Lonka Fudge

Fudge er ikke noget nyt. Det har eksisteret i mindst 88 år. Men det er imidlertid først for nylig jeg tog chancen og købte det fra Føtex' bland-selv-slik


Mmm, hvor lækkert. Og helt ulig alt andet. Det var selvfølgelig altid standard-udgaven, vanille, som jeg købte. Et par måneder efter lagde jeg dog mærke til, at der også var lakrids-fudge. Lakrids, tænkte jeg, det kan næppe være særligt godt. Men det var det.
Et besøg i Imperial biografen for ikke så længe siden afslørede, at der også findes chokolade fudge. Det var dog fantastisk.

Et besøg på Lonkas egen hjemmeside i dag har dog afsløret, at Lonka Fudge's verden er næsten uudtømmelig.

Chancen for at alle disse varianter kommer til Danmark synes dog snæver. Flygtig, tilmed...

Profit med krydsord

Jeg skriver ikke så meget i bloggen, og så går den jo i stå. Derfor tænkte jeg, at jeg hellere må skrive noget.Forleden gjorde jeg noget, jeg har aldrig har gjort før. Jeg sendte nemlig løsninger ind til Familiejournalens krydsord. Der er enormt mange krydsord i Familiejournalen, og jeg synes, at nogle af dem er enormt svære, heriblandt "Den Svære", og navnlig "Kryptokryds"', som virker helt uoverkommelig.

Der kan ikke være nær så mange, som sender løsninger ind til de sværeste krydsord, som til de nemme, tænkte jeg. Derfor må der være større chance for at vinde de 250 kr, hvis jeg kan løse netop dem. Men det kan jeg ikke, så jeg nøjes med "Den Sjove" og "Femmeren" og den slags.

Jeg sparede portoen ved at sende svarene ind via Familiejournalens hjemmeside. Det er smart.

For ærlighedens skyld må jeg hellere nævne, at jeg også sendte løsningen ind til "Børnekryds".

Hvad er mon bedst? Slet ikke at skrive noget, eller at skrive indlæg som dette...

Crüslis verden

"Er du sikker på, at Fakta Quick har Nutella? Vi kan ikke finde det".
Vi stod nemlig og kiggede efter Nutella i morgenmadsafdelingen. Men Nutella er ikke morgenmad, Nutella er slik; derfor står det sammen med slikket, hvor pålægschokoladen også står.

Men Crüsli'en står sammen med de andre morgenmadsprodukter. Crüsli smager godt, og der er chokolade i standardvarianten. Det må da være at stramme den, at kalde det for morgenmad. Og så igen, hvis det bliver spist om morgenen, så er det måske nok til at kalde det morgenmad? Der er jo ingen, der har sagt, at det er et "sundt og nærende morgenmåltid".

Det er dog et urokkeligt argument for, at Crüsli umuligt kan være morgenmad. Det er jo sådan, at alle morgenmadsprodukter, der er designet til, at der skal hældes mælk på dem, bliver uspiseligt bløde i løbet af max et minut. Denne grænse er lagt således, fordi de gode gamle "Chocos", som nu hedder "Coco Pops Crunchers" kan holde til kontakt med mælk i præcis et minut, inden de bliver uspiselige. Ser man bort fra "Chocos" er det dog svært at finde nogen form for morgenmad, der kan holde til mere end ti sekunder i mælken.

Crüsli's beskaffenhed er dog afgørende forskellig fra "morgenmad", eftersom Crüsli tilsyneladende kan holde til at ligge i mælk "så længe, det skal være" for at citere en unavngiven ekspert på området. Der er de, som mener, at denne forskel er nok til uigenkaldeligt at udelukke Crüsli fra gruppen "morgenmad", hvorimod andre mener, at sammenligningen er ubrugelig, eftersom Crüsli ikke skal spises med mælk, men med tykmælk.

