Studieteknik

Det er en god ide at tage noter i skolen. Den umiddelbare fordel ved at tage noter er, at jeg så slipper for at læse op på faget, når eksamen nærmer sig. Det mest ærgerlige ved det hele er, at jeg kun kan tage noter i ca. en måned, før jeg bliver så skoletræt, og bliver så træt af faget, at jeg simpelthen ikke gider.

I Gymnasiet tog jeg noter i historie indtil vi nåede til moderne tid. De første år var teksterne bare oversigter og opremsninger, som var lette at forholde sig til og endnu lettere at tage noter til. I 3.g var det kilder og moderne krig og USA og dansk politik. Det var svært for mig, og derfor var det også kedeligt. Og da det var kedeligt, gad jeg ikke at tage noter, selvom det faktisk var til netop de tekster, at noter havde været gode at have til eksamen. På trods af, at det ikke holdt hele vejen igennem, var historie i gymnasiet så afgjort min bedste, og længste, erfaring med noter. I sidste ende havde jeg, så vidt jeg husker, ikke noter til det, jeg kom op i til eksamen, men det gik såmænd fint alligevel.

På første år på japanskstudiet var der japansk historie. Uha, universitetet. Der stilles nok høje krav. Jeg må hellere tage noter for at følge med. Og jeg tog noter; både når jeg læste derhjemme og i selve timerne. Men hvad skete der? Jeg blev træt af det og holdt i sidste ende op med at tage noter. Det resulterede så i, at jeg måtte læse de to grundbøger igen før eksamen, og tage eksamensnoter. Det var et slid, men det resulterede også i, at jeg havde et fint overblik over japansk historie fra oldtid og til ca. 1900 da jeg var færdig. Jeg har aldrig haft styr på moderne historie. I øvrigt har jeg glemt det hele nu. I tilfældet med japansk historie var sliddet imidlertid forgæves. Nok var det en bestået/ikke bestået eksamen, så det kunne være lige meget, om min præstation var til et 6-tal eller til et 13-tal, men det var ikke nok for dem. Næ, nej. For der skete jo det morsomme, at der ikke var ret mange, der gad forberede sig til den eksamen. Og jeg snakker ikke om historie i gymnasiet længere, for det er jo bare noget der skal overstås, så man kan komme ind på den uddannelse, man forhåbentlig brænder for. Nej, jeg taler om 20 mennesker, der har valgt, at studiet af Japan skal være deres fremtid. At de vil beskæftige sig med Japan indtil de dør. At de er Japan. 20 af disse mennesker gider ikke forberede sig til denne eksamen. Nogle få tager konsekvensen. De indser, at studiet ikke var for dem og dropper ud. Fair nok. Andre indser, at de ikke var modne nok. De tager året om. Men langt hovedparten går op til eksamen i stedet, og afleverer noget, der er enten til 5, 03 eller 00. Og hvad sker der så?

Jo, der sker jo det, at japanskholdet fra 2003 bliver reduceret til et sted mellem 2 og 4 mennesker. Og eftersom systemet er bygget så smart op, at instituttet får penge fra staten pr. bestået eksamen, så får det i forvejen fattige Asien Institut ikke ret mange penge. Det vil så medføre at to ud af de tre faste lærere måske bliver fyret. Det vil de nødigt, for det er jo nogle fine jobs de har. Altså blev der nedsat en ad hoc komite, eller også blev det hele måske besluttet af en enkelt person. Det bliver indført en ny regel i sidste øjeblik, der lyder, at alle automatisk består eksamen i Japans Historie. Hermed forpligter instituttet sig så også til at undervise en flok dygtige elever i årene efter. Dygtige, flittige elever, som åbenbart brænder så meget for det guddommelige Japan, at de ikke kan afsætte tid til at forberede sig til historieeksamen. For historie er jo bare dumt, og læreren er ikke sjov, fordi hun ikke synes det er så fedt, når folk snakker i mobiltelefon i timerne, eller kommer væltende ind med suppe fra kantinen midt i undervisningen.

