Jeg brokker mig næsten ustandseligt over tilvalg. Hvorfor skal jeg tvinges til at ydmyge mig selv i fag, som jeg ikke har noget talent for, og som ikke interesserer mig? Hvorfor skal uddannelsen spredes ud over flere fag, når det samtidig er meningen, at de studerende skal specialisere sig. Jeg ved i øvrigt ikke hvem det er, der siger det, men det er vist en eller anden, eller måske ligefrem flere. Universitetsstuderende bliver nødt til at specialisere sig for at kunne bruge deres uddannelse til noget.
Uanset hvad, så kan jeg ikke løbe fra, at jeg nu har haft noget tilvalg, om end jeg langt fra er færdig med det. Jeg taler selvfølgelig om semantik-faget her, som altså er en underafdeling af lingvistik. Nu er semantik ikke en afdeling, som sådan, det var bare for at kalde det et eller andet. I hvert fald, så har jeg da ikke glemt det hele, da noget af det var ganske interessant, selvom det, for mig, næppe kan bruges til noget. Men hvad kan i det hele taget bruges til noget? Ud fra mine erfaringer, som er usle og ligegyldige, så er humanistiske uddannelser mere dannelse end uddannelse, hvis det er nogen, der så forstår, hvad jeg mener med det.
Altså det ovenstående er bare en ligegyldig introduktion, som jeg har skrevet for at få læseren med ind på det emne, jeg gerne vil skrive noget om, som netop er lingvistik. Nærmere bestemt er det diskussionen om, hvad et ord er, og hvad de betyder.
Det klassiske eksempel er, at hvis jeg siger "hval" og du siger "hval", men den ene af os tror, at en hval er en fisk, og den anden tror, det er et pattedyr, kan det så siges, at vi har samme opfattelse af, hvad ordet "hval" betyder?
Det er alt sammen meget fint, og det hører til, hvad jeg vil kalde lommelingvistik, fordi det er på et plan, hvor alle kan følge med (ikke, at alle nødvendigvis har et svar), og det er noget, jeg kan underholde med ved middagsbordet, hvis der ikke er så meget fut i selskabet.
Sådan set kom jeg til at tænke på dette fordi jeg i dag atter engang læste en engelsketalende person skriver følgende på et internetforum: "I would of done it...", når det han egentlig var "I would have done it...". Men kan jeg nu også sige det? Måske mente han virkelig "of". Selvfølgelig, eller, ja, selvfølgelig skyldes det, at udtrykket bliver trukket sammen til "I would've" i talesprog, og det kunne ligeså godt lyde som "I would of", og pågældende person har bare aldrig tænkt over, hvilken sammensætning af ord, udtrykket består af. Men han ved ligeså godt som mig, hvad udtrykket betyder, og derfor kan det siges, at han mener præcis det samme, som jeg mener, når jeg siger "would have". Det er ligesom når danskere skriver "asiatere", når jeg synes, de skulle skrive "asiater", eftersom de kommer i knibe, når de skal fortælle mig, at de virkelig tror, at det er et ord, der i ental hedder "asiater".
Hvor i alverden vil jeg hen med alt dette? Det ville være åbenlyst at forvente en konklusion på nuværende tidspunkt, men jeg må desværre skuffe læseren, for der kommer ikke nogen. Jeg ved ikke selv, hvad jeg vil sige med alt det her, jeg havde bare en trang til at skrive det. Så det kan vel være konklusionen i sig selv.
EDIT: Næ, her kommer en rettelse: Konklusionen må vel være, at tilvalg i sidste ende er helt fantastisk, fordi det giver mig indsigt i en masse aspekter af verden, og leder mig til at skrive blogindlæg som dette. Tak, KU!
Thursday, July 26, 2007
Sunday, July 22, 2007
Lomme-middelalderkundskab Modul I
Næste semester begynder engang i løbet af den første uge i september. Jeg har endnu ikke meldt mig til nogen fag, endsige valgt dem. Egentlig var fristen for tilmelding i april, men jeg ved, eller jeg tror jeg ved, at det er muligt at melde sig til fag helt frem til midten af september, så længe der ikke er "overbooket". Den gik i hvert fald sidste gang, jeg valgte tilvalgsfag.Egentlig synes jeg, det er besynderligt, at den officielle frist er i apil. Det vil sige, at eleverne ikke har nogen chance for at vide, om de har bestået deres eksamener (fordi de endnu ikke har haft disse eksamener), før de skal melde sig til de næste fag. Særligt når det kommer til tilvalgselever, som mig, der er meget dårlige til det, som læreren ude på Asien Afdelingen kalder for "de nemme fag".
Det hjælper ikke meget på sagen, at jeg, selvom jeg har overskrevet tidsfristen med over tre måneder, stadig ikke har fået alle mine eksamensresultater. Altså ved jeg ikke, om jeg mangler 30 eller 45 point før jeg er færdig med tilvalg. Jeg ved altså ikke, om jeg kan regne med, at det kommende semester bliver det sidste med tilvalg, eller om jeg mangler så meget, at jeg, [løgn]fordi jeg er realist [/løgn] ligeså godt kan sprede det ud over to semestre.
