"Godt skrevet, Dreamer"

Dette er et uddrag fra et opslagsværk om Internetfænomener.

Udtrykket "Godt skrevet, Dreamer" er efterhånden blevet synonymt med hele problemstillingen omkring pigers popularitet på såkaldte "nørdefora", som hovedsageligt er befolket af drenge.

Kort fortalt hentyder udtrykket til, at drenge på disse fora har en tendens til at opføre sig meget pænt overfor de få piger, der en sjælden gang viser sig sådanne steder. Som sådan er der vel ikke noget underligt i, at drenge gerne vil gøre et godt indtryk på piger, men netop på Internettet kan situationen let virke mere komisk end ellers.

Det er selvfølgelig forskelligt fra forum til forum hvor godt brugerne kender hinanden, og om de måske ligefrem kender hinanden fra den virkelige verden, men som udgangspunkt er alle brugere på et nørdeforum jo anonyme, og det, der adskiller en pige fra en dreng er teknisk set bare det, der står i rubrikken "køn" på brugerens profil. Brugen af kvindelige profilbilleder eller avatars kan dog komplicere situationen, da det sådan set ikke er forbudt for en nørd af hankøn at bruge et billede af f.eks. en kvindelig spilfigur til at repræsentere sig, men brugen af sådanne kan godt sætte visse tanker i gang hos mere naive forumbrugere. "Hov, er den person mon en pige? Wow, en pige, der spiller computerspil..."

Billeder af rigtige kvinder som avatars, f.eks. skuespillere eller musikere, forvirrer blot endnu mere. Da det tit er smart i nørdekredse at beskæftige sig med obskure eller østasiatiske berømtheder, som ingen kender til herhjemme, er sådanne kvinder udbredte eksempler på avatars. Et billede af en kendt kvindelig Hollywood-skuespillerinde vil mange nørder nok hurtigt kunne genkende. "Okay, ham der er nok vild med Meg Ryan." En avatar, der forestiller en japansk fotomodel vil nok give en noget anderledes reaktion: "Nøj, hvor er hun flot. Mon det er et billede af hende selv? Tænk, at sådan nogle flotte piger spiller computerspil."

Alt i alt kan det altså umiddelbart være svært at finde kvinderne på Internetfora.

Men alt det var en sidebemærkning.
Lad os forestille os et dansk nørdeforum; det kunne f.eks. være et, der var dedikeret til spilserien "Final Fantasy". Så godt som alle brugerne, der diskuterer Final Fantasy på dette forum er naturligvis mænd eller drenge. En enkelt er dog en pige. Og når denne pige blander sig i diskussionen, sker der to ting.

For det første får alle drengene meget travlt med at svare i de forumtråde, hvor denne pige - skal vi kalde hende "Dreamer"? - har skrevet. De fleste af drengenes indlæg er ros til Dreamer for hendes gode skriveevner og interessante pointer; selvom de i sig selv ikke er mere interessante end de andre brugeres. Og heraf kommer det berømte udtryk: "Godt skrevet, Dreamer". For uanset hvor godt en mandlig nørd skriver, vil ingen fortælle ham, at han skriver godt. En mand kunne skrive den mest veldokumenterede afhandling om historien i Final Fantasy, der forklarer alle personernes handlinger og opklarer alle mysterierne, men det ville blot resultere i, at nogle af de andre nørder ville hidse sig op og straks udpege hundredevis af fejl, og formentlig starte en såkaldt "flame war".

Dreamer, derimod, behøver blot at skrive, at hun godt kan lide den-og-den figur, fordi hendes kjole er gul, og det er en flot farve. Så får både "IllkickUrAzz" og "Dangerouz" pludselig travlt med at skrive "Godt skrevet, Dreamer". "Ja, hvor har du ret." "Det har jeg aldrig tænkt på, men det er da bare totalt rigtigt." "Vil du ikke tegne en tegning til mig?"

