Grønne kugler

Så er der godt nyt for alle julekugleelskere. De flygtige grønne julekugler er observeret i julestemningens "højborg" - Magasin!

De grønne kugler har ikke været til at opstøve på almindelig vis de seneste mange år, men nu lader de til at være tilbage. Dette er godt nyt for alle, der gerne vil dekorere deres juletræ med grønne kugler, men måske også for elskere af BLÅ julekugler, for det er måske ikke umuligt, at denne accept af grøn som julefarve også kunne bane vejen for den blå farve.

Blå og grønne julekugler i fornuftige størrelser (det vil sige hverken meget små eller meget store) har indtil nu nærmest kun kunnet opstøves i antikbutikker, som gerne tager 50 kr for et stykke 50 år gammelt julepynt, men nu er situationen forhåbentlig ved at vende!

Det tegner til at blive en god jul!

Kuglerne på billedet er i øvrigt ikke fra Magasin - det er bare et tilfældigt billede, som jeg lige fandt.

Så er det jul

Ja, så er det jul, i den forstand, at supermarkederne er begyndt at sælge julesager, heriblandt juleslik og konfekt og kager og den slags. Heriblandt marcipansnitter, som ses på billedet ovenfor.

Jeg spottede juleslikket for første gang d. 25. oktober, og det passer jo meget godt med, at der er to måneder til jul. Jeg tror hverken, det er tidligere eller senere, end det plejer.

Lad os tale lidt mere om marcipansnitter, som jo nemt kan laves selv, men som altså også kan købes, og som fås både med og uden nougat.

Udover Anthon Berg-udgaven på billedet, kan man også få marcipansnitter fra "Curre" og fra "Sukkermøllen", som begge er en smule billigere, men ikke vanvittigt meget billigere, end Anthon Berg. Hvad, der smager bedst, er vist ret individuelt.

Eftersom jeg selv er vokset op med "hjemmelavede" marcipansnitter, blev jeg faktisk lidt chokeret, første gang, jeg blev budt en "købt" marcipansnitte. Men nu har jeg efterhånden vænnet mig til tanken.

Mange 10-taller

Så er datoen sør'me d. 10/10 - 10. Og om et lille kvarter er klokken så 10:10:10.

Egentlig meget ligegyldigt, men det er da også meget sjovt med alle de titaller.

Moralsk habitus

Har I set Tv for nylig? Ja? Så har I måske også set nogle af de der debatprogrammer? Sådan noget som Deadline på DR2?

Her på det sidste har der været en masse sager med politikerne, som ikke har orden i deres privatliv. Der er noget med Helle og noget skat, og noget med Lene og noget ferie, eller noget i den stil.

Det har så ført til, at nogle selvudnævnte kloge mennesker skal diskutere på Tv, om politikerne nu er gode nok. For der er jo noget med, at politikere helst skal have god moral. De skal helst opføre sig rigtigt, det vil sige de skal være ærlige, de skal ikke være hyklere, de skal ikke tage politiske beslutninger for at fremme sig selv, men skal i stedet handle ud fra overbevisning og gøre, hvad de mener er rigtigt og godt for samfundet.

Det sjove er, at folkene på Tv - og det er altså både debattørerne og værten - ikke taler om "moral", men om "moralsk habitus". Det, de egentlig taler om er bare "moral" i sig selv, men det er godt, at de siger "habitus", for så kommer programmet op på et rigtigt højt niveau. Det er også meget sjovt, at selv hvis der skulle være en debattør, som bare havde tænkt sig at tale om moral, så er det jo svært at gå "tilbage" til at tale om moral, når nu modparten allerede har vist, at han eller hun også behersker denne "habitus". Og hvem vil dog være den stakkel, der på landsdækkende Tv indrømmer ikke at kende forskellen på moral og moralsk habitus.

Jeg anerkender selvfølgelig, at udtrykket "moralsk habitus" eksisterer, og alt det ovenstående tyder måske i virkeligheden bare på, at jeg er sur over, at jeg ikke har styr på habitus.

Om "Lorte-Køge"

For visse mennesker, der boede længere ude på landet end Køge, og som til tider - eller ofte - tog toget til og fra København, var Køge kendt som "Lorte-Køge". "Lorte-" var her blot i betydningen "dårlig", og det skyldtes, at hvis togene ikke passede sammen, kunne det blive nødvendigt at vente i lang tid i Køge, som altså gik for at være et kedeligt sted at vente. "... og så skulle jeg vente en hel time i Lorte-Køge" er et relativt kendt citat.

Det skal dog siges, at folk, der selv bor i Køge, og som har set mere end området umiddelbart ved siden af stationen, lader til at være mere begejstrede for byen, end de gennemrejsende, og når de omtaler byen som Lorte-Køge, er det en anden form for lort, der er tale om.

I løbet af de sidste fire år, har der nu tre gange været rod med vandledningerne, forstået sådan, at nogen har forbundet drikkevandet med spildevandet, så der er kommet afføring - eller "lort" - i vandet.

Derfor burde de fleste være i deres gode ret til at kalde Køge for "Lorte-Køge", også selvom byen måske ikke nødvendigvis er mere kedelig end nogen andre steder.

