Europagt

Det er sjovt, sådan noget med EU. Når politikerne, som jo stort set alle sammen altid er for ALT hvad der kommer fra EU, skal udlægge sagerne, så er det altid så håbløst enkelt. "Selvfølgelig" skal vi det ene, og "selvfølgelig" skal vi det andet.

"Selvfølgelig skal Danmark med i [indsæt økonomisk aftale]. Ellers får vi ikke lov til at sidde med ved bordet, når Tyskland fortæller, hvordan Europa skal regeres."

"Hvorfor er det så vigtigt at sidde ved det bord?"

"Jamen det giver jo sig selv."

"Selvfølgelig skal Danmark med i euroen. Ellers vil Danmark sakke håbløst bagud i forhold til de andre Eurolande, såsom Grækenland og Italien."

10 år senere:
"Har udviklingen indtil nu ikke bevist, at du ikke anede, hvad du talte om dengang?"

"Nej, for selvfølgelig skal Danmark med i euroen."

"Jamen hvorfor?"

"Fordi det er fuldstændigt afgørende, at Danmark kommer med."

"Synes du ikke det er problematisk, at der i den nye traktat på side [x] står, at Danmark nu ikke længere kan [sådan-og-sådan] og til evig tid er bundet til [det-og-det]?"

"Det ved jeg ikke, jeg har ikke læst traktaten, jeg reklamerer bare for den."

... men det var et sidespring.

Nu er der jo en ny EU-aftale på vej, som åbenbart gør, at hvis et land ikke fører økonomisk politik på en måde, som EU har bestemt, så indfører de sanktioner. Helle og Lars synes åbenbart det lyder fantastisk. For som Lars siger:

»Nu er der en aftale. Og hvis vi ikke tilslutter os den, så sender vi et mærkeligt signal til omverdenen om, at vi vil forbeholde os retten til at føre uansvarlig økonomisk politik, og det er altså et dumt signal at sende«.

Og det lyder vel nok fornuftigt. Men sender det ikke OGSÅ et signal om, at vi synes det er en god ide, at EU skal bestemme mere og mere? Er der virkelig slet ikke antydningen af, at det her kunne blive en glidebane, der bare gør det nemmere at indføre den næste traktat, hvor Danmark ikke længere selv må bestemme, hvor længe diskotekerne må have åbent og hvor meget kaffe, folk må drikke. Er det ikke en mulighed, at Danmark også fremover fører "ansvarlig økonomisk politik" bare fordi vi gerne VIL, og ikke fordi det er noget, EU tvinger os til? Sådan så vi altid har MULIGHEDEN for at gøre noget andet, når det pludselig viser sig, at alt det, som økonomerne tror lige nu, er helt forkert.

Er det virkelig så utroligt enkelt og så utroligt klogt, at binde sig til altid at gøre tingene som det ufejlbarlige EU vil? Det er det åbenbart.

Tænketanke

Jeg har aldrig forstået det der med at have en "tænketank" som arbejder ud fra et forudbestemt politisk udgangspunkt.

"Den liberale tænketank CEPOS", "centrum-venstre tænketanken CEVEA".

Folk kan selvfølgelig tænke præcis, hvad de vil, men det underlige ligger i, at de her tænketanke hele tiden bliver beskrevet som om de var videnskabsmænd.

Det er altid noget i stil med: "En-eller-anden-politisk-påstand, mener den liberale tænketank CEPOS". Og sjovt nok er det altid et eller andet, som passer besynderligt godt sammen med det som Venstre - Danmarks Liberale Parti - mener.

Men hvorfor er det interessant, hvad nogen som helst tænketank mener, når der i tænketankens navn i forvejen står, hvad denne tænketank mener om hvad som helst i hele verden?

"... viser en undersøgelse som den liberale tænketank CEPOS har lavet. Undersøgelsen viser, at liberal politik er vejen frem".

