Tuesday, April 22, 2008

Crüslis verden

"Er du sikker på, at Fakta Quick har Nutella? Vi kan ikke finde det".
Vi stod nemlig og kiggede efter Nutella i morgenmadsafdelingen. Men Nutella er ikke morgenmad, Nutella er slik; derfor står det sammen med slikket, hvor pålægschokoladen også står.

Men Crüsli'en står sammen med de andre morgenmadsprodukter. Crüsli smager godt, og der er chokolade i standardvarianten. Det må da være at stramme den, at kalde det for morgenmad. Og så igen, hvis det bliver spist om morgenen, så er det måske nok til at kalde det morgenmad? Der er jo ingen, der har sagt, at det er et "sundt og nærende morgenmåltid".

Det er dog et urokkeligt argument for, at Crüsli umuligt kan være morgenmad. Det er jo sådan, at alle morgenmadsprodukter, der er designet til, at der skal hældes mælk på dem, bliver uspiseligt bløde i løbet af max et minut. Denne grænse er lagt således, fordi de gode gamle "Chocos", som nu hedder "Coco Pops Crunchers" kan holde til kontakt med mælk i præcis et minut, inden de bliver uspiselige. Ser man bort fra "Chocos" er det dog svært at finde nogen form for morgenmad, der kan holde til mere end ti sekunder i mælken.

Crüsli's beskaffenhed er dog afgørende forskellig fra "morgenmad", eftersom Crüsli tilsyneladende kan holde til at ligge i mælk "så længe, det skal være" for at citere en unavngiven ekspert på området. Der er de, som mener, at denne forskel er nok til uigenkaldeligt at udelukke Crüsli fra gruppen "morgenmad", hvorimod andre mener, at sammenligningen er ubrugelig, eftersom Crüsli ikke skal spises med mælk, men med tykmælk.

Uanset hvad, har et kig på Crüsli'ens hjemmeside, www.crusli.dk, afsløret, at den lyseblå Crüsli, den med mælkechokolade, enten er en hemmelighed forbeholdt Føtex' kunder, eller at den er på vej ud, og derfor ikke længere markedsføres. Jeg må anbefale, at de, der vil smage den, før de går i graven, skynder sig i Føtex.

Tuesday, April 1, 2008

Anekdote om april

MetroXpress fra d. 1. april 2008 påstår, at traditionen med aprilsnar stammer fra 1500-tallets Frankrig. 1. april var nemlig dagen, hvor den nye, gregorianske kalender blev indført, og så blev det åbenbart skik, at folk, på den dag, drillede dem, der ikke var klar over, at der var kommet ny kalender, eller som var modstandere af den.

- Mere spændende bliver det sikkert ikke.

En 1. april engang i 1900-tallet var der imidlertid en ansat på Haslev Sygehus, som gik over stregen med sin aprilsnar. Haslev Sygehus havde tidligere fungeret som et fuldbyrdet sygehus, men var på dette tidspunkt blevet reduceret til et sted, hvor man havde patienter indlagt; dvs. der kunne ikke modtages akutte patienter. Alligevel ringede telefonen pludselig, og der var besked om, at der var en patient med hjertestop på vej. Personalet blev dybt forvirret, og fór efter sigende rundt mellem hinanden, og forsøgte, selvom det ikke var muligt, at gøre afdelingen klar til at modtage denne patient.

Midt i al forvirringen dukkede kvinden, som havde foretaget opkaldet, op, og råbte: "Aprilsnar".

Det er åbenbart at gå over stregen.

Hvorfor fortælle denne historie her? Tjah, som alle nok kan se, så måtte den foreviges, og hvor skulle det næsten ellers gøres?

Wednesday, March 19, 2008

Usmagelighed

Sikken masse energi og glæde, der er forbundet med DRs nye "musikvideo". Tænk, at de ikke bare har samlet deres egen redaktion, men også ledende politikere og politifolk er gået på scenen for at hylde, hvad der jo er vores alle sammens DR. Det er virkelig smukt, at Pia Kjærsgaard, Helle Thorning og Søren Pind kan sætte deres stridigheder i bero, og sammen kæmpe for den fælles sag, som er DR.

