Monday, July 11, 2011

EU kan ikke lide snus

Tænk, at EU har forbudt snus. Og nu er "EU", som ikke rigtigt består af mennesker, men som bare er et "system", der er blevet levende, utilfreds med, at Danmark ikke håndhæver forbuddet mod snus.

De danske politikere troede åbenbart, at Danmark af kulturelle årsager havde en undtagelse for forbuddet mod snus, ligesom Sverige. Men det er åbenbart blevet ophævet for næsten 10 år siden, og det havde de danske politikere åbenbart ikke lagt mærke til. Det er jo også svært, at holde sig opdateret på EU-fronten, når man bruger al sin tid på at presse danskerne til at stemme "ja" til alt, hvad EU foreslår.

EU synes åbenbart også, at Danmark bør afskaffe alt, hvad der hedder tobak, inden 2040. Det er jo dejligt nemt at sige for folk, der regner med at være døde - måske af tobak - til den tid.

Men hvor går grænsen? Skal ALT, hvad en eller anden kan påvise som sundhedsskadeligt, forbydes? Havregryn er jo åbenbart kræftfremkaldende, fandt en eller anden ud af. Skal det så forbydes? Og skal alle havreprodukter være ude af EU inden 2050? Eller måske allerede i 2030? Kaffe bliver vel i øvrigt forbudt inden havre.

Lige nu ville folk jo bare le, hvis der stod i aviserne, at EU ville forbyde kaffe. Men når først alle har vænnet sig til at snus, tobak og kanel er forbudt, så bliver det vel nemmere at sluge, når kaffen også forbydes.

Først kom de for at tage snusen, men jeg protesterede ikke, for jeg tog ikke snus.
Så kom de for at tage tobakken, men jeg protesterede ikke, for jeg røg ikke.
Da de kom for at tage kaffen, var der ikke flere tilbage til at protestere.

Det er meget sjovt, at alle de der politikere, der kalder sig selv liberalister, synes at EU er så fantastisk. Det er godt nok svært, at få øje på det fantastiske.

No comments: