En stemme på de Konvervative er stemmespild - de kommer ikke ind

2015 skal vise sig at blive året, hvor Det Konservative Folkeparti endegyldigt forsvinder. Selv mainstream-medierne har efterhånden fået øjnene op for, at det ikke er Uffe Elbæk, der kommer til at skabe stemmespild, men derimod det Konservative Folkeparti, der for hver dag gør sig selv mere overflødigt, og nu endelig ender under spærregrænsen.

Det er mere end ti år siden partiet mest af alt begyndte at ligne et klovneparti. Pinlige propagandakampagner, der altid afslører, at partiet ikke har noget som helst fodfæste i virkeligheden har været hverdagskost, også mens partiet var i regering. Og herefter gik det kun yderligere ned ad bakke. Paula Larrains næsten uhyggelige kandidatur tydeliggjorde, at der ikke var tale om andet end klovneri. Men det mest uhyggelige er, at det for det Konservative Folkeparti var ganske alvorligt ment, alt det der med Nik & Jay og morgensangen.

Siden da er partiet blevet mindre. Derfor er en del af de gamle klovner også forsvundet. Ud over Paula, som gav op temmelig hurtigt, er den gamle, karikatur af en officer også forsvundet fra alle sendeflader (nu hygger han sig vist i byrådet i Næstved). Den til alle tider dybt respekterede Per Stig Møller, der er så vis, at ingen kan følge med, lader også til at være gået på pension. Det overraskende er, at det slet ikke er en fordel for partiet, at alt klovneriet efterhånden er forsvundet. For alle os andre er det selvfølgelig rart, ikke længere at skulle høre på så mange absurditeter, men partiet er dermed også blevet usynligt.

Desperationen tager ingen ende. Formandsskift afløses af formandsskift. Lige nu står partiet med en formand som ikke har en jordisk chance for at komme i Folketinget. Den største stemmesluger er formentlig Lars Barfoed - den tidligere formand - hvis ansigt nu pryder utallige flader i København, men han kan umuligt bære partiet over spærregrænsen.

Kampen for at bringe samfundet tilbage til 1850 er ikke længere en aktuel sag; ingen ønsker at genindføre landstinget og give politisk magt tilbage til adelen. Der er heller ingen der ønsker at stoppe "Nazi Islamisme" på den måde Søren Pape ønsker. Det siges, at enhver internetdiskussion afsluttes med, at nogen spiller nazikortet, men når et politisk parti uprovokeret begynder at skrive "nazi" på busstoppesteder over hele landet, må lavmålet siges at være nået. Der må være bedre ting at kæmpe for.

Man kan endnu ikke se det på nogen af meningsmålingerne, men der kan ikke være nogen tvivl om, at de 2% usikkerhed i målingerne kommer til at resultere i (højst) 1,9 % stemmespild og et parti som ryger ud i glemsel i al evighed.

"Hurra"-ord

Måske trækker det i virkeligheden slet ikke så meget op, at være "løsningsorienteret" og have "kreativt drive", eftersom det lader til, at 100 % af alle arbejdsløse mennesker har netop de kvaliteter.

Danske Bank krakelerer med vilje?

Lad os foretage et dristigt gæt.

I disse tider, især i dag, får Danske Bank en masse negativ omtale, fordi den behandler sine kunder som skidt. Engang virkede det som en dårlig vittighed, at der nok kommer en dag, hvor det koster penge at have penge i banken, men det er så blevet til virkelighed i dag, eller i hvert fald fra på mandag.

Nu skal kunderne åbenbart til at forstå, at banken faktisk gør dem en stor tjeneste ved at have alle kundernes penge liggende, som banken så investerer i alle mulige mere eller mindre lyssky foretagender, så bankdirektørerne kan leve som konger. Ja, det har vel aldrig været nogen hemmelighed, at bankerne fungerede på den måde, men nu glemmer bankerne pludselig den del af historien, hvor de, mod en promille i rente, høster gevinster ved at lege med folks surt opsparede penge. Nu hedder det altså pludselig, at banken giver kunden en stor ydelse, som den faktisk ikke får noget til gengæld for, og derfor er det kun rimeligt at betale abonnement.

Men uanset hvad, gættet er som følger:

Det, der foregår i Danske Bank lige nu er faktisk et bevidst forsøg på at køre hele banken i sænk udført af et lille antal personer helt oppe i toppen, som på en eller anden måde står til at opnå en stor personlig økonomisk gevinst ved på denne måde at ofre både banken, dens ry og alle dens menige medarbejdere. Hvis man er meget umoralsk og ellers er god til at leve i menneskenes verden, så vil det være muligt at få enormt meget ud af at gøre et eller andet ved resterne af banken, når den først er faldet. Lidt ligesom Richard Geres figur i Pretty Woman.

Chokolade fra fortiden

En særlig type chokoladekugler er tilbage. "Hasselnødder" fra "Scholetta", som blev solgt i Aldi i tidernes morgen, kan nu fås igen efter at have været væk i mange, mange år. Ja måske mere end ti år - hvem ved?

I forbindelse med Aldis julesortiment er chokoladenødderne kommet tilbage, sammen med nogle aflange chokoladekugler - som vel så ikke rigtigt er kugler - med mandler i.

Jeg har smagt kuglerne, og de smager godt, og det er yderst kærkomment, at de nu er til at få igen. Man kan måske frygte, at de kun vil være at finde i Aldi i månederne op til jul, men man kan måske alligevel tillade sig at håbe, at de kommer til at indgå i det faste sortiment igen.

Uanset hvad, så er det bare noget, der skal nydes. Chokoladelaget et meget tykt, og det smager fantastisk.

Sandheden

- Du tror ikke på Gud, vel?
- Nej. Altså ikke på den der kristne måde. Jeg synes faktisk det er ret latterligt at gå og tro på noget, der står i en flere tusinde år gammel bog. Det var jo en helt anden verden dengang det blev skrevet, det holder slet ikke i dag.
- Okay, men hvis du ikke tror, der er en Gud, tror du så på, at der er noget, der er "godt" og noget der er "ondt"?
- Ja, selvfølgelig.
- Okay, så selvom der ikke er en Gud Fader, der dømmer menneskene, så er det stadig ikke i orden at myrde folk for sjov skyld og at være led ved andre og sådan?
- Nej, selvfølgelig ikke.
- Men hvis det ikke er Gud, der ligesom har bestemt, hvad der er godt og ondt, hvem er det så? Man kunne måske sige, at et kristent menneske har en ide om, hvordan det er bedst at opføre sig, ud fra det, der står i Biblen og sådan. Men hvis du ikke tror på det, hvor ved du så fra, hvad der er godt og ondt?
- Altså det ved man jo ligesom bare. Altså, det er jo ikke fordi, at alt det, der står i Biblen er noget lort. Der er masser af det, der sagtens kan bruges. F.eks. det der med næstekærlighed. Man skal være gode ved hinanden. Og man skal hjælpe de svage.
- Og man skal elske sin fjende? Og vende den anden kind til, i stedet for at starte et slagsmål?
- Øh, ja, det tror jeg nok.
- Så de ting fra Biblen, som du synes er fornuftige, dem kan du altså godt bruge?
- Ja, det kan man godt sige.
- Så i virkeligheden er det ikke så svært at skelne mellem godt og ondt.
- Nej, vel?
- Hvis bare man bruger sin fornuft.
- Ja, nemlig.
- Så vi kan faktisk sætte lighedstegn mellem din personlige opfattelse af, hvad der er godt og ondt, og den endegyldige sandhed om, hvordan det forholder sig?
- Arh, det har jeg aldrig sagt.
- Vil du ikke give mig ret i, at det enkelte menneskes opfattelse af, hvad der er godt og skidt, afhænger af, hvor mennesket er født, i hvilken tid, og hvem, det har levet sammen med?
- Jo, det er klart. Arv og miljø og sådan.
- Så må der jo være nogle mennesker rundt omkring i verden, som er meget uenige med dig i, hvad der er godt og ondt.
- Ja, helt sikkert.
- Men hvordan kan det så være, at det lige præcis er din opfattelse, som er den rigtige, og ikke de andres?
- Altså hvis det er sådan noget med at tro, at det ikke er ondt, at sprænge andre mennesker i luften og sådan, så er det fordi de er hjernevaskede.
- Aha. Men hvordan kan du være sikker på, at du ikke også selv er hjernevasket af det samfund, du bor i og af de mennesker, du er vokset op sammen med, og de ting du læser i medierne? Der er sikkert en masse ting i din hverdag, som du godtager som absolutte sandheder, som slet ikke er til diskussion. Sikkert sådan noget med demokratiet og ejendomsret og sådan?
- Ja, selvfølgelig. Det er jo fordi jeg lever i et oplyst samfund, hvor vi måske er kommet lidt videre i udviklingen end andre steder i verden. Det er klart, at vi ikke skal bytte demokratiet, og friheden til at gøre, hvad vi vil, ud med præstestyre og streng religion.
- Og hvordan kan du være så sikker på, at den tankegang, du er opvokset med, er god, og at den tankegang, som er helt anderledes, er ond?
- Du kan jo selv se i nyhederne og sådan, at de mennesker, der lever i de dele af verden lider og er undertrykte. Og desuden er jeg et oplyst menneske. Jeg kan godt begå mig i verden og læse nyheder i medierne uden at lade mig påvirke af dem.
- Det kunne måske også være, at der simpelthen er flere sandheder i verden på samme tid? Det, der er godt og ondt for dig, er det måske ikke for andre?
- Måske. Det jeg siger, er i hvert fald sandt for mig.
- Men hvis din eviggyldige sandhed i sidste ende kun er sand for netop dig, hvordan kan du så bruge den til at dømme andre?

"Hjernevask"

Hvis der var kvinder i 1930'erne, der så datidens typiske kvindeideal som repræsentant for god og rigtig livsførelse, så var de hjernevasket. Det giver selvfølgelig sig selv, at hvis en kvinde ser det, at holde hus og at fremstille præsentable børn som sit kald, så er det fordi hun er hjernevasket. Man kan måske også sige, at kvinder i 1930'erne var påvirkede af deres miljø. Ligesom så mange andre var de præget af deres opdragelse og familie, såvel som af medier, mode og af pressen.

De holdninger, som i dag er udbredte blandt unge kvinder, som er børn af forældre, der enten er akademikere, eller ikke er det, og som måske går eller har gået på universitetet, de er på en helt anden måde sande. Det giver jo sig selv, at det, som en ung kvinde tænker om det gode liv, og som hun måske skriver på sin blog, eller måske ligefrem som et debatindlæg i en avis, det er noget, der udtrykker en evig og korrekt holdning til tilværelsen. Det kan selvfølgelig godt diskuteres, det er klart, ellers havde man nok ikke skrevet den som et debatindlæg, men mellem linjerne står det ikke til diskussion. Ligesom så mange andre er nutidige unge kvinder præget af deres opdragelse og familie, såvel som af medier, mode og af pressen. Mens denne påvirkning - så længe der er tale om gamle dage - er lig med "hjernevask", så spiller den selvfølgelig ingen rolle i dag. Nutidens skribenter hæver sig selvfølgelig over enhver form fra udefrakommende påvirkning, og holder sig til det sande og det objektive.

Her i vores nutid kan vi snildt gennemskue, at 30'er-kvinderne var hjernevaskede, men om 80 år vil man ikke se tilbage på 2012 og tænke, at folk fra vores tid var hjernevaskede. Nej, for vi er allerede nået frem til sandheden, og holdningerne og værdierne vil ikke længere ændre sig - det er der simpelthen ikke behov for.

Orden

"Jeg er egentlig en meget åben person, der går meget op i kultur, og føler, at vi alle kan lære meget af hinanden. Men jeg har det ikke godt med, at du er så forskellig fra mig; det passer ikke ind i min orden, mit verdensbillede. Jeg bliver nødt til at påpege over for dig, at du ikke er god nok, fordi du ikke er præcis ligesom mig, og jeg siger det på en måde, så det lyder som om, jeg siger det for din skyld. Men det gør jeg ikke."

To myter om universiteter

Myte 1: Kandidatreglen

Kan man studere videre, hvis man allerede har en kandidatgrad?

Der lader til at være mange folk, som har en ide om, hvordan det forholder sig, selvom de tilsyneladende ikke har gjort den store indsats for at få opklaret mysteriet.

"Hvis man har en kandidatgrad, kan man ikke få lov til at komme ind på en ny uddannelse overhovedet."

"Hvis man har en kandidatgrad, kan man ikke få lov til at tage en ny kandidatuddannelse (men man kan måske godt få lov til at tage en ny bachelor."

"Hvis man har en kandidatgrad, kan man godt tage en ny uddannelse, men så skal man selv betale for det."

Og så er der noget med, at Simon Spies havde både en kandidatgrad i psykologi og jura, og hvordan kunne det så passe?

Nå, men sagen er altså, at hvis man kigger på, hvad de forskellige universiteter i landet skriver om "kandidatreglen", så er der ingen af ovenstående udsagn, der passer. Det, som reglen går ud på er, at hvis man har en kandidatgrad og søger ind på en ny uddannelse, så kommer man automatisk bagerst i køen. Man kan altså kun komme ind, hvis der er ledige pladser. Så virkeligheden er altså langt mindre dramatisk end myten.

Myte 2: Bifag

"Jeg skal læse engelsk på universitetet."

"Okay. Engelsk og hvad?"

"Bare engelsk."

"Nej, det kan du ikke. Man kan ikke bare blive kandidat i engelsk, man skal have et bifag. Så du f.eks. bliver kandidat i engelsk og tysk."

"Nå for katten."

Hvor mon den myte egentlig kommer fra?

Det er sådan, at humanister typisk skal have et års såkaldt tilvalg - studier uden for hovedfaget - for at blive bachelorer. Det er så muligt at sammensætte nogle pakker, så man tager alle tilvalgsfag inden for det samme fag, og man kan også gå endnu videre og tage noget gymnasiesidefag, så man har et ekstra fag, man kan undervise i på gymnasiet. Men det er altså ikke noget krav, at man skal have "bifag" for at blive hverken bachelor eller kandidat. Det er ganske muligt at tage fire forskellige totalt urelaterede fag som tilvalg i stedet for et enkelt "bifag" eller "sidefag".

Behandling som fortjent

At mange mennesker har svært ved at få arbejde, er vel efterhånden blevet et ofte debatteret emne, men er der egentlig nok fokus på den status, man har, som undermenneske, når man er en af dem, der søger arbejde?

Meget kunne i hvert fald tyde på, at det ikke bare foregår i det skjulte, men at det nu til dags er helt acceptabelt at skilte med, at man ikke ser arbejdssøgende som mennesker, men derimod som en slags skidt, som kun har til formål at være til besvær. Den heldige blandt de arbejdssøgende, som rent faktisk får jobbet, bliver derimod straks ophøjet til menneske.

Det hele handler i virkeligheden om det problem, at man som arbejdssøgende ofte skal finde sig i, at arbejdsgiveren ikke vil fortælle en, om man har fået jobbet eller ej. Bevares, hvis der går lang tid, kan man selvfølgelig nok regne med, at man ikke har fået jobbet (selvom man dog ikke kan være sikker på dette), men det er jo i alle tilfælde rart at få det afklaret, at man ikke har noget i vente.