DR, det kender vi jo. Det er, som det skal være. Bevares, der var noget med en skandale og noget byggeri og nogle milliarder, men det er jo DR, og sådan nogle små søde skandaler gør jo nærmest bare DR endnu mere folkekært end det var i forvejen.

At Pia Kjærsgaard står på scenen, skal sikkert opfattes som en provokation af en slags. Det er jo ikke alle, der kan lide Pia, og disse mennesker skal vel tænke: "Hov hov, hun har ikke noget at gøre på Tv, hvis ikke det er politik". Men herefter skal disse mennesker jo smile til sig selv, og tænke: "Men Pia er jo en del af Danmark, en del af hverdagen, og derfor også *suk* en del af DR."

Bedre bliver det simpelthen ikke.

Det, der derimod er særdeles stødende er, at en mand som Mads fra Aftenshowet også skal stå på scenen. Den mand har så lidt at gøre på Tv, at det er et mirakel, at verden står endnu. Når han står der sammen med alle politikerne, kan jeg ikke andet end væmmes ved tanken om, at han måske en dag skal interviewe dem.

Er det i virkeligheden Mads, der skal forestille at være den ultimative provokation, eller kan det virkelig passe, at verden er så dum, at det seriøst ikke er gået op for DR bosserne, at Aftenshowet skulle være taget af plakaten allerede efter første dag?

Nej, selvfølgelig skal jeg ikke kritisere. Mads er en dygtig medarbejder, og der er brug for ham. Hvis der er nogen, der er utilfredse med ham, så er det dem, der har et problem.

Saturday, March 8, 2008

Det er godt, fordi det hører under mit felt

Når man er en del af eliten, så er det en del af dagligdagen at gøre pøblen opmærksom på, hvad den går glip af. Eller rettere: Eftersom eliten ikke omgås pøblen, så er det en del af elitens dagligdag at gøre eliten selv opmærksom på, hvad pøblen går glip af fordi den ikke har den indsigt, som eliten har.

Dette er specielt vigtigt, når pøblen begynder at bevæge sig faretruende tæt på elitens felt. Et eksempel kunne være, at der bliver lavet en amerikansk film med japanske elementer. Hvis en sådan film går hen og får meget opmærksomhed, er det elitens opgave at bekræfte over for sig selv, at pøblen narrer sig selv, og at førnævnte japanske elementer fejler i helt usmagelig grad.

Lad os tage filmen "Last Samurai" med Tom Cruise som eksempel. Størstedelen af filmen foregår i Japan, og inddrager visse elementer af japansk historie som baggrund for sin fortælling. Som en del af eliten skal man, for at bekræfte sin overlegenhed, antage, at det slet ikke falder én ind, at filmens formål er, at underholde et bredt publikum, men derimod, at filmen mere end alt andet er en historietime med japanskstuderende fra Københavns Universitet som målgruppe. Eftersom historiske fakta derfor naturligvis kommer før alt andet, er det utænkeligt, at filmskaberne på nogen måde med vilje skulle have ændret lidt på disse fakta, for at få alting til at passe sammen med hovedfortællingen.

Eliten skal højlydt tale med sig selv om, at disse Hollywood-folk godt nok er utroligt opblæste, sådan som de bilder sig ind, at den bedste samurai i verden faktisk var en hvid mand. Som elite ved vi jo, at alt, hvad der er japansk er bedre end alt, hvad der er amerikansk, og at japanske mænd derfor er bedre end alle andre mænd. Selvfølgelig er det ikke noget latterligt ved, at de japanskstuderende insisterer på, at manden er god bare fordi han er japansk, hvorimod det er dybt, dybt latterligt, at en amerikansk mand nogensinde kunne finde på at sige noget pænt om andre amerikanere.

