Behandling som fortjent

At mange mennesker har svært ved at få arbejde, er vel efterhånden blevet et ofte debatteret emne, men er der egentlig nok fokus på den status, man har, som undermenneske, når man er en af dem, der søger arbejde?

Meget kunne i hvert fald tyde på, at det ikke bare foregår i det skjulte, men at det nu til dags er helt acceptabelt at skilte med, at man ikke ser arbejdssøgende som mennesker, men derimod som en slags skidt, som kun har til formål at være til besvær. Den heldige blandt de arbejdssøgende, som rent faktisk får jobbet, bliver derimod straks ophøjet til menneske.

Det hele handler i virkeligheden om det problem, at man som arbejdssøgende ofte skal finde sig i, at arbejdsgiveren ikke vil fortælle en, om man har fået jobbet eller ej. Bevares, hvis der går lang tid, kan man selvfølgelig nok regne med, at man ikke har fået jobbet (selvom man dog ikke kan være sikker på dette), men det er jo i alle tilfælde rart at få det afklaret, at man ikke har noget i vente.

Selvom der kan gå flere måneder, før man får et afslag på en jobansøgning – uanset hvor kvalificeret, man ellers måtte være – så ligger det selvfølgelig i luften, at man på et tidspunkt får sit afslag. Om ikke andet, så for en god ordens skyld. Hvorfor? Fordi, når en arbejdsgiver annoncerer en stilling, og derved beder de arbejdssøgende om at henvende sig, så er arbejdsgiveren som pænt, ordentligt og høfligt menneske – som arbejdsgivere jo er – selvfølgelig forpligtet til, at behandle alle seriøse jobansøgere pænt, og meddele dem, om de har fået eller ikke har fået stillingen. Det giver sig selv. Der findes nok jobsøgende, som har oplevet, at de aldrig får svar, dvs. afslag, men den slags sager må selvfølgelig skyldes, at arbejdsgiveren i sin travlhed har glemt at sende afslag ud. Den slags kan jo ske.

Virkeligheden er derimod en anden. Hvis man f.eks. kunne tænke sig at arbejde som administrator på en ambassade, kan man nederst i jobannoncen, blandt diverse meningsforstyrrende stavefejl, læse følgende: ”We will only contact the applicants selected for interview”. Hvis man ikke får jobbet, har man altså ikke fortjent at få det at vide, men kan derimod roligt fortsætte sin dagligdag i lykkelig uvidenhed.

På den ene side, er det selvfølgelig flot, at de åbent skriver, hvordan de ser på jobsøgende, og ikke prøver at camouflere deres adfærd som en fejl. På den anden side er det ganske skræmmende at se et sådant menneskesyn på skrift, skrevet som om, det er i orden at se på arbejdssøgende på den måde. Den heldige arbejdssøgende, der får det fine job med en hel times frokostpause, kan jo prise sig lykkelig over at blive ophøjet til menneskestatus, men samtidig kan han måske se frem til, at hans nye arbejdsgiver forlanger, at han skal blive ligesom de andre mennesker.

Tankeeksperiment om arbejde og om at være noget værd

Jeg må indrømme, at jeg tit kigger på Politikens hjemmeside, så min opfattelse af, hvad der bliver snakket om i samfundet er dybt påvirket af, hvad folkene derinde lige har valgt at lægge på hjemmesiden.

Har Politiken og dens læsere noget definerbart ståsted? Der har været noget med, at den er "venstreorienteret", hvilket avisen selv engang forsøgte at bruge på en åh-så-charmerende og selvironisk måde. Det var noget med, at man kunne bestille abbonement på "venstreorienteret humanistpladder" eller noget i den stil.

Der er også nogle, der mener, at Politiken er "de Radikales talerør". Hvem ved, om det passer, og hvad det vil sige. Uanset hvad, har der i hvert fald flere gange været noget debat derinde med noget med fattigdom og arbejdsløse, og en masse læserkommentarer. Og det har åbenbart vist sig, at størstedelen af de læsere, som morer sig med at skrive kommentarer til online-artikler ikke har den store sympati for arbejdsløse mennesker, som synes, de selv har det hårdt, og som siger at det er svært, at få arbejde.

