Wednesday, October 26, 2011

Verdens undergang

Verden er tilsyneladende ved at gå under.
Ingen kan forklare ret meget om hvorfor.
I gamle dage, i årtiet før dette, gik det "godt" i Danmark
Det sagde Anders Fogh selv.

Dengang gik alting opad.
Også huspriserne, vist.
Folk som Asger Aamund, der aldrig har tjent penge
Og aldrig har haft penge
Regerede som de rigeste mennesker i verden.

Nu har man så fundet ud af, at Asger ingenting har
Og ingenting kan.
Og så er verden ved at gå under.

Det eneste, der kan redde de enkelte lande er
Hvis et firma, der hedder "Standard & Poor's"
- som ingen nogensinde har hørt om -
Beslutter, at Grækenland alligevel ikke er C
Men derimod CC.

Der var engang
Hvor verdens undergang havde noget med Gud at gøre.
I dag taler man ikke så meget om Gud på TV.
Men hver dag, til sidst i udsendelserne
Er det vigtigt lige at få på plads
Om Standard & Poor mener at verden går under i dag
Eller først i morgen.

Friday, August 19, 2011

Tilbage til 30'erne

Jeg vil aldrig nogensinde kunne forstå, hvordan man på den ene side kan være varm tilhænger af en regering, der bruger milliarder og atter milliarder af kroner på at føre mere eller mindre ulovlige angrebskrige i demokratiets navn, samtidig med, at man i avisen derhjemme opfordrer til at afskaffe demokratiet, så den rigeste del af befolkningen kan få flere penge, og derved råd til det femte sommerhus i udlandet.

Hvordan kan man sidde i en magelig stilling som lektor på Syddansk Universitet - som vist nok er offentligt - og foreslå at inddele i befolkningen i over- og undermennesker, alt efter hvad de tjener, med den begrundelse, at velfærd og omsorg for de svage i samfundet er "perverst og ukristeligt" [kronik i Berlingske, 19/8 2011]. Er det virkelig muligt, som menneske, at være så forhippet på lige at få det ekstra udbetalt, at man ikke sidder med en dårlig smag i munden, efter at have påstået, at Jesus Kristus' plan var at gøre aristokraterne rigere og efterlade pøblen i sølet? Ja, det er åbenbart ganske muligt. Bevares, det er selvfølgelig heller ikke noget nyt, at bruge kristendommen som undskyldning for at begå uhyrlige handlinger.

"Giv statsministeren mere magt, så han kan nedlægge veto mod folketingets beslutninger." "Tag stemmeretten fra folk, der ikke er rige." "Danmark skal være mere som Kina" (selvom vi selvfølgelig konstant fordømmer alt, hvad Kina gør).

Hvordan kan det danske samfund være kommet så langt ud, at debattørerne i de største aviser seriøst gerne vil bytte demokratiet ud med et samfund, der minder som en blanding af Tyskland i 1930'erne, Japan i 1910'erne og det gamle Romerrige? Hvordan kan det nogensinde virke som en god ide?

Monday, July 11, 2011

EU kan ikke lide snus

Tænk, at EU har forbudt snus. Og nu er "EU", som ikke rigtigt består af mennesker, men som bare er et "system", der er blevet levende, utilfreds med, at Danmark ikke håndhæver forbuddet mod snus.

De danske politikere troede åbenbart, at Danmark af kulturelle årsager havde en undtagelse for forbuddet mod snus, ligesom Sverige. Men det er åbenbart blevet ophævet for næsten 10 år siden, og det havde de danske politikere åbenbart ikke lagt mærke til. Det er jo også svært, at holde sig opdateret på EU-fronten, når man bruger al sin tid på at presse danskerne til at stemme "ja" til alt, hvad EU foreslår.

EU synes åbenbart også, at Danmark bør afskaffe alt, hvad der hedder tobak, inden 2040. Det er jo dejligt nemt at sige for folk, der regner med at være døde - måske af tobak - til den tid.

Men hvor går grænsen? Skal ALT, hvad en eller anden kan påvise som sundhedsskadeligt, forbydes? Havregryn er jo åbenbart kræftfremkaldende, fandt en eller anden ud af. Skal det så forbydes? Og skal alle havreprodukter være ude af EU inden 2050? Eller måske allerede i 2030? Kaffe bliver vel i øvrigt forbudt inden havre.

