Thursday, November 20, 2008

En belejlig genstand

Der er mange ting, i denne verden, hvis formål kan være svært at gennemskue. F.eks. 9. klassepigen bare spørge fysik og kemi-læreren, hvad hun skal bruge fysik til, eftersom hun alligevel skal være advokat. Det kan også være svært at se, hvorfor hanekampe på Bali indgår som størstedelen af "Metodisk Introduktion til Østasien" på Københavns "Universitet", eftersom Bali slet ikke er en del af Østasien, selvom det da ligger øst for Danmark.

Andre ting er det dog langt nemmere at se formålet med. F.eks. denne miniudgave af Vita Wrap. Se dét er en nyttig genstand. Jeg skulle netop pakke noget græsk youghurt ind, og tænkte: det er lidt voldsomt at bruge et almindeligt stykke Vita Wrap, men på den anden side; hvis jeg begynder at rive og flå i det for at få et mere passende stykke, så ender det bare galt. Jeg kunne selvfølgelig have klippet i det med en saks, men så ville jeg næste gang stå med noget Vita Wrap, som måske ville være for smalt til at dække det, jeg nu engang ville dække.

Til min store overraskelse fandt jeg så denne Mini Wrap, som passede perfekt til den græske youghurt. Sådan! Det er godt fundet på.

Thursday, November 13, 2008

Tvivlen til gode

Det er meget sjovt med Københans Universitet.

Dengang jeg blev færdig med gymnasiet, så var der sådan en lille ceremoni og så fik jeg helt automatisk et eksamensbevis, sammen med en masse kopier af selv samme bevis, i en lækker konvolut.

På Københavns Universitet, så skal jeg selv oplyse, hvis jeg ønsker et eksamensbevis efter bestået uddannelse. Og ja, det er da også noget mærkeligt noget at ville have et bevis, ikke? Sikke meget jeg kræver af KU. Og det handler ikke bare om at sige: "Hejsa, jeg vil gerne have et eksamensbevis", næ, der skal såmænd bruges et ganske særligt ansøgningsskema, hvor jeg skal gøre rede for dit og dat, selvom det eneste, der betyder noget, er mit personnummer. Men alt det andet skal selvfølgelig også stå der - for en god ordens skyld.

Så jeg sender lystigt ansøgningsskemaet ind. Og jeg venter, og venter, og venter.

Efter en måned får jeg så en grim mistanke - mon KU kunne finde på at behandle eksamensbevis-ansøgningsskemaer ligesom de behandler tilvalgsfags-registreringsskemaer? Jo, for ser I, KU har en helt særlig brevsprække til breve, som indeholder tilvalgsfags-registreringsskemaer; det er en brevsprække, der fører direkte ned i en makulator, som altid er tændt. Derved slipper bureaukraterne for at modtage disse ansøgninger, og så slipper de jo også for at behandle dem.

Jeg husker tydeligt dengang jeg efter lang ventetid henvendte mig til KU angående mit tilvalgsskema, som de selvfølgelig ikke havde modtaget. Sjovt nok havde jeg en fin kvittering fra Post Danmark, som kunne garantere, at mit brev var blevet afleveret til KU, men der er jo ikke noget at sige til, at de aldrig, som sådan, havde modtaget det, eftersom det var røget i den særlige brevsprække.

Fuld af disse grumme tanker henvender jeg mig så til KU angående mit eksamensbevis - men orv for dén, de bekræfter sør'me at de har fået min ansøgning. Men eftersom det kun er en måned siden, de har modtaget den, så må jeg regne med, at der går "nogle uger" inden jeg modtager det.

Nu kommer vi så til det interessante. Da jeg fortæller min ven om alt dette, siger han til mig: "Der kommer nok ikke til at gå så lang tid, som de siger. De sender det sikkert med det samme, sådan så de på den måde overgår dine forventninger, og du i sidste ende får et positivt indtryk af dem".

Det var så sandelig en interessant teori, der desværre ikke skulle vise sig at holde stik. For hvis der er noget, som KU ikke skal have, så er det "tvivlen til gode". De fortjener det simpelthen ikke.

Nu er der nemlig ikke gået "nogle uger"; der er gået over en måned. Og selvom en "måned" selvfølgelig grundlæggende er "nogle uger", så er det nu temmelig mange uger.

Jeg gad vide, om jeg nogensinde får det eksamensbevis. Nå, jeg må vel bare give KU det der med tvivlen. Universitetet er jo trods alt Danmarks højeste uddannelsesinstitution.

Wednesday, October 8, 2008

Flow i afleveringen

Hvorfor ikke observere folk, når de anvender flaskeautomater. Og når jeg siger flaskeautomater, så mener jeg ikke maskiner, hvor man kan købe flasker, men derimod automater, hvori man kan aflevere flasker og få pant for dem. Det er i øvrigt overraskende så svært det er at finde et billede af en sådan maskine på Internettet. Jeg måtte helt til Norge for at finde ovenstående billede.

