kun" og"sama" er almindelige måder at tiltale hinanden på japansk, og de kan ganske udmærket oversættes med almindelige måder at tiltale hinanden på, på dansk. For dansk er faktisk et ganske udmærket sprog.

Hvis der havde været japanske tiltaleformer i den engelske udgave af Final Fantasy VII, som jeg spillede i sin tid, så havde jeg da også accepteret det. Og ja, det ville da måske have været lidt eksotisk og spændende. Frem for alt ville det dog have været mystisk og lidt uforståeligt, og det havde været en bedre oplevelse, hvis spillet havde virket naturligt. Den gang vidste jeg ikke, at jeg skulle ende på japanskstudiet, og jeg ville trods alt have sat mere pris på en god historie end på et sprogkursus for nybegyndere.

Motivation

I morgen er der timer i sprogpædagogik. Hvis jeg har valgt et fag frivilligt, så er jeg også mere eller mindre moralsk forpligtet til at gøre en indsats i faget. Jeg må med det samme indse, eller måske nærmere indrømme, at jeg ikke gør nogen egentlig indsats i sprogpædagogik. Er jeg så en hykler, noget, som jeg ellers ynder at stemple andre som? Eller kan jeg rent faktisk, med brug af lidt lommeretorik, argumentere for, at jeg ikke har valgt sprogpædagogik frivilligt?

Før jeg kommer ind på det, vil jeg dog beskrive i hvor høj grad jeg lader til at mangle motivation. Dette gør jeg både for at fastholde læserens interesse, men så sandelig også, fordi jeg har lyst til at skrive om netop alle de ufornuftige ting, jeg laver, når jeg egentlig burde læse lektier. Navnlig har jeg lyst til at vise ”skærmskuddet” nedenfor.

Hvad jeg egentlig burde lave:

Læse kapitel 5 og 6 i en bog om sprogpædagogik, særligt kapitlet om motivation. Ifølge forfatteren Leo van Lier kan man opnå stort set alting med den rette motivation. Det er sikkert ikke det, der egentlig står, men jeg er så dårlig til at læse i den bog, at jeg har bildt mig selv ind, at det er, hvad der står.

Hvad jeg rent faktisk laver:

Grundet manglende motivation (ganske ironisk, ikke sandt) bliver jeg meget let distraheret under læsningen. Da jeg pludselig kom i tanker om, at en person havde bemærket, at sangeren og skuespilleren Meat Loaf minder om skuespilleren (og tilsyneladende også sangeren) Jack Black, måtte jeg bare lægge læsningen til side og oprette en blog med det ene formål at sætte billeder af de to herrer op ved siden af hinanden. Det er imidlertid lettere sagt end gjort, for det med at lave blogs kan godt drille. Først kunne jeg ikke finde ud af at sætte billederne op ved siden af hinanden, og Meat Loaf endte således ovenpå Jack Black. Efter at have rådført mig hos nogle kyndige mennesker fik jeg taget mig sammen til at sætte de to billeder sammen til et enkelt, hvilket har givet resultatet, der kan ses ovenfor.

Hvis jeg så vendte tilbage til læsningen efter denne lille flugtmanøvre, så ville jeg måske rent faktisk få læst færdigt inden midnat. Men nej, jeg er slet ikke færdig med mine narrestreger, hvilket så afgjort udstiller enten min manglende motivation eller det enkle faktum at jeg bare er en dårlig studerende. Og hvorfor kan jeg ikke bare vende tilbage til Leo van Lier og sprogpædagogikken? Jamen, det er da fordi billedet af Meat Loaf er uskarpt. Ja, uskarpt. Jeg har været så uprofessionel at formindske et i forvejen uskarpt billede i Paint, hvilket bare har gjort det endelige billede endnu grimmere at se på. Bevares, Meat Loaf er køn, men han tager sig ikke specielt godt ud, efter at jeg har været inde og redigere i ham. Hvad betyder alt dette så? Det betyder, at jeg bliver nødt til at finde et mere tydeligt billede af Hr. Loaf og herefter tage det med ind i et mere professionelt billedbehandlingsprogram, så han kommer til at tage sig godt ud ved siden af Jack Black. Og hvis det så bare sluttede med det…

Men nej. Det bedste af det hele er, at midt i blog-kampens hede falder det mig ind, at jeg da hellere må skrive et lille essay om det hele. Og det tager jo også tid. Så her befinder jeg mig altså, i Word i stedet for i van Lier.