Faktisk bliver det endnu bedre. Hvis vi forestiller os det utænkelige, at jeg rent faktisk får meldt mig til nogle fag, så får jeg på et tidspunkt en mail fra KU om, at ansøgningsfristen på optagelse på kandidatuddannelsen er indsæt-latterligt-tidlig-dato. Altså vil jeg skulle søge om optagelse inden jeg ved, om jeg har bestået mit tilvalg. Hvis jeg nu er så heldig, og ja, jeg mener virkelig heldig, at bestå det hele, så er alt jo bare herligt og livet er som en container fuld af kirsebær. Hvis jeg derimod ikke har bestået, så får jeg, efter mange måneder, utvivlsomt et hånligt brev fra KU, hvor der står, at jeg da ikke skal forsøge at melde mig ind på overbygningen, når jeg ikke engang har bestået mit tilvalg. Når jeg så endelig får den glædelige nyhed, så er den officielle frist for tilmelding til flere tilvalgsfag for længst forbi. Hvis jeg ikke tilfældigvis kendte til den hemmelige tidsfrist, som ligger fire måneder senere, så ville jeg da ikke ane, hvad jeg skulle gøre. Med mit held er jeg dog sikker på, at også den hemmelige tidsfrist vil være overskredet når jeg endelig får nyheden.
Tilvalg er i sig selv studieforlængende nok for en ugidelig skiderik som mig, men at systemet bevidst er opbygget for yderligere at forlænge elevernes studietid og forsinke dem halve og hele år, det synes jeg så fantastisk typisk for mit indtryk af KU, at... at ikke noget som helst. Men jeg er jo også en utaknemmelig studerende, der ynder at brænde mine broer, og som ikke er klar over hvor priviligeret jeg er. Det er nemlig lig med lykke og meningsfuld eksistens at få lov til at få en gratis uddannelse.
Lad os vende tilbage til sagen. Jeg er simpelthen fysisk - eller nok nærmere psykisk... Nej, fysisk, tror jeg - ude af stand til at vælge tilvalgsfag. Hovedårsagen er, at jeg simpelthen ikke interesserer mig for noget som helst, så snart det skal op på et højere plan. Jeg synes da at lommehistorie, (paralleludtryk til lommefilosofi og lommepsykologi) er ganske sjovt. Det er da skægt at udspørge folk om, hvordan det egentlig gik for kristendommen i Europa i år 500 og om hvem kejser Konstantin egentlig var, men det er så også det. Hvis jeg pludselig skal læse kildetekster og lege med historisk metode, så er det simpelthen ikke interessant mere, og det er så det punkt, hvor jeg og KU er så forskellige. Det er i øvrigt ikke en afbildning af Konstantin foroven, men derimod kejser Justinian I af det Øst-romerske rige.
Hvis nu jeg rent faktisk kunne vælge lommehistorie eller lommepsykologi som fag, så ville jeg være reddet, men de fag udbydes kun i Lund, og det er alt for sent at søge derind. Øv, hvor ville jeg ønske, at det passede. Ikke, at det er for sent, men at fagene rent faktisk fandtes.
"Du skal tage retorik", siger folk, måske velmenende. Men hvorfor? Jamen, det er åbenbart fordi det er "lige mig". Jeg skriver jo blogs, så det med at formulere sig, det må være lige mig. Her er jeg dog bange for, at disse velmenende mennesker forveksler retorik på KU med lommeretorik. Forskellen ligger i, at lommeretorik er en masse små fif og sjove historier, som jeg kan underholde folk med, hvorimod KUs retorik er en hel masse -ismer, som skal kunne defineres ud fra et socio-retorisk og et meta-kvanteretorisk standpunkt, hvor der skal tages hensyn til Chomskys tese om osmose og Chiksentmihaliys teori om "flow". Og så er det, jeg står af bussen...
... og starter et nyt spil Civilization 4, og forsøger at erobre verden som Justinian I. Fido Dido har jo lært mig, at jeg skal udskyde alt, som kan udskydes. Men lige pludselig er det vel for sent, og hvad skal jeg egentlig så lave? Flygte til Japan igen?
Monday, June 11, 2007
Se mig og min ekspertviden
Er det virkeligt nødvendigt konstant at gøre mine omgivelser opmærksomme på, at jeg er ekspert og at jeg ved en masse, som de ikke ved?
Tag denne forholdsvis uskyldige "vurdering" af et videospil som eksempel. Spillet Godfather er et licensspil, det vil i dette tilfælde sige, at det er spil bygget på filmen The Godfather. Det iøjefaldende ved Pieyanthikos' vurdering er, at han vælger at slynge navnet "Mario Puzo" ud. Mario Puzo er navnet på forfatteren, der for længe siden skrev romanen, som senere blev filmatiseret til den så berømte Godfather-film. Men hvad prøver Pieyanthikos egentlig at sige med dette? Mit bud er følgende:
1) Læseren skal vide, at Pieyanthikos er begejstret for bogen, og ikke nødvendigvis filmen. Selvom Mario Puzo, i følge Wikipedia, også har været involveret i filmen, ville det ikke være særligt indlysende at bruge Mario Puzos navn til at henvise til filmen. Dette punkt kan yderligere deles op:
a) Pieyanthikos foretrækker bøger frem for film og viser herved at han er intellektuel, og foretrækker litteratur frem for popkultur (om end han stadig spiller videospil).
b) Pieyanthikos forsøger at give udtryk for, at han var med fra starten, eftersom bogen kom før filmen. Præcis på samme måde, som da det pludselig blev sejt, hvis jeg havde læst X-men tegneserier før filmene kom, eller Hellboy eller 300 for den sags skyld. Grundet sin meget begrænsede alder er det dog umuligt for Pieyanthikos at påstå, at han læste bogen allerede da den udkom. Til gengæld vil han næppe afsløre dette medmindre han bliver spurgt direkte. Pieyanthikos vil uden tvivl også påstå at han har læst den engelske udgave af bogen, og ikke den danske oversættelse, da det er sejere at have læst originalen.