Meget vigtigt er det at pointere overfor ligesindede, at filmens afbildning af den herlige Meiji-kejser ikke er præcis, som vi lærte i den-og-den time, og derfor er helt ved siden af, og i øvrigt ganske tåbelig. Vi, eliten, levede jo i 1800-tallet, og kan derfor ganske detaljeret udtale os om, præcis hvordan denne kejser var, og hvordan han stadig lever i vores fælles sjæl.

Pøblens frækhed kender simpelthen ingen grænser. Tænk, at den på det nærmeste prøver at stjæle elitens frugt. Simpelthen!

Og hvis det bare stoppede der! Tænk, at den usle pøbel gik så langt, som at GEN-indspille "Shall we dance"-filmen. Puha, Richard Gere kan jo aldrig leve op til den genialitet, som lå i originalen. Selvom den absolut eneste forskel på de to film er, at skuespillerne i den nye udgave ikke er japanere, ja, så er det jo netop der det går galt. Som elite må man stille sig uforstående overfor, at amerikanerne ikke bare markedsfører den japanske film, i stedet for at besmudse den med en genindspilning. Hvis amerikanerne ikke kan forstå den japanske film, ja, så skal de bare ikke have glæden af den historie.

Det er ikke filmens indhold, der gør den god. Det er det faktum, at filmen er japansk, der gør den god.

Tuesday, February 5, 2008

Ingen udtalelse uden konsekvens

”Det der, det er musik for mig” - Thomas Blachman om ”Engle for evigt”, som kort efter røg ud af konkurrencen, da de ikke var dygtige nok, og vist nok ikke kunne noget som helst. Det er ikke sådan, at Blachman mister sin troværdighed, bare fordi han sagde, at noget, der egentlig er dumt, var fantastisk, for det var jo musik, og derved bare underholdning.







”Det der, det er politik for mig” - Asger Aamund om ”Ny alliance”, som kort efter røg ud af konkurrencen, da de ikke var dygtige nok, og vist nok ikke kunne noget som helst. Det er ikke sådan, at Aamund mister sin troværdighed, bare fordi han sagde, at noget, der egentlig er dumt, var fantastisk, for det var jo politik, og derved bare underholdning.

Saturday, January 12, 2008

Hvad betyder "alternativ"?

Det er ganske meningsløst, men jeg blev nødt til at skrive noget et eller andet sted, og det blev så her. Jeg læste netop følgende om et videospil:

"Grafik, musik og stemning går op i en højere enhed og danner ramme om en fantastisk oplevelse. Højdepunktet i Castlevania-serien. Ialt 5 alternative slutninger tilfører ekstra holdbarhed."
Så var det jeg tænkte: "Kan ordet 'alternativ' bruges sådan"?

Det, jeg tror, er, at det, han mener, er 'forskellige' slutninger. Når han skriver 'alternative slutninger', så kan det i min verden opfattes på to måder:

1) 5 slutninger ud over den almindelige (slutning).
2) 5 slutninger, der ikke er almindelige (slutninger).

Eftersom jeg er udmærket bekendt med spillet, der omtales, så er jeg overbevist om, at manden mener:

5 slutninger, der er forskellige fra hinanden.

Egentlig ville jeg lade den slutte her, og ikke slå ordet op i en ordbog, for så kunne pointen jo være noget med "semantik og pragmatik" (!) og endvidere kunne emnet ledes over på, at "hvis jeg tror, at ordet betyder det-og-det, så betyder det jo også netop det inde i mit hoved", o.s.v.

Jeg kunne dog ikke nære mig, så jeg slog det op, og betydningerne svarer meget godt til (1) og (2) ovenfor. Men kan vi overhovedet stole på Nudansk Ordbog?