Disse prægtige elever får altså alle sammen et brev fra instituttet, som skåret ned til kernen lyder ”… We have given you the benefit of the doubt…”. Altså, instituttet har valgt at bilde sig selv ind, at disse fremragende unge mennesker stadig kan blive til det, der er beskrevet på hjemmesiden som ”Vor kandidat i japansk”. De er, så at sige, af den rette støbning. Det skal lige nævnes, at de elever, som rent faktisk klarede eksamen til et 6-tal eller derover ikke fik noget brev af denne slags.

Alt dette er jo for så vidt ganske naturligt og forståeligt. Det underlige er bare, at der ikke udgår noget brev fra Dorthe eller nogen af de andre ledere, der gør opmærksom på dette. De, der ikke selv har undersøgt sagen, får ikke at vide, at på Asien Afdelingen er det lige meget med historieeksamen. Eksamener er bare en formalitet, og ikke et værktøj til at skille fårene fra bukkene. Eksamen er ikke noget, der bruges til at vurdere folks akademiske evner. Eksamener er bare noget pjat, som er ligegyldigt, og reglerne for dem kan ændres efter lærernes forgodtbefindende. Der bliver heller ikke ændret i studieordningen. Den, der læser studieordningen den dag i dag, selvom der er tale om en nyere ordning, kan ikke finde nogen oplysninger om, at historieeksamen bare er for sjov. Næ, vedkommende kunne faktisk, ganske fejlagtigt, få det indtryk, at denne eksamen tæller. Men det gør den jo altså ikke, af gode grunde.

Hvis jeg nu var kritisk overfor Asien Instituttet eller universitetet generelt, så kunne jeg jo få det indtryk, at lærerne faktisk giver pokker i studieordningerne. Ligesom en regering ikke behøver at overholde grundloven (jeg tænker ikke på noget konkret her), så behøver lærerne ikke at tænke for meget over studieordningerne. Jeg kunne gå så langt som at sige, at lærerne sætter personlige økonomiske interesser over akademiske idealer. En eventuel modstander i en debat ville måske argumentere, at uanset moral og forpligtelser over for de elever, der rent faktisk bestod eksamen, så ville det være uhensigtsmæssigt at lade tre fjerdedele af en årgang dumpe, og tvinge dem til at gå om. Men ville det nu også det? Kan det virkelig betale sig at bruge så mange ressourcer (om end der ikke er voldsomt mange) på at gøre elever, der i så høj grad er uengagerede i det hovedfag, som de selv har valgt til ”Vor kandidat i japansk”? Det kan det jo åbenbart.

Jeg vil ikke prædike ”social reform” her, men en reform af et vist institut synes ikke nogen dårlig ide. Og jeg kan næste høre det: ”Vi er underlagt et pres fra regeringens side, der kræver at mange elever består eksamen hvert år. Havde vi ladet eleverne dumpe, ville instituttet være blevet lukket ned”. Jeg kan kun svare, at jeg forventer, at I er idealister, der er villige til midlertidigt at ofre jeres stabile jobs for at kæmpe for et mere hensigtsmæssigt system. Havde I dumpet de 15 elever, ville der ikke være råd til så meget undervisning til næste år, men til gengæld havde I så også 15 elever mindre at undervise. Og uanset hvor lavt regeringen prioriterer universitetet (og det er meget lavt), ville de så virkelig nedlægge uddannelsen helt? Og hvis de virkelig gik så langt, kan det hele så ikke bare være lige meget?

I øvrigt har jeg aldrig forstået dem, der markerer sætninger, gerne meget lange sætninger i deres meget dyre lærebøger med tuscher, i stedet for at tage noter. Er det sådan en halv løsning, eller hvordan skal det forstås? Jeg kan godt se, at det kan hjælpe en med at finde et bestemt ord i en tekst, men når de alligevel markerer halvdelen af bogen, hvorfor så ikke bare markere det hele, eller endnu bedre: lade helt være? Jeg kan, selvfølgelig, som altid bare være ligeglad. Jeg vil slet ikke begynde at tale om dem, der markerer med to farver.