Motivation

I morgen er der timer i sprogpædagogik. Hvis jeg har valgt et fag frivilligt, så er jeg også mere eller mindre moralsk forpligtet til at gøre en indsats i faget. Jeg må med det samme indse, eller måske nærmere indrømme, at jeg ikke gør nogen egentlig indsats i sprogpædagogik. Er jeg så en hykler, noget, som jeg ellers ynder at stemple andre som? Eller kan jeg rent faktisk, med brug af lidt lommeretorik, argumentere for, at jeg ikke har valgt sprogpædagogik frivilligt?

Før jeg kommer ind på det, vil jeg dog beskrive i hvor høj grad jeg lader til at mangle motivation. Dette gør jeg både for at fastholde læserens interesse, men så sandelig også, fordi jeg har lyst til at skrive om netop alle de ufornuftige ting, jeg laver, når jeg egentlig burde læse lektier. Navnlig har jeg lyst til at vise ”skærmskuddet” nedenfor.

Hvad jeg egentlig burde lave:

Læse kapitel 5 og 6 i en bog om sprogpædagogik, særligt kapitlet om motivation. Ifølge forfatteren Leo van Lier kan man opnå stort set alting med den rette motivation. Det er sikkert ikke det, der egentlig står, men jeg er så dårlig til at læse i den bog, at jeg har bildt mig selv ind, at det er, hvad der står.

Hvad jeg rent faktisk laver:

Grundet manglende motivation (ganske ironisk, ikke sandt) bliver jeg meget let distraheret under læsningen. Da jeg pludselig kom i tanker om, at en person havde bemærket, at sangeren og skuespilleren Meat Loaf minder om skuespilleren (og tilsyneladende også sangeren) Jack Black, måtte jeg bare lægge læsningen til side og oprette en blog med det ene formål at sætte billeder af de to herrer op ved siden af hinanden. Det er imidlertid lettere sagt end gjort, for det med at lave blogs kan godt drille. Først kunne jeg ikke finde ud af at sætte billederne op ved siden af hinanden, og Meat Loaf endte således ovenpå Jack Black. Efter at have rådført mig hos nogle kyndige mennesker fik jeg taget mig sammen til at sætte de to billeder sammen til et enkelt, hvilket har givet resultatet, der kan ses ovenfor.

Hvis jeg så vendte tilbage til læsningen efter denne lille flugtmanøvre, så ville jeg måske rent faktisk få læst færdigt inden midnat. Men nej, jeg er slet ikke færdig med mine narrestreger, hvilket så afgjort udstiller enten min manglende motivation eller det enkle faktum at jeg bare er en dårlig studerende. Og hvorfor kan jeg ikke bare vende tilbage til Leo van Lier og sprogpædagogikken? Jamen, det er da fordi billedet af Meat Loaf er uskarpt. Ja, uskarpt. Jeg har været så uprofessionel at formindske et i forvejen uskarpt billede i Paint, hvilket bare har gjort det endelige billede endnu grimmere at se på. Bevares, Meat Loaf er køn, men han tager sig ikke specielt godt ud, efter at jeg har været inde og redigere i ham. Hvad betyder alt dette så? Det betyder, at jeg bliver nødt til at finde et mere tydeligt billede af Hr. Loaf og herefter tage det med ind i et mere professionelt billedbehandlingsprogram, så han kommer til at tage sig godt ud ved siden af Jack Black. Og hvis det så bare sluttede med det…

Men nej. Det bedste af det hele er, at midt i blog-kampens hede falder det mig ind, at jeg da hellere må skrive et lille essay om det hele. Og det tager jo også tid. Så her befinder jeg mig altså, i Word i stedet for i van Lier.