Selvom der kan gå flere måneder, før man får et afslag på en jobansøgning – uanset hvor kvalificeret, man ellers måtte være – så ligger det selvfølgelig i luften, at man på et tidspunkt får sit afslag. Om ikke andet, så for en god ordens skyld. Hvorfor? Fordi, når en arbejdsgiver annoncerer en stilling, og derved beder de arbejdssøgende om at henvende sig, så er arbejdsgiveren som pænt, ordentligt og høfligt menneske – som arbejdsgivere jo er – selvfølgelig forpligtet til, at behandle alle seriøse jobansøgere pænt, og meddele dem, om de har fået eller ikke har fået stillingen. Det giver sig selv. Der findes nok jobsøgende, som har oplevet, at de aldrig får svar, dvs. afslag, men den slags sager må selvfølgelig skyldes, at arbejdsgiveren i sin travlhed har glemt at sende afslag ud. Den slags kan jo ske.

Virkeligheden er derimod en anden. Hvis man f.eks. kunne tænke sig at arbejde som administrator på en ambassade, kan man nederst i jobannoncen, blandt diverse meningsforstyrrende stavefejl, læse følgende: ”We will only contact the applicants selected for interview”. Hvis man ikke får jobbet, har man altså ikke fortjent at få det at vide, men kan derimod roligt fortsætte sin dagligdag i lykkelig uvidenhed.

På den ene side, er det selvfølgelig flot, at de åbent skriver, hvordan de ser på jobsøgende, og ikke prøver at camouflere deres adfærd som en fejl. På den anden side er det ganske skræmmende at se et sådant menneskesyn på skrift, skrevet som om, det er i orden at se på arbejdssøgende på den måde. Den heldige arbejdssøgende, der får det fine job med en hel times frokostpause, kan jo prise sig lykkelig over at blive ophøjet til menneskestatus, men samtidig kan han måske se frem til, at hans nye arbejdsgiver forlanger, at han skal blive ligesom de andre mennesker.

Tankeeksperiment om arbejde og om at være noget værd

Jeg må indrømme, at jeg tit kigger på Politikens hjemmeside, så min opfattelse af, hvad der bliver snakket om i samfundet er dybt påvirket af, hvad folkene derinde lige har valgt at lægge på hjemmesiden.

Har Politiken og dens læsere noget definerbart ståsted? Der har været noget med, at den er "venstreorienteret", hvilket avisen selv engang forsøgte at bruge på en åh-så-charmerende og selvironisk måde. Det var noget med, at man kunne bestille abbonement på "venstreorienteret humanistpladder" eller noget i den stil.

Der er også nogle, der mener, at Politiken er "de Radikales talerør". Hvem ved, om det passer, og hvad det vil sige. Uanset hvad, har der i hvert fald flere gange været noget debat derinde med noget med fattigdom og arbejdsløse, og en masse læserkommentarer. Og det har åbenbart vist sig, at størstedelen af de læsere, som morer sig med at skrive kommentarer til online-artikler ikke har den store sympati for arbejdsløse mennesker, som synes, de selv har det hårdt, og som siger at det er svært, at få arbejde.

Man kan altid få et arbejde. Lad være med at stille så høje krav til et intellektuelt stimulerende arbejde. Bare find et eller andet. Du er slap og ynkelig, osv osv.

Det er næsten altid sådan, at folk, der har et job, synes, at det er meget let at få job, mens det er de færreste, der ikke har job, der synes, at det forholder sig på den måde.

Ligger der mon noget i det? Har det noget at gøre med den der onde cirkel med, at den eneste måde, man kan få job på, er ved allerede at have et job på sit CV? Jeg ved det ikke.

Noget andet, man kunne vrøvle lidt om i sådan et blogindlæg her, ville være det med hakkeordenen. Hvis man har et job, har man lov til at hakke på dem, som ikke har et job. De bidrager jo ikke til samfundet. De er usle, og en lille smule onde, faktisk, for de nasser jo. Og de gider jo ikke finde et arbejde. Hvis man har et arbejde, er man altså tilsyneladende mere VÆRD end en, som ikke har et arbejde. Og det er sikkert også rimeligt nok. Der kan vel opstilles tusindvis af årsager til, hvorfor det forholder sig sådan. At tage vare på sig selv. At bidrage til "fællesskabet" (men dog et fællesskab, hvor man foragter dem, som man mener bidrager mindre end en selv). Og så videre og så videre.

Men uanset hvor meget de arbejdende foragter de arbejdsløse, er der så ikke én ting, som de arbejdsløse faktisk giver til de arbejdende? Netop et "helle". Så længe der findes mange arbejdsløse i samfundet, så bliver man helt automatisk noget værd, fordi man har et arbejde. Det er fuldstændigt ligegyldgt, om man er en sygeplejerske, der passer syge og lidende mennesker, en forsker, der opfinder kure mod sygdomme, en brugtvognsforhandler, der sælger ødelagte biler til overpriser, eller en advokat, der sørger for, at skruppelløse virksomheder kan hive flere penge ud af statskassen, end hele den samlede mængde af arbejdsløse nogensinde kunne drømme om.

Er man beskæftiget, får man disse gratis point. Er det noget værd? Giver det noget?

Hvad nu hvis alle havde jobs. Når man læser de nedladende bemærkninger fra de hårdtarbejdende til de arbejdsløse om, hvordan de bare skulle tage at tage sig sammen, så må det vel antages, at disse ønsker et samfund, hvor alle har arbejde.

