Sunday, August 29, 2010

Om "Lorte-Køge"

For visse mennesker, der boede længere ude på landet end Køge, og som til tider - eller ofte - tog toget til og fra København, var Køge kendt som "Lorte-Køge". "Lorte-" var her blot i betydningen "dårlig", og det skyldtes, at hvis togene ikke passede sammen, kunne det blive nødvendigt at vente i lang tid i Køge, som altså gik for at være et kedeligt sted at vente. "... og så skulle jeg vente en hel time i Lorte-Køge" er et relativt kendt citat.

Det skal dog siges, at folk, der selv bor i Køge, og som har set mere end området umiddelbart ved siden af stationen, lader til at være mere begejstrede for byen, end de gennemrejsende, og når de omtaler byen som Lorte-Køge, er det en anden form for lort, der er tale om.

I løbet af de sidste fire år, har der nu tre gange været rod med vandledningerne, forstået sådan, at nogen har forbundet drikkevandet med spildevandet, så der er kommet afføring - eller "lort" - i vandet.
Derfor burde de fleste være i deres gode ret til at kalde Køge for "Lorte-Køge", også selvom byen måske ikke nødvendigvis er mere kedelig end nogen andre steder.

No comments: