Hvad jeg jeg lært?

Det er sikkert godt at lære noget nyt hver dag, men da det også er umuligt, er det ikke noget, jeg tør stile efter. Jeg vil i stedet forsøge at lære noget nyt hvert kvartal i stedet.

En god sommerferie svarer nogenlunde til et kvartal, og i denne sommerferie har jeg meget passende lært noget nyt. Nemlig at lave kaffe på en MoccaMaster. Det er slet ikke svært, åbenbart.

Jeg har i øvrigt også lært, at når Københavns Universitets bureaukrati siger, at noget kan tage x antal måneder, så tager det også x antal måneder. Jeg er ikke bitter, jeg er bare lidt skuffet.

Kaffeskisma

I begyndelsen drak vi altid cappuccinoen på Café Vivaldi. Naturligvis prøvede vi også Café O'Flanagan's, men det var åbenbart konsensus at Vivaldi var at foretrække. Der er jo for resten også Café Klejn, som vi har prøvet en enkelt gang, Café Vanilla ved kino og Den Glemte Café, Casio, i gården. Af en eller anden grund har disse dog aldrig lokket. Ja faktisk var det i begyndelsen altid Vivaldi. Jeg vil gå så langt som at sige, at i vores verden var café ensbetydende med Vivaldi. Det kom dog til at gå således at to uafhængige begivenheder ændrede vores verden.

Det ene var, at det efterhånden blev forår, og det vil sige, at Flanagans gårdhave begyndte at trække mere end Vivaldis interiør. Det andet, og måske mere afgørende, var, at Vivaldi pludselig fik nyt kaffekoncept. Cappuccinoen blev mindre, hanken blev udfordrende og det hele blev eksklusivt og fancy. Sjovt nok blev det også dyrere. Det var i sig selv meget sjovt. I kan vel forestille jer, at det er morsomt at fortælle folk, at jeg er sådan en yuppie, at jeg ligefrem er begejstret for, at kaffen både er blevet mindre og dyrere. Men nej. Jeg kan nok ikke benægte, at jeg er en yuppie, for det er folk, der drikker café latte eller cappuccino ifølge en test i en gratisavis. Dog var ingen af os så meget yuppie, at vi seriøst syntes om, at der nu var mindre kaffe at nyde. Derfor tog den ene tanke den anden, og snart blev cafe lig med Flanagans i stedet, hvilket det har været siden.

I dag førte verdens stier os dog igen tilbage til Vivaldi; mest for sjov. Bl.a. fordi vi skulle demonstrere for en uindviet, at cappuccinoen på Vivaldi kun fås i en meget beskeden mængde og derfor er eksklusiv. Vi fik os dog en lang næse, da det gik op for os, at Vivaldi nu igen serverer store kopper med cappuccino, ja faktisk på størrelse med dem, der sælges på Flanagans. Endvidere har de opgraderet deres medfølgende chokolade-godbid til Marabous mørke.

Det må jeg alligevel nok sige!

Hvad er et ord?

Jeg brokker mig næsten ustandseligt over tilvalg. Hvorfor skal jeg tvinges til at ydmyge mig selv i fag, som jeg ikke har noget talent for, og som ikke interesserer mig? Hvorfor skal uddannelsen spredes ud over flere fag, når det samtidig er meningen, at de studerende skal specialisere sig. Jeg ved i øvrigt ikke hvem det er, der siger det, men det er vist en eller anden, eller måske ligefrem flere. Universitetsstuderende bliver nødt til at specialisere sig for at kunne bruge deres uddannelse til noget.

Uanset hvad, så kan jeg ikke løbe fra, at jeg nu har haft noget tilvalg, om end jeg langt fra er færdig med det. Jeg taler selvfølgelig om semantik-faget her, som altså er en underafdeling af lingvistik. Nu er semantik ikke en afdeling, som sådan, det var bare for at kalde det et eller andet. I hvert fald, så har jeg da ikke glemt det hele, da noget af det var ganske interessant, selvom det, for mig, næppe kan bruges til noget. Men hvad kan i det hele taget bruges til noget? Ud fra mine erfaringer, som er usle og ligegyldige, så er humanistiske uddannelser mere dannelse end uddannelse, hvis det er nogen, der så forstår, hvad jeg mener med det.

