Friday, September 26, 2008

Politik til tiden

Nu viser verden så sit grimme tegneseriefjæs igen. Flemming Hansen, manden hvis attribut er "konservativ erfaring", har udgivet en bog, som hedder "Politik til tiden".

Flemming var jo trafikminister, så det er jo svært ikke at forbinde "politik til tiden" med "trafik til tiden". Trafik til tiden, eller bare velfungerende transport, må vel være det, som en trafikminister bør stræbe efter. Flemming Hansen er dog kendt for at være trafikministeren, der ødelagde den offentlige transport. Aldrig før, og forhåbentlig aldrig siden, hans tid på tronen har den offentlige transport fungeret så dårligt.

Hvis nu Flemming Hansen var et rigtigt menneske, så ville han nok græmme sig over, at have været så uduelig som trafikminister, og forsøge at glemme det hele. Men eftersom Flemming Hansen bryster sig af at være konservativ, så er han jo også forpligtet til at være en tegneseriefigur. Derfor gør han det mest absurde, han overhovedet kunne. Han udgiver en bog, hvis titel leder tankerne over på hans bedrifter som trafikminister. For dem er han åbenbart stolt af.

Får det nogen konsekvenser? Udbryder der kaos? I det mindste ramaskrig? Vender tyngdekraften?

Mon ikke bare tegneserien fortsætter.
Mon ikke det hele ender godt, så længe højre er ved magten.

Friday, September 19, 2008

Kærlig hilsen

En lærer skriver en besked til et hold elever i et såkaldt "grupperum" på universitetets intranet.

Beskeden afsluttes "kh [lærerens navn]". Lad os bare kalde ham Hans. Beskeden lyder altså:

"Bla bla bla...

kh Hans"


Jeg er typen, der brokker mig meget, og her er der rigtig meget jeg kan brokke mig over.

For det første: Hvad er meningen med at forkorte den slags ting? Hvor oprigtigt lyder det lige, hvis du ikke engang orker at skrive fuldt ud, hvor kærligt du hilser på os? Hvis du virkelig har kærlighed til mig, så kan du også bruge det sekund, det tager, at skrive "kærlig hilsen". Det gælder i øvrigt også, hvis der kun er tale om en venlig hilsen. Hvor respektløst er det lige at smide forkortelser i hovedet på folk?

Jeg kan jo også sige "TFM" i stedet for "tak for mad" til flinke mennesker, der laver mad til mig, hvis det ikke lige var fordi "tak for mad" er tre enstavelsesord i forvejen.

Det værste er dog selve det med kærligheden. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig hvad meningen skulle være med at sige sådan noget. Læreren vil da sikkert gerne være "flink" men er man nu ikke længere flink, hvis man skriver "venlig hilsen", eller måske "væm'li' hilsen" for de morsomme.

"Det er der mange der siger. Tingene ændrer sig". Næ, nej! Jeg vil ikke bare hoppe med på sådan en bølge. Jeg synes det er ligeså absurd, som hvis kassemanden nede i SuperBest gav mig et knus hvis jeg bare skulle have det "på beløbet".

Der er visse kvindelige lærertyper, som er mere moderlige i det, sådan nogle, som eleverne nærmest føler, at de bliver venner med, og som bekymrer sig om dem, og som er "tilgængelige" og RUC og det hele. Hvis sådan en lærer skrev "kærlig hilsen" så ville jeg ikke skrive om det. Men når en grov, ung mandlig lærer, som folk ligefrem er bange for, skriver sådan noget, så bliver jeg nødt til at skrive om det.

I et brev til forældre eller til den eneste ene, eller til bedsteforældre eller noget i den dur, så ja: "Kærlig hilsen Pusser".

I et brev til en lærer, til kommunen, til SAS, så nej, ikke "Kærlig hilsen Pusser".

Hvis du sådan ødsler med kærligheden, så betyder det jo pludselig ingenting, når du skriver til nogen, som du rent faktisk har en kærlig hilsen til.

Du skriver vel heller ikke "venlig hilsen" eller "til rette vedkommende" når du sender et brev til din bedstemor?