Nøglen til det hele må være FFF - "Følg Flaskeautomatens Flow. "

Eftersom jeg ikke kan bryste mig af ret mange store bedrifter, er jeg temmelig desparat efter at sætte fokus på det, jeg mener er mine gode sider. Desværre har disse sider en tendens til at være voldsomt ligegyldige, men lad mig slippe denne gang.

Sammenlignet med de mennesker jeg ofte ser ved flaskeautomaterne, synes jeg, at jeg selv er ret ferm til at aflevere flasker.

Det lader til, at langt de fleste mennesker tror, at jo hurtigere de propper flaskerne i maskinen, jo hurtigere bliver de færdige. Jeg er ganske uenig i dette.

Der er ikke bare én, men hele to ulemper ved at tvinge flasker og andet ned i halsen på maskinen i en rivende fart:

1) Chancen for at maskinen begynder at hyle og bippe for derefter at stoppe helt forøges voldsomt ved for hurtig aflevering.

2) Selvom maskinen ikke brokker sig, vil hurtig aflevering resultere i, at båndet konstant stopper og starter, og afleveringen vil dermed blive meget ujævn og særdeles utilfredsstillende for både menneske og maskine.

Selv sætter jeg en ære i at ramme båndets rytme således, at båndet aldrig når at stoppe, og afleveringen derved får det perfekte flow. Lykkes dette, vil både jeg og maskinen kunne fortsætte dagen med mere ro i sindet end ellers.

Jeg kan forestille mig, at folk bag mig i køen måske vil opfatte min aflevering som noget sløv, eftersom der da går et vist tidsrum fra jeg har lagt en flaske på båndet til jeg lægger den næste. Dog er jeg til stadighed overbevist om, at min metode er optimal og at manden bag mig ville få en lang næse, hvis han havde et stopur med sig.

Friday, September 26, 2008

Politik til tiden

Nu viser verden så sit grimme tegneseriefjæs igen. Flemming Hansen, manden hvis attribut er "konservativ erfaring", har udgivet en bog, som hedder "Politik til tiden".

Flemming var jo trafikminister, så det er jo svært ikke at forbinde "politik til tiden" med "trafik til tiden". Trafik til tiden, eller bare velfungerende transport, må vel være det, som en trafikminister bør stræbe efter. Flemming Hansen er dog kendt for at være trafikministeren, der ødelagde den offentlige transport. Aldrig før, og forhåbentlig aldrig siden, hans tid på tronen har den offentlige transport fungeret så dårligt.

Hvis nu Flemming Hansen var et rigtigt menneske, så ville han nok græmme sig over, at have været så uduelig som trafikminister, og forsøge at glemme det hele. Men eftersom Flemming Hansen bryster sig af at være konservativ, så er han jo også forpligtet til at være en tegneseriefigur. Derfor gør han det mest absurde, han overhovedet kunne. Han udgiver en bog, hvis titel leder tankerne over på hans bedrifter som trafikminister. For dem er han åbenbart stolt af.

Får det nogen konsekvenser? Udbryder der kaos? I det mindste ramaskrig? Vender tyngdekraften?

Mon ikke bare tegneserien fortsætter.
Mon ikke det hele ender godt, så længe højre er ved magten.

Friday, September 19, 2008

Kærlig hilsen

En lærer skriver en besked til et hold elever i et såkaldt "grupperum" på universitetets intranet.

Beskeden afsluttes "kh [lærerens navn]". Lad os bare kalde ham Hans. Beskeden lyder altså:

"Bla bla bla...

kh Hans"


Jeg er typen, der brokker mig meget, og her er der rigtig meget jeg kan brokke mig over.

For det første: Hvad er meningen med at forkorte den slags ting? Hvor oprigtigt lyder det lige, hvis du ikke engang orker at skrive fuldt ud, hvor kærligt du hilser på os? Hvis du virkelig har kærlighed til mig, så kan du også bruge det sekund, det tager, at skrive "kærlig hilsen". Det gælder i øvrigt også, hvis der kun er tale om en venlig hilsen. Hvor respektløst er det lige at smide forkortelser i hovedet på folk?

Jeg kan jo også sige "TFM" i stedet for "tak for mad" til flinke mennesker, der laver mad til mig, hvis det ikke lige var fordi "tak for mad" er tre enstavelsesord i forvejen.

Det værste er dog selve det med kærligheden. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig hvad meningen skulle være med at sige sådan noget. Læreren vil da sikkert gerne være "flink" men er man nu ikke længere flink, hvis man skriver "venlig hilsen", eller måske "væm'li' hilsen" for de morsomme.

"Det er der mange der siger. Tingene ændrer sig". Næ, nej! Jeg vil ikke bare hoppe med på sådan en bølge. Jeg synes det er ligeså absurd, som hvis kassemanden nede i SuperBest gav mig et knus hvis jeg bare skulle have det "på beløbet".