Uanset hvad, har et kig på Crüsli'ens hjemmeside, www.crusli.dk, afsløret, at den lyseblå Crüsli, den med mælkechokolade, enten er en hemmelighed forbeholdt Føtex' kunder, eller at den er på vej ud, og derfor ikke længere markedsføres. Jeg må anbefale, at de, der vil smage den, før de går i graven, skynder sig i Føtex.

Anekdote om april

MetroXpress fra d. 1. april 2008 påstår, at traditionen med aprilsnar stammer fra 1500-tallets Frankrig. 1. april var nemlig dagen, hvor den nye, gregorianske kalender blev indført, og så blev det åbenbart skik, at folk, på den dag, drillede dem, der ikke var klar over, at der var kommet ny kalender, eller som var modstandere af den.

- Mere spændende bliver det sikkert ikke.

En 1. april engang i 1900-tallet var der imidlertid en ansat på Haslev Sygehus, som gik over stregen med sin aprilsnar. Haslev Sygehus havde tidligere fungeret som et fuldbyrdet sygehus, men var på dette tidspunkt blevet reduceret til et sted, hvor man havde patienter indlagt; dvs. der kunne ikke modtages akutte patienter. Alligevel ringede telefonen pludselig, og der var besked om, at der var en patient med hjertestop på vej. Personalet blev dybt forvirret, og fór efter sigende rundt mellem hinanden, og forsøgte, selvom det ikke var muligt, at gøre afdelingen klar til at modtage denne patient.

Midt i al forvirringen dukkede kvinden, som havde foretaget opkaldet, op, og råbte: "Aprilsnar".

Det er åbenbart at gå over stregen.

Hvorfor fortælle denne historie her? Tjah, som alle nok kan se, så måtte den foreviges, og hvor skulle det næsten ellers gøres?

Usmagelighed

Sikken masse energi og glæde, der er forbundet med DRs nye "musikvideo". Tænk, at de ikke bare har samlet deres egen redaktion, men også ledende politikere og politifolk er gået på scenen for at hylde, hvad der jo er vores alle sammens DR. Det er virkelig smukt, at Pia Kjærsgaard, Helle Thorning og Søren Pind kan sætte deres stridigheder i bero, og sammen kæmpe for den fælles sag, som er DR.

DR, det kender vi jo. Det er, som det skal være. Bevares, der var noget med en skandale og noget byggeri og nogle milliarder, men det er jo DR, og sådan nogle små søde skandaler gør jo nærmest bare DR endnu mere folkekært end det var i forvejen.

At Pia Kjærsgaard står på scenen, skal sikkert opfattes som en provokation af en slags. Det er jo ikke alle, der kan lide Pia, og disse mennesker skal vel tænke: "Hov hov, hun har ikke noget at gøre på Tv, hvis ikke det er politik". Men herefter skal disse mennesker jo smile til sig selv, og tænke: "Men Pia er jo en del af Danmark, en del af hverdagen, og derfor også *suk* en del af DR."

Bedre bliver det simpelthen ikke.

Det, der derimod er særdeles stødende er, at en mand som Mads fra Aftenshowet også skal stå på scenen. Den mand har så lidt at gøre på Tv, at det er et mirakel, at verden står endnu. Når han står der sammen med alle politikerne, kan jeg ikke andet end væmmes ved tanken om, at han måske en dag skal interviewe dem.

Er det i virkeligheden Mads, der skal forestille at være den ultimative provokation, eller kan det virkelig passe, at verden er så dum, at det seriøst ikke er gået op for DR bosserne, at Aftenshowet skulle være taget af plakaten allerede efter første dag?

Nej, selvfølgelig skal jeg ikke kritisere. Mads er en dygtig medarbejder, og der er brug for ham. Hvis der er nogen, der er utilfredse med ham, så er det dem, der har et problem.

Det er godt, fordi det hører under mit felt

Når man er en del af eliten, så er det en del af dagligdagen at gøre pøblen opmærksom på, hvad den går glip af. Eller rettere: Eftersom eliten ikke omgås pøblen, så er det en del af elitens dagligdag at gøre eliten selv opmærksom på, hvad pøblen går glip af fordi den ikke har den indsigt, som eliten har.

