Hvor er Peter Skram?

Hvor er Peter Skram blevet af? De, der følger fast med i Sifa Bingo på DK4 vil nok have lagt mærke til, at den faste vært Peter Skram har været væk i et stykke tid nu. Vi har før oplevet, at en af bingopigerne har kørt showet når Peter Skram har haft fri, men der plejer kun at være tale om et enkelt program, før Peter Skram er tilbage igen.

I dag, da jeg tændte for DK4, så jeg, at det nu igen var Jan-Erik Messmann, der stod for Sifa Bingo. Jeg må dog lige klargøre, at der rent faktisk ikke er tale om Jan-Erik Messmann som sådan, men derimod bare om en mand, der ligner ham lidt. Jeg har ikke det fjerneste imod denne mand, men jeg må indrømme, at jeg da undrer mig lidt over, hvor Peter Skram mon er blevet af.

Hvis jeg nu rent faktisk så ligeså meget Sifa Bingo, som jeg godt kan lide at bryste mig af, så havde jeg sikkert fået en forklaring fra DK4s side. Jeg vil alligevel udnytte denne lejlighed til at fortælle lidt om de to herrer, Peter Skram og Jan-Erik Messmann, som de fleste måske ikke ved.

Peter Skram er lokalpolitiker i Aalborg, og går ind for gode idrætstimer.

Jan-Erik Messmanns modersmål er norsk, hvilket kunne tyde på, at han er nordmand. Han har i øvrigt ikke opdateret sin hjemmeside i noget, der ligner tre år. Eller også har han måske fået en ny hjemmeside, fordi han blev træt af www.messmann.dk

I øvrigt rygtes det, at de begge er medlemmer af The Brotherhood of Nod, men ingen kilder kan bekræfte dette.

Glas på hovedet?

Det virker slet ikke fremmed for mig at glas står på hovedet når de ikke er i brug. Når jeg siger på hovedet, så mener jeg, at de står med bunden opad, sådan så det ikke er muligt at hælde noget i dem. Men hvorfor stille glas på hovedet? Det kan vel næppe siges, at glas generelt står mere stabilt med bunden i vejret, eller kan det?

Mange vil muligvis påstå, at glassene stilles, som de gør, for at lette rengøringen. Med bunden i vejret kan der ikke falde støv og smuds ned i glassene, og det er derfor ikke nødvendigt at rengøre dem før brug. Hvis dette virkelig passer, så er det jo et fint argument.

Der er dog dukket ny information op. En relativt pålidelig kilde har for få dage siden gjort mig og andre opmærksomme på, at det kan være direkte skadeligt for glassene at stå på hovedet. Hvis der er små revner i toppen af glasset, så vil disse udvide sig med tiden, så længe glasset står på hovedet. Derfor er det hensigtsmæssigt at stille glassene med bunden nederst.

Jeg har ingen diplomer inden for glasvirksomhed, så det er ikke muligt for mig at vurdere hvor alvorlig denne glassituation rent faktisk er, men fremover må jeg nok hellere tænke mig om, før jeg stiller prægtige glas på plads i skabet.

Hvad er eliten?

Elite er et ord, som mange ynder at bruge, men hvad betyder det egentlig? Første gang ordet ”elite” havde mærkbar indflydelse på min eksistens, var i gymnasiet. I øvrigt er det fantastisk, at det i så høj grad er lykkedes gymnasiet at lægge netop det fundament, som må være dets formål at lægge. Det er svært at forestille sig nogen anden institution med den samme effekt. Men for at vende tilbage til Eliten (jeg skriver det med stort fremover, da det på det nærmeste er et egenavn), så var det i tysktimerne, det dukkede op. Eliten var en betegnelse, læreren brugte om de elever, der klarede sig godt i tysktimerne. Nogle elever var medlemmer af Eliten fra dag et, og forblev det indtil allersidste tysktime. Andre var skiftevis inde i varmen og ude i kulden, alt efter om de var velforberedte eller ej, mens endnu andre aldrig fik den ære at blive medlemmer. Det skal dog siges, at Eliten var et flygtigt begreb. Det blev aldrig gjort op, præcis hvem der var medlemmer på et givent tidspunkt. En typisk situation kunne være, at hvis en elev ikke kunne svare på et spørgsmål, så blev selv samme spørgsmål sendt videre ”til Eliten”. Personen, der så modtog spørgsmålet, kunne herved opfatte sig selv, som værende i Eliten.