Har jeg så dårlig samvittighed? Nej, egentlig ikke. Jeg er så umotiveret når det kommer til sprogpædagogik, at det virker langt mere givende og meningsfuldt at skrive essays. Og måske er det rent faktisk mere meningsfuldt. Ingen kan vel se mig som sprogpædagog (hvad det så end er) om 5 år, men der er da i hvert fald en enkelt person, der godt kunne forestille sig mig som forfatter af en slags. Men for lige at vise, at jeg da har læst lidt i bogen, så kan jeg da, meget passende, flette min nye viden om motivation ind i sammenhængen her. Nu kan jeg passende nok ikke huske fagtermerne, og jeg gider faktisk ikke gøre en indsats for at huske dem, for jeg er sikker på, at jeg glemmer dem alligevel inden længe. Overordnet set skulle der dog være flere typer af motivation, og endnu flere forskellige underkategorier både inden for intern og ekstern motivation. Jeg kan godt lide at finde billeder af folk på nettet, og jeg kan godt lide at skrive om mine interesser. Derfor kan man sige, at jeg bliver drevet af en slags intern motivation når jeg laver alt det ufornuftige, fordi jeg nyder selve processen. Når det kommer til sprogpædagogik, så burde jeg dog være drevet af en anden type motivation. Hvis jeg ikke studerer, så får det jo konsekvenser. Jeg tager mig ikke godt ud i klassen og overfor læreren, og jeg får dårlige karakterer, som er grimme at have på sit eksamensbevis. Men nej, jeg føler intet. Jeg føler mig overhovedet ikke påvirket af denne type motivation eller forpligtelse. Og hvorfor gør jeg ikke det? Mit bud er, at sprogpædagogik er tilvalg.

Herved kommer vi så tilbage til indledningen. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg har lavet ”Full Circle”, men jeg ved faktisk ikke helt, hvad det betyder. Hvis det kan bruges her, så tager jeg gerne æren for at have brugt det fine udtryk korrekt. Men altså, det skal ikke være nogen hemmelighed, at sprogpædagogik ikke interesserer mig synderligt. Dog burde jeg jo stadig føle mig forpligtet til at gøre noget ud af faget, når jeg nu selv har valgt det. Jeg er altid hurtig til at dømme folk fra japanskstudiet som ”nogle værre nogle”, når de ikke gider lave lektier. Problemet er, at der snakker vi hovedfag, og i min nuværende situation er der tale om tilvalg.

Jeg vil vove at påstå, at jeg ikke som sådan har valgt sprogpædagogik. Jeg har sandt nok valgt det ud fra en række fag, men det var ikke mig, der syntes det var en god ide, at skulle bruge et helt år på at studere noget uden for japansk, bare for at få lov til at fortsætte. Altså blev jeg nødt til at vælge fag, og derfor blev jeg også mere eller mindre nødt til at vælge sprogpædagogik. Ud fra listen var det tydeligt, at sprogpædagogik var et af de mere overkommelige fag for mig, men det gjorde det bare til et mindre onde; det gjorde det ikke til et gode.

Frygten for eksamen burde dog stadig være nok til at motivere mig. Består jeg ikke, får det jo ligeså store konsekvenser, som det ville gøre på selve japanskstudiet… Næsten da. Men hvorfor rører det mig så lidt? At det er en skriftlig eksamen gør meget. Eftersom jeg må have bøgerne med, føler jeg mig åbenbart ret overbevist om, at jeg bare kan slå det op, jeg ikke har styr på. En endnu større grund kunne dog være, at jeg har et temmelig forskruet forhold til KU. Jeg har ikke respekt for universitetet som institution, og eftersom jeg har en ide (meget muligt en indbildsk ide) om, at universitetet gang på gang har svigtet mig, så føler jeg mig ikke synderligt motiveret til at give så meget igen.