Den anden ting (for der var to ting, ikke?) er, at Dreamers tilstedeværelse faktisk kan overskygge Final Fantasy så meget, at alle i sidste ende langt hellere vil tale om private og dagligdags ting, end om japanske computerspil. Uden piger til stede kan den slags "off-topic" samtaler hurtigt resultere i udskældning og måske ligefrem bortvisning, hvis ikke det foregår meget begrænset, men så længe Dreamer er der, så gør det slet ikke noget, at tråden om: "Hvorfor ligger Vincent i en kiste?" bliver til "Skal vi ikke mødes hjemme hos mig og og spise pizza og se tegnefilm?" "Jo, vi skal, godt skrevet!" "Ja... Så kan vi måske også se denne her lidt frække tegnefilm, som jeg har på min computer. Altså det er ikke fordi jeg synes det er frækt at se erotiske tegnefilm sammen med piger, det er... altså, det er bare fordi, det er så langt ude, at det slet ikke er frækt... Det er ligesom bare sjovt."

Klippes eller rives?

Grænsen mellem at købe og sælge stoffer og at tage stoffer er hårfin.

Overhørt samtale mellem kunde og ekspedient i stofforretning:

"Hvis du river det, bliver det ikke lige."
"Jo, det gør det. det bliver mere lige, hvis jeg river det."
"Hm?"
"Det er netop hvis jeg klipper det, at det bliver skævt."
"Nå?"
"Men nu skal jeg nok klippe det, for det vil du jo helst have."
"Nej, det er fint, bare riv det, hvis du tror det er bedst."
"Nej, det er dig der bestemmer, så nu klipper jeg det."
"Nej, nej, det er helt i orden. Riv det nu bare, det er jo bedst, siger du."
"Hvor meget var det, du skulle have?"
"En halvanden meter."
"Så hvor meget var det?"
"Det var halvanden meter."
"Halvanden meter, siger du?
*intet svar*
"Så det var altså halvanden meter?"
"Ja."

Og hun fik sin halvanden meter.

En belejlig genstand

Der er mange ting, i denne verden, hvis formål kan være svært at gennemskue. F.eks. må 9. klassepigen bare spørge fysik og kemi-læreren, hvad hun skal bruge fysik til, eftersom hun alligevel skal være advokat. Det kan også være svært at se, hvorfor hanekampe på Bali indgår som størstedelen af "Metodisk Introduktion til Østasien" på Københavns "Universitet", eftersom Bali slet ikke er en del af Østasien, selvom det da ligger øst for Danmark.

Andre ting er det dog langt nemmere at se formålet med. F.eks. denne miniudgave af Vita Wrap. Se dét er en nyttig genstand. Jeg skulle netop pakke noget græsk youghurt ind, og tænkte: det er lidt voldsomt at bruge et almindeligt stykke Vita Wrap, men på den anden side; hvis jeg begynder at rive og flå i det for at få et mere passende stykke, så ender det bare galt. Jeg kunne selvfølgelig have klippet i det med en saks, men så ville jeg næste gang stå med noget Vita Wrap, som måske ville være for smalt til at dække det, jeg nu engang ville dække.

Til min store overraskelse fandt jeg så denne Mini Wrap, som passede perfekt til den græske youghurt. Sådan! Det er godt fundet på.

Tvivlen til gode

Det er meget sjovt med Københans Universitet.

Dengang jeg blev færdig med gymnasiet, så var der sådan en lille ceremoni og så fik jeg helt automatisk et eksamensbevis, sammen med en masse kopier af selv samme bevis, i en lækker konvolut.

På Københavns Universitet, så skal jeg selv oplyse, hvis jeg ønsker et eksamensbevis efter bestået uddannelse. Og ja, det er da også noget mærkeligt noget at ville have et bevis, ikke? Sikke meget jeg kræver af KU. Og det handler ikke bare om at sige: "Hejsa, jeg vil gerne have et eksamensbevis", næ, der skal såmænd bruges et ganske særligt ansøgningsskema, hvor jeg skal gøre rede for dit og dat, selvom det eneste, der betyder noget, er mit personnummer. Men alt det andet skal selvfølgelig også stå der - for en god ordens skyld.

Så jeg sender lystigt ansøgningsskemaet ind. Og jeg venter, og venter, og venter.

Efter en måned får jeg så en grim mistanke - mon KU kunne finde på at behandle eksamensbevis-ansøgningsskemaer ligesom de behandler tilvalgsfags-registreringsskemaer? Jo, for ser I, KU har en helt særlig brevsprække til breve, som indeholder tilvalgsfags-registreringsskemaer; det er en brevsprække, der fører direkte ned i en makulator, som altid er tændt. Derved slipper bureaukraterne for at modtage disse ansøgninger, og så slipper de jo også for at behandle dem.