Men hver eneste gang står der jo mellem linierne: "En undersøgelse, som den liberale tænketank CEPOS har lavet, hvor det på forhånd var besluttet, at lige meget hvad, skulle konklusionen være, at liberal politik er vejen frem".

"Selskabet-for-at-Jorden-er-universets-centrum har lavet en undersøgelse, der, utroligt nok, peger på, at Jorden er universitets centrum". Det er jo lige til forsiden.

Verdens undergang

Verden er tilsyneladende ved at gå under.

Ingen kan forklare ret meget om hvorfor.

I gamle dage, i årtiet før dette, gik det "godt" i Danmark

Det sagde Anders Fogh selv.

Dengang gik alting opad.

Også huspriserne, vist.

Folk som Asger Aamund, der aldrig har tjent penge

Og aldrig har haft penge

Regerede som de rigeste mennesker i verden.

Nu har man så fundet ud af, at Asger ingenting har

Og ingenting kan.

Og så er verden ved at gå under.

Det eneste, der kan redde de enkelte lande er

Hvis et firma, der hedder "Standard & Poor's"

- som ingen nogensinde har hørt om -

Beslutter, at Grækenland alligevel ikke er C

Men derimod CC.

Der var engang

Hvor verdens undergang havde noget med Gud at gøre.

I dag taler man ikke så meget om Gud på TV.

Men hver dag, til sidst i udsendelserne

Er det vigtigt lige at få på plads

Om Standard & Poor mener at verden går under i dag

Eller først i morgen.

Tilbage til 30'erne

Jeg vil aldrig nogensinde kunne forstå, hvordan man på den ene side kan være varm tilhænger af en regering, der bruger milliarder og atter milliarder af kroner på at føre mere eller mindre ulovlige angrebskrige i demokratiets navn, samtidig med, at man i avisen derhjemme opfordrer til at afskaffe demokratiet, så den rigeste del af befolkningen kan få flere penge, og derved råd til det femte sommerhus i udlandet.

Hvordan kan man sidde i en magelig stilling som lektor på Syddansk Universitet - som vist nok er offentligt - og foreslå at inddele i befolkningen i over- og undermennesker, alt efter hvad de tjener, med den begrundelse, at velfærd og omsorg for de svage i samfundet er "perverst og ukristeligt" [kronik i Berlingske, 19/8 2011]. Er det virkelig muligt, som menneske, at være så forhippet på lige at få det ekstra udbetalt, at man ikke sidder med en dårlig smag i munden, efter at have påstået, at Jesus Kristus' plan var at gøre aristokraterne rigere og efterlade pøblen i sølet? Ja, det er åbenbart ganske muligt. Bevares, det er selvfølgelig heller ikke noget nyt, at bruge kristendommen som undskyldning for at begå uhyrlige handlinger.

"Giv statsministeren mere magt, så han kan nedlægge veto mod folketingets beslutninger." "Tag stemmeretten fra folk, der ikke er rige." "Danmark skal være mere som Kina" (selvom vi selvfølgelig konstant fordømmer alt, hvad Kina gør).

Hvordan kan det danske samfund være kommet så langt ud, at debattørerne i de største aviser seriøst gerne vil bytte demokratiet ud med et samfund, der minder som en blanding af Tyskland i 1930'erne, Japan i 1910'erne og det gamle Romerrige? Hvordan kan det nogensinde virke som en god ide?

EU kan ikke lide snus

Tænk, at EU har forbudt snus. Og nu er "EU", som ikke rigtigt består af mennesker, men som bare er et "system", der er blevet levende, utilfreds med, at Danmark ikke håndhæver forbuddet mod snus.

De danske politikere troede åbenbart, at Danmark af kulturelle årsager havde en undtagelse for forbuddet mod snus, ligesom Sverige. Men det er åbenbart blevet ophævet for næsten 10 år siden, og det havde de danske politikere åbenbart ikke lagt mærke til. Det er jo også svært, at holde sig opdateret på EU-fronten, når man bruger al sin tid på at presse danskerne til at stemme "ja" til alt, hvad EU foreslår.