Vi kan altså udlede følgende om ”Eliten”.

1) Et medlem af Eliten er en person, der er velforberedt og/eller kan sit stof.

2) Medlemskab af Eliten er ikke nødvendigvis permanent. Kan man ikke længere sit stof, står man igen udenfor. Samtidig er det dog muligt atter at blive medlem af Eliten, hvis man, så at sige, tager sig sammen.

Der skulle gå to år, før jeg igen stiftede bekendtskab med Eliten. På intro-dagen på Asien Instituttet dukkede begrebet igen op, nemlig da den mest indflydelsesrige lektor på afdelingen holdt en tale for de nye elever, heriblandt undertegnede. Det skal siges, at det ikke var alle nye elever, der var dukket op på denne dag. Interessen for hvad der blev sagt var heller ikke overvældende. Eleven, hvis mobiltelefon ringede, valgte i hvert fald at tale i denne, frem for pænt at blive siddende. Jeg kan i øvrigt oplyse de nysgerrige om, at der var nye studerende ikke bare fra japansk, men også fra kinesisk, tibetansk, m.fl. til stede.

Jeg må indrømme, at jeg blev ganske overrasket, og siden forundret, over den måde lektoren brugte ordet ”Eliten”. Han sagde til tilhørerne, altså de nye studerende, der endnu ikke havde haft en undervisningstime: ”I er Eliten”. Dette udsagt blev efterfulgt af ”Men Eliten forpligter”. Umiddelbart virker det forholdsvist uovervejet at stemple vildt fremmede mennesker som ”Eliten”. Hvordan kunne lektoren vide, at tilhørerne opfyldte de betingelser, der skal til, for at tilhøre Eliten? Jeg vidste naturligvis allerede dengang, at det langt fra var sikkert, at lektorens opfattelse af ordets betydning ikke nødvendigvis var den samme som min tidligere tysklærers, men det var nu alligevel mystisk.

Mystikken blev dog opklaret i løbet af talen; ja måske allerede i den følgende sætning (jeg må indrømme, at jeg ikke husker det særligt detaljeret). Det viste sig, at ”Eliten” er en betegnelse for folk, der går på Asien Instituttet. Hvordan kan det dog gå til? Jo, fordi Asien Instituttet huser en række små studier. Det år var der f.eks. omkring tredive friske mennesker, der påbegyndte japanskstudiet, og omkring otte på koreansk (to år efter var der 6 på japansk og 1 på koreansk). Sammenlignet med et fag som engelsk, kan det ikke siges at være ret mange. Jeg aner i øvrigt ikke hvor mange, der begynder på engelskstudiet hvert år, men det er åbenbart almen viden, at det bare er mange.

Ifølge lektoren er Eliten altså en forholdsvis løs betegnelse, der dækker over:

a) Elever, der er optaget på et studie på Asien Instituttet

Og måske også:

b) Elever, der går på et lille studie (i forhold til engelsk).

Hvis det virkelig kun er a) eller b), der skal opfyldes for at man tilhører Eliten, så var lektoren vel i sin gode ret til at bruge ordet om de nye studerende. Hvis udtrykket indeholder nogen som helst anden betydning, må det dog siges at være lidt hovedløst sådan at slynge om sig med begrebet.

Jeg er ikke stødt på ordet siden. Tre år efter fik jeg dog lidt klarhed over hvorfor japanskstuderende er en del af Eliten. Den sidste undervisningsgang før eksamen i Japansk 3 fik de tilstedeværende fornøjelsen af at høre hvad der må være en monolog fra lektoren. I sandhed en fascinerende fortælling. Det hed sig nemlig, at japansk er et svært fag. Et fantastisk svært fag. Måske ikke bare det sværeste på hele det Humanistiske Fakultet, men faktisk det sværeste på hele universitetet. Og hvorfor er det, at japansk er så svært i forhold til fjollede fag, såsom kunsthistorie og litteraturvidenskab. Jo, for på japansk, der skal man ikke bare læse bøger, man skal lære noget. Vi skal lære hele tre alfabeter, og på litteraturvidenskab, der skal de bare læse bøger, og det er faktisk bare noget pjat. Japansk er meget mere et rigtigt fag end alt det der fjolleri. Derfor burde administrationen faktisk give mange flere penge til Asien Instituttet. Tænk jer, at vi får det samme beløb, når nogen består en eksamen i japansk (!!!), som når en eller anden hat består noget så let som en eksamen i litteraturvidenskab. Det er jo soleklart, at vi burde have mange flere penge