Jeg husker tydeligt dengang jeg efter lang ventetid henvendte mig til KU angående mit tilvalgsskema, som de selvfølgelig ikke havde modtaget. Sjovt nok havde jeg en fin kvittering fra Post Danmark, som kunne garantere, at mit brev var blevet afleveret til KU, men der er jo ikke noget at sige til, at de aldrig, som sådan, havde modtaget det, eftersom det var røget i den særlige brevsprække.

Fuld af disse grumme tanker henvender jeg mig så til KU angående mit eksamensbevis - men orv for dén, de bekræfter sør'me at de har fået min ansøgning. Men eftersom det kun er en måned siden, de har modtaget den, så må jeg regne med, at der går "nogle uger" inden jeg modtager det.

Nu kommer vi så til det interessante. Da jeg fortæller min ven om alt dette, siger han til mig: "Der kommer nok ikke til at gå så lang tid, som de siger. De sender det sikkert med det samme, sådan så de på den måde overgår dine forventninger, og du i sidste ende får et positivt indtryk af dem".

Det var så sandelig en interessant teori, der desværre ikke skulle vise sig at holde stik. For hvis der er noget, som KU ikke skal have, så er det "tvivlen til gode". De fortjener det simpelthen ikke.

Nu er der nemlig ikke gået "nogle uger"; der er gået over en måned. Og selvom en "måned" selvfølgelig grundlæggende er "nogle uger", så er det nu temmelig mange uger.

Jeg gad vide, om jeg nogensinde får det eksamensbevis. Nå, jeg må vel bare give KU det der med tvivlen. Universitetet er jo trods alt Danmarks højeste uddannelsesinstitution.

Flow i afleveringen

Hvorfor ikke observere folk, når de anvender flaskeautomater. Og når jeg siger flaskeautomater, så mener jeg ikke maskiner, hvor man kan købe flasker, men derimod automater, hvori man kan aflevere flasker og få pant for dem. Det er i øvrigt overraskende så svært det er at finde et billede af en sådan maskine på Internettet. Jeg måtte helt til Norge for at finde ovenstående billede.

Nøglen til det hele må være FFF - "Følg Flaskeautomatens Flow. "

Eftersom jeg ikke kan bryste mig af ret mange store bedrifter, er jeg temmelig desparat efter at sætte fokus på det, jeg mener er mine gode sider. Desværre har disse sider en tendens til at være voldsomt ligegyldige, men lad mig slippe denne gang.

Sammenlignet med de mennesker jeg ofte ser ved flaskeautomaterne, synes jeg, at jeg selv er ret ferm til at aflevere flasker.

Det lader til, at langt de fleste mennesker tror, at jo hurtigere de propper flaskerne i maskinen, jo hurtigere bliver de færdige. Jeg er ganske uenig i dette.

Der er ikke bare én, men hele to ulemper ved at tvinge flasker og andet ned i halsen på maskinen i en rivende fart:

1) Chancen for at maskinen begynder at hyle og bippe for derefter at stoppe helt forøges voldsomt ved for hurtig aflevering.

2) Selvom maskinen ikke brokker sig, vil hurtig aflevering resultere i, at båndet konstant stopper og starter, og afleveringen vil dermed blive meget ujævn og særdeles utilfredsstillende for både menneske og maskine.

Selv sætter jeg en ære i at ramme båndets rytme således, at båndet aldrig når at stoppe, og afleveringen derved får det perfekte flow. Lykkes dette, vil både jeg og maskinen kunne fortsætte dagen med mere ro i sindet end ellers.

Jeg kan forestille mig, at folk bag mig i køen måske vil opfatte min aflevering som noget sløv, eftersom der da går et vist tidsrum fra jeg har lagt en flaske på båndet til jeg lægger den næste. Dog er jeg til stadighed overbevist om, at min metode er optimal og at manden bag mig ville få en lang næse, hvis han havde et stopur med sig.

Politik til tiden

Nu viser verden så sit grimme tegneseriefjæs igen. Flemming Hansen, manden hvis attribut er "konservativ erfaring", har udgivet en bog, som hedder "Politik til tiden".