Man kan altid få et arbejde. Lad være med at stille så høje krav til et intellektuelt stimulerende arbejde. Bare find et eller andet. Du er slap og ynkelig, osv osv.

Det er næsten altid sådan, at folk, der har et job, synes, at det er meget let at få job, mens det er de færreste, der ikke har job, der synes, at det forholder sig på den måde.

Ligger der mon noget i det? Har det noget at gøre med den der onde cirkel med, at den eneste måde, man kan få job på, er ved allerede at have et job på sit CV? Jeg ved det ikke.

Noget andet, man kunne vrøvle lidt om i sådan et blogindlæg her, ville være det med hakkeordenen. Hvis man har et job, har man lov til at hakke på dem, som ikke har et job. De bidrager jo ikke til samfundet. De er usle, og en lille smule onde, faktisk, for de nasser jo. Og de gider jo ikke finde et arbejde. Hvis man har et arbejde, er man altså tilsyneladende mere VÆRD end en, som ikke har et arbejde. Og det er sikkert også rimeligt nok. Der kan vel opstilles tusindvis af årsager til, hvorfor det forholder sig sådan. At tage vare på sig selv. At bidrage til "fællesskabet" (men dog et fællesskab, hvor man foragter dem, som man mener bidrager mindre end en selv). Og så videre og så videre.

Men uanset hvor meget de arbejdende foragter de arbejdsløse, er der så ikke én ting, som de arbejdsløse faktisk giver til de arbejdende? Netop et "helle". Så længe der findes mange arbejdsløse i samfundet, så bliver man helt automatisk noget værd, fordi man har et arbejde. Det er fuldstændigt ligegyldgt, om man er en sygeplejerske, der passer syge og lidende mennesker, en forsker, der opfinder kure mod sygdomme, en brugtvognsforhandler, der sælger ødelagte biler til overpriser, eller en advokat, der sørger for, at skruppelløse virksomheder kan hive flere penge ud af statskassen, end hele den samlede mængde af arbejdsløse nogensinde kunne drømme om.

Er man beskæftiget, får man disse gratis point. Er det noget værd? Giver det noget?

Hvad nu hvis alle havde jobs. Når man læser de nedladende bemærkninger fra de hårdtarbejdende til de arbejdsløse om, hvordan de bare skulle tage at tage sig sammen, så må det vel antages, at disse ønsker et samfund, hvor alle har arbejde.

Men hvad ville der så ske? Hvem skal så være underklassen? Hvem har man så lov til at hakke på? Ville man så blive nødt til at lave et nyt hierarki? Måske skulle man så til at vurdere menneskers værdi alt efter hvor meget deres arbejde rent faktisk bidrager til menneskeheden? For så ville reklamemanden vel egentlig ikke længere kunne hakke på nogen som helst? Og hvad skulle han så stille op? Ville det så alligevel være mere udholdeligt, at leve med tanken om, at en eller anden hæver kontanthjælp hver måned?

Europagt

Det er sjovt, sådan noget med EU. Når politikerne, som jo stort set alle sammen altid er for ALT hvad der kommer fra EU, skal udlægge sagerne, så er det altid så håbløst enkelt. "Selvfølgelig" skal vi det ene, og "selvfølgelig" skal vi det andet.

"Selvfølgelig skal Danmark med i [indsæt økonomisk aftale]. Ellers får vi ikke lov til at sidde med ved bordet, når Tyskland fortæller, hvordan Europa skal regeres."

"Hvorfor er det så vigtigt at sidde ved det bord?"

"Jamen det giver jo sig selv."

"Selvfølgelig skal Danmark med i euroen. Ellers vil Danmark sakke håbløst bagud i forhold til de andre Eurolande, såsom Grækenland og Italien."

10 år senere:
"Har udviklingen indtil nu ikke bevist, at du ikke anede, hvad du talte om dengang?"

"Nej, for selvfølgelig skal Danmark med i euroen."

"Jamen hvorfor?"

"Fordi det er fuldstændigt afgørende, at Danmark kommer med."