Altså det ovenstående er bare en ligegyldig introduktion, som jeg har skrevet for at få læseren med ind på det emne, jeg gerne vil skrive noget om, som netop er lingvistik. Nærmere bestemt er det diskussionen om, hvad et ord er, og hvad de betyder.

Det klassiske eksempel er, at hvis jeg siger "hval" og du siger "hval", men den ene af os tror, at en hval er en fisk, og den anden tror, det er et pattedyr, kan det så siges, at vi har samme opfattelse af, hvad ordet "hval" betyder?

Det er alt sammen meget fint, og det hører til, hvad jeg vil kalde lommelingvistik, fordi det er på et plan, hvor alle kan følge med (ikke, at alle nødvendigvis har et svar), og det er noget, jeg kan underholde med ved middagsbordet, hvis der ikke er så meget fut i selskabet.

Sådan set kom jeg til at tænke på dette fordi jeg i dag atter engang læste en engelsketalende person skriver følgende på et internetforum: "I would of done it...", når det han egentlig var "I would have done it...". Men kan jeg nu også sige det? Måske mente han virkelig "of". Selvfølgelig, eller, ja, selvfølgelig skyldes det, at udtrykket bliver trukket sammen til "I would've" i talesprog, og det kunne ligeså godt lyde som "I would of", og pågældende person har bare aldrig tænkt over, hvilken sammensætning af ord, udtrykket består af. Men han ved ligeså godt som mig, hvad udtrykket betyder, og derfor kan det siges, at han mener præcis det samme, som jeg mener, når jeg siger "would have". Det er ligesom når danskere skriver "asiatere", når jeg synes, de skulle skrive "asiater", eftersom de kommer i knibe, når de skal fortælle mig, at de virkelig tror, at det er et ord, der i ental hedder "asiater".

Hvor i alverden vil jeg hen med alt dette? Det ville være åbenlyst at forvente en konklusion på nuværende tidspunkt, men jeg må desværre skuffe læseren, for der kommer ikke nogen. Jeg ved ikke selv, hvad jeg vil sige med alt det her, jeg havde bare en trang til at skrive det. Så det kan vel være konklusionen i sig selv.

EDIT: Næ, her kommer en rettelse: Konklusionen må vel være, at tilvalg i sidste ende er helt fantastisk, fordi det giver mig indsigt i en masse aspekter af verden, og leder mig til at skrive blogindlæg som dette. Tak, KU!

Lomme-middelalderkundskab Modul I

Næste semester begynder engang i løbet af den første uge i september. Jeg har endnu ikke meldt mig til nogen fag, endsige valgt dem. Egentlig var fristen for tilmelding i april, men jeg ved, eller jeg tror jeg ved, at det er muligt at melde sig til fag helt frem til midten af september, så længe der ikke er "overbooket". Den gik i hvert fald sidste gang, jeg valgte tilvalgsfag.

Egentlig synes jeg, det er besynderligt, at den officielle frist er i apil. Det vil sige, at eleverne ikke har nogen chance for at vide, om de har bestået deres eksamener (fordi de endnu ikke har haft disse eksamener), før de skal melde sig til de næste fag. Særligt når det kommer til tilvalgselever, som mig, der er meget dårlige til det, som læreren ude på Asien Afdelingen kalder for "de nemme fag".

Det hjælper ikke meget på sagen, at jeg, selvom jeg har overskrevet tidsfristen med over tre måneder, stadig ikke har fået alle mine eksamensresultater. Altså ved jeg ikke, om jeg mangler 30 eller 45 point før jeg er færdig med tilvalg. Jeg ved altså ikke, om jeg kan regne med, at det kommende semester bliver det sidste med tilvalg, eller om jeg mangler så meget, at jeg, [løgn]fordi jeg er realist [/løgn] ligeså godt kan sprede det ud over to semestre.