Historien fortsatte, tro det eller ej. Lektoren fortalte, at det hele var den dumme dekans skyld. Den dumme dekan, der diskriminerede de små fag (læs: Eliten). Tænk, at den dumme dekan ikke ville lade sig overtale til at give flere penge til de små fag. Tænk, at Eliten skal leve med kun at få ligeså mange penge som dem fra alle de lette fag. Og ifølge beretningen, så delte en lærer ovre fra Indianske Sprog og Kulturer (et fag med omtrent samme eksistensberettigelse som japansk) lektorens holdning. De to havde tilsyneladende moret sig med at diskutere, hvem af dem, der først skulle have lov til at slå dekanen, hvis de fik muligheden for det.

Det er jo nærmest en åbenbaring. Her har jeg troet på folk der sagde, at mennesker har forskellige evner. Nogle kan være gode til sprog, mens andre er gode til matematik og andre er gode til at læse. Men det har altså alt sammen været løgn. Folk, der går på japanskstudiet er jo simpelthen bare klogere end alle andre, for japansk er verdens sværeste fag. Og når jeg prøver at læse en bog om litteraturanalyse eller kunsthistorie, eller noget som helst, og ikke forstår den, så er det ikke fordi det er for svært, så er det vel bare fordi det er for dumt.

Det har jeg lært på japanskstudiet. Og da jeg åbenbart selv er en del af Eliten (eftersom jeg går på japanskstudiet), så må jeg selvfølgelig være loyal over for denne inderkreds. Min far har nemlig lært mig, at man ikke må brænde sine broer.

Hvis jeg skal følge Elitens eksempel, så skal jeg også lige skille mig af med den der gamle, tåbelige forestilling om, at hybris er noget farligt noget, der bider dig i enden en skønne dag. Hybris er ligefrem noget der opfordres til. Folk, der ikke er præcis ligesom dig selv og deler alle dine holdninger til alting er dumme og fjollede. Det samme kan siges om folk, der går ind for ligestilling de humanistiske fag imellem.

Japanofili frem for naturligt sprog?

Frederik: "Hej Thomas-kun"
Thomas: "Hej Frederik-san"
Frederik: "Har du set Sofie-chan i dag?"
Thomas: "Nej, Thomas-sama har ikke set hende"

Essensen af oversættelse er et resultat, der lyder naturligt. Dengang jeg spillede Final Fantasy VII i sin tid, syntes jeg at figurerne talte lidt mærkeligt, men det var jo nok bare spillets stil. Ja, med tiden vænnede jeg mig til de mystiske sætninger, og figurerne, der altid virkede, som om, de talte forbi hinanden. Jeg ved snart ikke hvor mange gange, jeg har forsøgt at sige Vincents replik "This might be fun to pass time", men jeg har aldrig kunnet få det til at lyde hverken sejt, naturligt eller forståeligt. Men, bevares, jeg accepterede det, og da jeg var så glad for spillet, så var det jo helt fint.

Så, mange år senere, spillede jeg et spil, der hedder Paper Mario: The Thousand-year door. Det er lavet af Nintendo, og de er begyndt at gøre meget ud af deres oversættelser. Det var da utroligt, så sjov, flydende og forståelig dialogen var i det spil. Der var ikke længere noget mystisk over det, og jeg tænkte slet ikke over, at det var en oversat version, jeg sad og spillede. Dialogen fungerede i det hele taget så godt, at den kunne få mig til at grine med forholdsvis jævne mellemrum.

Hvis Final Fantasy VII ikke havde været oversat mystisk, men derimod godt, så havde spillet været bedre. Figurernes samtaler med hinanden havde gjort et større indtryk, og det havde ikke virket så fjernt.

"Men vi kan faktisk godt lide mystikken. Vi kan godt lide, at de japanske spil og tegneserier virker eksotiske. De skal nemlig være ligesom de originale, japanske versioner".
Aha! Og det er så her, I narrer jer selv. For det, japanerne sidder med, det er som regel noget, der er skrevet i naturligt sprog. Ved at lade "san", "sama" og "kun" stå i den danske oversættelse, så får I da overhovedet ikke det samme, som det, japanerne sad med. I får derimod en besynderlig hybrid af dansk og japansk, som i sidste ende er kunstig, da den ikke er skrevet på et rigtigt sprog. Hvis læserne skal have den samme oplevelse som de japanske læsere, så skal de have varen leveret i et sprog, der er tilsvarende naturligt.

