Hvad er eliten?

Elite er et ord, som mange ynder at bruge, men hvad betyder det egentlig? Første gang ordet ”elite” havde mærkbar indflydelse på min eksistens, var i gymnasiet. I øvrigt er det fantastisk, at det i så høj grad er lykkedes gymnasiet at lægge netop det fundament, som må være dets formål at lægge. Det er svært at forestille sig nogen anden institution med den samme effekt. Men for at vende tilbage til Eliten (jeg skriver det med stort fremover, da det på det nærmeste er et egenavn), så var det i tysktimerne, det dukkede op. Eliten var en betegnelse, læreren brugte om de elever, der klarede sig godt i tysktimerne. Nogle elever var medlemmer af Eliten fra dag et, og forblev det indtil allersidste tysktime. Andre var skiftevis inde i varmen og ude i kulden, alt efter om de var velforberedte eller ej, mens endnu andre aldrig fik den ære at blive medlemmer. Det skal dog siges, at Eliten var et flygtigt begreb. Det blev aldrig gjort op, præcis hvem der var medlemmer på et givent tidspunkt. En typisk situation kunne være, at hvis en elev ikke kunne svare på et spørgsmål, så blev selv samme spørgsmål sendt videre ”til Eliten”. Personen, der så modtog spørgsmålet, kunne herved opfatte sig selv, som værende i Eliten.

Vi kan altså udlede følgende om ”Eliten”.

1) Et medlem af Eliten er en person, der er velforberedt og/eller kan sit stof.

2) Medlemskab af Eliten er ikke nødvendigvis permanent. Kan man ikke længere sit stof, står man igen udenfor. Samtidig er det dog muligt atter at blive medlem af Eliten, hvis man, så at sige, tager sig sammen.

Der skulle gå to år, før jeg igen stiftede bekendtskab med Eliten. På intro-dagen på Asien Instituttet dukkede begrebet igen op, nemlig da den mest indflydelsesrige lektor på afdelingen holdt en tale for de nye elever, heriblandt undertegnede. Det skal siges, at det ikke var alle nye elever, der var dukket op på denne dag. Interessen for hvad der blev sagt var heller ikke overvældende. Eleven, hvis mobiltelefon ringede, valgte i hvert fald at tale i denne, frem for pænt at blive siddende. Jeg kan i øvrigt oplyse de nysgerrige om, at der var nye studerende ikke bare fra japansk, men også fra kinesisk, tibetansk, m.fl. til stede.

Jeg må indrømme, at jeg blev ganske overrasket, og siden forundret, over den måde lektoren brugte ordet ”Eliten”. Han sagde til tilhørerne, altså de nye studerende, der endnu ikke havde haft en undervisningstime: ”I er Eliten”. Dette udsagt blev efterfulgt af ”Men Eliten forpligter”. Umiddelbart virker det forholdsvist uovervejet at stemple vildt fremmede mennesker som ”Eliten”. Hvordan kunne lektoren vide, at tilhørerne opfyldte de betingelser, der skal til, for at tilhøre Eliten? Jeg vidste naturligvis allerede dengang, at det langt fra var sikkert, at lektorens opfattelse af ordets betydning ikke nødvendigvis var den samme som min tidligere tysklærers, men det var nu alligevel mystisk.

Mystikken blev dog opklaret i løbet af talen; ja måske allerede i den følgende sætning (jeg må indrømme, at jeg ikke husker det særligt detaljeret). Det viste sig, at ”Eliten” er en betegnelse for folk, der går på Asien Instituttet. Hvordan kan det dog gå til? Jo, fordi Asien Instituttet huser en række små studier. Det år var der f.eks. omkring tredive friske mennesker, der påbegyndte japanskstudiet, og omkring otte på koreansk (to år efter var der 6 på japansk og 1 på koreansk). Sammenlignet med et fag som engelsk, kan det ikke siges at være ret mange. Jeg aner i øvrigt ikke hvor mange, der begynder på engelskstudiet hvert år, men det er åbenbart almen viden, at det bare er mange.