"Nå, men hvis jeg ikke må skrive 'kærlig hilsen' så må jeg vel heller ikke skrive 'kære Hans'"

Jo, det må du godt for "kære" kan bruges ganske formelt. Det er faktisk svært at komme i tanker om andre formelle måder at indlede et brev på, uden at det bliver overdrevet. "Hej Hans". "'sup Hans?". "Vær hilset, Hans". Det er jo ikke særligt formelt, vel? Find selv på flere.

Venlig hilsen
Bloggeren

PS: "Vær hilset" kan måske godt gå for at være formelt, men på en temmelig Live-rollespil-agtig måde.

Wednesday, August 6, 2008

KU - Elitens hjemsted

D. 4. august 2008 sendte Københavns Universitet en mail ud til de studerende. I den stod blandt andet:

"Tilmelding til reeksamen for sommer 2008 er nu åben."

"Alle studerende har mulighed for at gå til reeksamen inden for samme eksamenstermin, hvis de har deltaget i eksamen, men ikke har bestået."

"Fra mandag d. 4. august kl. 12, til fredag d. 8. august kl. 12 - kan du tilmelde dig til reeksamen. Bemærk at tilmelding til reeksamen er bindende og ikke kan afmeldes."


Det er jo altsammen glimrende, ikke sandt?
Det sjove er, at der stadig er studerende, der ikke har fået resultater fra de skriftlige eksamener, de var oppe til i juni. Derfor ved disse studerende altså stadig ikke, om de har bestået eller ej, og derfor ved de heller ikke, om de skal melde sig til reeksamen.

Når disse studerende så rent faktisk får at vide, at de er dumpet, så er det jo meget sandsynligt at d. 8 august 2008 allerede ligger i fortiden. Derfor vil det jo være fuldstændigt umuligt for disse studerende at melde sig til reeksamen.

Eftersom "reeksamens-kontoret" og "skriftlige-karakter-registrerings-kontoret" ligger på to forskellige planeter, er der selvfølgelig ingen, der har ansvaret for denne lille forvikling.

I hvert fald skyldes det ikke slendrian, når ting som det her sker; det har jeg nemlig en mail fra universitetet, hvor der står.

Det skal dog bemærkes, at det måske er lidt meget, at forlange at de skriftlige karakterer skal være registreret allerede efter to måneder. Der er trods alt tale om en større opgave, hvor en sekretær skal tage sig sammen til at skrive op til to cifre i en rubrik, og så trykke "ok".

Monday, July 28, 2008

Jan-Erik og bagdelen

Jeg er seriøst blevet direkte opfordret til at skrive enten om "De unge mødre" eller om "2900 Happiness". Eftersom jeg ikke ser De Unge Mødre, men dog har et vist kendskab til 2900 Happiness, ja så vælger jeg den.


Egentlig har jeg ikke så meget at sige. Jeg så da de første 10 afsnit, da serien i sin tid begyndte, men kom snart fra det. På det sidste har jeg dog haft fornøjelsen af at se et par genudsendelser.


"Hvad er det med den røv?" udbryder Jan-Erik, formidabelt spillet af Peter Reichardt, om sekretærens popo. Det må simpelthen være det sjoveste jeg har hørt i hele 2008. Og lur mig om jeg ikke fandt et billede fra præcis den scene!Der er også dem, der synes, at det hele er så... utroværdigt. Hvorfor tror Kaj fra Kaj og Andrea dog på Jan-Erik, når han beskylder Jesper Lohmann for at svindle? Jan-Eriks far MÅ da for pokker vide, at sønnen er det mest løgnagtige menneske i hele Hellerup? Nej nej nej, det er bare så... Ja, så hvad egentig? Så "åh", måske.

Jeg har ikke mere.