Flemming var jo trafikminister, så det er jo svært ikke at forbinde "politik til tiden" med "trafik til tiden". Trafik til tiden, eller bare velfungerende transport, må vel være det, som en trafikminister bør stræbe efter. Flemming Hansen er dog kendt for at være trafikministeren, der ødelagde den offentlige transport. Aldrig før, og forhåbentlig aldrig siden, hans tid på tronen har den offentlige transport fungeret så dårligt.

Hvis nu Flemming Hansen var et rigtigt menneske, så ville han nok græmme sig over, at have været så uduelig som trafikminister, og forsøge at glemme det hele. Men eftersom Flemming Hansen bryster sig af at være konservativ, så er han jo også forpligtet til at være en tegneseriefigur. Derfor gør han det mest absurde, han overhovedet kunne. Han udgiver en bog, hvis titel leder tankerne over på hans bedrifter som trafikminister. For dem er han åbenbart stolt af.

Får det nogen konsekvenser? Udbryder der kaos? I det mindste ramaskrig? Vender tyngdekraften?

Mon ikke bare tegneserien fortsætter.
Mon ikke det hele ender godt, så længe højre er ved magten.

Kærlig hilsen

En lærer skriver en besked til et hold elever i et såkaldt "grupperum" på universitetets intranet.

Beskeden afsluttes "kh [lærerens navn]". Lad os bare kalde ham Hans. Beskeden lyder altså:

"Bla bla bla...

kh Hans"


Jeg er typen, der brokker mig meget, og her er der rigtig meget jeg kan brokke mig over.

For det første: Hvad er meningen med at forkorte den slags ting? Hvor oprigtigt lyder det lige, hvis du ikke engang orker at skrive fuldt ud, hvor kærligt du hilser på os? Hvis du virkelig har kærlighed til mig, så kan du også bruge det sekund, det tager, at skrive "kærlig hilsen". Det gælder i øvrigt også, hvis der kun er tale om en venlig hilsen. Hvor respektløst er det lige at smide forkortelser i hovedet på folk?

Jeg kan jo også sige "TFM" i stedet for "tak for mad" til flinke mennesker, der laver mad til mig, hvis det ikke lige var fordi "tak for mad" er tre enstavelsesord i forvejen.

Det værste er dog selve det med kærligheden. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig hvad meningen skulle være med at sige sådan noget. Læreren vil da sikkert gerne være "flink" men er man nu ikke længere flink, hvis man skriver "venlig hilsen", eller måske "væm'li' hilsen" for de morsomme.

"Det er der mange der siger. Tingene ændrer sig". Næ, nej! Jeg vil ikke bare hoppe med på sådan en bølge. Jeg synes det er ligeså absurd, som hvis kassemanden nede i SuperBest gav mig et knus hvis jeg bare skulle have det "på beløbet".

Der er visse kvindelige lærertyper, som er mere moderlige i det, sådan nogle, som eleverne nærmest føler, at de bliver venner med, og som bekymrer sig om dem, og som er "tilgængelige" og RUC og det hele. Hvis sådan en lærer skrev "kærlig hilsen" så ville jeg ikke skrive om det. Men når en grov, ung mandlig lærer, som folk ligefrem er bange for, skriver sådan noget, så bliver jeg nødt til at skrive om det.

I et brev til forældre eller til den eneste ene, eller til bedsteforældre eller noget i den dur, så ja: "Kærlig hilsen Pusser".

I et brev til en lærer, til kommunen, til SAS, så nej, ikke "Kærlig hilsen Pusser".

Hvis du sådan ødsler med kærligheden, så betyder det jo pludselig ingenting, når du skriver til nogen, som du rent faktisk har en kærlig hilsen til.

Du skriver vel heller ikke "venlig hilsen" eller "til rette vedkommende" når du sender et brev til din bedstemor?

"Nå, men hvis jeg ikke må skrive 'kærlig hilsen' så må jeg vel heller ikke skrive 'kære Hans'"

Jo, det må du godt for "kære" kan bruges ganske formelt. Det er faktisk svært at komme i tanker om andre formelle måder at indlede et brev på, uden at det bliver overdrevet. "Hej Hans". "'sup Hans?". "Vær hilset, Hans". Det er jo ikke særligt formelt, vel? Find selv på flere.

Venlig hilsen
Bloggeren

PS: "Vær hilset" kan måske godt gå for at være formelt, men på en temmelig Live-rollespil-agtig måde.