EU synes åbenbart også, at Danmark bør afskaffe alt, hvad der hedder tobak, inden 2040. Det er jo dejligt nemt at sige for folk, der regner med at være døde - måske af tobak - til den tid.

Men hvor går grænsen? Skal ALT, hvad en eller anden kan påvise som sundhedsskadeligt, forbydes? Havregryn er jo åbenbart kræftfremkaldende, fandt en eller anden ud af. Skal det så forbydes? Og skal alle havreprodukter være ude af EU inden 2050? Eller måske allerede i 2030? Kaffe bliver vel i øvrigt forbudt inden havre.

Lige nu ville folk jo bare le, hvis der stod i aviserne, at EU ville forbyde kaffe. Men når først alle har vænnet sig til at snus, tobak og kanel er forbudt, så bliver det vel nemmere at sluge, når kaffen også forbydes.

Først kom de for at tage snusen, men jeg protesterede ikke, for jeg tog ikke snus.

Så kom de for at tage tobakken, men jeg protesterede ikke, for jeg røg ikke.

Da de kom for at tage kaffen, var der ikke flere tilbage til at protestere.

Det er meget sjovt, at alle de der politikere, der kalder sig selv liberalister, synes at EU er så fantastisk. Det er godt nok svært, at få øje på det fantastiske.

Det er episk

"Metal Gear Solid 2 var seriens svageste led. Etteren var derimod episk".

Det er interessant, at det efterhånden er blevet ret almindeligt at kaste rundt med ordet "episk", når et eller andet skal vurderes. Især fordi ordet næsten altid bruges på en måde, som er fuldstændigt meningsløs. Selvfølgelig er dette indlæg det rene ordkløveri fra min side, og der går da sikkert heller ikke lang tid før sprognævnet giver ordet "episk" en ny betydning, men så længe dette ikke er sket, tillader jeg mig at kløve ord.

Lad os starte med at kløve sætningen, som jeg indledte indlægget med. Jeg har godt nok lavet lidt om på udsagnet, for at camouflere, hvor det kommer fra, men essensen er uforandret.

Nu antager vi, at ordet "episk" bliver brugt i betydningen "episk":

Når der står "Etteren var derimod episk" må vi antage, at Metal Gear Solid 2 ikke var episk. Når noget er "episk" vil det sige, at det har karakter af et epos, og derfor indeholder en fortælling.

Forfatteren siger altså: Metal Gear Solid 2 var en skuffelse, og indeholdt ikke en fortælling. Metal Gear Solid 1 indeholdt derimod en fortælling.

Eftersom både Metal Gear Solid 1 og 2 begge er forholdsvis historiedrevne, og egentlig minder enormt meget om hinanden på det punkt, er det på alle måder meningsløst at påstå, at 1'eren er episk mens 2'eren ikke er det.

Det hele skyldes selvfølgelig, at når forfatteren bruger ordet "episk" er det med en forestilling om, at betydningen er en af de tre følgende:

Storslået

På engelsk er en "Epic film" tilsyneladende det, der på dansk kaldes en "storfilm" som tit er meget dyre og storslåede, og hvor der er meget af alting. Problemet med denne brug af ordet "episk" er hovedsageligt, at "episk" ikke betyder "storslået". Så kan man øge forvirringen ved at sige: Hov hov! Odysseen og Illiaden er da "episke". Og de er da storslåede ikke sandt? Så derfor betyder "episk" det samme som "storslået". Odysseen og Illiaden bliver rigtignok omtalt som "episke digte", men det er ikke det, at de er episke, der gør dem storslåede. Det er historierne indhold, der kan siges at gøre dem storslåede.

Dramatisk

En anden brug af "episk" er i betydningen "dramatisk", eller simpelthen bare "spændende". En sætning som: "Neverwinter Nights er ikke nær så episk som Baldur's Gate" kunne måske hentyde til, at man godt kunne tænke sig flere dramatiske begivenheder, f.eks. i form at skænderier mellem figurerne og nogle følelsesladede opgør mellem helte og skurke og så videre. Det største problem med at bruge "episk" i betydningen "dramatisk" er, at de to ord faktisk kan siges at være deciderede modsætninge, fordi "epik" og "dramatik" står over for hinanden som to forskellige hovedgenrer.

Godt

Den allermest simple brug af "episk" er vel når ordet bare bliver brugt til at fremhæve, at noget af "godt", uden at det skulle være godt på nogen bestemt måde. I dette tilfælde vil det nok være bedst at holde sig til ordet "godt", fordi "episk" ikke er noget værdiladet ord, men bare en slags genrebeskrivelse, selvom der selvfølgelig kan være masser af subjektive holdninger til, hvad der hører ind under hvilke genrer, og så videre og så videre.

Lad os slutte med at lege med nogle nye sætninger:

"Tetris er ikke spor episk. Det indeholder ikke snerten af en egentlig fortælling."

"Oblivion har en stor verden, man kan gå rundt i, men dialogen i spillet er godt nok ikke særligt dramatisk. Det virker mest som nogle tomme masker, der står og taler med sig selv."

"Fallout 3 slutter meget brat. Jeg kunne godt savne en mere storslået afslutning på historien".

"The Witcher 2 virker meget dramatisk i forhold til f.eks. Dragon Age, men begge spil er så afgjort lige episke".

... og sådan bliver det ved i en uendelighed.

Taxameter

Det er meget sjovt, at "taxametersystemet" på uddannelsesinstituioner stadig gælder. Det kan være svært at forestille sig, hvem der egentlig nogensinde har syntes det var en god ide. Man kan læse alt om systemet her, hvis det skulle have interesse.

Hvorfor skriver jeg nu om dette emne igen? Ja, det er vel fordi det er omkring 5 år siden sidst, og intet har tilsyneladende ændret sig.

I bund og grund går systemet jo bare ud på, at universiteterne, og åbenbart også andre uddannelsesinstitutioner, får penge pr. bestået eksamen. Hvis en elev dumper et fag, får skolen ikke penge. Hvis skolen ikke får så mange penge som tidligere, så bliver de jo nødt til at skære ned på et eller andet; formentlig antallet af ansatte. Det vil altså sige, at en underviser, der dumper en elev, bidrager til at fyre sig selv.

Den sidste sætning ville vel være det mest overbevisende argument for IKKE at bruge et sådant system. Men det er åbenbart ikke et problem. Og systemet blev indført. Det kan virke fuldstændigt uforståeligt, at det system skulle gavne nogen som helst. Men politikerne har jo den der indsigt, som andre mennesker ikke har, og de kan se et eller andet genialt ved systemet der gør, at de bare fejer al kritik væk, uden at komme med ret mange modargumenter. "Nej, vi skal ikke have et nyt system". Og det er tilsyneladende ligemeget, om det er en venstremand eller en socialdemokrat, man spørger.

Universiteternes faglige stolthed gør selvfølgelig, at ingen kunne drømme om, at lade nogen bestå, som ikke burde bestå. Selvfølgelig. For universitetslærere er jo overmennesker. Overmennesker af den slags, der sætter moralske overvejelser over alt andet, og som med glæde ofrer deres egen sikre, magelige stilling for den gode morals skyld. Naturligvis.

Og det, at man bruger eksterne censorer gør jo, at selvom det skulle være rigtigt, at universitetslærerne bliver beordret af ledelsen til, ikke at lade nogen dumpe, så skal karaktererne nok blive uddelt retfærdigt. Her glemmer man jo så at undersøge, om det kunne være, at censorerne også bliver beordret til ikke at lade nogen dumpe. Men det gør de jo ikke, vel? Det kan simpelthen ikke være rigtigt. Nå, okay, jamen så lad os lade, som om, det ikke er sandt.

