Chokolade fra fortiden

En særlig type chokoladekugler er tilbage. "Hasselnødder" fra "Scholetta", som blev solgt i Aldi i tidernes morgen, kan nu fås igen efter at have været væk i mange, mange år. Ja måske mere end ti år - hvem ved?

I forbindelse med Aldis julesortiment er chokoladenødderne kommet tilbage, sammen med nogle aflange chokoladekugler - som vel så ikke rigtigt er kugler - med mandler i.

Jeg har smagt kuglerne, og de smager godt, og det er yderst kærkomment, at de nu er til at få igen. Man kan måske frygte, at de kun vil være at finde i Aldi i månederne op til jul, men man kan måske alligevel tillade sig at håbe, at de kommer til at indgå i det faste sortiment igen.

Uanset hvad, så er det bare noget, der skal nydes. Chokoladelaget et meget tykt, og det smager fantastisk.

Sandheden

- Du tror ikke på Gud, vel?
- Nej. Altså ikke på den der kristne måde. Jeg synes faktisk det er ret latterligt at gå og tro på noget, der står i en flere tusinde år gammel bog. Det var jo en helt anden verden dengang det blev skrevet, det holder slet ikke i dag.
- Okay, men hvis du ikke tror, der er en Gud, tror du så på, at der er noget, der er "godt" og noget der er "ondt"?
- Ja, selvfølgelig.
- Okay, så selvom der ikke er en Gud Fader, der dømmer menneskene, så er det stadig ikke i orden at myrde folk for sjov skyld og at være led ved andre og sådan?
- Nej, selvfølgelig ikke.
- Men hvis det ikke er Gud, der ligesom har bestemt, hvad der er godt og ondt, hvem er det så? Man kunne måske sige, at et kristent menneske har en ide om, hvordan det er bedst at opføre sig, ud fra det, der står i Biblen og sådan. Men hvis du ikke tror på det, hvor ved du så fra, hvad der er godt og ondt?
- Altså det ved man jo ligesom bare. Altså, det er jo ikke fordi, at alt det, der står i Biblen er noget lort. Der er masser af det, der sagtens kan bruges. F.eks. det der med næstekærlighed. Man skal være gode ved hinanden. Og man skal hjælpe de svage.
- Og man skal elske sin fjende? Og vende den anden kind til, i stedet for at starte et slagsmål?
- Øh, ja, det tror jeg nok.
- Så de ting fra Biblen, som du synes er fornuftige, dem kan du altså godt bruge?
- Ja, det kan man godt sige.
- Så i virkeligheden er det ikke så svært at skelne mellem godt og ondt.
- Nej, vel?
- Hvis bare man bruger sin fornuft.
- Ja, nemlig.
- Så vi kan faktisk sætte lighedstegn mellem din personlige opfattelse af, hvad der er godt og ondt, og den endegyldige sandhed om, hvordan det forholder sig?
- Arh, det har jeg aldrig sagt.
- Vil du ikke give mig ret i, at det enkelte menneskes opfattelse af, hvad der er godt og skidt, afhænger af, hvor mennesket er født, i hvilken tid, og hvem, det har levet sammen med?
- Jo, det er klart. Arv og miljø og sådan.
- Så må der jo være nogle mennesker rundt omkring i verden, som er meget uenige med dig i, hvad der er godt og ondt.
- Ja, helt sikkert.
- Men hvordan kan det så være, at det lige præcis er din opfattelse, som er den rigtige, og ikke de andres?
- Altså hvis det er sådan noget med at tro, at det ikke er ondt, at sprænge andre mennesker i luften og sådan, så er det fordi de er hjernevaskede.
- Aha. Men hvordan kan du være sikker på, at du ikke også selv er hjernevasket af det samfund, du bor i og af de mennesker, du er vokset op sammen med, og de ting du læser i medierne? Der er sikkert en masse ting i din hverdag, som du godtager som absolutte sandheder, som slet ikke er til diskussion. Sikkert sådan noget med demokratiet og ejendomsret og sådan?
- Ja, selvfølgelig. Det er jo fordi jeg lever i et oplyst samfund, hvor vi måske er kommet lidt videre i udviklingen end andre steder i verden. Det er klart, at vi ikke skal bytte demokratiet, og friheden til at gøre, hvad vi vil, ud med præstestyre og streng religion.
- Og hvordan kan du være så sikker på, at den tankegang, du er opvokset med, er god, og at den tankegang, som er helt anderledes, er ond?
- Du kan jo selv se i nyhederne og sådan, at de mennesker, der lever i de dele af verden lider og er undertrykte. Og desuden er jeg et oplyst menneske. Jeg kan godt begå mig i verden og læse nyheder i medierne uden at lade mig påvirke af dem.
- Det kunne måske også være, at der simpelthen er flere sandheder i verden på samme tid? Det, der er godt og ondt for dig, er det måske ikke for andre?
- Måske. Det jeg siger, er i hvert fald sandt for mig.
- Men hvis din eviggyldige sandhed i sidste ende kun er sand for netop dig, hvordan kan du så bruge den til at dømme andre?

"Hjernevask"

Hvis der var kvinder i 1930'erne, der så datidens typiske kvindeideal som repræsentant for god og rigtig livsførelse, så var de hjernevasket. Det giver selvfølgelig sig selv, at hvis en kvinde ser det, at holde hus og at fremstille præsentable børn som sit kald, så er det fordi hun er hjernevasket. Man kan måske også sige, at kvinder i 1930'erne var påvirkede af deres miljø. Ligesom så mange andre var de præget af deres opdragelse og familie, såvel som af medier, mode og af pressen.

De holdninger, som i dag er udbredte blandt unge kvinder, som er børn af forældre, der enten er akademikere, eller ikke er det, og som måske går eller har gået på universitetet, de er på en helt anden måde sande. Det giver jo sig selv, at det, som en ung kvinde tænker om det gode liv, og som hun måske skriver på sin blog, eller måske ligefrem som et debatindlæg i en avis, det er noget, der udtrykker en evig og korrekt holdning til tilværelsen. Det kan selvfølgelig godt diskuteres, det er klart, ellers havde man nok ikke skrevet den som et debatindlæg, men mellem linjerne står det ikke til diskussion. Ligesom så mange andre er nutidige unge kvinder præget af deres opdragelse og familie, såvel som af medier, mode og af pressen. Mens denne påvirkning - så længe der er tale om gamle dage - er lig med "hjernevask", så spiller den selvfølgelig ingen rolle i dag. Nutidens skribenter hæver sig selvfølgelig over enhver form fra udefrakommende påvirkning, og holder sig til det sande og det objektive.

Her i vores nutid kan vi snildt gennemskue, at 30'er-kvinderne var hjernevaskede, men om 80 år vil man ikke se tilbage på 2012 og tænke, at folk fra vores tid var hjernevaskede. Nej, for vi er allerede nået frem til sandheden, og holdningerne og værdierne vil ikke længere ændre sig - det er der simpelthen ikke behov for.

Orden

"Jeg er egentlig en meget åben person, der går meget op i kultur, og føler, at vi alle kan lære meget af hinanden. Men jeg har det ikke godt med, at du er så forskellig fra mig; det passer ikke ind i min orden, mit verdensbillede. Jeg bliver nødt til at påpege over for dig, at du ikke er god nok, fordi du ikke er præcis ligesom mig, og jeg siger det på en måde, så det lyder som om, jeg siger det for din skyld. Men det gør jeg ikke."

To myter om universiteter

Myte 1: Kandidatreglen

Kan man studere videre, hvis man allerede har en kandidatgrad?

Der lader til at være mange folk, som har en ide om, hvordan det forholder sig, selvom de tilsyneladende ikke har gjort den store indsats for at få opklaret mysteriet.

"Hvis man har en kandidatgrad, kan man ikke få lov til at komme ind på en ny uddannelse overhovedet."

"Hvis man har en kandidatgrad, kan man ikke få lov til at tage en ny kandidatuddannelse (men man kan måske godt få lov til at tage en ny bachelor."

"Hvis man har en kandidatgrad, kan man godt tage en ny uddannelse, men så skal man selv betale for det."

Og så er der noget med, at Simon Spies havde både en kandidatgrad i psykologi og jura, og hvordan kunne det så passe?

Nå, men sagen er altså, at hvis man kigger på, hvad de forskellige universiteter i landet skriver om "kandidatreglen", så er der ingen af ovenstående udsagn, der passer. Det, som reglen går ud på er, at hvis man har en kandidatgrad og søger ind på en ny uddannelse, så kommer man automatisk bagerst i køen. Man kan altså kun komme ind, hvis der er ledige pladser. Så virkeligheden er altså langt mindre dramatisk end myten.

Myte 2: Bifag

"Jeg skal læse engelsk på universitetet."

"Okay. Engelsk og hvad?"

"Bare engelsk."

"Nej, det kan du ikke. Man kan ikke bare blive kandidat i engelsk, man skal have et bifag. Så du f.eks. bliver kandidat i engelsk og tysk."

"Nå for katten."

Hvor mon den myte egentlig kommer fra?

Det er sådan, at humanister typisk skal have et års såkaldt tilvalg - studier uden for hovedfaget - for at blive bachelorer. Det er så muligt at sammensætte nogle pakker, så man tager alle tilvalgsfag inden for det samme fag, og man kan også gå endnu videre og tage noget gymnasiesidefag, så man har et ekstra fag, man kan undervise i på gymnasiet. Men det er altså ikke noget krav, at man skal have "bifag" for at blive hverken bachelor eller kandidat. Det er ganske muligt at tage fire forskellige totalt urelaterede fag som tilvalg i stedet for et enkelt "bifag" eller "sidefag".

Behandling som fortjent

At mange mennesker har svært ved at få arbejde, er vel efterhånden blevet et ofte debatteret emne, men er der egentlig nok fokus på den status, man har, som undermenneske, når man er en af dem, der søger arbejde?

Meget kunne i hvert fald tyde på, at det ikke bare foregår i det skjulte, men at det nu til dags er helt acceptabelt at skilte med, at man ikke ser arbejdssøgende som mennesker, men derimod som en slags skidt, som kun har til formål at være til besvær. Den heldige blandt de arbejdssøgende, som rent faktisk får jobbet, bliver derimod straks ophøjet til menneske.

Det hele handler i virkeligheden om det problem, at man som arbejdssøgende ofte skal finde sig i, at arbejdsgiveren ikke vil fortælle en, om man har fået jobbet eller ej. Bevares, hvis der går lang tid, kan man selvfølgelig nok regne med, at man ikke har fået jobbet (selvom man dog ikke kan være sikker på dette), men det er jo i alle tilfælde rart at få det afklaret, at man ikke har noget i vente.

Selvom der kan gå flere måneder, før man får et afslag på en jobansøgning – uanset hvor kvalificeret, man ellers måtte være – så ligger det selvfølgelig i luften, at man på et tidspunkt får sit afslag. Om ikke andet, så for en god ordens skyld. Hvorfor? Fordi, når en arbejdsgiver annoncerer en stilling, og derved beder de arbejdssøgende om at henvende sig, så er arbejdsgiveren som pænt, ordentligt og høfligt menneske – som arbejdsgivere jo er – selvfølgelig forpligtet til, at behandle alle seriøse jobansøgere pænt, og meddele dem, om de har fået eller ikke har fået stillingen. Det giver sig selv. Der findes nok jobsøgende, som har oplevet, at de aldrig får svar, dvs. afslag, men den slags sager må selvfølgelig skyldes, at arbejdsgiveren i sin travlhed har glemt at sende afslag ud. Den slags kan jo ske.

Virkeligheden er derimod en anden. Hvis man f.eks. kunne tænke sig at arbejde som administrator på en ambassade, kan man nederst i jobannoncen, blandt diverse meningsforstyrrende stavefejl, læse følgende: ”We will only contact the applicants selected for interview”. Hvis man ikke får jobbet, har man altså ikke fortjent at få det at vide, men kan derimod roligt fortsætte sin dagligdag i lykkelig uvidenhed.

På den ene side, er det selvfølgelig flot, at de åbent skriver, hvordan de ser på jobsøgende, og ikke prøver at camouflere deres adfærd som en fejl. På den anden side er det ganske skræmmende at se et sådant menneskesyn på skrift, skrevet som om, det er i orden at se på arbejdssøgende på den måde. Den heldige arbejdssøgende, der får det fine job med en hel times frokostpause, kan jo prise sig lykkelig over at blive ophøjet til menneskestatus, men samtidig kan han måske se frem til, at hans nye arbejdsgiver forlanger, at han skal blive ligesom de andre mennesker.