Faktisk bliver det endnu bedre. Hvis vi forestiller os det utænkelige, at jeg rent faktisk får meldt mig til nogle fag, så får jeg på et tidspunkt en mail fra KU om, at ansøgningsfristen på optagelse på kandidatuddannelsen er indsæt-latterligt-tidlig-dato. Altså vil jeg skulle søge om optagelse inden jeg ved, om jeg har bestået mit tilvalg. Hvis jeg nu er så heldig, og ja, jeg mener virkelig heldig, at bestå det hele, så er alt jo bare herligt og livet er som en container fuld af kirsebær. Hvis jeg derimod ikke har bestået, så får jeg, efter mange måneder, utvivlsomt et hånligt brev fra KU, hvor der står, at jeg da ikke skal forsøge at melde mig ind på overbygningen, når jeg ikke engang har bestået mit tilvalg. Når jeg så endelig får den glædelige nyhed, så er den officielle frist for tilmelding til flere tilvalgsfag for længst forbi. Hvis jeg ikke tilfældigvis kendte til den hemmelige tidsfrist, som ligger fire måneder senere, så ville jeg da ikke ane, hvad jeg skulle gøre. Med mit held er jeg dog sikker på, at også den hemmelige tidsfrist vil være overskredet når jeg endelig får nyheden.

Tilvalg er i sig selv studieforlængende nok for en ugidelig skiderik som mig, men at systemet bevidst er opbygget for yderligere at forlænge elevernes studietid og forsinke dem halve og hele år, det synes jeg så fantastisk typisk for mit indtryk af KU, at... at ikke noget som helst. Men jeg er jo også en utaknemmelig studerende, der ynder at brænde mine broer, og som ikke er klar over hvor priviligeret jeg er. Det er nemlig lig med lykke og meningsfuld eksistens at få lov til at få en gratis uddannelse.

Lad os vende tilbage til sagen. Jeg er simpelthen fysisk - eller nok nærmere psykisk... Nej, fysisk, tror jeg - ude af stand til at vælge tilvalgsfag. Hovedårsagen er, at jeg simpelthen ikke interesserer mig for noget som helst, så snart det skal op på et højere plan. Jeg synes da at lommehistorie, (paralleludtryk til lommefilosofi og lommepsykologi) er ganske sjovt. Det er da skægt at udspørge folk om, hvordan det egentlig gik for kristendommen i Europa i år 500 og om hvem kejser Konstantin egentlig var, men det er så også det. Hvis jeg pludselig skal læse kildetekster og lege med historisk metode, så er det simpelthen ikke interessant mere, og det er så det punkt, hvor jeg og KU er så forskellige. Det er i øvrigt ikke en afbildning af Konstantin foroven, men derimod kejser Justinian I af det Øst-romerske rige.

Hvis nu jeg rent faktisk kunne vælge lommehistorie eller lommepsykologi som fag, så ville jeg være reddet, men de fag udbydes kun i Lund, og det er alt for sent at søge derind. Øv, hvor ville jeg ønske, at det passede. Ikke, at det er for sent, men at fagene rent faktisk fandtes.

"Du skal tage retorik", siger folk, måske velmenende. Men hvorfor? Jamen, det er åbenbart fordi det er "lige mig". Jeg skriver jo blogs, så det med at formulere sig, det må være lige mig. Her er jeg dog bange for, at disse velmenende mennesker forveksler retorik på KU med lommeretorik. Forskellen ligger i, at lommeretorik er en masse små fif og sjove historier, som jeg kan underholde folk med, hvorimod KUs retorik er en hel masse -ismer, som skal kunne defineres ud fra et socio-retorisk og et meta-kvanteretorisk standpunkt, hvor der skal tages hensyn til Chomskys tese om osmose og Chiksentmihaliys teori om "flow". Og så er det, jeg står af bussen...

... og starter et nyt spil Civilization 4, og forsøger at erobre verden som Justinian I. Fido Dido har jo lært mig, at jeg skal udskyde alt, som kan udskydes. Men lige pludselig er det vel for sent, og hvad skal jeg egentlig så lave? Flygte til Japan igen?

Se mig og min ekspertviden

Er det virkeligt nødvendigt konstant at gøre mine omgivelser opmærksomme på, at jeg er ekspert og at jeg ved en masse, som de ikke ved?

Godfather, The: Blackha... (WII)

Pieyanthikos

Som fan af Mario Puzos værk føler jeg mig fuldt ud underholdt. Styringen er fint implementeret, uden at virke påklistret. Skuffende grafik, men generelt set en positivt oplevelse hele vejen igennem.