Så systemet må altså være indført, fordi der hersker en overbevisning i folketinget om, at lærere er overmennesker.

Alle, der nogensinde har haft en lærer, ved, at lærere ikke er overmennesker.

De eneste, jeg kan forestille mig, har glæde af taxametersystemet, er undervisere og administratorer på skoler af tvivlsom kvalitet, som ved til evig tid at lade alle bestå, sikrer livslang beskæftigelse i ro og mag. Men det må så åbenbart også være i statens interesse.

Og desuden: Hvis en eller anden dekan kan blive ved med at henvise til, at de danske universiteter ligger pænt, på en eller anden Top-100 liste, som aldrig bliver undersøgt i sømmene, kan der selvfølgelig ikke eksistere noget problem.

Anekdote om cheeseburgere

... og så var der den om damen, der gik ind på McDonald's og sagde: "Jeg skal have to gange to cheesebugere". Da den logisk tænkende ekspedient gav hende fire cheeseburgere, blev hun utilfreds, og sagde: "Jeg sagde to gange to cheeseburgere", og gik så med sine fire, og ikke to gange to, cheesebugere.

Mit gæt er, at hun ville have haft to poser med to cheeseburgere i hver pose. Men hvorfor? Og i øvrigt: Hvem ved?

Kort sagt

"Her er jeg. Hvad synes I om mig?"

Tegneseriepolitik 2011 - eller genialt påhit?

Der findes nogle vise ord, som jeg ikke har fundet på, der taler om, hvornår noget er værd at sige. Det er noget med, at hvis man skal holde en tale til en virksomhed eller noget i den stil, så er der en øvelse, man kan lave, for at teste, om talen er fuldstændigt meningsløs. Øvelsen går ud på, at man skal vende talens budskab 180 grader, og se, om det, der kommer ud af det, er fuldstændigt vanvittigt. Hvis det er tilfældet, bør man overveje, om talens oprindelige indhold i virkeligheden er så uinteressant, at det ikke er værd at sige.

Det oprindelige eksempel er vist noget med, at talens budskab var: I fremtiden skal vi blive mere effektive. Vi skal blive dygtigere. Og vi skal være gode kolleger for hinanden.

Det omvendte ville altså være: I fremtiden skal vi blive mindre effektive. Vi skal blive dårligere til vores arbejde, og skal være dårlige kolleger for hinanden.

Den omvendte tale er vanvittig i den forstand, at ingen ville holde sådan en tale. Ingen ville påstå, at det var deres mål for virksomheden. Dette skulle altså "bevise" at den oprindelige tale er så intetsigende, at den ikke er værd at holde.

Det er selvfølgelig ikke sådan, at en tale derfor nødvendigvis skal være meget provokerende og farlig og alt muligt, men hvis en hel tale består af ting, der er åbenlyse og uinteressante, så er det næppe nogen særlig god tale.

Spørgsmålet er, om øvelsen ikke også kan anvendes i politiske kampagner. Lad os prøve, at vende Lars Barfoeds ord om.

Omvendt budskab: "Det gør mig glad, når jeg hører om f.eks. hjemmerøverier. Det er ikke en krænkelse af den personlige frihed, at blive truet i sit eget hjem."

Det omvendte budskab virker vanvittigt. Ingen politiker ville sige det. Altså er Barfoeds udtalelse fuldstændigt uinteressant.

For en god ordens skyld, vender vi også lige om på en anden af hans plakater.

Omvendt budskab 2: "Det er min erfaring, at børn møder livet med nysgerrighed og lærelyst. Det skal folkeskolen tage fra dem."

Igen, vanvid, hvis det vendes om.