Ifølge lektoren er Eliten altså en forholdsvis løs betegnelse, der dækker over:

a) Elever, der er optaget på et studie på Asien Instituttet

Og måske også:

b) Elever, der går på et lille studie (i forhold til engelsk).

Hvis det virkelig kun er a) eller b), der skal opfyldes for at man tilhører Eliten, så var lektoren vel i sin gode ret til at bruge ordet om de nye studerende. Hvis udtrykket indeholder nogen som helst anden betydning, må det dog siges at være lidt hovedløst sådan at slynge om sig med begrebet.

Jeg er ikke stødt på ordet siden. Tre år efter fik jeg dog lidt klarhed over hvorfor japanskstuderende er en del af Eliten. Den sidste undervisningsgang før eksamen i Japansk 3 fik de tilstedeværende fornøjelsen af at høre hvad der må være en monolog fra lektoren. I sandhed en fascinerende fortælling. Det hed sig nemlig, at japansk er et svært fag. Et fantastisk svært fag. Måske ikke bare det sværeste på hele det Humanistiske Fakultet, men faktisk det sværeste på hele universitetet. Og hvorfor er det, at japansk er så svært i forhold til fjollede fag, såsom kunsthistorie og litteraturvidenskab. Jo, for på japansk, der skal man ikke bare læse bøger, man skal lære noget. Vi skal lære hele tre alfabeter, og på litteraturvidenskab, der skal de bare læse bøger, og det er faktisk bare noget pjat. Japansk er meget mere et rigtigt fag end alt det der fjolleri. Derfor burde administrationen faktisk give mange flere penge til Asien Instituttet. Tænk jer, at vi får det samme beløb, når nogen består en eksamen i japansk (!!!), som når en eller anden hat består noget så let som en eksamen i litteraturvidenskab. Det er jo soleklart, at vi burde have mange flere penge

Historien fortsatte, tro det eller ej. Lektoren fortalte, at det hele var den dumme dekans skyld. Den dumme dekan, der diskriminerede de små fag (læs: Eliten). Tænk, at den dumme dekan ikke ville lade sig overtale til at give flere penge til de små fag. Tænk, at Eliten skal leve med kun at få ligeså mange penge som dem fra alle de lette fag. Og ifølge beretningen, så delte en lærer ovre fra Indianske Sprog og Kulturer (et fag med omtrent samme eksistensberettigelse som japansk) lektorens holdning. De to havde tilsyneladende moret sig med at diskutere, hvem af dem, der først skulle have lov til at slå dekanen, hvis de fik muligheden for det.

Det er jo nærmest en åbenbaring. Her har jeg troet på folk der sagde, at mennesker har forskellige evner. Nogle kan være gode til sprog, mens andre er gode til matematik og andre er gode til at læse. Men det har altså alt sammen været løgn. Folk, der går på japanskstudiet er jo simpelthen bare klogere end alle andre, for japansk er verdens sværeste fag. Og når jeg prøver at læse en bog om litteraturanalyse eller kunsthistorie, eller noget som helst, og ikke forstår den, så er det ikke fordi det er for svært, så er det vel bare fordi det er for dumt.

Det har jeg lært på japanskstudiet. Og da jeg åbenbart selv er en del af Eliten (eftersom jeg går på japanskstudiet), så må jeg selvfølgelig være loyal over for denne inderkreds. Min far har nemlig lært mig, at man ikke må brænde sine broer.

Hvis jeg skal følge Elitens eksempel, så skal jeg også lige skille mig af med den der gamle, tåbelige forestilling om, at hybris er noget farligt noget, der bider dig i enden en skønne dag. Hybris er ligefrem noget der opfordres til. Folk, der ikke er præcis ligesom dig selv og deler alle dine holdninger til alting er dumme og fjollede. Det samme kan siges om folk, der går ind for ligestilling de humanistiske fag imellem.