Om sedler, krone og euro

Det er sikkert både åbenlyst og sagt mange gange før, men jeg synes alligevel, at jeg vil nedskrive denne forudsigelse inden den bliver en realitet.

Forudsigelsen lyder, at de nye danske pengesedler er blevet indført for at gøre det lettere for politikerne at få indført euroen i Danmark. Det er jo ingen hemmelighed, at langt de fleste politikere; ja faktisk alle, pånær det yderste venstre og det yderste højre, ønsker at indføre euroen og afskaffe kronen. Sågar de, som kalder sig socialister. Samtidig har det så vist sig, at det indtil videre kun har været lige under halvdelen af befolkningen, som delte den holdning.

I stedet for at dvæle ved politikernes personlige og økonomiske interesser i at få gjort EU så magtfuldt som muligt, så de i fremtiden kan få deres særdeles velbetalte stillinger i bureaukratiet, vil jeg i stedet gå videre til selve sedlerne.

Mange forestiller sig måske, at der ofte er et billede af en eller anden person på en pengeseddel. I USA er der jo Franklin og co., mens andre lande har Dronning Elizabeth og så videre. I Danmark har der også i lang tid været forskellige kendiser på pengesedlerne. Senest Karen Blixen, Carl Nielsen, Niels Bohr, Johanne Louise Heiberg og et par skagensmalere. Men alt dette lader til at være slut. I stedet er der kommet noget så spændende som broer på de nye sedler. Designet er også blevet simpelt, med ikke ret stærke farver. Ja, for at sige det som det er, så ligner de nye pengesedler næsten euro-sedler til forveksling. Prøv bare at sammenligne de to sedler under denne tekst:

Et billede af et stykke kold arkitektur med lidt mørkere baggrund end resten. Et hvidt felt ude i siden. En simpel skrifttype, som bare skriger med sin simplicitet.

Da jeg satte mig for at skrive dette lille indlæg, vidste jeg faktisk ikke engang, at der også er noget, der ligner en bro på 5-euro-sedlen. Det får den jo til at ligne endnu mere.

Lad os fortsætte argumentationen lidt. Det skulle forholde sig således, at brugen af de nye pengesedler gør, at når den næste euro-afstemning kommer, så vil danskerne komme til at føle, af euroen nærmest er familiær. "Nå, ja, det er jo næsten det samme, som vi har haft i så mange år. Så kan vi vel roligt skifte". Hvis man lavede afstemningen mens vi havde kendte danskere på sedlerne, skulle frygten være, at folk tænkte: "Ej, vi har jo altså en vis national identitet. Se bare Niels Bohr her. Hvis vi skal til at bruge de der grimme, upersonlige euro-sedler, så går det hele jo tabt. Vi må hellere beholde kronen".

Nogle vil måske mene, at selv de danske politikere ikke ville iværksætte noget så kosteligt, som at indføre nye pengesedler, bare for senere at få indført euroen. Og det kan da også godt være. Jeg er dog næppe i live, når den historiebog, der afdækker sandheden, engang bliver skrevet.

Og hvis der alligevel bare skal bruges penge, så synes jeg da ligeså godt, at man med det samme kan gå i gang med at designe nogle nye pengesedler med mennesker på. Ghita Nørby er sikkert en af de første, der ville komme på en sådan seddel, men for sjov skyld, har jeg til denne illustration valgt en af "boblerne".

Det kunne blive en vild og farverig tid. Men det bliver det måske ikke.

Om retorik

For retorikken er tre begreber - etos, logos og patos - vigtige.

Ligeså vigtige, omend langt mere oversete, er imidlertid Athos, Porthos og Aramis.

Det er GG hvis skiltet ikke bliver sat

Noget kunne tyde på, at ovenstående billede stammer fra en Føtex. Gad vide hvilken Føtex?

Dagens brok har at gøre med supermarkeder. Det må da være meningen, at man skal lægge "næste kunde"-skiltet efter sine varer, og ikke før. Forstået på den måde, at den bedste fremgangsmåde da må være, at når jeg har lagt alle mine varer op på båndet, så markerer jeg overfor den næste i køen, at jeg er færdig, ved at lægge skiltet op. Det kan da ikke være den næste kunde, der skal afgøre, hvornår jeg er færdig, og så lægge skiltet op inden han begynder.

Faktisk svarer det ret meget til brugen af forkortelsen "gg" som vist oprindeligt betød "good game", og som var noget, taberen af et onlinespil skrev til sin modstander for at markere, at han gav fortabt. Deraf: "Good game. Tak for kampen. Jeg har tabt. Farvel." Men ligesom så meget andet, gik der hurtigt rav i den, og der gik ikke længe før folk begyndte at skrive "gg", når de mente, at de havde vundet. Derfor kom det altså til at blive: "Good game. Jeg har tydeligvis vundet. Du har tabt. Skrid med dig, så jeg ikke behøver smadre alle dine bygninger for at få mit win".