2) Pieyanthikos foregiver at mene, at Mario Puzo er et alment kendt navn, som kan slynges ud, når det passer ham uden at det kræver en forklaring. Eller rettere: Pieyanthikos foregiver at befinde sig på et intellektuelt stadie, hvor den slags er almen viden, og foregiver yderligere, at han tror, at resten af publikum er på samme stadie. Det optimale resultat for Pieyanthikos er, at en af læserne bøjer sig og indrømmer at han eller hun (helst hun) ikke er på samme niveau som Pieyanthikos og derfor ønsker en forklaring. Derved kan Pieyanthikos opnå status som lærermester, og vil derved fremstå som afsindigt intellektuel blandt den gruppe mennesker, som han så gerne vil være en del af.
Pieyanthikos ved dog udmærket, at Mario Puzo ikke nødvendigvis er alment kendt. Dette eksempel hører ikke til den værste af slagsen, men det ville uden tvivl glæde Pieyanthikos hvis en eventuel læser så navnet, tænkte: "uha, jeg ved ikke hvem det er, så jeg må hellere blive lidt klogere før jeg kan snakke med her", slog navnet op, og tænkte: "aha, tænk at den slags bare er almen viden for Pieyanthikos. Gid han dog vil lære mig om verden og om kvinder".
Forklaringen er måske en anelse overdrevet, men stadig meget tæt på virkeligheden.
Pieyanthikos' vurdering stammer fra et spilforum, hvor der altså "diskuteres" spil, gerne på "højt niveau", hvad det så end vil sige. Det er tydeligt, at Pieyanthikos ikke er en person, der foregiver at have nogen særlig dyb indsigt i selve spilverdenen, hvilket han viser ved at demonstrere sin "ekspertviden" fra litteraturens verden, i stedet for fra spillenes verden. Sammenlign eventuelt eksemplet fra før med følgende:
Ovenstående skal forestille en vurdering af spillet "Dragon Quest VIII". Chrono har kun fire linjer at gøre godt med. Bemærk, hvordan han spilder en halv linje med at udstille sin ekspertviden. Chrono har behov for at vise alle læserne, at han ikke bare er ekspert i spil, men også i personligheder fra den japanske spilverden.
Chronos "vurdering" minder på mange måder om Pieyanthikos', om end Chronos er mere usmagelig. Et kig på Wikipedia afslører, at der overhovedet ikke er nogen interesse for Horii. Han har lavet en række Dragon Quest spil, som ikke er udkommet i Europa, og som de fleste vesterlændinge simpelthen ikke kan holde ud at spille. Chrono har sågar selv skrevet en vurdering af et af de tidligere af Horiis spil, som han giver udtryk for, at han ikke kan lide. Horii har altså ikke "gjort det igen". Det er også fuldstændigt ligegyldigt, hvad Horii har gjort, for det er meningen, at Chrono skal skrive, om spillet er godt eller dårligt. Det er ikke meningen, at han skal skrive, at det er godt, fordi det er lavet af en mand, som Chrono kan lade som om, han kender. Horii er på ingen måde nogen berømthed, heller ikke i kredse, der spiller mange spil. Det svarer til, at jeg skriver i en vurdering, at Total Overdose er et fantastisk spil fordi min storebror har været med til at lave det.
I sidste ende nytter det selvfølgelig ikke noget at kritisere alt dette. Sagen er jo, at vurderinger, anmeldelser, kronikker, og især videnskabelige artikler kun handler om én ting: At vise, at jeg er klogere end læserne. Det værste af det hele er, at jeg også gør det selv.
Efterskrift: Jeg må hellere lige klargøre, at jeg er udmærket klar over, at Chrono hentyder til spillet "Chrono Trigger" som Horiis andet "gode værk". Jeg synes dog det er upassende at bruge vendingen "har gjort det igen", om en mand, der har lavet to gode spil og ti meget dårlige.
|
| Som fan af Mario Puzos værk føler jeg mig fuldt ud underholdt. Styringen er fint implementeret, uden at virke påklistret. Skuffende grafik, men generelt set en positivt oplevelse hele vejen igennem. |
Tag denne forholdsvis uskyldige "vurdering" af et videospil som eksempel. Spillet Godfather er et licensspil, det vil i dette tilfælde sige, at det er spil bygget på filmen The Godfather. Det iøjefaldende ved Pieyanthikos' vurdering er, at han vælger at slynge navnet "Mario Puzo" ud. Mario Puzo er navnet på forfatteren, der for længe siden skrev romanen, som senere blev filmatiseret til den så berømte Godfather-film. Men hvad prøver Pieyanthikos egentlig at sige med dette? Mit bud er følgende:
1) Læseren skal vide, at Pieyanthikos er begejstret for bogen, og ikke nødvendigvis filmen. Selvom Mario Puzo, i følge Wikipedia, også har været involveret i filmen, ville det ikke være særligt indlysende at bruge Mario Puzos navn til at henvise til filmen. Dette punkt kan yderligere deles op:
a) Pieyanthikos foretrækker bøger frem for film og viser herved at han er intellektuel, og foretrækker litteratur frem for popkultur (om end han stadig spiller videospil).
b) Pieyanthikos forsøger at give udtryk for, at han var med fra starten, eftersom bogen kom før filmen. Præcis på samme måde, som da det pludselig blev sejt, hvis jeg havde læst X-men tegneserier før filmene kom, eller Hellboy eller 300 for den sags skyld. Grundet sin meget begrænsede alder er det dog umuligt for Pieyanthikos at påstå, at han læste bogen allerede da den udkom. Til gengæld vil han næppe afsløre dette medmindre han bliver spurgt direkte. Pieyanthikos vil uden tvivl også påstå at han har læst den engelske udgave af bogen, og ikke den danske oversættelse, da det er sejere at have læst originalen.