Hvis det går skidt, så ved jeg jo ligeså godt som alle andre, at det er mig og ikke KU, det kommer til at gå ud over. Men selvom jeg ikke bliver cand.noget-som-helst, så kan jeg vel stadig blogge om fine mænd. Fra bibliotekets computer i hvert fald.

Studieteknik

Det er en god ide at tage noter i skolen. Den umiddelbare fordel ved at tage noter er, at jeg så slipper for at læse op på faget, når eksamen nærmer sig. Det mest ærgerlige ved det hele er, at jeg kun kan tage noter i ca. en måned, før jeg bliver så skoletræt, og bliver så træt af faget, at jeg simpelthen ikke gider.

I Gymnasiet tog jeg noter i historie indtil vi nåede til moderne tid. De første år var teksterne bare oversigter og opremsninger, som var lette at forholde sig til og endnu lettere at tage noter til. I 3.g var det kilder og moderne krig og USA og dansk politik. Det var svært for mig, og derfor var det også kedeligt. Og da det var kedeligt, gad jeg ikke at tage noter, selvom det faktisk var til netop de tekster, at noter havde været gode at have til eksamen. På trods af, at det ikke holdt hele vejen igennem, var historie i gymnasiet så afgjort min bedste, og længste, erfaring med noter. I sidste ende havde jeg, så vidt jeg husker, ikke noter til det, jeg kom op i til eksamen, men det gik såmænd fint alligevel.

På første år på japanskstudiet var der japansk historie. Uha, universitetet. Der stilles nok høje krav. Jeg må hellere tage noter for at følge med. Og jeg tog noter; både når jeg læste derhjemme og i selve timerne. Men hvad skete der? Jeg blev træt af det og holdt i sidste ende op med at tage noter. Det resulterede så i, at jeg måtte læse de to grundbøger igen før eksamen, og tage eksamensnoter. Det var et slid, men det resulterede også i, at jeg havde et fint overblik over japansk historie fra oldtid og til ca. 1900 da jeg var færdig. Jeg har aldrig haft styr på moderne historie. I øvrigt har jeg glemt det hele nu. I tilfældet med japansk historie var sliddet imidlertid forgæves. Nok var det en bestået/ikke bestået eksamen, så det kunne være lige meget, om min præstation var til et 6-tal eller til et 13-tal, men det var ikke nok for dem. Næ, nej. For der skete jo det morsomme, at der ikke var ret mange, der gad forberede sig til den eksamen. Og jeg snakker ikke om historie i gymnasiet længere, for det er jo bare noget der skal overstås, så man kan komme ind på den uddannelse, man forhåbentlig brænder for. Nej, jeg taler om 20 mennesker, der har valgt, at studiet af Japan skal være deres fremtid. At de vil beskæftige sig med Japan indtil de dør. At de er Japan. 20 af disse mennesker gider ikke forberede sig til denne eksamen. Nogle få tager konsekvensen. De indser, at studiet ikke var for dem og dropper ud. Fair nok. Andre indser, at de ikke var modne nok. De tager året om. Men langt hovedparten går op til eksamen i stedet, og afleverer noget, der er enten til 5, 03 eller 00. Og hvad sker der så?

Jo, der sker jo det, at japanskholdet fra 2003 bliver reduceret til et sted mellem 2 og 4 mennesker. Og eftersom systemet er bygget så smart op, at instituttet får penge fra staten pr. bestået eksamen, så får det i forvejen fattige Asien Institut ikke ret mange penge. Det vil så medføre at to ud af de tre faste lærere måske bliver fyret. Det vil de nødigt, for det er jo nogle fine jobs de har. Altså blev der nedsat en ad hoc komite, eller også blev det hele måske besluttet af en enkelt person. Det bliver indført en ny regel i sidste øjeblik, der lyder, at alle automatisk består eksamen i Japans Historie. Hermed forpligter instituttet sig så også til at undervise en flok dygtige elever i årene efter. Dygtige, flittige elever, som åbenbart brænder så meget for det guddommelige Japan, at de ikke kan afsætte tid til at forberede sig til historieeksamen. For historie er jo bare dumt, og læreren er ikke sjov, fordi hun ikke synes det er så fedt, når folk snakker i mobiltelefon i timerne, eller kommer væltende ind med suppe fra kantinen midt i undervisningen.