Dette er specielt vigtigt, når pøblen begynder at bevæge sig faretruende tæt på elitens felt. Et eksempel kunne være, at der bliver lavet en amerikansk film med japanske elementer. Hvis en sådan film går hen og får meget opmærksomhed, er det elitens opgave at bekræfte over for sig selv, at pøblen narrer sig selv, og at førnævnte japanske elementer fejler i helt usmagelig grad.

Lad os tage filmen "Last Samurai" med Tom Cruise som eksempel. Størstedelen af filmen foregår i Japan, og inddrager visse elementer af japansk historie som baggrund for sin fortælling. Som en del af eliten skal man, for at bekræfte sin overlegenhed, antage, at det slet ikke falder én ind, at filmens formål er, at underholde et bredt publikum, men derimod, at filmen mere end alt andet er en historietime med japanskstuderende fra Københavns Universitet som målgruppe. Eftersom historiske fakta derfor naturligvis kommer før alt andet, er det utænkeligt, at filmskaberne på nogen måde med vilje skulle have ændret lidt på disse fakta, for at få alting til at passe sammen med hovedfortællingen.

Eliten skal højlydt tale med sig selv om, at disse Hollywood-folk godt nok er utroligt opblæste, sådan som de bilder sig ind, at den bedste samurai i verden faktisk var en hvid mand. Som elite ved vi jo, at alt, hvad der er japansk er bedre end alt, hvad der er amerikansk, og at japanske mænd derfor er bedre end alle andre mænd. Selvfølgelig er det ikke noget latterligt ved, at de japanskstuderende insisterer på, at manden er god bare fordi han er japansk, hvorimod det er dybt, dybt latterligt, at en amerikansk mand nogensinde kunne finde på at sige noget pænt om andre amerikanere.

Meget vigtigt er det at pointere overfor ligesindede, at filmens afbildning af den herlige Meiji-kejser ikke er præcis, som vi lærte i den-og-den time, og derfor er helt ved siden af, og i øvrigt ganske tåbelig. Vi, eliten, levede jo i 1800-tallet, og kan derfor ganske detaljeret udtale os om, præcis hvordan denne kejser var, og hvordan han stadig lever i vores fælles sjæl.

Pøblens frækhed kender simpelthen ingen grænser. Tænk, at den på det nærmeste prøver at stjæle elitens frugt. Simpelthen!

Og hvis det bare stoppede der! Tænk, at den usle pøbel gik så langt, som at GEN-indspille "Shall we dance"-filmen. Puha, Richard Gere kan jo aldrig leve op til den genialitet, som lå i originalen. Selvom den absolut eneste forskel på de to film er, at skuespillerne i den nye udgave ikke er japanere, ja, så er det jo netop der det går galt. Som elite må man stille sig uforstående overfor, at amerikanerne ikke bare markedsfører den japanske film, i stedet for at besmudse den med en genindspilning. Hvis amerikanerne ikke kan forstå den japanske film, ja, så skal de bare ikke have glæden af den historie.

Det er ikke filmens indhold, der gør den god. Det er det faktum, at filmen er japansk, der gør den god.

Ingen udtalelse uden konsekvens

”Det der, det er musik for mig” - Thomas Blachman om ”Engle for evigt”, som kort efter røg ud af konkurrencen, da de ikke var dygtige nok, og vist nok ikke kunne noget som helst. Det er ikke sådan, at Blachman mister sin troværdighed, bare fordi han sagde, at noget, der egentlig er dumt, var fantastisk, for det var jo musik, og derved bare underholdning.

”Det der, det er politik for mig” - Asger Aamund om ”Ny alliance”, som kort efter røg ud af konkurrencen, da de ikke var dygtige nok, og vist nok ikke kunne noget som helst. Det er ikke sådan, at Aamund mister sin troværdighed, bare fordi han sagde, at noget, der egentlig er dumt, var fantastisk, for det var jo politik, og derved bare underholdning.