Men hvad ville der så ske? Hvem skal så være underklassen? Hvem har man så lov til at hakke på? Ville man så blive nødt til at lave et nyt hierarki? Måske skulle man så til at vurdere menneskers værdi alt efter hvor meget deres arbejde rent faktisk bidrager til menneskeheden? For så ville reklamemanden vel egentlig ikke længere kunne hakke på nogen som helst? Og hvad skulle han så stille op? Ville det så alligevel være mere udholdeligt, at leve med tanken om, at en eller anden hæver kontanthjælp hver måned?

Europagt

Det er sjovt, sådan noget med EU. Når politikerne, som jo stort set alle sammen altid er for ALT hvad der kommer fra EU, skal udlægge sagerne, så er det altid så håbløst enkelt. "Selvfølgelig" skal vi det ene, og "selvfølgelig" skal vi det andet.

"Selvfølgelig skal Danmark med i [indsæt økonomisk aftale]. Ellers får vi ikke lov til at sidde med ved bordet, når Tyskland fortæller, hvordan Europa skal regeres."

"Hvorfor er det så vigtigt at sidde ved det bord?"

"Jamen det giver jo sig selv."

"Selvfølgelig skal Danmark med i euroen. Ellers vil Danmark sakke håbløst bagud i forhold til de andre Eurolande, såsom Grækenland og Italien."

10 år senere:
"Har udviklingen indtil nu ikke bevist, at du ikke anede, hvad du talte om dengang?"

"Nej, for selvfølgelig skal Danmark med i euroen."

"Jamen hvorfor?"

"Fordi det er fuldstændigt afgørende, at Danmark kommer med."

"Synes du ikke det er problematisk, at der i den nye traktat på side [x] står, at Danmark nu ikke længere kan [sådan-og-sådan] og til evig tid er bundet til [det-og-det]?"

"Det ved jeg ikke, jeg har ikke læst traktaten, jeg reklamerer bare for den."

... men det var et sidespring.

Nu er der jo en ny EU-aftale på vej, som åbenbart gør, at hvis et land ikke fører økonomisk politik på en måde, som EU har bestemt, så indfører de sanktioner. Helle og Lars synes åbenbart det lyder fantastisk. For som Lars siger:

»Nu er der en aftale. Og hvis vi ikke tilslutter os den, så sender vi et mærkeligt signal til omverdenen om, at vi vil forbeholde os retten til at føre uansvarlig økonomisk politik, og det er altså et dumt signal at sende«.

Og det lyder vel nok fornuftigt. Men sender det ikke OGSÅ et signal om, at vi synes det er en god ide, at EU skal bestemme mere og mere? Er der virkelig slet ikke antydningen af, at det her kunne blive en glidebane, der bare gør det nemmere at indføre den næste traktat, hvor Danmark ikke længere selv må bestemme, hvor længe diskotekerne må have åbent og hvor meget kaffe, folk må drikke. Er det ikke en mulighed, at Danmark også fremover fører "ansvarlig økonomisk politik" bare fordi vi gerne VIL, og ikke fordi det er noget, EU tvinger os til? Sådan så vi altid har MULIGHEDEN for at gøre noget andet, når det pludselig viser sig, at alt det, som økonomerne tror lige nu, er helt forkert.

Er det virkelig så utroligt enkelt og så utroligt klogt, at binde sig til altid at gøre tingene som det ufejlbarlige EU vil? Det er det åbenbart.

Tænketanke

Jeg har aldrig forstået det der med at have en "tænketank" som arbejder ud fra et forudbestemt politisk udgangspunkt.

"Den liberale tænketank CEPOS", "centrum-venstre tænketanken CEVEA".

Folk kan selvfølgelig tænke præcis, hvad de vil, men det underlige ligger i, at de her tænketanke hele tiden bliver beskrevet som om de var videnskabsmænd.

Det er altid noget i stil med: "En-eller-anden-politisk-påstand, mener den liberale tænketank CEPOS". Og sjovt nok er det altid et eller andet, som passer besynderligt godt sammen med det som Venstre - Danmarks Liberale Parti - mener.

Men hvorfor er det interessant, hvad nogen som helst tænketank mener, når der i tænketankens navn i forvejen står, hvad denne tænketank mener om hvad som helst i hele verden?

"... viser en undersøgelse som den liberale tænketank CEPOS har lavet. Undersøgelsen viser, at liberal politik er vejen frem".

Men hver eneste gang står der jo mellem linierne: "En undersøgelse, som den liberale tænketank CEPOS har lavet, hvor det på forhånd var besluttet, at lige meget hvad, skulle konklusionen være, at liberal politik er vejen frem".

"Selskabet-for-at-Jorden-er-universets-centrum har lavet en undersøgelse, der, utroligt nok, peger på, at Jorden er universitets centrum". Det er jo lige til forsiden.

Verdens undergang

Verden er tilsyneladende ved at gå under.

Ingen kan forklare ret meget om hvorfor.

I gamle dage, i årtiet før dette, gik det "godt" i Danmark

Det sagde Anders Fogh selv.

Dengang gik alting opad.

Også huspriserne, vist.