Tankeeksperiment om arbejde og om at være noget værd

Jeg må indrømme, at jeg tit kigger på Politikens hjemmeside, så min opfattelse af, hvad der bliver snakket om i samfundet er dybt påvirket af, hvad folkene derinde lige har valgt at lægge på hjemmesiden.

Har Politiken og dens læsere noget definerbart ståsted? Der har været noget med, at den er "venstreorienteret", hvilket avisen selv engang forsøgte at bruge på en åh-så-charmerende og selvironisk måde. Det var noget med, at man kunne bestille abbonement på "venstreorienteret humanistpladder" eller noget i den stil.

Der er også nogle, der mener, at Politiken er "de Radikales talerør". Hvem ved, om det passer, og hvad det vil sige. Uanset hvad, har der i hvert fald flere gange været noget debat derinde med noget med fattigdom og arbejdsløse, og en masse læserkommentarer. Og det har åbenbart vist sig, at størstedelen af de læsere, som morer sig med at skrive kommentarer til online-artikler ikke har den store sympati for arbejdsløse mennesker, som synes, de selv har det hårdt, og som siger at det er svært, at få arbejde.

Man kan altid få et arbejde. Lad være med at stille så høje krav til et intellektuelt stimulerende arbejde. Bare find et eller andet. Du er slap og ynkelig, osv osv.

Det er næsten altid sådan, at folk, der har et job, synes, at det er meget let at få job, mens det er de færreste, der ikke har job, der synes, at det forholder sig på den måde.

Ligger der mon noget i det? Har det noget at gøre med den der onde cirkel med, at den eneste måde, man kan få job på, er ved allerede at have et job på sit CV? Jeg ved det ikke.

Noget andet, man kunne vrøvle lidt om i sådan et blogindlæg her, ville være det med hakkeordenen. Hvis man har et job, har man lov til at hakke på dem, som ikke har et job. De bidrager jo ikke til samfundet. De er usle, og en lille smule onde, faktisk, for de nasser jo. Og de gider jo ikke finde et arbejde. Hvis man har et arbejde, er man altså tilsyneladende mere VÆRD end en, som ikke har et arbejde. Og det er sikkert også rimeligt nok. Der kan vel opstilles tusindvis af årsager til, hvorfor det forholder sig sådan. At tage vare på sig selv. At bidrage til "fællesskabet" (men dog et fællesskab, hvor man foragter dem, som man mener bidrager mindre end en selv). Og så videre og så videre.

Men uanset hvor meget de arbejdende foragter de arbejdsløse, er der så ikke én ting, som de arbejdsløse faktisk giver til de arbejdende? Netop et "helle". Så længe der findes mange arbejdsløse i samfundet, så bliver man helt automatisk noget værd, fordi man har et arbejde. Det er fuldstændigt ligegyldgt, om man er en sygeplejerske, der passer syge og lidende mennesker, en forsker, der opfinder kure mod sygdomme, en brugtvognsforhandler, der sælger ødelagte biler til overpriser, eller en advokat, der sørger for, at skruppelløse virksomheder kan hive flere penge ud af statskassen, end hele den samlede mængde af arbejdsløse nogensinde kunne drømme om.

Er man beskæftiget, får man disse gratis point. Er det noget værd? Giver det noget?

Hvad nu hvis alle havde jobs. Når man læser de nedladende bemærkninger fra de hårdtarbejdende til de arbejdsløse om, hvordan de bare skulle tage at tage sig sammen, så må det vel antages, at disse ønsker et samfund, hvor alle har arbejde.

Men hvad ville der så ske? Hvem skal så være underklassen? Hvem har man så lov til at hakke på? Ville man så blive nødt til at lave et nyt hierarki? Måske skulle man så til at vurdere menneskers værdi alt efter hvor meget deres arbejde rent faktisk bidrager til menneskeheden? For så ville reklamemanden vel egentlig ikke længere kunne hakke på nogen som helst? Og hvad skulle han så stille op? Ville det så alligevel være mere udholdeligt, at leve med tanken om, at en eller anden hæver kontanthjælp hver måned?