"Synes du ikke det er problematisk, at der i den nye traktat på side [x] står, at Danmark nu ikke længere kan [sådan-og-sådan] og til evig tid er bundet til [det-og-det]?"

"Det ved jeg ikke, jeg har ikke læst traktaten, jeg reklamerer bare for den."

... men det var et sidespring.

Nu er der jo en ny EU-aftale på vej, som åbenbart gør, at hvis et land ikke fører økonomisk politik på en måde, som EU har bestemt, så indfører de sanktioner. Helle og Lars synes åbenbart det lyder fantastisk. For som Lars siger:

»Nu er der en aftale. Og hvis vi ikke tilslutter os den, så sender vi et mærkeligt signal til omverdenen om, at vi vil forbeholde os retten til at føre uansvarlig økonomisk politik, og det er altså et dumt signal at sende«.

Og det lyder vel nok fornuftigt. Men sender det ikke OGSÅ et signal om, at vi synes det er en god ide, at EU skal bestemme mere og mere? Er der virkelig slet ikke antydningen af, at det her kunne blive en glidebane, der bare gør det nemmere at indføre den næste traktat, hvor Danmark ikke længere selv må bestemme, hvor længe diskotekerne må have åbent og hvor meget kaffe, folk må drikke. Er det ikke en mulighed, at Danmark også fremover fører "ansvarlig økonomisk politik" bare fordi vi gerne VIL, og ikke fordi det er noget, EU tvinger os til? Sådan så vi altid har MULIGHEDEN for at gøre noget andet, når det pludselig viser sig, at alt det, som økonomerne tror lige nu, er helt forkert.

Er det virkelig så utroligt enkelt og så utroligt klogt, at binde sig til altid at gøre tingene som det ufejlbarlige EU vil? Det er det åbenbart.

Tænketanke

Jeg har aldrig forstået det der med at have en "tænketank" som arbejder ud fra et forudbestemt politisk udgangspunkt.

"Den liberale tænketank CEPOS", "centrum-venstre tænketanken CEVEA".

Folk kan selvfølgelig tænke præcis, hvad de vil, men det underlige ligger i, at de her tænketanke hele tiden bliver beskrevet som om de var videnskabsmænd.

Det er altid noget i stil med: "En-eller-anden-politisk-påstand, mener den liberale tænketank CEPOS". Og sjovt nok er det altid et eller andet, som passer besynderligt godt sammen med det som Venstre - Danmarks Liberale Parti - mener.

Men hvorfor er det interessant, hvad nogen som helst tænketank mener, når der i tænketankens navn i forvejen står, hvad denne tænketank mener om hvad som helst i hele verden?

"... viser en undersøgelse som den liberale tænketank CEPOS har lavet. Undersøgelsen viser, at liberal politik er vejen frem".

Men hver eneste gang står der jo mellem linierne: "En undersøgelse, som den liberale tænketank CEPOS har lavet, hvor det på forhånd var besluttet, at lige meget hvad, skulle konklusionen være, at liberal politik er vejen frem".

"Selskabet-for-at-Jorden-er-universets-centrum har lavet en undersøgelse, der, utroligt nok, peger på, at Jorden er universitets centrum". Det er jo lige til forsiden.

Verdens undergang

Verden er tilsyneladende ved at gå under.

Ingen kan forklare ret meget om hvorfor.

I gamle dage, i årtiet før dette, gik det "godt" i Danmark

Det sagde Anders Fogh selv.

Dengang gik alting opad.

Også huspriserne, vist.

Folk som Asger Aamund, der aldrig har tjent penge

Og aldrig har haft penge

Regerede som de rigeste mennesker i verden.

Nu har man så fundet ud af, at Asger ingenting har

Og ingenting kan.

Og så er verden ved at gå under.

Det eneste, der kan redde de enkelte lande er

Hvis et firma, der hedder "Standard & Poor's"

- som ingen nogensinde har hørt om -

Beslutter, at Grækenland alligevel ikke er C

Men derimod CC.

Der var engang

Hvor verdens undergang havde noget med Gud at gøre.