Folk som Asger Aamund, der aldrig har tjent penge

Og aldrig har haft penge

Regerede som de rigeste mennesker i verden.

Nu har man så fundet ud af, at Asger ingenting har

Og ingenting kan.

Og så er verden ved at gå under.

Det eneste, der kan redde de enkelte lande er

Hvis et firma, der hedder "Standard & Poor's"

- som ingen nogensinde har hørt om -

Beslutter, at Grækenland alligevel ikke er C

Men derimod CC.

Der var engang

Hvor verdens undergang havde noget med Gud at gøre.

I dag taler man ikke så meget om Gud på TV.

Men hver dag, til sidst i udsendelserne

Er det vigtigt lige at få på plads

Om Standard & Poor mener at verden går under i dag

Eller først i morgen.

Tilbage til 30'erne

Jeg vil aldrig nogensinde kunne forstå, hvordan man på den ene side kan være varm tilhænger af en regering, der bruger milliarder og atter milliarder af kroner på at føre mere eller mindre ulovlige angrebskrige i demokratiets navn, samtidig med, at man i avisen derhjemme opfordrer til at afskaffe demokratiet, så den rigeste del af befolkningen kan få flere penge, og derved råd til det femte sommerhus i udlandet.

Hvordan kan man sidde i en magelig stilling som lektor på Syddansk Universitet - som vist nok er offentligt - og foreslå at inddele i befolkningen i over- og undermennesker, alt efter hvad de tjener, med den begrundelse, at velfærd og omsorg for de svage i samfundet er "perverst og ukristeligt" [kronik i Berlingske, 19/8 2011]. Er det virkelig muligt, som menneske, at være så forhippet på lige at få det ekstra udbetalt, at man ikke sidder med en dårlig smag i munden, efter at have påstået, at Jesus Kristus' plan var at gøre aristokraterne rigere og efterlade pøblen i sølet? Ja, det er åbenbart ganske muligt. Bevares, det er selvfølgelig heller ikke noget nyt, at bruge kristendommen som undskyldning for at begå uhyrlige handlinger.

"Giv statsministeren mere magt, så han kan nedlægge veto mod folketingets beslutninger." "Tag stemmeretten fra folk, der ikke er rige." "Danmark skal være mere som Kina" (selvom vi selvfølgelig konstant fordømmer alt, hvad Kina gør).

Hvordan kan det danske samfund være kommet så langt ud, at debattørerne i de største aviser seriøst gerne vil bytte demokratiet ud med et samfund, der minder som en blanding af Tyskland i 1930'erne, Japan i 1910'erne og det gamle Romerrige? Hvordan kan det nogensinde virke som en god ide?

EU kan ikke lide snus

Tænk, at EU har forbudt snus. Og nu er "EU", som ikke rigtigt består af mennesker, men som bare er et "system", der er blevet levende, utilfreds med, at Danmark ikke håndhæver forbuddet mod snus.

De danske politikere troede åbenbart, at Danmark af kulturelle årsager havde en undtagelse for forbuddet mod snus, ligesom Sverige. Men det er åbenbart blevet ophævet for næsten 10 år siden, og det havde de danske politikere åbenbart ikke lagt mærke til. Det er jo også svært, at holde sig opdateret på EU-fronten, når man bruger al sin tid på at presse danskerne til at stemme "ja" til alt, hvad EU foreslår.

EU synes åbenbart også, at Danmark bør afskaffe alt, hvad der hedder tobak, inden 2040. Det er jo dejligt nemt at sige for folk, der regner med at være døde - måske af tobak - til den tid.

Men hvor går grænsen? Skal ALT, hvad en eller anden kan påvise som sundhedsskadeligt, forbydes? Havregryn er jo åbenbart kræftfremkaldende, fandt en eller anden ud af. Skal det så forbydes? Og skal alle havreprodukter være ude af EU inden 2050? Eller måske allerede i 2030? Kaffe bliver vel i øvrigt forbudt inden havre.

Lige nu ville folk jo bare le, hvis der stod i aviserne, at EU ville forbyde kaffe. Men når først alle har vænnet sig til at snus, tobak og kanel er forbudt, så bliver det vel nemmere at sluge, når kaffen også forbydes.

Først kom de for at tage snusen, men jeg protesterede ikke, for jeg tog ikke snus.

Så kom de for at tage tobakken, men jeg protesterede ikke, for jeg røg ikke.

Da de kom for at tage kaffen, var der ikke flere tilbage til at protestere.

Det er meget sjovt, at alle de der politikere, der kalder sig selv liberalister, synes at EU er så fantastisk. Det er godt nok svært, at få øje på det fantastiske.

Det er episk

"Metal Gear Solid 2 var seriens svageste led. Etteren var derimod episk".

Det er interessant, at det efterhånden er blevet ret almindeligt at kaste rundt med ordet "episk", når et eller andet skal vurderes. Især fordi ordet næsten altid bruges på en måde, som er fuldstændigt meningsløs. Selvfølgelig er dette indlæg det rene ordkløveri fra min side, og der går da sikkert heller ikke lang tid før sprognævnet giver ordet "episk" en ny betydning, men så længe dette ikke er sket, tillader jeg mig at kløve ord.