Hvis grunden til at lade "san", "sama" og "kun" stå i oversættelsen er, at lave en eller form for introduktion til japansk sprog, så er det en anden sag. Jeg mangler dog så afgjort at høre nogen argumenter for, at det virkelig er værd at opgive at lave en oversættelse, som nogen som helst kan være bekendt, bare for at lave et mere eller mindre ubrugeligt begynderkursus til en række læsere, som alligevel undersøger den slags på Internettet. Nutidens nysgerrige unge mennesker er ikke afskåret fra alverdens viden, ligesom jeg selv og andre var, da vi selv var i målgruppen. Og hvis det virkelig passer, at de fleste faste læsere faktisk er hardcore-wapanese på over 25 år, så ønsker jeg på ingen måde at tage ansvaret for at prikke til deres interesse, og i sidste ende presse dem ud i japanskstudiet.

Det, der i virkeligheden generer mig allermest er, at jeg har på fornemmelsen, at hele balladen med, at det er blevet standard at lade japanske tiltaleformer stå i oversættelsen skyldes, at de første oversættere her i landet rent faktisk har troet, at det var den eneste udvej. Hvis vi antager, at disse mennesker er uddannet på Københavns Universitet, så kan jeg bestemt ikke udelukke, at en eller anden påstående underviser har bildt de stakkels unge mennesker ind, at "-san ikke svarer til noget på dansk, og derfor ikke kan oversættes". Selvom det selvfølgelig er fuldstændigt udelukket, at nogen, som ernærer sig (delvist) som professionel oversætter kan vide så lidt om emnet, at han går ud fra førnævnte antagelse, så tør jeg ikke vide mig sikker. Det hjælper ikke på sagen, at der i danske manga-udgivelser står skrevet, at en af grundene til bevarelsen af japanske tiltaleformer er, at "[de] er uoversættelige, fordi de tilsvarende udtryk ikke findes på dansk".

Jeg skal på inden måde påstå at have nogen omfattende viden indenfor feltet, men jeg får alligevel hurtigt det indtryk, at jeg må være en ud af få i branchen (bevares, jeg kender ikke alle), der har forholdt sig forholdsvist professionelt til emnet. Er det virkelig hensigtsmæssigt over for en selv og for læserne, hvis man ikke kan kende forskel på oversættelse og direkte oversættelse. Jeg er ganske enig i, at der ikke findes tilsvarende udtryk på dansk, men at dette skulle betyde, at de er uoversættelige finder jeg uforståeligt. Der findes heller ikke mere end et enkelt ord for "jeg" på nudansk, mens der findes adskillige på japansk (watashi, boku, ore, gusei, bare for at nævne et par stykker), hver med deres nuancer. Betyder det så, at jeg ikke må oversætte disse ord med naturligt dansk, men bliver nødt til at lade de japanske ord stå, da de er uoversættelige? Næppe.

Jeg indrømmer gerne, at jeg selv har været tilhænger af direkte oversættelse, men det var inden jeg rent faktisk begyndte at beskæftige med med oversættelse. Det er sjældent, at jeg siger noget pænt om KU, men jeg må da indrømme, at arbejdet med de to opgaver, jeg skrev om oversættelse der, gav mig et vist indblik i oversættelse, hvilket da også er grunden til, at jeg nu kan udtale mig så kritisk om andres oversættelse (og ja, det er altid let at kritisere, specielt når det kommer til dårlige ting).

100% direkte oversættelse er ikke mulig, så snart vi kommer op på sætningsniveau, og selvom det var, er det ikke hensigtsmæssigt at stile efter. Det vil aldrig komme til at minde om originalen. Hvis "Aiko-san" ikke kan oversættes med "Aiko" på dansk, så vil jeg påstå at "I like tomatoes" heller ikke kan oversættes med "Jeg kan lide tomater". Skal det oversættes direkte, så hedder det vel "Jeg lider tomater", for der står jo ikke "I can like tomatoes". Men, hov, hvad var det der skete, da jeg oversatte ord for ord til "Jeg lider tomater"? Nå, ja, det kom til at se underligt og kunstigt ud. Meningen forsvandt også, men det er åbenbart ikke så vigtigt.