Disse prægtige elever får altså alle sammen et brev fra instituttet, som skåret ned til kernen lyder ”… We have given you the benefit of the doubt…”. Altså, instituttet har valgt at bilde sig selv ind, at disse fremragende unge mennesker stadig kan blive til det, der er beskrevet på hjemmesiden som ”Vor kandidat i japansk”. De er, så at sige, af den rette støbning. Det skal lige nævnes, at de elever, som rent faktisk klarede eksamen til et 6-tal eller derover ikke fik noget brev af denne slags.

Alt dette er jo for så vidt ganske naturligt og forståeligt. Det underlige er bare, at der ikke udgår noget brev fra Dorthe eller nogen af de andre ledere, der gør opmærksom på dette. De, der ikke selv har undersøgt sagen, får ikke at vide, at på Asien Afdelingen er det lige meget med historieeksamen. Eksamener er bare en formalitet, og ikke et værktøj til at skille fårene fra bukkene. Eksamen er ikke noget, der bruges til at vurdere folks akademiske evner. Eksamener er bare noget pjat, som er ligegyldigt, og reglerne for dem kan ændres efter lærernes forgodtbefindende. Der bliver heller ikke ændret i studieordningen. Den, der læser studieordningen den dag i dag, selvom der er tale om en nyere ordning, kan ikke finde nogen oplysninger om, at historieeksamen bare er for sjov. Næ, vedkommende kunne faktisk, ganske fejlagtigt, få det indtryk, at denne eksamen tæller. Men det gør den jo altså ikke, af gode grunde.

Hvis jeg nu var kritisk overfor Asien Instituttet eller universitetet generelt, så kunne jeg jo få det indtryk, at lærerne faktisk giver pokker i studieordningerne. Ligesom en regering ikke behøver at overholde grundloven (jeg tænker ikke på noget konkret her), så behøver lærerne ikke at tænke for meget over studieordningerne. Jeg kunne gå så langt som at sige, at lærerne sætter personlige økonomiske interesser over akademiske idealer. En eventuel modstander i en debat ville måske argumentere, at uanset moral og forpligtelser over for de elever, der rent faktisk bestod eksamen, så ville det være uhensigtsmæssigt at lade tre fjerdedele af en årgang dumpe, og tvinge dem til at gå om. Men ville det nu også det? Kan det virkelig betale sig at bruge så mange ressourcer (om end der ikke er voldsomt mange) på at gøre elever, der i så høj grad er uengagerede i det hovedfag, som de selv har valgt til ”Vor kandidat i japansk”? Det kan det jo åbenbart.

Jeg vil ikke prædike ”social reform” her, men en reform af et vist institut synes ikke nogen dårlig ide. Og jeg kan næste høre det: ”Vi er underlagt et pres fra regeringens side, der kræver at mange elever består eksamen hvert år. Havde vi ladet eleverne dumpe, ville instituttet være blevet lukket ned”. Jeg kan kun svare, at jeg forventer, at I er idealister, der er villige til midlertidigt at ofre jeres stabile jobs for at kæmpe for et mere hensigtsmæssigt system. Havde I dumpet de 15 elever, ville der ikke være råd til så meget undervisning til næste år, men til gengæld havde I så også 15 elever mindre at undervise. Og uanset hvor lavt regeringen prioriterer universitetet (og det er meget lavt), ville de så virkelig nedlægge uddannelsen helt? Og hvis de virkelig gik så langt, kan det hele så ikke bare være lige meget?

I øvrigt har jeg aldrig forstået dem, der markerer sætninger, gerne meget lange sætninger i deres meget dyre lærebøger med tuscher, i stedet for at tage noter. Er det sådan en halv løsning, eller hvordan skal det forstås? Jeg kan godt se, at det kan hjælpe en med at finde et bestemt ord i en tekst, men når de alligevel markerer halvdelen af bogen, hvorfor så ikke bare markere det hele, eller endnu bedre: lade helt være? Jeg kan, selvfølgelig, som altid bare være ligeglad. Jeg vil slet ikke begynde at tale om dem, der markerer med to farver.