Der er visse kvindelige lærertyper, som er mere moderlige i det, sådan nogle, som eleverne nærmest føler, at de bliver venner med, og som bekymrer sig om dem, og som er "tilgængelige" og RUC og det hele. Hvis sådan en lærer skrev "kærlig hilsen" så ville jeg ikke skrive om det. Men når en grov, ung mandlig lærer, som folk ligefrem er bange for, skriver sådan noget, så bliver jeg nødt til at skrive om det.

I et brev til forældre eller til den eneste ene, eller til bedsteforældre eller noget i den dur, så ja: "Kærlig hilsen Pusser".

I et brev til en lærer, til kommunen, til SAS, så nej, ikke "Kærlig hilsen Pusser".

Hvis du sådan ødsler med kærligheden, så betyder det jo pludselig ingenting, når du skriver til nogen, som du rent faktisk har en kærlig hilsen til.

Du skriver vel heller ikke "venlig hilsen" eller "til rette vedkommende" når du sender et brev til din bedstemor?

"Nå, men hvis jeg ikke må skrive 'kærlig hilsen' så må jeg vel heller ikke skrive 'kære Hans'"

Jo, det må du godt for "kære" kan bruges ganske formelt. Det er faktisk svært at komme i tanker om andre formelle måder at indlede et brev på, uden at det bliver overdrevet. "Hej Hans". "'sup Hans?". "Vær hilset, Hans". Det er jo ikke særligt formelt, vel? Find selv på flere.

Venlig hilsen
Bloggeren

PS: "Vær hilset" kan måske godt gå for at være formelt, men på en temmelig Live-rollespil-agtig måde.

Wednesday, August 6, 2008

KU - Elitens hjemsted

D. 4. august 2008 sendte Københavns Universitet en mail ud til de studerende. I den stod blandt andet:

"Tilmelding til reeksamen for sommer 2008 er nu åben."

"Alle studerende har mulighed for at gå til reeksamen inden for samme eksamenstermin, hvis de har deltaget i eksamen, men ikke har bestået."

"Fra mandag d. 4. august kl. 12, til fredag d. 8. august kl. 12 - kan du tilmelde dig til reeksamen. Bemærk at tilmelding til reeksamen er bindende og ikke kan afmeldes."


Det er jo altsammen glimrende, ikke sandt?
Det sjove er, at der stadig er studerende, der ikke har fået resultater fra de skriftlige eksamener, de var oppe til i juni. Derfor ved disse studerende altså stadig ikke, om de har bestået eller ej, og derfor ved de heller ikke, om de skal melde sig til reeksamen.

Når disse studerende så rent faktisk får at vide, at de er dumpet, så er det jo meget sandsynligt at d. 8 august 2008 allerede ligger i fortiden. Derfor vil det jo være fuldstændigt umuligt for disse studerende at melde sig til reeksamen.

Eftersom "reeksamens-kontoret" og "skriftlige-karakter-registrerings-kontoret" ligger på to forskellige planeter, er der selvfølgelig ingen, der har ansvaret for denne lille forvikling.

I hvert fald skyldes det ikke slendrian, når ting som det her sker; det har jeg nemlig en mail fra universitetet, hvor der står.

Det skal dog bemærkes, at det måske er lidt meget, at forlange at de skriftlige karakterer skal være registreret allerede efter to måneder. Der er trods alt tale om en større opgave, hvor en sekretær skal tage sig sammen til at skrive op til to cifre i en rubrik, og så trykke "ok".

Monday, July 28, 2008

Jan-Erik og bagdelen

Jeg er seriøst blevet direkte opfordret til at skrive enten om "De unge mødre" eller om "2900 Happiness". Eftersom jeg ikke ser De Unge Mødre, men dog har et vist kendskab til 2900 Happiness, ja så vælger jeg den.


Egentlig har jeg ikke så meget at sige. Jeg så da de første 10 afsnit, da serien i sin tid begyndte, men kom snart fra det. På det sidste har jeg dog haft fornøjelsen af at se et par genudsendelser.


"Hvad er det med den røv?" udbryder Jan-Erik, formidabelt spillet af Peter Reichardt, om sekretærens popo. Det må simpelthen være det sjoveste jeg har hørt i hele 2008. Og lur mig om jeg ikke fandt et billede fra præcis den scene!Der er også dem, der synes, at det hele er så... utroværdigt. Hvorfor tror Kaj fra Kaj og Andrea dog på Jan-Erik, når han beskylder Jesper Lohmann for at svindle? Jan-Eriks far MÅ da for pokker vide, at sønnen er det mest løgnagtige menneske i hele Hellerup? Nej nej nej, det er bare så... Ja, så hvad egentig? Så "åh", måske.

Jeg har ikke mere.