2) Pieyanthikos foregiver at mene, at Mario Puzo er et alment kendt navn, som kan slynges ud, når det passer ham uden at det kræver en forklaring. Eller rettere: Pieyanthikos foregiver at befinde sig på et intellektuelt stadie, hvor den slags er almen viden, og foregiver yderligere, at han tror, at resten af publikum er på samme stadie. Det optimale resultat for Pieyanthikos er, at en af læserne bøjer sig og indrømmer at han eller hun (helst hun) ikke er på samme niveau som Pieyanthikos og derfor ønsker en forklaring. Derved kan Pieyanthikos opnå status som lærermester, og vil derved fremstå som afsindigt intellektuel blandt den gruppe mennesker, som han så gerne vil være en del af.
Pieyanthikos ved dog udmærket, at Mario Puzo ikke nødvendigvis er alment kendt. Dette eksempel hører ikke til den værste af slagsen, men det ville uden tvivl glæde Pieyanthikos hvis en eventuel læser så navnet, tænkte: "uha, jeg ved ikke hvem det er, så jeg må hellere blive lidt klogere før jeg kan snakke med her", slog navnet op, og tænkte: "aha, tænk at den slags bare er almen viden for Pieyanthikos. Gid han dog vil lære mig om verden og om kvinder".
Forklaringen er måske en anelse overdrevet, men stadig meget tæt på virkeligheden.
Pieyanthikos' vurdering stammer fra et spilforum, hvor der altså "diskuteres" spil, gerne på "højt niveau", hvad det så end vil sige. Det er tydeligt, at Pieyanthikos ikke er en person, der foregiver at have nogen særlig dyb indsigt i selve spilverdenen, hvilket han viser ved at demonstrere sin "ekspertviden" fra litteraturens verden, i stedet for fra spillenes verden. Sammenlign eventuelt eksemplet fra før med følgende:
| Horii og Toriyama har gjort det igen - skabt en verden og stemning andre RPG'er må måles mod. Herligt persongalleri, sjov dialog og en historie der aldrig står stille. Smukt. |
Ovenstående skal forestille en vurdering af spillet "Dragon Quest VIII". Chrono har kun fire linjer at gøre godt med. Bemærk, hvordan han spilder en halv linje med at udstille sin ekspertviden. Chrono har behov for at vise alle læserne, at han ikke bare er ekspert i spil, men også i personligheder fra den japanske spilverden.
Chronos "vurdering" minder på mange måder om Pieyanthikos', om end Chronos er mere usmagelig. Et kig på Wikipedia afslører, at der overhovedet ikke er nogen interesse for Horii. Han har lavet en række Dragon Quest spil, som ikke er udkommet i Europa, og som de fleste vesterlændinge simpelthen ikke kan holde ud at spille. Chrono har sågar selv skrevet en vurdering af et af de tidligere af Horiis spil, som han giver udtryk for, at han ikke kan lide. Horii har altså ikke "gjort det igen". Det er også fuldstændigt ligegyldigt, hvad Horii har gjort, for det er meningen, at Chrono skal skrive, om spillet er godt eller dårligt. Det er ikke meningen, at han skal skrive, at det er godt, fordi det er lavet af en mand, som Chrono kan lade som om, han kender. Horii er på ingen måde nogen berømthed, heller ikke i kredse, der spiller mange spil. Det svarer til, at jeg skriver i en vurdering, at Total Overdose er et fantastisk spil fordi min storebror har været med til at lave det.
I sidste ende nytter det selvfølgelig ikke noget at kritisere alt dette. Sagen er jo, at vurderinger, anmeldelser, kronikker, og især videnskabelige artikler kun handler om én ting: At vise, at jeg er klogere end læserne. Det værste af det hele er, at jeg også gør det selv.
Efterskrift: Jeg må hellere lige klargøre, at jeg er udmærket klar over, at Chrono hentyder til spillet "Chrono Trigger" som Horiis andet "gode værk". Jeg synes dog det er upassende at bruge vendingen "har gjort det igen", om en mand, der har lavet to gode spil og ti meget dårlige.
Saturday, May 26, 2007
Hvor er Peter Skram?
Hvor er Peter Skram blevet af? De, der følger fast med i Sifa Bingo på DK4 vil nok have lagt mærke til, at den faste vært Peter Skram har været væk i et stykke tid nu. Vi har før oplevet, at en af bingopigerne har kørt showet når Peter Skram har haft fri, men der plejer kun at være tale om et enkelt program, før Peter Skram er tilbage igen.I dag, da jeg tændte for DK4, så jeg, at det nu igen var Jan-Erik Messmann, der stod for Sifa Bingo. Jeg må dog lige klargøre, at der rent faktisk ikke er tale om Jan-Erik Messmann som sådan, men derimod bare om en mand, der ligner ham lidt. Jeg har ikke det fjerneste imod denne mand, men jeg må indrømme, at jeg da undrer mig lidt over, hvor Peter Skram mon er blevet af.
Hvis jeg nu rent faktisk så ligeså meget Sifa Bingo, som jeg godt kan lide at bryste mig af, så havde jeg sikkert fået en forklaring fra DK4s side. Jeg vil alligevel udnytte denne lejlighed til at fortælle lidt om de to herrer, Peter Skram og Jan-Erik Messmann, som de fleste måske ikke ved.Peter Skram er lokalpolitiker i Aalborg, og går ind for gode idrætstimer.