Tuesday, June 17, 2008

Lonka Fudge

Fudge er ikke noget nyt. Det har eksisteret i mindst 88 år. Men det er imidlertid først for nylig jeg tog chancen og købte det fra Føtex' bland-selv-slik


Mmm, hvor lækkert. Og helt ulig alt andet. Det var selvfølgelig altid standard-udgaven, vanille, som jeg købte. Et par måneder efter lagde jeg dog mærke til, at der også var lakrids-fudge. Lakrids, tænkte jeg, det kan næppe være særligt godt. Men det var det.
Et besøg i Imperial biografen for ikke så længe siden afslørede, at der også findes chokolade fudge. Det var dog fantastisk.

Et besøg på Lonkas egen hjemmeside i dag har dog afsløret, at Lonka Fudge's verden er næsten uudtømmelig.

Chancen for at alle disse varianter kommer til Danmark synes dog snæver. Flygtig, tilmed...

Saturday, June 14, 2008

Profit med krydsord

Jeg skriver ikke så meget i bloggen, og så går den jo i stå. Derfor tænkte jeg, at jeg hellere må skrive noget.Forleden gjorde jeg noget, jeg har aldrig har gjort før. Jeg sendte nemlig løsninger ind til Familiejournalens krydsord. Der er enormt mange krydsord i Familiejournalen, og jeg synes, at nogle af dem er enormt svære, heriblandt "Den Svære", og navnlig "Kryptokryds"', som virker helt uoverkommelig.

Der kan ikke være nær så mange, som sender løsninger ind til de sværeste krydsord, som til de nemme, tænkte jeg. Derfor må der være større chance for at vinde de 250 kr, hvis jeg kan løse netop dem. Men det kan jeg ikke, så jeg nøjes med "Den Sjove" og "Femmeren" og den slags.

Jeg sparede portoen ved at sende svarene ind via Familiejournalens hjemmeside. Det er smart.

For ærlighedens skyld må jeg hellere nævne, at jeg også sendte løsningen ind til "Børnekryds".

Hvad er mon bedst? Slet ikke at skrive noget, eller at skrive indlæg som dette...

Tuesday, April 22, 2008

Crüslis verden

"Er du sikker på, at Fakta Quick har Nutella? Vi kan ikke finde det".
Vi stod nemlig og kiggede efter Nutella i morgenmadsafdelingen. Men Nutella er ikke morgenmad, Nutella er slik; derfor står det sammen med slikket, hvor pålægschokoladen også står.

Men Crüsli'en står sammen med de andre morgenmadsprodukter. Crüsli smager godt, og der er chokolade i standardvarianten. Det må da være at stramme den, at kalde det for morgenmad. Og så igen, hvis det bliver spist om morgenen, så er det måske nok til at kalde det morgenmad? Der er jo ingen, der har sagt, at det er et "sundt og nærende morgenmåltid".

Det er dog et urokkeligt argument for, at Crüsli umuligt kan være morgenmad. Det er jo sådan, at alle morgenmadsprodukter, der er designet til, at der skal hældes mælk på dem, bliver uspiseligt bløde i løbet af max et minut. Denne grænse er lagt således, fordi de gode gamle "Chocos", som nu hedder "Coco Pops Crunchers" kan holde til kontakt med mælk i præcis et minut, inden de bliver uspiselige. Ser man bort fra "Chocos" er det dog svært at finde nogen form for morgenmad, der kan holde til mere end ti sekunder i mælken.

Crüsli's beskaffenhed er dog afgørende forskellig fra "morgenmad", eftersom Crüsli tilsyneladende kan holde til at ligge i mælk "så længe, det skal være" for at citere en unavngiven ekspert på området. Der er de, som mener, at denne forskel er nok til uigenkaldeligt at udelukke Crüsli fra gruppen "morgenmad", hvorimod andre mener, at sammenligningen er ubrugelig, eftersom Crüsli ikke skal spises med mælk, men med tykmælk.

Uanset hvad, har et kig på Crüsli'ens hjemmeside, www.crusli.dk, afsløret, at den lyseblå Crüsli, den med mælkechokolade, enten er en hemmelighed forbeholdt Føtex' kunder, eller at den er på vej ud, og derfor ikke længere markedsføres. Jeg må anbefale, at de, der vil smage den, før de går i graven, skynder sig i Føtex.