"San" betyder ikke noget på dansk. "Men det bliver jo forklaret i forordet". Det gør det, ja. Men "watashi", "boku" og "ore" kunne jo også passende forklares i forordet. Så slipper jeg jo også for at oversætte dem i løbet af historien. Og på japansk kan man jo også finde på at sige "hans hoved er godt" i betydningen "han er klog". Men der står jo ikke ordret, at "han er klog", så derfor skal jeg vel skrive "hans hoved er godt", for ellers snyder jeg mine læsere for det japanske sprogs genialiteter? Jeg kan jo bare udvide mit i forvejen temmeligt lange forord med et lille afsnit, hvor der står "på japansk siger man 'hans hoved er godt', når man vil sige, at en person er klog". Ja, hvorfor ikke?

Og så, om fem år, når wapaese-bevægelsen har overtaget kulturlivet totalt, så er en dansk oversættelse af en manga bare en japansk udgave med et lille forord, hvor der står "lær japansk, inden du læser denne manga. Dansk sprog er overvurderet".

Jeg vil nødigt citeres for, at have sagt, at det er en forbrydelse at lade japanske ord stå i oversættelser, men jeg har såmænd ikke noget imod at blive citeret for at have sagt, at det er noget nær en forbrydelse at lade japanske ord stå, når det overhovedet ikke er nødvendigt. "San", "kun" og"sama" er almindelige måder at tiltale hinanden på japansk, og de kan ganske udmærket oversættes med almindelige måder at tiltale hinanden på, på dansk. For dansk er faktisk et ganske udmærket sprog.

Hvis der havde været japanske tiltaleformer i den engelske udgave af Final Fantasy VII, som jeg spillede i sin tid, så havde jeg da også accepteret det. Og ja, det ville da måske have været lidt eksotisk og spændende. Frem for alt ville det dog have været mystisk og lidt uforståeligt, og det havde været en bedre oplevelse, hvis spillet havde virket naturligt. Den gang vidste jeg ikke, at jeg skulle ende på japanskstudiet, og jeg ville trods alt have sat mere pris på en god historie end på et sprogkursus for nybegyndere.

Motivation

I morgen er der timer i sprogpædagogik. Hvis jeg har valgt et fag frivilligt, så er jeg også mere eller mindre moralsk forpligtet til at gøre en indsats i faget. Jeg må med det samme indse, eller måske nærmere indrømme, at jeg ikke gør nogen egentlig indsats i sprogpædagogik. Er jeg så en hykler, noget, som jeg ellers ynder at stemple andre som? Eller kan jeg rent faktisk, med brug af lidt lommeretorik, argumentere for, at jeg ikke har valgt sprogpædagogik frivilligt?

Før jeg kommer ind på det, vil jeg dog beskrive i hvor høj grad jeg lader til at mangle motivation. Dette gør jeg både for at fastholde læserens interesse, men så sandelig også, fordi jeg har lyst til at skrive om netop alle de ufornuftige ting, jeg laver, når jeg egentlig burde læse lektier. Navnlig har jeg lyst til at vise ”skærmskuddet” nedenfor.

Hvad jeg egentlig burde lave:

Læse kapitel 5 og 6 i en bog om sprogpædagogik, særligt kapitlet om motivation. Ifølge forfatteren Leo van Lier kan man opnå stort set alting med den rette motivation. Det er sikkert ikke det, der egentlig står, men jeg er så dårlig til at læse i den bog, at jeg har bildt mig selv ind, at det er, hvad der står.

Hvad jeg rent faktisk laver:

Grundet manglende motivation (ganske ironisk, ikke sandt) bliver jeg meget let distraheret under læsningen. Da jeg pludselig kom i tanker om, at en person havde bemærket, at sangeren og skuespilleren Meat Loaf minder om skuespilleren (og tilsyneladende også sangeren) Jack Black, måtte jeg bare lægge læsningen til side og oprette en blog med det ene formål at sætte billeder af de to herrer op ved siden af hinanden. Det er imidlertid lettere sagt end gjort, for det med at lave blogs kan godt drille. Først kunne jeg ikke finde ud af at sætte billederne op ved siden af hinanden, og Meat Loaf endte således ovenpå Jack Black. Efter at have rådført mig hos nogle kyndige mennesker fik jeg taget mig sammen til at sætte de to billeder sammen til et enkelt, hvilket har givet resultatet, der kan ses ovenfor.