Jan-Erik Messmanns modersmål er norsk, hvilket kunne tyde på, at han er nordmand. Han har i øvrigt ikke opdateret sin hjemmeside i noget, der ligner tre år. Eller også har han måske fået en ny hjemmeside, fordi han blev træt af www.messmann.dk
I øvrigt rygtes det, at de begge er medlemmer af The Brotherhood of Nod, men ingen kilder kan bekræfte dette.
Saturday, May 19, 2007
Glas på hovedet?
Det virker slet ikke fremmed for mig at glas står på hovedet når de ikke er i brug. Når jeg siger på hovedet, så mener jeg, at de står med bunden opad, sådan så det ikke er muligt at hælde noget i dem. Men hvorfor stille glas på hovedet? Det kan vel næppe siges, at glas generelt står mere stabilt med bunden i vejret, eller kan det?Mange vil muligvis påstå, at glassene stilles, som de gør, for at lette rengøringen. Med bunden i vejret kan der ikke falde støv og smuds ned i glassene, og det er derfor ikke nødvendigt at rengøre dem før brug. Hvis dette virkelig passer, så er det jo et fint argument.
Der er dog dukket ny information op. En relativt pålidelig kilde har for få dage siden gjort mig og andre opmærksomme på, at det kan være direkte skadeligt for glassene at stå på hovedet. Hvis der er små revner i toppen af glasset, så vil disse udvide sig med tiden, så længe glasset står på hovedet. Derfor er det hensigtsmæssigt at stille glassene med bunden nederst.
Jeg har ingen diplomer inden for glasvirksomhed, så det er ikke muligt for mig at vurdere hvor alvorlig denne glassituation rent faktisk er, men fremover må jeg nok hellere tænke mig om, før jeg stiller prægtige glas på plads i skabet.
Wednesday, May 9, 2007
Hvad er eliten?
Elite er et ord, som mange ynder at bruge, men hvad betyder det egentlig? Første gang ordet ”elite” havde mærkbar indflydelse på min eksistens, var i gymnasiet. I øvrigt er det fantastisk, at det i så høj grad er lykkedes gymnasiet at lægge netop det fundament, som må være dets formål at lægge. Det er svært at forestille sig nogen anden institution med den samme effekt. Men for at vende tilbage til Eliten (jeg skriver det med stort fremover, da det på det nærmeste er et egenavn), så var det i tysktimerne, det dukkede op. Eliten var en betegnelse, læreren brugte om de elever, der klarede sig godt i tysktimerne. Nogle elever var medlemmer af Eliten fra dag et, og forblev det indtil allersidste tysktime. Andre var skiftevis inde i varmen og ude i kulden, alt efter om de var velforberedte eller ej, mens endnu andre aldrig fik den ære at blive medlemmer. Det skal dog siges, at Eliten var et flygtigt begreb. Det blev aldrig gjort op, præcis hvem der var medlemmer på et givent tidspunkt. En typisk situation kunne være, at hvis en elev ikke kunne svare på et spørgsmål, så blev selv samme spørgsmål sendt videre ”til Eliten”. Personen, der så modtog spørgsmålet, kunne herved opfatte sig selv, som værende i Eliten.
Vi kan altså udlede følgende om ”Eliten”.
1) Et medlem af Eliten er en person, der er velforberedt og/eller kan sit stof.
2) Medlemskab af Eliten er ikke nødvendigvis permanent. Kan man ikke længere sit stof, står man igen udenfor. Samtidig er det dog muligt atter at blive medlem af Eliten, hvis man, så at sige, tager sig sammen.
Der skulle gå to år, før jeg igen stiftede bekendtskab med Eliten. På intro-dagen på Asien Instituttet dukkede begrebet igen op, nemlig da den mest indflydelsesrige lektor på afdelingen holdt en tale for de nye elever, heriblandt undertegnede. Det skal siges, at det ikke var alle nye elever, der var dukket op på denne dag. Interessen for hvad der blev sagt var heller ikke overvældende. Eleven, hvis mobiltelefon ringede, valgte i hvert fald at tale i denne, frem for pænt at blive siddende. Jeg kan i øvrigt oplyse de nysgerrige om, at der var nye studerende ikke bare fra japansk, men også fra kinesisk, tibetansk, m.fl. til stede.
Jeg må indrømme, at jeg blev ganske overrasket, og siden forundret, over den måde lektoren brugte ordet ”Eliten”. Han sagde til tilhørerne, altså de nye studerende, der endnu ikke havde haft en undervisningstime: ”I er Eliten”. Dette udsagt blev efterfulgt af ”Men Eliten forpligter”. Umiddelbart virker det forholdsvist uovervejet at stemple vildt fremmede mennesker som ”Eliten”. Hvordan kunne lektoren vide, at tilhørerne opfyldte de betingelser, der skal til, for at tilhøre Eliten? Jeg vidste naturligvis allerede dengang, at det langt fra var sikkert, at lektorens opfattelse af ordets betydning ikke nødvendigvis var den samme som min tidligere tysklærers, men det var nu alligevel mystisk.
Mystikken blev dog opklaret i løbet af talen; ja måske allerede i den følgende sætning (jeg må indrømme, at jeg ikke husker det særligt detaljeret). Det viste sig, at ”Eliten” er en betegnelse for folk, der går på Asien Instituttet. Hvordan kan det dog gå til? Jo, fordi Asien Instituttet huser en række små studier. Det år var der f.eks. omkring tredive friske mennesker, der påbegyndte japanskstudiet, og omkring otte på koreansk (to år efter var der 6 på japansk og 1 på koreansk). Sammenlignet med et fag som engelsk, kan det ikke siges at være ret mange. Jeg aner i øvrigt ikke hvor mange, der begynder på engelskstudiet hvert år, men det er åbenbart almen viden, at det bare er mange.