Tag denne forholdsvis uskyldige "vurdering" af et videospil som eksempel. Spillet Godfather er et licensspil, det vil i dette tilfælde sige, at det er spil bygget på filmen The Godfather. Det iøjefaldende ved Pieyanthikos' vurdering er, at han vælger at slynge navnet "Mario Puzo" ud. Mario Puzo er navnet på forfatteren, der for længe siden skrev romanen, som senere blev filmatiseret til den så berømte Godfather-film. Men hvad prøver Pieyanthikos egentlig at sige med dette? Mit bud er følgende:

1) Læseren skal vide, at Pieyanthikos er begejstret for bogen, og ikke nødvendigvis filmen. Selvom Mario Puzo, i følge Wikipedia, også har været involveret i filmen, ville det ikke være særligt indlysende at bruge Mario Puzos navn til at henvise til filmen. Dette punkt kan yderligere deles op:

a) Pieyanthikos foretrækker bøger frem for film og viser herved at han er intellektuel, og foretrækker litteratur frem for popkultur (om end han stadig spiller videospil).

b) Pieyanthikos forsøger at give udtryk for, at han var med fra starten, eftersom bogen kom før filmen. Præcis på samme måde, som da det pludselig blev sejt, hvis jeg havde læst X-men tegneserier før filmene kom, eller Hellboy eller 300 for den sags skyld. Grundet sin meget begrænsede alder er det dog umuligt for Pieyanthikos at påstå, at han læste bogen allerede da den udkom. Til gengæld vil han næppe afsløre dette medmindre han bliver spurgt direkte. Pieyanthikos vil uden tvivl også påstå at han har læst den engelske udgave af bogen, og ikke den danske oversættelse, da det er sejere at have læst originalen.

2) Pieyanthikos foregiver at mene, at Mario Puzo er et alment kendt navn, som kan slynges ud, når det passer ham uden at det kræver en forklaring. Eller rettere: Pieyanthikos foregiver at befinde sig på et intellektuelt stadie, hvor den slags er almen viden, og foregiver yderligere, at han tror, at resten af publikum er på samme stadie. Det optimale resultat for Pieyanthikos er, at en af læserne bøjer sig og indrømmer at han eller hun (helst hun) ikke er på samme niveau som Pieyanthikos og derfor ønsker en forklaring. Derved kan Pieyanthikos opnå status som lærermester, og vil derved fremstå som afsindigt intellektuel blandt den gruppe mennesker, som han så gerne vil være en del af.
Pieyanthikos ved dog udmærket, at Mario Puzo ikke nødvendigvis er alment kendt. Dette eksempel hører ikke til den værste af slagsen, men det ville uden tvivl glæde Pieyanthikos hvis en eventuel læser så navnet, tænkte: "uha, jeg ved ikke hvem det er, så jeg må hellere blive lidt klogere før jeg kan snakke med her", slog navnet op, og tænkte: "aha, tænk at den slags bare er almen viden for Pieyanthikos. Gid han dog vil lære mig om verden og om kvinder".
Forklaringen er måske en anelse overdrevet, men stadig meget tæt på virkeligheden.

Pieyanthikos' vurdering stammer fra et spilforum, hvor der altså "diskuteres" spil, gerne på "højt niveau", hvad det så end vil sige. Det er tydeligt, at Pieyanthikos ikke er en person, der foregiver at have nogen særlig dyb indsigt i selve spilverdenen, hvilket han viser ved at demonstrere sin "ekspertviden" fra litteraturens verden, i stedet for fra spillenes verden. Sammenlign eventuelt eksemplet fra før med følgende:

Chrono

Horii og Toriyama har gjort det igen - skabt en verden og stemning andre RPG'er må måles mod. Herligt persongalleri, sjov dialog og en historie der aldrig står stille. Smukt.

Ovenstående skal forestille en vurdering af spillet "Dragon Quest VIII". Chrono har kun fire linjer at gøre godt med. Bemærk, hvordan han spilder en halv linje med at udstille sin ekspertviden. Chrono har behov for at vise alle læserne, at han ikke bare er ekspert i spil, men også i personligheder fra den japanske spilverden.