Hvis jeg så vendte tilbage til læsningen efter denne lille flugtmanøvre, så ville jeg måske rent faktisk få læst færdigt inden midnat. Men nej, jeg er slet ikke færdig med mine narrestreger, hvilket så afgjort udstiller enten min manglende motivation eller det enkle faktum at jeg bare er en dårlig studerende. Og hvorfor kan jeg ikke bare vende tilbage til Leo van Lier og sprogpædagogikken? Jamen, det er da fordi billedet af Meat Loaf er uskarpt. Ja, uskarpt. Jeg har været så uprofessionel at formindske et i forvejen uskarpt billede i Paint, hvilket bare har gjort det endelige billede endnu grimmere at se på. Bevares, Meat Loaf er køn, men han tager sig ikke specielt godt ud, efter at jeg har været inde og redigere i ham. Hvad betyder alt dette så? Det betyder, at jeg bliver nødt til at finde et mere tydeligt billede af Hr. Loaf og herefter tage det med ind i et mere professionelt billedbehandlingsprogram, så han kommer til at tage sig godt ud ved siden af Jack Black. Og hvis det så bare sluttede med det…

Men nej. Det bedste af det hele er, at midt i blog-kampens hede falder det mig ind, at jeg da hellere må skrive et lille essay om det hele. Og det tager jo også tid. Så her befinder jeg mig altså, i Word i stedet for i van Lier.

Har jeg så dårlig samvittighed? Nej, egentlig ikke. Jeg er så umotiveret når det kommer til sprogpædagogik, at det virker langt mere givende og meningsfuldt at skrive essays. Og måske er det rent faktisk mere meningsfuldt. Ingen kan vel se mig som sprogpædagog (hvad det så end er) om 5 år, men der er da i hvert fald en enkelt person, der godt kunne forestille sig mig som forfatter af en slags. Men for lige at vise, at jeg da har læst lidt i bogen, så kan jeg da, meget passende, flette min nye viden om motivation ind i sammenhængen her. Nu kan jeg passende nok ikke huske fagtermerne, og jeg gider faktisk ikke gøre en indsats for at huske dem, for jeg er sikker på, at jeg glemmer dem alligevel inden længe. Overordnet set skulle der dog være flere typer af motivation, og endnu flere forskellige underkategorier både inden for intern og ekstern motivation. Jeg kan godt lide at finde billeder af folk på nettet, og jeg kan godt lide at skrive om mine interesser. Derfor kan man sige, at jeg bliver drevet af en slags intern motivation når jeg laver alt det ufornuftige, fordi jeg nyder selve processen. Når det kommer til sprogpædagogik, så burde jeg dog være drevet af en anden type motivation. Hvis jeg ikke studerer, så får det jo konsekvenser. Jeg tager mig ikke godt ud i klassen og overfor læreren, og jeg får dårlige karakterer, som er grimme at have på sit eksamensbevis. Men nej, jeg føler intet. Jeg føler mig overhovedet ikke påvirket af denne type motivation eller forpligtelse. Og hvorfor gør jeg ikke det? Mit bud er, at sprogpædagogik er tilvalg.

Herved kommer vi så tilbage til indledningen. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg har lavet ”Full Circle”, men jeg ved faktisk ikke helt, hvad det betyder. Hvis det kan bruges her, så tager jeg gerne æren for at have brugt det fine udtryk korrekt. Men altså, det skal ikke være nogen hemmelighed, at sprogpædagogik ikke interesserer mig synderligt. Dog burde jeg jo stadig føle mig forpligtet til at gøre noget ud af faget, når jeg nu selv har valgt det. Jeg er altid hurtig til at dømme folk fra japanskstudiet som ”nogle værre nogle”, når de ikke gider lave lektier. Problemet er, at der snakker vi hovedfag, og i min nuværende situation er der tale om tilvalg.

Jeg vil vove at påstå, at jeg ikke som sådan har valgt sprogpædagogik. Jeg har sandt nok valgt det ud fra en række fag, men det var ikke mig, der syntes det var en god ide, at skulle bruge et helt år på at studere noget uden for japansk, bare for at få lov til at fortsætte. Altså blev jeg nødt til at vælge fag, og derfor blev jeg også mere eller mindre nødt til at vælge sprogpædagogik. Ud fra listen var det tydeligt, at sprogpædagogik var et af de mere overkommelige fag for mig, men det gjorde det bare til et mindre onde; det gjorde det ikke til et gode.