Ifølge lektoren er Eliten altså en forholdsvis løs betegnelse, der dækker over:
a) Elever, der er optaget på et studie på Asien Instituttet
Og måske også:
b) Elever, der går på et lille studie (i forhold til engelsk).
Hvis det virkelig kun er a) eller b), der skal opfyldes for at man tilhører Eliten, så var lektoren vel i sin gode ret til at bruge ordet om de nye studerende. Hvis udtrykket indeholder nogen som helst anden betydning, må det dog siges at være lidt hovedløst sådan at slynge om sig med begrebet.
Jeg er ikke stødt på ordet siden. Tre år efter fik jeg dog lidt klarhed over hvorfor japanskstuderende er en del af Eliten. Den sidste undervisningsgang før eksamen i Japansk 3 fik de tilstedeværende fornøjelsen af at høre hvad der må være en monolog fra lektoren. I sandhed en fascinerende fortælling. Det hed sig nemlig, at japansk er et svært fag. Et fantastisk svært fag. Måske ikke bare det sværeste på hele det Humanistiske Fakultet, men faktisk det sværeste på hele universitetet. Og hvorfor er det, at japansk er så svært i forhold til fjollede fag, såsom kunsthistorie og litteraturvidenskab. Jo, for på japansk, der skal man ikke bare læse bøger, man skal lære noget. Vi skal lære hele tre alfabeter, og på litteraturvidenskab, der skal de bare læse bøger, og det er faktisk bare noget pjat. Japansk er meget mere et rigtigt fag end alt det der fjolleri. Derfor burde administrationen faktisk give mange flere penge til Asien Instituttet. Tænk jer, at vi får det samme beløb, når nogen består en eksamen i japansk (!!!), som når en eller anden hat består noget så let som en eksamen i litteraturvidenskab. Det er jo soleklart, at vi burde have mange flere penge
Historien fortsatte, tro det eller ej. Lektoren fortalte, at det hele var den dumme dekans skyld. Den dumme dekan, der diskriminerede de små fag (læs: Eliten). Tænk, at den dumme dekan ikke ville lade sig overtale til at give flere penge til de små fag. Tænk, at Eliten skal leve med kun at få ligeså mange penge som dem fra alle de lette fag. Og ifølge beretningen, så delte en lærer ovre fra Indianske Sprog og Kulturer (et fag med omtrent samme eksistensberettigelse som japansk) lektorens holdning. De to havde tilsyneladende moret sig med at diskutere, hvem af dem, der først skulle have lov til at slå dekanen, hvis de fik muligheden for det.
Det har jeg lært på japanskstudiet. Og da jeg åbenbart selv er en del af Eliten (eftersom jeg går på japanskstudiet), så må jeg selvfølgelig være loyal over for denne inderkreds. Min far har nemlig lært mig, at man ikke må brænde sine broer.
Sunday, May 6, 2007
Japanofili frem for naturligt sprog?
Frederik: "Hej Thomas-kun"
Thomas: "Hej Frederik-san"
Frederik: "Har du set Sofie-chan i dag?"
Thomas: "Nej, Thomas-sama har ikke set hende"
Essensen af oversættelse er et resultat, der lyder naturligt. Dengang jeg spillede Final Fantasy VII i sin tid, syntes jeg at figurerne talte lidt mærkeligt, men det var jo nok bare spillets stil. Ja, med tiden vænnede jeg mig til de mystiske sætninger, og figurerne, der altid virkede, som om, de talte forbi hinanden. Jeg ved snart ikke hvor mange gange, jeg har forsøgt at sige Vincents replik "This might be fun to pass time", men jeg har aldrig kunnet få det til at lyde hverken sejt, naturligt eller forståeligt. Men, bevares, jeg accepterede det, og da jeg var så glad for spillet, så var det jo helt fint.
Så, mange år senere, spillede jeg et spil, der hedder Paper Mario: The Thousand-year door. Det er lavet af Nintendo, og de er begyndt at gøre meget ud af deres oversættelser. Det var da utroligt, så sjov, flydende og forståelig dialogen var i det spil. Der var ikke længere noget mystisk over det, og jeg tænkte slet ikke over, at det var en oversat version, jeg sad og spillede. Dialogen fungerede i det hele taget så godt, at den kunne få mig til at grine med forholdsvis jævne mellemrum.
Hvis Final Fantasy VII ikke havde været oversat mystisk, men derimod godt, så havde spillet været bedre. Figurernes samtaler med hinanden havde gjort et større indtryk, og det havde ikke virket så fjernt.
"Men vi kan faktisk godt lide mystikken. Vi kan godt lide, at de japanske spil og tegneserier virker eksotiske. De skal nemlig være ligesom de originale, japanske versioner".
Aha! Og det er så her, I narrer jer selv. For det, japanerne sidder med, det er som regel noget, der er skrevet i naturligt sprog. Ved at lade "san", "sama" og "kun" stå i den danske oversættelse, så får I da overhovedet ikke det samme, som det, japanerne sad med. I får derimod en besynderlig hybrid af dansk og japansk, som i sidste ende er kunstig, da den ikke er skrevet på et rigtigt sprog. Hvis læserne skal have den samme oplevelse som de japanske læsere, så skal de have varen leveret i et sprog, der er tilsvarende naturligt.
