Saturday, August 11, 2012

"Hjernevask"

Hvis der var kvinder i 1930'erne, der så datidens typiske kvindeideal som repræsentant for god og rigtig livsførelse, så var de hjernevasket. Det giver selvfølgelig sig selv, at hvis en kvinde ser det, at holde hus og at fremstille præsentable børn som sit kald, så er det fordi hun er hjernevasket. Man kan måske også sige, at kvinder i 1930'erne var påvirkede af deres miljø. Ligesom så mange andre var de præget af deres opdragelse og familie, såvel som af medier, mode og af pressen.

De holdninger, som i dag er udbredte blandt unge kvinder, som er børn af forældre, der enten er akademikere, eller ikke er det, og som måske går eller har gået på universitetet, de er på en helt anden måde sande. Det giver jo sig selv, at det, som en ung kvinde tænker om det gode liv, og som hun måske skriver på sin blog, eller måske ligefrem som et debatindlæg i en avis, det er noget, der udtrykker en evig og korrekt holdning til tilværelsen. Det kan selvfølgelig godt diskuteres, det er klart, ellers havde man nok ikke skrevet den som et debatindlæg, men mellem linjerne står det ikke til diskussion. Ligesom så mange andre er nutidige unge kvinder præget af deres opdragelse og familie, såvel som af medier, mode og af pressen. Mens denne påvirkning - så længe der er tale om gamle dage - er lig med "hjernevask", så spiller den selvfølgelig ingen rolle i dag. Nutidens skribenter hæver sig selvfølgelig over enhver form fra udefrakommende påvirkning, og holder sig til det sande og det objektive.

Her i vores nutid kan vi snildt gennemskue, at 30'er-kvinderne var hjernevaskede, men om 80 år vil man ikke se tilbage på 2012 og tænke, at folk fra vores tid var hjernevaskede. Nej, for vi er allerede nået frem til sandheden, og holdningerne og værdierne vil ikke længere ændre sig - det er der simpelthen ikke behov for.

No comments: