Egentlig synes jeg, det er besynderligt, at den officielle frist er i apil. Det vil sige, at eleverne ikke har nogen chance for at vide, om de har bestået deres eksamener (fordi de endnu ikke har haft disse eksamener), før de skal melde sig til de næste fag. Særligt når det kommer til tilvalgselever, som mig, der er meget dårlige til det, som læreren ude på Asien Afdelingen kalder for "de nemme fag".
Det hjælper ikke meget på sagen, at jeg, selvom jeg har overskrevet tidsfristen med over tre måneder, stadig ikke har fået alle mine eksamensresultater. Altså ved jeg ikke, om jeg mangler 30 eller 45 point før jeg er færdig med tilvalg. Jeg ved altså ikke, om jeg kan regne med, at det kommende semester bliver det sidste med tilvalg, eller om jeg mangler så meget, at jeg, [løgn]fordi jeg er realist [/løgn] ligeså godt kan sprede det ud over to semestre.
Faktisk bliver det endnu bedre. Hvis vi forestiller os det utænkelige, at jeg rent faktisk får meldt mig til nogle fag, så får jeg på et tidspunkt en mail fra KU om, at ansøgningsfristen på optagelse på kandidatuddannelsen er indsæt-latterligt-tidlig-dato. Altså vil jeg skulle søge om optagelse inden jeg ved, om jeg har bestået mit tilvalg. Hvis jeg nu er så heldig, og ja, jeg mener virkelig heldig, at bestå det hele, så er alt jo bare herligt og livet er som en container fuld af kirsebær. Hvis jeg derimod ikke har bestået, så får jeg, efter mange måneder, utvivlsomt et hånligt brev fra KU, hvor der står, at jeg da ikke skal forsøge at melde mig ind på overbygningen, når jeg ikke engang har bestået mit tilvalg. Når jeg så endelig får den glædelige nyhed, så er den officielle frist for tilmelding til flere tilvalgsfag for længst forbi. Hvis jeg ikke tilfældigvis kendte til den hemmelige tidsfrist, som ligger fire måneder senere, så ville jeg da ikke ane, hvad jeg skulle gøre. Med mit held er jeg dog sikker på, at også den hemmelige tidsfrist vil være overskredet når jeg endelig får nyheden.
Tilvalg er i sig selv studieforlængende nok for en ugidelig skiderik som mig, men at systemet bevidst er opbygget for yderligere at forlænge elevernes studietid og forsinke dem halve og hele år, det synes jeg så fantastisk typisk for mit indtryk af KU, at... at ikke noget som helst. Men jeg er jo også en utaknemmelig studerende, der ynder at brænde mine broer, og som ikke er klar over hvor priviligeret jeg er. Det er nemlig lig med lykke og meningsfuld eksistens at få lov til at få en gratis uddannelse.
Lad os vende tilbage til sagen. Jeg er simpelthen fysisk - eller nok nærmere psykisk... Nej, fysisk, tror jeg - ude af stand til at vælge tilvalgsfag. Hovedårsagen er, at jeg simpelthen ikke interesserer mig for noget som helst, så snart det skal op på et højere plan. Jeg synes da at lommehistorie, (paralleludtryk til lommefilosofi og lommepsykologi) er ganske sjovt. Det er da skægt at udspørge folk om, hvordan det egentlig gik for kristendommen i Europa i år 500 og om hvem kejser Konstantin egentlig var, men det er så også det. Hvis jeg pludselig skal læse kildetekster og lege med historisk metode, så er det simpelthen ikke interessant mere, og det er så det punkt, hvor jeg og KU er så forskellige. Det er i øvrigt ikke en afbildning af Konstantin foroven, men derimod kejser Justinian I af det Øst-romerske rige.
Hvis nu jeg rent faktisk kunne vælge lommehistorie eller lommepsykologi som fag, så ville jeg være reddet, men de fag udbydes kun i Lund, og det er alt for sent at søge derind. Øv, hvor ville jeg ønske, at det passede. Ikke, at det er for sent, men at fagene rent faktisk fandtes.
"Du skal tage retorik", siger folk, måske velmenende. Men hvorfor? Jamen, det er åbenbart fordi det er "lige mig". Jeg skriver jo blogs, så det med at formulere sig, det må være lige mig. Her er jeg dog bange for, at disse velmenende mennesker forveksler retorik på KU med lommeretorik. Forskellen ligger i, at lommeretorik er en masse små fif og sjove historier, som jeg kan underholde folk med, hvorimod KUs retorik er en hel masse -ismer, som skal kunne defineres ud fra et socio-retorisk og et meta-kvanteretorisk standpunkt, hvor der skal tages hensyn til Chomskys tese om osmose og Chiksentmihaliys teori om "flow". Og så er det, jeg står af bussen...
... og starter et nyt spil Civilization 4, og forsøger at erobre verden som Justinian I. Fido Dido har jo lært mig, at jeg skal udskyde alt, som kan udskydes. Men lige pludselig er det vel for sent, og hvad skal jeg egentlig så lave? Flygte til Japan igen?
No comments:
Post a Comment