Hvis grunden til at lade "san", "sama" og "kun" stå i oversættelsen er, at lave en eller form for introduktion til japansk sprog, så er det en anden sag. Jeg mangler dog så afgjort at høre nogen argumenter for, at det virkelig er værd at opgive at lave en oversættelse, som nogen som helst kan være bekendt, bare for at lave et mere eller mindre ubrugeligt begynderkursus til en række læsere, som alligevel undersøger den slags på Internettet. Nutidens nysgerrige unge mennesker er ikke afskåret fra alverdens viden, ligesom jeg selv og andre var, da vi selv var i målgruppen. Og hvis det virkelig passer, at de fleste faste læsere faktisk er hardcore-wapanese på over 25 år, så ønsker jeg på ingen måde at tage ansvaret for at prikke til deres interesse, og i sidste ende presse dem ud i japanskstudiet.
Det, der i virkeligheden generer mig allermest er, at jeg har på fornemmelsen, at hele balladen med, at det er blevet standard at lade japanske tiltaleformer stå i oversættelsen skyldes, at de første oversættere her i landet rent faktisk har troet, at det var den eneste udvej. Hvis vi antager, at disse mennesker er uddannet på Københavns Universitet, så kan jeg bestemt ikke udelukke, at en eller anden påstående underviser har bildt de stakkels unge mennesker ind, at "-san ikke svarer til noget på dansk, og derfor ikke kan oversættes". Selvom det selvfølgelig er fuldstændigt udelukket, at nogen, som ernærer sig (delvist) som professionel oversætter kan vide så lidt om emnet, at han går ud fra førnævnte antagelse, så tør jeg ikke vide mig sikker. Det hjælper ikke på sagen, at der i danske manga-udgivelser står skrevet, at en af grundene til bevarelsen af japanske tiltaleformer er, at "[de] er uoversættelige, fordi de tilsvarende udtryk ikke findes på dansk".
Jeg skal på inden måde påstå at have nogen omfattende viden indenfor feltet, men jeg får alligevel hurtigt det indtryk, at jeg må være en ud af få i branchen (bevares, jeg kender ikke alle), der har forholdt sig forholdsvist professionelt til emnet. Er det virkelig hensigtsmæssigt over for en selv og for læserne, hvis man ikke kan kende forskel på oversættelse og direkte oversættelse. Jeg er ganske enig i, at der ikke findes tilsvarende udtryk på dansk, men at dette skulle betyde, at de er uoversættelige finder jeg uforståeligt. Der findes heller ikke mere end et enkelt ord for "jeg" på nudansk, mens der findes adskillige på japansk (watashi, boku, ore, gusei, bare for at nævne et par stykker), hver med deres nuancer. Betyder det så, at jeg ikke må oversætte disse ord med naturligt dansk, men bliver nødt til at lade de japanske ord stå, da de er uoversættelige? Næppe.
Jeg indrømmer gerne, at jeg selv har været tilhænger af direkte oversættelse, men det var inden jeg rent faktisk begyndte at beskæftige med med oversættelse. Det er sjældent, at jeg siger noget pænt om KU, men jeg må da indrømme, at arbejdet med de to opgaver, jeg skrev om oversættelse der, gav mig et vist indblik i oversættelse, hvilket da også er grunden til, at jeg nu kan udtale mig så kritisk om andres oversættelse (og ja, det er altid let at kritisere, specielt når det kommer til dårlige ting).
100% direkte oversættelse er ikke mulig, så snart vi kommer op på sætningsniveau, og selvom det var, er det ikke hensigtsmæssigt at stile efter. Det vil aldrig komme til at minde om originalen. Hvis "Aiko-san" ikke kan oversættes med "Aiko" på dansk, så vil jeg påstå at "I like tomatoes" heller ikke kan oversættes med "Jeg kan lide tomater". Skal det oversættes direkte, så hedder det vel "Jeg lider tomater", for der står jo ikke "I can like tomatoes". Men, hov, hvad var det der skete, da jeg oversatte ord for ord til "Jeg lider tomater"? Nå, ja, det kom til at se underligt og kunstigt ud. Meningen forsvandt også, men det er åbenbart ikke så vigtigt.
"San" betyder ikke noget på dansk. "Men det bliver jo forklaret i forordet". Det gør det, ja. Men "watashi", "boku" og "ore" kunne jo også passende forklares i forordet. Så slipper jeg jo også for at oversætte dem i løbet af historien. Og på japansk kan man jo også finde på at sige "hans hoved er godt" i betydningen "han er klog". Men der står jo ikke ordret, at "han er klog", så derfor skal jeg vel skrive "hans hoved er godt", for ellers snyder jeg mine læsere for det japanske sprogs genialiteter? Jeg kan jo bare udvide mit i forvejen temmeligt lange forord med et lille afsnit, hvor der står "på japansk siger man 'hans hoved er godt', når man vil sige, at en person er klog". Ja, hvorfor ikke?
Og så, om fem år, når wapaese-bevægelsen har overtaget kulturlivet totalt, så er en dansk oversættelse af en manga bare en japansk udgave med et lille forord, hvor der står "lær japansk, inden du læser denne manga. Dansk sprog er overvurderet".
Jeg vil nødigt citeres for, at have sagt, at det er en forbrydelse at lade japanske ord stå i oversættelser, men jeg har såmænd ikke noget imod at blive citeret for at have sagt, at det er noget nær en forbrydelse at lade japanske ord stå, når det overhovedet ikke er nødvendigt. "San", "kun" og"sama" er almindelige måder at tiltale hinanden på japansk, og de kan ganske udmærket oversættes med almindelige måder at tiltale hinanden på, på dansk. For dansk er faktisk et ganske udmærket sprog.
Hvis der havde været japanske tiltaleformer i den engelske udgave af Final Fantasy VII, som jeg spillede i sin tid, så havde jeg da også accepteret det. Og ja, det ville da måske have været lidt eksotisk og spændende. Frem for alt ville det dog have været mystisk og lidt uforståeligt, og det havde været en bedre oplevelse, hvis spillet havde virket naturligt. Den gang vidste jeg ikke, at jeg skulle ende på japanskstudiet, og jeg ville trods alt have sat mere pris på en god historie end på et sprogkursus for nybegyndere.