Eftersom de fleste onlinespillere er særdeles ubehagelige, og meget usportslige, kunne det tit være en ubehagelig oplevelse, at blive udsat for dette "gg". Det mindste og mest ubetydelige sammenstød med fjenden kunne føre til et "gg", som kom til at fungere som en grum provokation.

Så for lige at trække den tilbage til supermarkedet: Hvis kunden foran ikke selv lægger skiltet, så er det altså op til mig at afgøre, hvornår denne kunde er færdig med at lægge varer op. Det lyder måske umiddelbart som noget, der er let at afgøre, men hvem kender ikke de der galninge, de pludselig løber langt væk fra køen for at hente kikærter, og forventer, at de ikke bliver sprunget over i køen. Hvis de nu allerede har lagt deres varer op på båndet, så er der jo ikke meget at gøre, med mindre jeg ligefrem har lyst til at betale for deres varer, mens de er væk.

De glemmer også, at det tit kan være svært at nå de fordømte skilte, så det er da kun rimeligt, at den, der står forrest, lægger skiltet på båndet. Ellers er det gg.

Foucault og Bourdieu

Jeg er helt sikker på, at jeg ikke er den eneste i verden, der synes, det er noget forbandet fis, at liste henvisninger til Foucault og Bourdieu ind i alting for at få det til at virke fint, gennemtænkt og akademisk. Fotografiet burde bevise, at jeg ikke er den eneste, eftersom det ikke er mig, der har skrevet på bygningen.
Det er da også utroligt, at enhver, der har fået sin kandidatgrad, ikke længere synes det er spor søgt, lige at minde læserne om, at de godt kender Bourdieu, uanset om de skriver om litteratur, om japansk, om postkolonialisme, om idehistorie eller om epistemologi.

Der må godt nok foregå en fuldstændigt uhørt indoktrinering i det sekund, folk ansøger om at arbejde på et universitet.

Materiale

Der er ingen grund til at gøre dette til en række af latterligt lange sætninger. Her tænker jeg på, at de er latterlige fordi de er lange, og ikke fordi de er latterlige i sig selv, selvom dette fremgår tydeligt af grammatikken. Er det ikke også i sig selv en smule latterligt, at jeg bliver nødt til at markere noget af sætningen med kursiv skrift, fordi jeg ikke er dygtig nok til at formulere mig tydeligt nok uden?

Jeg er inspireret til at skrive det her, fordi jeg lige har ligget og spekuleret i et stykke tid på min seng efter at have læst et pænt stykke af ”Forbandede ungdom”. Tidligere på dagen talte jeg med min storebror om, at jeg var begejstret over ”Forbandede ungdom”, og min storebror mente, at det måtte være fordi den handler om en mand, eller dreng, som mener, at næsten alle andre personer er sådan-og-sådan. Det er vel sådan set rigtigt nok, at det er derfor. Holden Caulfield, som jeg nu slynger ud, som om hvem som helst ved, at det er navnet på hovedpersonen i ”Forbandede ungdom”, selvom jeg selv har brokket mig enormt meget over den praksis med at slynge navne ud på den indforståede måde, og så tror, at jeg kan redde situationen ved at tilføje en sætning, der lige forklarer hvem han er. Nu bliver jeg nødt til at sætte punktum, fordi jeg er ved at rode mig ud i en af de førnævnte lange sætninger. Samtidig er jeg også ved at indse, at denne smøre overhovedet ikke er romanmateriale, selvom den udspringer af en periode med fundering på en seng, og derfor formentlig ender som et blogindlæg i stedet.

Jeg har lyst til at begynde at bruge bandeord i min tekst, som jeg netop har lært det af Holden Caulfield, og jeg tror også, at jeg kan hæve mit niveau ved at referere netop til Holden Caulfield, fordi jeg har en idé om, at netop han er en af de fiktive figurer, som vil være meget passende at nævne i en tekst, som er på højere niveau end et blogindlæg. Men hvem prøver jeg at narre? Og hvem prøver jeg at narre ved at bruge udtrykket ”hvem prøver jeg at narre” og derved få udtrykket til at optræde tre gange i træk? Det er håbløst, men sådan går det, når jeg bliver ved med at have en blog, der handler om verdens tåbelighed, efter jeg er stoppet på Københavns Universitet, som virkelig har vist sig at være verdens dybeste kilde til tåbelighed. Så er det jo klart, at jeg er begyndt at mangle materiale.

Værdighed

Bare fordi noget er det bedste af sin slags, betyder det vel ikke nødvendigvis, at det er godt nok.

Det store savn

Jeg har engang læst, at visse mennesker, der bor andre steder end i deres hjemland, kommer til at savne maden derhjemmefra enormt meget.
Dette er ikke nødvendigvis noget stort problem for danskere, der bor i udlandet. Dansken har vist sig at være overordentlig god til at undvære frikadeller, krebinetter og flæskesteg. En enkelt ting, der kan være utroligt svær at undvære er dog den sagnomspundne rævesovs, som gør sig så godt til næsten enhver form for røget kød eller gravad fisk.

Det må virkelig være hårdt at sidde på den anden side af oceanet med sit kød eller sin fisk, og være klar over, at der ikke bliver serveret rævesovs.