Lige nu ville folk jo bare le, hvis der stod i aviserne, at EU ville forbyde kaffe. Men når først alle har vænnet sig til at snus, tobak og kanel er forbudt, så bliver det vel nemmere at sluge, når kaffen også forbydes.

Først kom de for at tage snusen, men jeg protesterede ikke, for jeg tog ikke snus.
Så kom de for at tage tobakken, men jeg protesterede ikke, for jeg røg ikke.
Da de kom for at tage kaffen, var der ikke flere tilbage til at protestere.

Det er meget sjovt, at alle de der politikere, der kalder sig selv liberalister, synes at EU er så fantastisk. Det er godt nok svært, at få øje på det fantastiske.

Tuesday, June 21, 2011

Det er episk

"Metal Gear Solid 2 var seriens svageste led. Etteren var derimod episk".

Det er interessant, at det efterhånden er blevet ret almindeligt at kaste rundt med ordet "episk", når et eller andet skal vurderes. Især fordi ordet næsten altid bruges på en måde, som er fuldstændigt meningsløs. Selvfølgelig er dette indlæg det rene ordkløveri fra min side, og der går da sikkert heller ikke lang tid før sprognævnet giver ordet "episk" en ny betydning, men så længe dette ikke er sket, tillader jeg mig at kløve ord.

Lad os starte med at kløve sætningen, som jeg indledte indlægget med. Jeg har godt nok lavet lidt om på udsagnet, for at camouflere, hvor det kommer fra, men essensen er uforandret.

Nu antager vi, at ordet "episk" bliver brugt i betydningen "episk":
Når der står "Etteren var derimod episk" må vi antage, at Metal Gear Solid 2 ikke var episk. Når noget er "episk" vil det sige, at det har karakter af et epos, og derfor indeholder en fortælling.

Forfatteren siger altså: Metal Gear Solid 2 var en skuffelse, og indeholdt ikke en fortælling. Metal Gear Solid 1 indeholdt derimod en fortælling.

Eftersom både Metal Gear Solid 1 og 2 begge er forholdsvis historiedrevne, og egentlig minder enormt meget om hinanden på det punkt, er det på alle måder meningsløst at påstå, at 1'eren er episk mens 2'eren ikke er det.

Det hele skyldes selvfølgelig, at når forfatteren bruger ordet "episk" er det med en forestilling om, at betydningen er en af de tre følgende:

Storslået
På engelsk er en "Epic film" tilsyneladende det, der på dansk kaldes en "storfilm" som tit er meget dyre og storslåede, og hvor der er meget af alting. Problemet med denne brug af ordet "episk" er hovedsageligt, at "episk" ikke betyder "storslået". Så kan man øge forvirringen ved at sige: Hov hov! Odysseen og Illiaden er da "episke". Og de er da storslåede ikke sandt? Så derfor betyder "episk" det samme som "storslået". Odysseen og Illiaden bliver rigtignok omtalt som "episke digte", men det er ikke det, at de er episke, der gør dem storslåede. Det er historierne indhold, der kan siges at gøre dem storslåede.

Dramatisk
En anden brug af "episk" er i betydningen "dramatisk", eller simpelthen bare "spændende". En sætning som: "Neverwinter Nights er ikke nær så episk som Baldur's Gate" kunne måske hentyde til, at man godt kunne tænke sig flere dramatiske begivenheder, f.eks. i form at skænderier mellem figurerne og nogle følelsesladede opgør mellem helte og skurke og så videre. Det største problem med at bruge "episk" i betydningen "dramatisk" er, at de to ord faktisk kan siges at være deciderede modsætninge, fordi "epik" og "dramatik" står over for hinanden som to forskellige hovedgenrer.

Godt
Den allermest simple brug af "episk" er vel når ordet bare bliver brugt til at fremhæve, at noget af "godt", uden at det skulle være godt på nogen bestemt måde. I dette tilfælde vil det nok være bedst at holde sig til ordet "godt", fordi "episk" ikke er noget værdiladet ord, men bare en slags genrebeskrivelse, selvom der selvfølgelig kan være masser af subjektive holdninger til, hvad der hører ind under hvilke genrer, og så videre og så videre.