Men inden nogen udnævner Lars Barfoed til at være dårlig til at lave valgplakater, så lad os lige lade den stå i et par måneder, og overveje, om kampagnen i virkeligheden er genial på et eller andet plan, ligesom de der reklamer for Kinder Mælkesnitter og Kinder-æg.

For at indlægget ikke skal blive for kort, så prøver vi lige testen på et andet politisk budskab.

Der var for nylig nogen der sagde noget i denne stil:

"Der skal laves en lov, der forbyder supermarkederne at sætte store mængder slik på tilbud. Staten skal kontrollere, at folk ikke spiser store mængder slik."

Hvis man vendte budskabet om, ville det lyde:

"Der skal ikke laves nogen lov, der forbyder supermarkederne at sætte store mængder slik på tilbud. Staten skal ikke kontrollere, om folk spiser store mængder slik."

Det her har intet at gøre med, at være enig i det forslag eller ej (hvilket jeg ikke er), men som politisk budskab er det langt mere interessant, fordi det modsatte budskab ikke er fuldstændigt vanvid. I hvert tilfælde ifølge den test.

Det er umuligt at "elaborere"

Det lader sig ikke gøre, at "elaborere" på dansk. Ganske simpelt fordi ordet ikke eksisterer på dansk.

Der her er ikke en sag der handler om, at ordet tit bliver brugt med forkert betydning. Forkert bestået på den måde, at det ikke passer sammen med, hvad der står i ordbøgerne. Et eksempel på denne form for misforstået sprogbrug, er et ord som "episk", der ofte bliver brugt i betydningen "storslået" eller "dramatisk". Kigger man derimod på, hvad ordet egentlig betyder, vil det fremgå, at "episk" er en modsætning til "dramatisk", og derfor er det ret forvirrende at bruge ordet i den betydning. Ja, det svarer vel næsten til at sige "nat", når man egentlig mener "dag".

Men sådan forholder det sig ikke med "elaborere". Når folk bruger udtrykket "elaborere", er det vel fordi de kender det engelske "elaborate", som tit bruges i betydningen "at uddybe". Men på dansk hedder det ikke "elaborere", det hedder derimod, som sagt, "at uddybe".

Det er selvfølgelig ikke ulovligt at skrive "elaborere", men det ender altid i noget rod. For hvis man bevidst vælger at bruge "elaborere" for at virke meget oplyst eller akademisk, og for ikke at bruge et letforståeligt pøbel-ord som "uddybe", så er det for det første pinligt i sig selv, og for det andet er det endnu mere pinligt eftersom ordet ikke betyder noget.

Den aggressive nørd

Dengang jeg var ung, var "nørdethed" som regel noget, folk holdt for sig selv, og når de endelig delte det med nogen, så var det med andre nørder, som de delte interesser med.

Selvom denne form for gammeldags nørd stadig eksisterer, så kunne meget tyde på, at diverse samfundsforandringer har gjort, at mange nørder nu til dags er meget mere agressive i deres nørdethed.

Mens udgangspunktet i gamle dage var, at "almindelige mennesker er selvfølgelig ikke interesserede i min niche-interesse, så jeg skal ikke plage dem med at fortælle om den", så er der i dag en stigende tendens til den stik modsatte opførsel. En moderne, aggressiv nørd, vil derfor typisk kunne finde på, at tale om nørdede indforståetheder, og kaste om sig med navne på forskellige produkter, over for samtalepartnere, som ikke er identificeret som nørder.

For at holde det på et nogenlunde jordnært niveau, kunne man forestille sig følgende eksempel: Jeg er startet på et nyt hold et eller andet sted, og kender ikke rigtigt nogen, og skal så konversere med min sidemand. Og så kunne jeg for eksempel sige: "Nå, du bestilte vel også 'Heir to the Throne' da den var på tilbud i går?" uden nogen yderligere forklaring.

