Tilbage til 30'erne

Jeg vil aldrig nogensinde kunne forstå, hvordan man på den ene side kan være varm tilhænger af en regering, der bruger milliarder og atter milliarder af kroner på at føre mere eller mindre ulovlige angrebskrige i demokratiets navn, samtidig med, at man i avisen derhjemme opfordrer til at afskaffe demokratiet, så den rigeste del af befolkningen kan få flere penge, og derved råd til det femte sommerhus i udlandet.

Hvordan kan man sidde i en magelig stilling som lektor på Syddansk Universitet - som vist nok er offentligt - og foreslå at inddele i befolkningen i over- og undermennesker, alt efter hvad de tjener, med den begrundelse, at velfærd og omsorg for de svage i samfundet er "perverst og ukristeligt" [kronik i Berlingske, 19/8 2011]. Er det virkelig muligt, som menneske, at være så forhippet på lige at få det ekstra udbetalt, at man ikke sidder med en dårlig smag i munden, efter at have påstået, at Jesus Kristus' plan var at gøre aristokraterne rigere og efterlade pøblen i sølet? Ja, det er åbenbart ganske muligt. Bevares, det er selvfølgelig heller ikke noget nyt, at bruge kristendommen som undskyldning for at begå uhyrlige handlinger.

"Giv statsministeren mere magt, så han kan nedlægge veto mod folketingets beslutninger." "Tag stemmeretten fra folk, der ikke er rige." "Danmark skal være mere som Kina" (selvom vi selvfølgelig konstant fordømmer alt, hvad Kina gør).

Hvordan kan det danske samfund være kommet så langt ud, at debattørerne i de største aviser seriøst gerne vil bytte demokratiet ud med et samfund, der minder som en blanding af Tyskland i 1930'erne, Japan i 1910'erne og det gamle Romerrige? Hvordan kan det nogensinde virke som en god ide?