Har jeg så dårlig samvittighed? Nej, egentlig ikke. Jeg er så umotiveret når det kommer til sprogpædagogik, at det virker langt mere givende og meningsfuldt at skrive essays. Og måske er det rent faktisk mere meningsfuldt. Ingen kan vel se mig som sprogpædagog (hvad det så end er) om 5 år, men der er da i hvert fald en enkelt person, der godt kunne forestille sig mig som forfatter af en slags. Men for lige at vise, at jeg da har læst lidt i bogen, så kan jeg da, meget passende, flette min nye viden om motivation ind i sammenhængen her. Nu kan jeg passende nok ikke huske fagtermerne, og jeg gider faktisk ikke gøre en indsats for at huske dem, for jeg er sikker på, at jeg glemmer dem alligevel inden længe. Overordnet set skulle der dog være flere typer af motivation, og endnu flere forskellige underkategorier både inden for intern og ekstern motivation. Jeg kan godt lide at finde billeder af folk på nettet, og jeg kan godt lide at skrive om mine interesser. Derfor kan man sige, at jeg bliver drevet af en slags intern motivation når jeg laver alt det ufornuftige, fordi jeg nyder selve processen. Når det kommer til sprogpædagogik, så burde jeg dog være drevet af en anden type motivation. Hvis jeg ikke studerer, så får det jo konsekvenser. Jeg tager mig ikke godt ud i klassen og overfor læreren, og jeg får dårlige karakterer, som er grimme at have på sit eksamensbevis. Men nej, jeg føler intet. Jeg føler mig overhovedet ikke påvirket af denne type motivation eller forpligtelse. Og hvorfor gør jeg ikke det? Mit bud er, at sprogpædagogik er tilvalg.

Herved kommer vi så tilbage til indledningen. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg har lavet ”Full Circle”, men jeg ved faktisk ikke helt, hvad det betyder. Hvis det kan bruges her, så tager jeg gerne æren for at have brugt det fine udtryk korrekt. Men altså, det skal ikke være nogen hemmelighed, at sprogpædagogik ikke interesserer mig synderligt. Dog burde jeg jo stadig føle mig forpligtet til at gøre noget ud af faget, når jeg nu selv har valgt det. Jeg er altid hurtig til at dømme folk fra japanskstudiet som ”nogle værre nogle”, når de ikke gider lave lektier. Problemet er, at der snakker vi hovedfag, og i min nuværende situation er der tale om tilvalg.

Jeg vil vove at påstå, at jeg ikke som sådan har valgt sprogpædagogik. Jeg har sandt nok valgt det ud fra en række fag, men det var ikke mig, der syntes det var en god ide, at skulle bruge et helt år på at studere noget uden for japansk, bare for at få lov til at fortsætte. Altså blev jeg nødt til at vælge fag, og derfor blev jeg også mere eller mindre nødt til at vælge sprogpædagogik. Ud fra listen var det tydeligt, at sprogpædagogik var et af de mere overkommelige fag for mig, men det gjorde det bare til et mindre onde; det gjorde det ikke til et gode.

Frygten for eksamen burde dog stadig være nok til at motivere mig. Består jeg ikke, får det jo ligeså store konsekvenser, som det ville gøre på selve japanskstudiet… Næsten da. Men hvorfor rører det mig så lidt? At det er en skriftlig eksamen gør meget. Eftersom jeg må have bøgerne med, føler jeg mig åbenbart ret overbevist om, at jeg bare kan slå det op, jeg ikke har styr på. En endnu større grund kunne dog være, at jeg har et temmelig forskruet forhold til KU. Jeg har ikke respekt for universitetet som institution, og eftersom jeg har en ide (meget muligt en indbildsk ide) om, at universitetet gang på gang har svigtet mig, så føler jeg mig ikke synderligt motiveret til at give så meget igen.

Hvis det går skidt, så ved jeg jo ligeså godt som alle andre, at det er mig og ikke KU, det kommer til at gå ud over. Men selvom jeg ikke bliver cand.noget-som-helst, så kan jeg vel stadig blogge om fine mænd. Fra bibliotekets computer i hvert fald.