Hvad er et ord?

Jeg brokker mig næsten ustandseligt over tilvalg. Hvorfor skal jeg tvinges til at ydmyge mig selv i fag, som jeg ikke har noget talent for, og som ikke interesserer mig? Hvorfor skal uddannelsen spredes ud over flere fag, når det samtidig er meningen, at de studerende skal specialisere sig. Jeg ved i øvrigt ikke hvem det er, der siger det, men det er vist en eller anden, eller måske ligefrem flere. Universitetsstuderende bliver nødt til at specialisere sig for at kunne bruge deres uddannelse til noget.

Uanset hvad, så kan jeg ikke løbe fra, at jeg nu har haft noget tilvalg, om end jeg langt fra er færdig med det. Jeg taler selvfølgelig om semantik-faget her, som altså er en underafdeling af lingvistik. Nu er semantik ikke en afdeling, som sådan, det var bare for at kalde det et eller andet. I hvert fald, så har jeg da ikke glemt det hele, da noget af det var ganske interessant, selvom det, for mig, næppe kan bruges til noget. Men hvad kan i det hele taget bruges til noget? Ud fra mine erfaringer, som er usle og ligegyldige, så er humanistiske uddannelser mere dannelse end uddannelse, hvis det er nogen, der så forstår, hvad jeg mener med det.

Altså det ovenstående er bare en ligegyldig introduktion, som jeg har skrevet for at få læseren med ind på det emne, jeg gerne vil skrive noget om, som netop er lingvistik. Nærmere bestemt er det diskussionen om, hvad et ord er, og hvad de betyder.

Det klassiske eksempel er, at hvis jeg siger "hval" og du siger "hval", men den ene af os tror, at en hval er en fisk, og den anden tror, det er et pattedyr, kan det så siges, at vi har samme opfattelse af, hvad ordet "hval" betyder?

Det er alt sammen meget fint, og det hører til, hvad jeg vil kalde lommelingvistik, fordi det er på et plan, hvor alle kan følge med (ikke, at alle nødvendigvis har et svar), og det er noget, jeg kan underholde med ved middagsbordet, hvis der ikke er så meget fut i selskabet.

Sådan set kom jeg til at tænke på dette fordi jeg i dag atter engang læste en engelsketalende person skriver følgende på et internetforum: "I would of done it...", når det han egentlig var "I would have done it...". Men kan jeg nu også sige det? Måske mente han virkelig "of". Selvfølgelig, eller, ja, selvfølgelig skyldes det, at udtrykket bliver trukket sammen til "I would've" i talesprog, og det kunne ligeså godt lyde som "I would of", og pågældende person har bare aldrig tænkt over, hvilken sammensætning af ord, udtrykket består af. Men han ved ligeså godt som mig, hvad udtrykket betyder, og derfor kan det siges, at han mener præcis det samme, som jeg mener, når jeg siger "would have". Det er ligesom når danskere skriver "asiatere", når jeg synes, de skulle skrive "asiater", eftersom de kommer i knibe, når de skal fortælle mig, at de virkelig tror, at det er et ord, der i ental hedder "asiater".

Hvor i alverden vil jeg hen med alt dette? Det ville være åbenlyst at forvente en konklusion på nuværende tidspunkt, men jeg må desværre skuffe læseren, for der kommer ikke nogen. Jeg ved ikke selv, hvad jeg vil sige med alt det her, jeg havde bare en trang til at skrive det. Så det kan vel være konklusionen i sig selv.

EDIT: Næ, her kommer en rettelse: Konklusionen må vel være, at tilvalg i sidste ende er helt fantastisk, fordi det giver mig indsigt i en masse aspekter af verden, og leder mig til at skrive blogindlæg som dette. Tak, KU!