Lad os starte med at kløve sætningen, som jeg indledte indlægget med. Jeg har godt nok lavet lidt om på udsagnet, for at camouflere, hvor det kommer fra, men essensen er uforandret.

Nu antager vi, at ordet "episk" bliver brugt i betydningen "episk":

Når der står "Etteren var derimod episk" må vi antage, at Metal Gear Solid 2 ikke var episk. Når noget er "episk" vil det sige, at det har karakter af et epos, og derfor indeholder en fortælling.

Forfatteren siger altså: Metal Gear Solid 2 var en skuffelse, og indeholdt ikke en fortælling. Metal Gear Solid 1 indeholdt derimod en fortælling.

Eftersom både Metal Gear Solid 1 og 2 begge er forholdsvis historiedrevne, og egentlig minder enormt meget om hinanden på det punkt, er det på alle måder meningsløst at påstå, at 1'eren er episk mens 2'eren ikke er det.

Det hele skyldes selvfølgelig, at når forfatteren bruger ordet "episk" er det med en forestilling om, at betydningen er en af de tre følgende:

Storslået

På engelsk er en "Epic film" tilsyneladende det, der på dansk kaldes en "storfilm" som tit er meget dyre og storslåede, og hvor der er meget af alting. Problemet med denne brug af ordet "episk" er hovedsageligt, at "episk" ikke betyder "storslået". Så kan man øge forvirringen ved at sige: Hov hov! Odysseen og Illiaden er da "episke". Og de er da storslåede ikke sandt? Så derfor betyder "episk" det samme som "storslået". Odysseen og Illiaden bliver rigtignok omtalt som "episke digte", men det er ikke det, at de er episke, der gør dem storslåede. Det er historierne indhold, der kan siges at gøre dem storslåede.

Dramatisk

En anden brug af "episk" er i betydningen "dramatisk", eller simpelthen bare "spændende". En sætning som: "Neverwinter Nights er ikke nær så episk som Baldur's Gate" kunne måske hentyde til, at man godt kunne tænke sig flere dramatiske begivenheder, f.eks. i form at skænderier mellem figurerne og nogle følelsesladede opgør mellem helte og skurke og så videre. Det største problem med at bruge "episk" i betydningen "dramatisk" er, at de to ord faktisk kan siges at være deciderede modsætninge, fordi "epik" og "dramatik" står over for hinanden som to forskellige hovedgenrer.

Godt

Den allermest simple brug af "episk" er vel når ordet bare bliver brugt til at fremhæve, at noget af "godt", uden at det skulle være godt på nogen bestemt måde. I dette tilfælde vil det nok være bedst at holde sig til ordet "godt", fordi "episk" ikke er noget værdiladet ord, men bare en slags genrebeskrivelse, selvom der selvfølgelig kan være masser af subjektive holdninger til, hvad der hører ind under hvilke genrer, og så videre og så videre.

Lad os slutte med at lege med nogle nye sætninger:

"Tetris er ikke spor episk. Det indeholder ikke snerten af en egentlig fortælling."

"Oblivion har en stor verden, man kan gå rundt i, men dialogen i spillet er godt nok ikke særligt dramatisk. Det virker mest som nogle tomme masker, der står og taler med sig selv."

"Fallout 3 slutter meget brat. Jeg kunne godt savne en mere storslået afslutning på historien".

"The Witcher 2 virker meget dramatisk i forhold til f.eks. Dragon Age, men begge spil er så afgjort lige episke".

... og sådan bliver det ved i en uendelighed.

Taxameter

Det er meget sjovt, at "taxametersystemet" på uddannelsesinstituioner stadig gælder. Det kan være svært at forestille sig, hvem der egentlig nogensinde har syntes det var en god ide. Man kan læse alt om systemet her, hvis det skulle have interesse.

Hvorfor skriver jeg nu om dette emne igen? Ja, det er vel fordi det er omkring 5 år siden sidst, og intet har tilsyneladende ændret sig.

I bund og grund går systemet jo bare ud på, at universiteterne, og åbenbart også andre uddannelsesinstitutioner, får penge pr. bestået eksamen. Hvis en elev dumper et fag, får skolen ikke penge. Hvis skolen ikke får så mange penge som tidligere, så bliver de jo nødt til at skære ned på et eller andet; formentlig antallet af ansatte. Det vil altså sige, at en underviser, der dumper en elev, bidrager til at fyre sig selv.

Den sidste sætning ville vel være det mest overbevisende argument for IKKE at bruge et sådant system. Men det er åbenbart ikke et problem. Og systemet blev indført. Det kan virke fuldstændigt uforståeligt, at det system skulle gavne nogen som helst. Men politikerne har jo den der indsigt, som andre mennesker ikke har, og de kan se et eller andet genialt ved systemet der gør, at de bare fejer al kritik væk, uden at komme med ret mange modargumenter. "Nej, vi skal ikke have et nyt system". Og det er tilsyneladende ligemeget, om det er en venstremand eller en socialdemokrat, man spørger.

Universiteternes faglige stolthed gør selvfølgelig, at ingen kunne drømme om, at lade nogen bestå, som ikke burde bestå. Selvfølgelig. For universitetslærere er jo overmennesker. Overmennesker af den slags, der sætter moralske overvejelser over alt andet, og som med glæde ofrer deres egen sikre, magelige stilling for den gode morals skyld. Naturligvis.