Og hvad er egentlig meningen med det? Handler det om, at jeg gerne vil foregive, at jeg tror, at "Heir to the Throne", som er en udvidelsespakke til et computerspil, er et almindeligt kendt fænomen, og derved samtidig foregive, at jeg ikke er en nørd/speciel/anderledes fordi jeg interesserer mig for det?

Eller handler det om, at jeg seriøst har bildt mig selv ind, at de fleste kender til "Heir to the Throne", og at jeg virkelig regner med, at der er mere end en tiendedel promille chance for, at modparten aner, hvad jeg taler om?

Nye tider, nye flasker

Tak spids, så er det vist slut med den velkendte, hårde plastikflaske til Harboes halvliters sodavand. Nu er de begyndt med sådan en blødere flaske, der ser lidt tykkere ud. Indholdet er det samme, og egentlig gør det ingen forskel. Det er sikkert også bedre for miljøet eller noget, siger jeg uden at vide spor om det.

Men hvad skal jeg stille op med det?

I øvrigt kan jeg ikke finde noget billede af den nye flaske.

Om at være noget

Det er ikke noget

men vi gør det til noget

så vi kan være noget

Hvad er ovenstående? Ja, grundlæggende er det visdomsord ytret engang i 2010, som oprindeligt beskriver det, der ofte foregår på universiteter, men egentlig dækker det vist over endnu mere end det. Oprindeligt er det, så vidt jeg husker, sagt i forbindelse med en lærebog, der forsøgte at "forklare" noget, der er uendeligt ligegyldigt, på en måde, der er ligeså uendeligt svær at forstå.

Mainstream niche

Profiler på sociale netværk som f.eks. Facebook er i høj grad selviscenesættelse, ville visse mennesker måske påstå. Folk lægger ikke bare alle billeder, der er taget af dem, ud på deres side. De vælger de billeder, som de synes, repræsenterer dem på en god måde. Men er det samme også gældende, når folk skriver om deres musiksmag?

"Folks musiksmag siger noget om deres personlighed og identitet. Især teenagere anser deres musiksmag som tæt forbundet til, hvem de er," står der i en bog, der i øvrigt slet ikke handler om hverken musik eller teenagere. Men lad os antage, at det er sandt.

Når folk så skriver om deres musiksmag på Facebook, hvor udspekuleret er det så? Hvis jeg nu var ret glad for Erik Grips sange, ville jeg så skrive det på Facebook, eller ville jeg være bange for, at det skulle få folk til at tænke, at det da ikke er så sejt? Jeg kan selvfølgelig bare lade være med at skrive det, selvom jeg udnytter enhver ledig stund til at lytte til netop den slags musik. En anden mulighed er, at kamuflere musikkens eventuelle "kiksethed", ved ligesom at give den hele armen, og skrive en helt masse om, hvor meget jeg holder af "gode gamle danske sange". Hvis jeg gør det i så høj grad, at det kommer til at ligne en slags vittighed, så er jeg ligesom på "sikker grund", og så kan jeg roligt have Erik Grip stående.

Men det var et sidespring. Egentlig skulle det handle om "Mainstream nicher", og ikke i den betydning, man finder på Wikipedia. Det, jeg her mener er, når et eller andet meget smalt, f.eks. en musiker, pludselig står på favoritlisten hos enormt mange mennesker.

Kan det virkelig passe, at så mange mennesker har fundet frem til det samme norske band, der spiller enormt hård Satan-heavy? Eller til ham der den mystiske sanger, der lyder ligesom Oogie-Boogie?

Når disse meget smalle kunstnere pludselig er at finde på hver anden profil på nettet, så er det jo ikke rigtigt niche længere. Alligevel er det jo heller ikke The Beatles eller Lady Gaga. Det bliver valgt, netop fordi det er smalt, og derfor siger noget om den person, der har det på sin favoritliste. Men når alle har nichen, så er det en mainstream niche.