Tuesday, December 11, 2007

Det Konservative Klovneparti

For en uges tid siden handlede sidste del af DR's "Tidsmaskinen" om Det Konservative Folkeparti efter Schlüter. Selvom programmet var ganske sagligt, så var det svært for mig at se det som andet end en cirkusforestilling med den ene klovn efter den anden. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at undre mig over, at universets love tillader, at et regeringsparti er så tegneserieagtigt fjollet. Det går også fuldstændigt forbi mit hoved, hvordan tilsyneladende højtuddannede og fornuftige mennesker, som både kan forske og alt muligt kan bilde sig selv ind, at det nok er "det rigtige" at stemme på De Konservative.

Hvis man bare er afstumpet og pengefikseret, så kan man vel, så vidt jeg kan forstå, bare stemme på Venstre. Venstrepolitikere er i min verden nogle særdeles modbydelige mennesker, som opnår magt ved at udnytte andre dumme mennesker, som ikke kan se hinsides pengepungen, og så er der ikke så meget mere til det.

De Konservative, derimod, lader ikke til at kunne nøjes med at være højreorienterede; de skal også iklæde sig en underlige facade, der skal få dem til at virke dumme men samtidig "venlige" på en eller anden naiv måde. "Enfoldig", hedder det muligvis.

Jeg kan jo lige så godt tage dem fra en ende af, for at beskrive deres klovne-egenskaber.

Tag sådan en mand som Per Stig Møller. Selv "Tidsmaskinen" mente, at Per Stig var kendt og respekteret fordi han er en klog mand, og viste herefter et klip fra 70'erne, hvor en yngre Per Stig med et mørkt skæg talte fuldstændigt sort. Det skulle så forstås sådan, at Per Stig er så "begavet" og intellektuel, at når han snakker om sin store lidenskab, gammel dansk litteratur, så kan "almindelige mennesker" slet ikke følge med. Men hov, DR, den går ikke. Hvis der er en ting jeg har lært efter 4+ år på KU, så er det, at folk, der taler om højtragende emner, så andre ikke forstår det, de er ikke kloge, de er dumme. Hvis Per Stig ikke kan forklare hvad han mener på et forståeligt sprog, så er det fordi han slet ikke kan forklare det, hvilket så igen er fordi han ikke selv forstår det. Det er præcis ligesom artikler fyldt med fremmedord; det er nemt at tro, at mange fremmedord er lig med klogt indhold, men det er meget mere lig med en forfatter, der ikke aner, hvad han taler om.

Hvorfor er det i øvrigt, at når Kronprins Frederik "taler sort", så bliver han hængt ud på forsiden af formiddagsbladende som en idiot, men når Per Stig gør det, så er det fordi han er en af Danmarks største begavelser?

Nå, ja, og så er han vist nok spritbilist.

Tag nu sådan en som Hans Engell. "Hov, stop, han er jo ikke med i politik mere!". Nej, men han var med i programmet.
Hvad var det nu med ham? Nå, han var spritbilist, og endnu mere spritter end Per Stig, vist. I programmet så det ikke engang ud som om, han trak sig ud af politik, på trods af skandalen, men kun gik, fordi han tabte til Per Stig. Hvis en mand er så magtbegærlig, at han ikke trækker sig efter at have begået en af de mest utilgivelige synder, så tror jeg ikke, at det vil være nogen god ide at give ham magt. Der er ingen, der vil være med i min "Giv magten til dem, der ikke vil have den"-Platonklub, men så giv den da i det mindste til nogen, der ikke har et sygeligt begær efter den.

Kender I Helge Adam Møller? Han har da vist en fortid i militæret, og fred være med det (selvom fred vel er det modsatte af militær). De tre "søjler" af danskhed, som Det Konservative Folkeparti gerne vil konservere er jo netop Kongen, Fædrelandet og Hæren, så han passer jo fint ind. Men behøver han... BEHØVER han være en parodi på en militærmand? Han passer jo bedre ind i "Basserne" end på Christiansborg. Men selvfølgelig skal han være en parodi, for ellers kunne folk jo komme til at tage ham alvorligt. I Det Konservative Folkeparti skal man helst være en parodi på sig selv. "Man kan godt være en seriøs politiker, selvom man har en militær baggrund". Det kan man sikkert godt, men Helge Adam ER en tegneseriefigur. Hvis jeg skulle lave en superheltefilm og skulle designe en "militærmand" så ville jeg designe Helge Adam. Han er 100% parodi, og parodier er sjove i film men IKKE når de skal bestemme over alle folks liv.