Og det, at man bruger eksterne censorer gør jo, at selvom det skulle være rigtigt, at universitetslærerne bliver beordret af ledelsen til, ikke at lade nogen dumpe, så skal karaktererne nok blive uddelt retfærdigt. Her glemmer man jo så at undersøge, om det kunne være, at censorerne også bliver beordret til ikke at lade nogen dumpe. Men det gør de jo ikke, vel? Det kan simpelthen ikke være rigtigt. Nå, okay, jamen så lad os lade, som om, det ikke er sandt.

Så systemet må altså være indført, fordi der hersker en overbevisning i folketinget om, at lærere er overmennesker.

Alle, der nogensinde har haft en lærer, ved, at lærere ikke er overmennesker.

De eneste, jeg kan forestille mig, har glæde af taxametersystemet, er undervisere og administratorer på skoler af tvivlsom kvalitet, som ved til evig tid at lade alle bestå, sikrer livslang beskæftigelse i ro og mag. Men det må så åbenbart også være i statens interesse.

Og desuden: Hvis en eller anden dekan kan blive ved med at henvise til, at de danske universiteter ligger pænt, på en eller anden Top-100 liste, som aldrig bliver undersøgt i sømmene, kan der selvfølgelig ikke eksistere noget problem.

Anekdote om cheeseburgere

... og så var der den om damen, der gik ind på McDonald's og sagde: "Jeg skal have to gange to cheesebugere". Da den logisk tænkende ekspedient gav hende fire cheeseburgere, blev hun utilfreds, og sagde: "Jeg sagde to gange to cheeseburgere", og gik så med sine fire, og ikke to gange to, cheesebugere.

Mit gæt er, at hun ville have haft to poser med to cheeseburgere i hver pose. Men hvorfor? Og i øvrigt: Hvem ved?

Kort sagt

"Her er jeg. Hvad synes I om mig?"

Tegneseriepolitik 2011 - eller genialt påhit?

Der findes nogle vise ord, som jeg ikke har fundet på, der taler om, hvornår noget er værd at sige. Det er noget med, at hvis man skal holde en tale til en virksomhed eller noget i den stil, så er der en øvelse, man kan lave, for at teste, om talen er fuldstændigt meningsløs. Øvelsen går ud på, at man skal vende talens budskab 180 grader, og se, om det, der kommer ud af det, er fuldstændigt vanvittigt. Hvis det er tilfældet, bør man overveje, om talens oprindelige indhold i virkeligheden er så uinteressant, at det ikke er værd at sige.

Det oprindelige eksempel er vist noget med, at talens budskab var: I fremtiden skal vi blive mere effektive. Vi skal blive dygtigere. Og vi skal være gode kolleger for hinanden.

Det omvendte ville altså være: I fremtiden skal vi blive mindre effektive. Vi skal blive dårligere til vores arbejde, og skal være dårlige kolleger for hinanden.

Den omvendte tale er vanvittig i den forstand, at ingen ville holde sådan en tale. Ingen ville påstå, at det var deres mål for virksomheden. Dette skulle altså "bevise" at den oprindelige tale er så intetsigende, at den ikke er værd at holde.

Det er selvfølgelig ikke sådan, at en tale derfor nødvendigvis skal være meget provokerende og farlig og alt muligt, men hvis en hel tale består af ting, der er åbenlyse og uinteressante, så er det næppe nogen særlig god tale.

Spørgsmålet er, om øvelsen ikke også kan anvendes i politiske kampagner. Lad os prøve, at vende Lars Barfoeds ord om.

Omvendt budskab: "Det gør mig glad, når jeg hører om f.eks. hjemmerøverier. Det er ikke en krænkelse af den personlige frihed, at blive truet i sit eget hjem."

Det omvendte budskab virker vanvittigt. Ingen politiker ville sige det. Altså er Barfoeds udtalelse fuldstændigt uinteressant.

For en god ordens skyld, vender vi også lige om på en anden af hans plakater.

Omvendt budskab 2: "Det er min erfaring, at børn møder livet med nysgerrighed og lærelyst. Det skal folkeskolen tage fra dem."

Igen, vanvid, hvis det vendes om.

Men inden nogen udnævner Lars Barfoed til at være dårlig til at lave valgplakater, så lad os lige lade den stå i et par måneder, og overveje, om kampagnen i virkeligheden er genial på et eller andet plan, ligesom de der reklamer for Kinder Mælkesnitter og Kinder-æg.

For at indlægget ikke skal blive for kort, så prøver vi lige testen på et andet politisk budskab.

Der var for nylig nogen der sagde noget i denne stil:

"Der skal laves en lov, der forbyder supermarkederne at sætte store mængder slik på tilbud. Staten skal kontrollere, at folk ikke spiser store mængder slik."

Hvis man vendte budskabet om, ville det lyde:

"Der skal ikke laves nogen lov, der forbyder supermarkederne at sætte store mængder slik på tilbud. Staten skal ikke kontrollere, om folk spiser store mængder slik."

Det her har intet at gøre med, at være enig i det forslag eller ej (hvilket jeg ikke er), men som politisk budskab er det langt mere interessant, fordi det modsatte budskab ikke er fuldstændigt vanvid. I hvert tilfælde ifølge den test.