I dag taler man ikke så meget om Gud på TV.

Men hver dag, til sidst i udsendelserne

Er det vigtigt lige at få på plads

Om Standard & Poor mener at verden går under i dag

Eller først i morgen.

Tilbage til 30'erne

Jeg vil aldrig nogensinde kunne forstå, hvordan man på den ene side kan være varm tilhænger af en regering, der bruger milliarder og atter milliarder af kroner på at føre mere eller mindre ulovlige angrebskrige i demokratiets navn, samtidig med, at man i avisen derhjemme opfordrer til at afskaffe demokratiet, så den rigeste del af befolkningen kan få flere penge, og derved råd til det femte sommerhus i udlandet.

Hvordan kan man sidde i en magelig stilling som lektor på Syddansk Universitet - som vist nok er offentligt - og foreslå at inddele i befolkningen i over- og undermennesker, alt efter hvad de tjener, med den begrundelse, at velfærd og omsorg for de svage i samfundet er "perverst og ukristeligt" [kronik i Berlingske, 19/8 2011]. Er det virkelig muligt, som menneske, at være så forhippet på lige at få det ekstra udbetalt, at man ikke sidder med en dårlig smag i munden, efter at have påstået, at Jesus Kristus' plan var at gøre aristokraterne rigere og efterlade pøblen i sølet? Ja, det er åbenbart ganske muligt. Bevares, det er selvfølgelig heller ikke noget nyt, at bruge kristendommen som undskyldning for at begå uhyrlige handlinger.

"Giv statsministeren mere magt, så han kan nedlægge veto mod folketingets beslutninger." "Tag stemmeretten fra folk, der ikke er rige." "Danmark skal være mere som Kina" (selvom vi selvfølgelig konstant fordømmer alt, hvad Kina gør).

Hvordan kan det danske samfund være kommet så langt ud, at debattørerne i de største aviser seriøst gerne vil bytte demokratiet ud med et samfund, der minder som en blanding af Tyskland i 1930'erne, Japan i 1910'erne og det gamle Romerrige? Hvordan kan det nogensinde virke som en god ide?

EU kan ikke lide snus

Tænk, at EU har forbudt snus. Og nu er "EU", som ikke rigtigt består af mennesker, men som bare er et "system", der er blevet levende, utilfreds med, at Danmark ikke håndhæver forbuddet mod snus.

De danske politikere troede åbenbart, at Danmark af kulturelle årsager havde en undtagelse for forbuddet mod snus, ligesom Sverige. Men det er åbenbart blevet ophævet for næsten 10 år siden, og det havde de danske politikere åbenbart ikke lagt mærke til. Det er jo også svært, at holde sig opdateret på EU-fronten, når man bruger al sin tid på at presse danskerne til at stemme "ja" til alt, hvad EU foreslår.

EU synes åbenbart også, at Danmark bør afskaffe alt, hvad der hedder tobak, inden 2040. Det er jo dejligt nemt at sige for folk, der regner med at være døde - måske af tobak - til den tid.

Men hvor går grænsen? Skal ALT, hvad en eller anden kan påvise som sundhedsskadeligt, forbydes? Havregryn er jo åbenbart kræftfremkaldende, fandt en eller anden ud af. Skal det så forbydes? Og skal alle havreprodukter være ude af EU inden 2050? Eller måske allerede i 2030? Kaffe bliver vel i øvrigt forbudt inden havre.

Lige nu ville folk jo bare le, hvis der stod i aviserne, at EU ville forbyde kaffe. Men når først alle har vænnet sig til at snus, tobak og kanel er forbudt, så bliver det vel nemmere at sluge, når kaffen også forbydes.

Først kom de for at tage snusen, men jeg protesterede ikke, for jeg tog ikke snus.

Så kom de for at tage tobakken, men jeg protesterede ikke, for jeg røg ikke.

Da de kom for at tage kaffen, var der ikke flere tilbage til at protestere.

Det er meget sjovt, at alle de der politikere, der kalder sig selv liberalister, synes at EU er så fantastisk. Det er godt nok svært, at få øje på det fantastiske.