Frygten for eksamen burde dog stadig være nok til at motivere mig. Består jeg ikke, får det jo ligeså store konsekvenser, som det ville gøre på selve japanskstudiet… Næsten da. Men hvorfor rører det mig så lidt? At det er en skriftlig eksamen gør meget. Eftersom jeg må have bøgerne med, føler jeg mig åbenbart ret overbevist om, at jeg bare kan slå det op, jeg ikke har styr på. En endnu større grund kunne dog være, at jeg har et temmelig forskruet forhold til KU. Jeg har ikke respekt for universitetet som institution, og eftersom jeg har en ide (meget muligt en indbildsk ide) om, at universitetet gang på gang har svigtet mig, så føler jeg mig ikke synderligt motiveret til at give så meget igen.

Hvis det går skidt, så ved jeg jo ligeså godt som alle andre, at det er mig og ikke KU, det kommer til at gå ud over. Men selvom jeg ikke bliver cand.noget-som-helst, så kan jeg vel stadig blogge om fine mænd. Fra bibliotekets computer i hvert fald.

Studieteknik

Det er en god ide at tage noter i skolen. Den umiddelbare fordel ved at tage noter er, at jeg så slipper for at læse op på faget, når eksamen nærmer sig. Det mest ærgerlige ved det hele er, at jeg kun kan tage noter i ca. en måned, før jeg bliver så skoletræt, og bliver så træt af faget, at jeg simpelthen ikke gider.

I Gymnasiet tog jeg noter i historie indtil vi nåede til moderne tid. De første år var teksterne bare oversigter og opremsninger, som var lette at forholde sig til og endnu lettere at tage noter til. I 3.g var det kilder og moderne krig og USA og dansk politik. Det var svært for mig, og derfor var det også kedeligt. Og da det var kedeligt, gad jeg ikke at tage noter, selvom det faktisk var til netop de tekster, at noter havde været gode at have til eksamen. På trods af, at det ikke holdt hele vejen igennem, var historie i gymnasiet så afgjort min bedste, og længste, erfaring med noter. I sidste ende havde jeg, så vidt jeg husker, ikke noter til det, jeg kom op i til eksamen, men det gik såmænd fint alligevel.

På første år på japanskstudiet var der japansk historie. Uha, universitetet. Der stilles nok høje krav. Jeg må hellere tage noter for at følge med. Og jeg tog noter; både når jeg læste derhjemme og i selve timerne. Men hvad skete der? Jeg blev træt af det og holdt i sidste ende op med at tage noter. Det resulterede så i, at jeg måtte læse de to grundbøger igen før eksamen, og tage eksamensnoter. Det var et slid, men det resulterede også i, at jeg havde et fint overblik over japansk historie fra oldtid og til ca. 1900 da jeg var færdig. Jeg har aldrig haft styr på moderne historie. I øvrigt har jeg glemt det hele nu. I tilfældet med japansk historie var sliddet imidlertid forgæves. Nok var det en bestået/ikke bestået eksamen, så det kunne være lige meget, om min præstation var til et 6-tal eller til et 13-tal, men det var ikke nok for dem. Næ, nej. For der skete jo det morsomme, at der ikke var ret mange, der gad forberede sig til den eksamen. Og jeg snakker ikke om historie i gymnasiet længere, for det er jo bare noget der skal overstås, så man kan komme ind på den uddannelse, man forhåbentlig brænder for. Nej, jeg taler om 20 mennesker, der har valgt, at studiet af Japan skal være deres fremtid. At de vil beskæftige sig med Japan indtil de dør. At de er Japan. 20 af disse mennesker gider ikke forberede sig til denne eksamen. Nogle få tager konsekvensen. De indser, at studiet ikke var for dem og dropper ud. Fair nok. Andre indser, at de ikke var modne nok. De tager året om. Men langt hovedparten går op til eksamen i stedet, og afleverer noget, der er enten til 5, 03 eller 00. Og hvad sker der så?

Jo, der sker jo det, at japanskholdet fra 2003 bliver reduceret til et sted mellem 2 og 4 mennesker. Og eftersom systemet er bygget så smart op, at instituttet får penge fra staten pr. bestået eksamen, så får det i forvejen fattige Asien Institut ikke ret mange penge. Det vil så medføre at to ud af de tre faste lærere måske bliver fyret. Det vil de nødigt, for det er jo nogle fine jobs de har. Altså blev der nedsat en ad hoc komite, eller også blev det hele måske besluttet af en enkelt person. Det bliver indført en ny regel i sidste øjeblik, der lyder, at alle automatisk består eksamen i Japans Historie. Hermed forpligter instituttet sig så også til at undervise en flok dygtige elever i årene efter. Dygtige, flittige elever, som åbenbart brænder så meget for det guddommelige Japan, at de ikke kan afsætte tid til at forberede sig til historieeksamen. For historie er jo bare dumt, og læreren er ikke sjov, fordi hun ikke synes det er så fedt, når folk snakker i mobiltelefon i timerne, eller kommer væltende ind med suppe fra kantinen midt i undervisningen.