Det Konservative Folkeparti, det ved man, hvor man har. Det har jo også været der altid. Det er sådan noget, som jeg mistænker deres vælgere for at tænke. Men en konservativ politiker har jo selv sagt om Rigsarkivet, at bare fordi noget altid har ligget et bestemt sted, så behøver det jo ikke at blive liggende. Og så vil jeg omskrive og sige, at bare fordi Det Konservative Folkeparti har eksisteret, så behøver det jo ikke blive ved med at eksistere.

Manden bag det geniale citat er ingen ringere end Brian Mikkelsen. En slags mand, som godt kan lide at føle sig uretfærdigt behandlet og skrive læserbreve til aviserne hvor han opremser alt det gode han har gjort for kulturen i Danmark. Jeg kunne skrive længe om, hvor stor en klovn Brian er, men dette indlæg er allerede ved at blive for langt. Derfor vil jeg nøjes med at skrive lidt om en af de bommerter, som han ikke er blevet hængt ud for i medierne, nemlig Diablo-skandalen.

Brian er jo kulturminister, så jeg forventer, at når han udtaler sig om kultur, så har han rådført sig med eksperter og at han ved hvad han taler om. Brian Mikkelsen kan ikke lide voldelige computerspil. Jeg er selv computerspiller, så jeg bider altid mærke i det, når folk, som ikke ved noget om computerspil udtaler sig om dem. Brian er dog i den knibe, at computerspil er en del af "kultur"; og hvis han udtaler sig om dem, så gør han det i egenskab af kulturminister. Hvis udenrigsministeren fortæller om udlandet, så går alle ud fra, at han ved, hvad det er for nogle lande, han taler om.

"Min søn skal ikke spille Diablo", siger Brian, og ligner en moralens vogter. For "Diablo" - spillet med det uhyggelige navn, må jo være et glimrende eksempel på de voldens spil, som ødelægger ungdommen nu til dags. Men hov, Brian, hvad er det Diablo er? Nå, nej, det ved du ikke. Computerspil er jo bare noget pjat, så jeg kan jo ikke forvente, at Brian ved noget om det. Han udtaler sig bare, for det er jo hans arbejde.

Diablo er et spil om heltedåder; om en helt, der allierer sig med selve Himmeriget for at besejre alt det onde i verden. Ja, det lyder godt nok forkasteligt, hva', Brian?

Det er da klart, at Brian skal tage afstand fra voldelige computerspil, men kunne han ikke bare have undersøgt området i bare ET minut, så han kunne få styr på forskellen mellem voldelige computerspil og de direkte umoralske spil. Diablo er ikke Manhunt. Diablo er ikke Grand Theft Auto. Hovedpersonen i Diablo kan KUN gøre gode gerninger.

Hvis nu Brian havde sagt, at "min søn skal ikke se Ben-Hur", så havde de fleste nok syntes, at det var da en mærkelig udtalelse. For nok er der da vold i Ben-Hur, men det er da en smuk fortælling, som både er lærerig menneskeligt og historisk. Og Brian ville jo aldrig... Jo, måske ville lige netop Brian, men en rigtig kulturminister ville aldrig udtale sig negativt om film, uden at have undersøgt emnet. Men computerspil er jo dumt og barnligt, så pyt med, hvad man siger.

Men så lad da være med at udtale dig om det, Brian.

Hvilket andet parti end Det Konservative ville dog tage imod Paula Larrain? Og for hendes skyld vil jeg da runde af med et uddrag fra en Nik & Jay-sang, som sjovt nok er på dansk (!).

"Jeg kan ikke mere nu. Jeg er smadret indeni."