Lad os slutte med at lege med nogle nye sætninger:

"Tetris er ikke spor episk. Det indeholder ikke snerten af en egentlig fortælling."
"Oblivion har en stor verden, man kan gå rundt i, men dialogen i spillet er godt nok ikke særligt dramatisk. Det virker mest som nogle tomme masker, der står og taler med sig selv."
"Fallout 3 slutter meget brat. Jeg kunne godt savne en mere storslået afslutning på historien".
"The Witcher 2 virker meget dramatisk i forhold til f.eks. Dragon Age, men begge spil er så afgjort lige episke".

... og sådan bliver det ved i en uendelighed.

Wednesday, June 15, 2011

Taxameter

Det er meget sjovt, at "taxametersystemet" på uddannelsesinstituioner stadig gælder. Det kan være svært at forestille sig, hvem der egentlig nogensinde har syntes det var en god ide. Man kan læse alt om systemet her, hvis det skulle have interesse.

Hvorfor skriver jeg nu om dette emne igen? Ja, det er vel fordi det er omkring 5 år siden sidst, og intet har tilsyneladende ændret sig.

I bund og grund går systemet jo bare ud på, at universiteterne, og åbenbart også andre uddannelsesinstitutioner, får penge pr. bestået eksamen. Hvis en elev dumper et fag, får skolen ikke penge. Hvis skolen ikke får så mange penge som tidligere, så bliver de jo nødt til at skære ned på et eller andet; formentlig antallet af ansatte. Det vil altså sige, at en underviser, der dumper en elev, bidrager til at fyre sig selv.

Den sidste sætning ville vel være det mest overbevisende argument for IKKE at bruge et sådant system. Men det er åbenbart ikke et problem. Og systemet blev indført. Det kan virke fuldstændigt uforståeligt, at det system skulle gavne nogen som helst. Men politikerne har jo den der indsigt, som andre mennesker ikke har, og de kan se et eller andet genialt ved systemet der gør, at de bare fejer al kritik væk, uden at komme med ret mange modargumenter. "Nej, vi skal ikke have et nyt system". Og det er tilsyneladende ligemeget, om det er en venstremand eller en socialdemokrat, man spørger.

Universiteternes faglige stolthed gør selvfølgelig, at ingen kunne drømme om, at lade nogen bestå, som ikke burde bestå. Selvfølgelig. For universitetslærere er jo overmennesker. Overmennesker af den slags, der sætter moralske overvejelser over alt andet, og som med glæde ofrer deres egen sikre, magelige stilling for den gode morals skyld. Naturligvis.

Og det, at man bruger eksterne censorer gør jo, at selvom det skulle være rigtigt, at universitetslærerne bliver beordret af ledelsen til, ikke at lade nogen dumpe, så skal karaktererne nok blive uddelt retfærdigt. Her glemmer man jo så at undersøge, om det kunne være, at censorerne også bliver beordret til ikke at lade nogen dumpe. Men det gør de jo ikke, vel? Det kan simpelthen ikke være rigtigt. Nå, okay, jamen så lad os lade, som om, det ikke er sandt.

Så systemet må altså være indført, fordi der hersker en overbevisning i folketinget om, at lærere er overmennesker.

Alle, der nogensinde har haft en lærer, ved, at lærere ikke er overmennesker.

De eneste, jeg kan forestille mig, har glæde af taxametersystemet, er undervisere og administratorer på skoler af tvivlsom kvalitet, som ved til evig tid at lade alle bestå, sikrer livslang beskæftigelse i ro og mag. Men det må så åbenbart også være i statens interesse.
Og desuden: Hvis en eller anden dekan kan blive ved med at henvise til, at de danske universiteter ligger pænt, på en eller anden Top-100 liste, som aldrig bliver undersøgt i sømmene, kan der selvfølgelig ikke eksistere noget problem.

Wednesday, May 11, 2011

Anekdote om cheeseburgere

... og så var der den om damen, der gik ind på McDonald's og sagde: "Jeg skal have to gange to cheesebugere". Da den logisk tænkende ekspedient gav hende fire cheeseburgere, blev hun utilfreds, og sagde: "Jeg sagde to gange to cheeseburgere", og gik så med sine fire, og ikke to gange to, cheesebugere.
Mit gæt er, at hun ville have haft to poser med to cheeseburgere i hver pose. Men hvorfor? Og i øvrigt: Hvem ved?

Friday, May 6, 2011

Kort sagt

"Her er jeg. Hvad synes I om mig?"