Disse prægtige elever får altså alle sammen et brev fra instituttet, som skåret ned til kernen lyder ”… We have given you the benefit of the doubt…”. Altså, instituttet har valgt at bilde sig selv ind, at disse fremragende unge mennesker stadig kan blive til det, der er beskrevet på hjemmesiden som ”Vor kandidat i japansk”. De er, så at sige, af den rette støbning. Det skal lige nævnes, at de elever, som rent faktisk klarede eksamen til et 6-tal eller derover ikke fik noget brev af denne slags.

Alt dette er jo for så vidt ganske naturligt og forståeligt. Det underlige er bare, at der ikke udgår noget brev fra Dorthe eller nogen af de andre ledere, der gør opmærksom på dette. De, der ikke selv har undersøgt sagen, får ikke at vide, at på Asien Afdelingen er det lige meget med historieeksamen. Eksamener er bare en formalitet, og ikke et værktøj til at skille fårene fra bukkene. Eksamen er ikke noget, der bruges til at vurdere folks akademiske evner. Eksamener er bare noget pjat, som er ligegyldigt, og reglerne for dem kan ændres efter lærernes forgodtbefindende. Der bliver heller ikke ændret i studieordningen. Den, der læser studieordningen den dag i dag, selvom der er tale om en nyere ordning, kan ikke finde nogen oplysninger om, at historieeksamen bare er for sjov. Næ, vedkommende kunne faktisk, ganske fejlagtigt, få det indtryk, at denne eksamen tæller. Men det gør den jo altså ikke, af gode grunde.

Hvis jeg nu var kritisk overfor Asien Instituttet eller universitetet generelt, så kunne jeg jo få det indtryk, at lærerne faktisk giver pokker i studieordningerne. Ligesom en regering ikke behøver at overholde grundloven (jeg tænker ikke på noget konkret her), så behøver lærerne ikke at tænke for meget over studieordningerne. Jeg kunne gå så langt som at sige, at lærerne sætter personlige økonomiske interesser over akademiske idealer. En eventuel modstander i en debat ville måske argumentere, at uanset moral og forpligtelser over for de elever, der rent faktisk bestod eksamen, så ville det være uhensigtsmæssigt at lade tre fjerdedele af en årgang dumpe, og tvinge dem til at gå om. Men ville det nu også det? Kan det virkelig betale sig at bruge så mange ressourcer (om end der ikke er voldsomt mange) på at gøre elever, der i så høj grad er uengagerede i det hovedfag, som de selv har valgt til ”Vor kandidat i japansk”? Det kan det jo åbenbart.

Jeg vil ikke prædike ”social reform” her, men en reform af et vist institut synes ikke nogen dårlig ide. Og jeg kan næste høre det: ”Vi er underlagt et pres fra regeringens side, der kræver at mange elever består eksamen hvert år. Havde vi ladet eleverne dumpe, ville instituttet være blevet lukket ned”. Jeg kan kun svare, at jeg forventer, at I er idealister, der er villige til midlertidigt at ofre jeres stabile jobs for at kæmpe for et mere hensigtsmæssigt system. Havde I dumpet de 15 elever, ville der ikke være råd til så meget undervisning til næste år, men til gengæld havde I så også 15 elever mindre at undervise. Og uanset hvor lavt regeringen prioriterer universitetet (og det er meget lavt), ville de så virkelig nedlægge uddannelsen helt? Og hvis de virkelig gik så langt, kan det hele så ikke bare være lige meget?

I øvrigt har jeg aldrig forstået dem, der markerer sætninger, gerne meget lange sætninger i deres meget dyre lærebøger med tuscher, i stedet for at tage noter. Er det sådan en halv løsning, eller hvordan skal det forstås? Jeg kan godt se, at det kan hjælpe en med at finde et bestemt ord i en tekst, men når de alligevel markerer halvdelen af bogen, hvorfor så ikke bare markere det hele, eller endnu bedre: lade helt være? Jeg kan, selvfølgelig, som altid bare være ligeglad. Jeg vil slet ikke begynde at tale om dem, der markerer med to farver.