Chronos "vurdering" minder på mange måder om Pieyanthikos', om end Chronos er mere usmagelig. Et kig på Wikipedia afslører, at der overhovedet ikke er nogen interesse for Horii. Han har lavet en række Dragon Quest spil, som ikke er udkommet i Europa, og som de fleste vesterlændinge simpelthen ikke kan holde ud at spille. Chrono har sågar selv skrevet en vurdering af et af de tidligere af Horiis spil, som han giver udtryk for, at han ikke kan lide. Horii har altså ikke "gjort det igen". Det er også fuldstændigt ligegyldigt, hvad Horii har gjort, for det er meningen, at Chrono skal skrive, om spillet er godt eller dårligt. Det er ikke meningen, at han skal skrive, at det er godt, fordi det er lavet af en mand, som Chrono kan lade som om, han kender. Horii er på ingen måde nogen berømthed, heller ikke i kredse, der spiller mange spil. Det svarer til, at jeg skriver i en vurdering, at Total Overdose er et fantastisk spil fordi min storebror har været med til at lave det.

I sidste ende nytter det selvfølgelig ikke noget at kritisere alt dette. Sagen er jo, at vurderinger, anmeldelser, kronikker, og især videnskabelige artikler kun handler om én ting: At vise, at jeg er klogere end læserne. Det værste af det hele er, at jeg også gør det selv.

Efterskrift: Jeg må hellere lige klargøre, at jeg er udmærket klar over, at Chrono hentyder til spillet "Chrono Trigger" som Horiis andet "gode værk". Jeg synes dog det er upassende at bruge vendingen "har gjort det igen", om en mand, der har lavet to gode spil og ti meget dårlige.

Hvor er Peter Skram?

Hvor er Peter Skram blevet af? De, der følger fast med i Sifa Bingo på DK4 vil nok have lagt mærke til, at den faste vært Peter Skram har været væk i et stykke tid nu. Vi har før oplevet, at en af bingopigerne har kørt showet når Peter Skram har haft fri, men der plejer kun at være tale om et enkelt program, før Peter Skram er tilbage igen.

I dag, da jeg tændte for DK4, så jeg, at det nu igen var Jan-Erik Messmann, der stod for Sifa Bingo. Jeg må dog lige klargøre, at der rent faktisk ikke er tale om Jan-Erik Messmann som sådan, men derimod bare om en mand, der ligner ham lidt. Jeg har ikke det fjerneste imod denne mand, men jeg må indrømme, at jeg da undrer mig lidt over, hvor Peter Skram mon er blevet af.

Hvis jeg nu rent faktisk så ligeså meget Sifa Bingo, som jeg godt kan lide at bryste mig af, så havde jeg sikkert fået en forklaring fra DK4s side. Jeg vil alligevel udnytte denne lejlighed til at fortælle lidt om de to herrer, Peter Skram og Jan-Erik Messmann, som de fleste måske ikke ved.

Peter Skram er lokalpolitiker i Aalborg, og går ind for gode idrætstimer.

Jan-Erik Messmanns modersmål er norsk, hvilket kunne tyde på, at han er nordmand. Han har i øvrigt ikke opdateret sin hjemmeside i noget, der ligner tre år. Eller også har han måske fået en ny hjemmeside, fordi han blev træt af www.messmann.dk

I øvrigt rygtes det, at de begge er medlemmer af The Brotherhood of Nod, men ingen kilder kan bekræfte dette.

Glas på hovedet?

Det virker slet ikke fremmed for mig at glas står på hovedet når de ikke er i brug. Når jeg siger på hovedet, så mener jeg, at de står med bunden opad, sådan så det ikke er muligt at hælde noget i dem. Men hvorfor stille glas på hovedet? Det kan vel næppe siges, at glas generelt står mere stabilt med bunden i vejret, eller kan det?

Mange vil muligvis påstå, at glassene stilles, som de gør, for at lette rengøringen. Med bunden i vejret kan der ikke falde støv og smuds ned i glassene, og det er derfor ikke nødvendigt at rengøre dem før brug. Hvis dette virkelig passer, så er det jo et fint argument.

Der er dog dukket ny information op. En relativt pålidelig kilde har for få dage siden gjort mig og andre opmærksomme på, at det kan være direkte skadeligt for glassene at stå på hovedet. Hvis der er små revner i toppen af glasset, så vil disse udvide sig med tiden, så længe glasset står på hovedet. Derfor er det hensigtsmæssigt at stille glassene med bunden nederst.

Jeg har ingen diplomer inden for glasvirksomhed, så det er ikke muligt for mig at vurdere hvor alvorlig denne glassituation rent faktisk er, men fremover må jeg nok hellere tænke mig om, før jeg stiller prægtige glas på plads i skabet.