Thomas: "Hej Frederik-san"
Frederik: "Har du set Sofie-chan i dag?"
Thomas: "Nej, Thomas-sama har ikke set hende"
Essensen af oversættelse er et resultat, der lyder naturligt. Dengang jeg spillede Final Fantasy VII i sin tid, syntes jeg at figurerne talte lidt mærkeligt, men det var jo nok bare spillets stil. Ja, med tiden vænnede jeg mig til de mystiske sætninger, og figurerne, der altid virkede, som om, de talte forbi hinanden. Jeg ved snart ikke hvor mange gange, jeg har forsøgt at sige Vincents replik "This might be fun to pass time", men jeg har aldrig kunnet få det til at lyde hverken sejt, naturligt eller forståeligt. Men, bevares, jeg accepterede det, og da jeg var så glad for spillet, så var det jo helt fint.
Så, mange år senere, spillede jeg et spil, der hedder Paper Mario: The Thousand-year door. Det er lavet af Nintendo, og de er begyndt at gøre meget ud af deres oversættelser. Det var da utroligt, så sjov, flydende og forståelig dialogen var i det spil. Der var ikke længere noget mystisk over det, og jeg tænkte slet ikke over, at det var en oversat version, jeg sad og spillede. Dialogen fungerede i det hele taget så godt, at den kunne få mig til at grine med forholdsvis jævne mellemrum.
Hvis Final Fantasy VII ikke havde været oversat mystisk, men derimod godt, så havde spillet været bedre. Figurernes samtaler med hinanden havde gjort et større indtryk, og det havde ikke virket så fjernt.
"Men vi kan faktisk godt lide mystikken. Vi kan godt lide, at de japanske spil og tegneserier virker eksotiske. De skal nemlig være ligesom de originale, japanske versioner".
Aha! Og det er så her, I narrer jer selv. For det, japanerne sidder med, det er som regel noget, der er skrevet i naturligt sprog. Ved at lade "san", "sama" og "kun" stå i den danske oversættelse, så får I da overhovedet ikke det samme, som det, japanerne sad med. I får derimod en besynderlig hybrid af dansk og japansk, som i sidste ende er kunstig, da den ikke er skrevet på et rigtigt sprog. Hvis læserne skal have den samme oplevelse som de japanske læsere, så skal de have varen leveret i et sprog, der er tilsvarende naturligt.
Hvis grunden til at lade "san", "sama" og "kun" stå i oversættelsen er, at lave en eller form for introduktion til japansk sprog, så er det en anden sag. Jeg mangler dog så afgjort at høre nogen argumenter for, at det virkelig er værd at opgive at lave en oversættelse, som nogen som helst kan være bekendt, bare for at lave et mere eller mindre ubrugeligt begynderkursus til en række læsere, som alligevel undersøger den slags på Internettet. Nutidens nysgerrige unge mennesker er ikke afskåret fra alverdens viden, ligesom jeg selv og andre var, da vi selv var i målgruppen. Og hvis det virkelig passer, at de fleste faste læsere faktisk er hardcore-wapanese på over 25 år, så ønsker jeg på ingen måde at tage ansvaret for at prikke til deres interesse, og i sidste ende presse dem ud i japanskstudiet.
Det, der i virkeligheden generer mig allermest er, at jeg har på fornemmelsen, at hele balladen med, at det er blevet standard at lade japanske tiltaleformer stå i oversættelsen skyldes, at de første oversættere her i landet rent faktisk har troet, at det var den eneste udvej. Hvis vi antager, at disse mennesker er uddannet på Københavns Universitet, så kan jeg bestemt ikke udelukke, at en eller anden påstående underviser har bildt de stakkels unge mennesker ind, at "-san ikke svarer til noget på dansk, og derfor ikke kan oversættes". Selvom det selvfølgelig er fuldstændigt udelukket, at nogen, som ernærer sig (delvist) som professionel oversætter kan vide så lidt om emnet, at han går ud fra førnævnte antagelse, så tør jeg ikke vide mig sikker. Det hjælper ikke på sagen, at der i danske manga-udgivelser står skrevet, at en af grundene til bevarelsen af japanske tiltaleformer er, at "[de] er uoversættelige, fordi de tilsvarende udtryk ikke findes på dansk".
Jeg skal på inden måde påstå at have nogen omfattende viden indenfor feltet, men jeg får alligevel hurtigt det indtryk, at jeg må være en ud af få i branchen (bevares, jeg kender ikke alle), der har forholdt sig forholdsvist professionelt til emnet. Er det virkelig hensigtsmæssigt over for en selv og for læserne, hvis man ikke kan kende forskel på oversættelse og direkte oversættelse. Jeg er ganske enig i, at der ikke findes tilsvarende udtryk på dansk, men at dette skulle betyde, at de er uoversættelige finder jeg uforståeligt. Der findes heller ikke mere end et enkelt ord for "jeg" på nudansk, mens der findes adskillige på japansk (watashi, boku, ore, gusei, bare for at nævne et par stykker), hver med deres nuancer. Betyder det så, at jeg ikke må oversætte disse ord med naturligt dansk, men bliver nødt til at lade de japanske ord stå, da de er uoversættelige? Næppe.
Jeg indrømmer gerne, at jeg selv har været tilhænger af direkte oversættelse, men det var inden jeg rent faktisk begyndte at beskæftige med med oversættelse. Det er sjældent, at jeg siger noget pænt om KU, men jeg må da indrømme, at arbejdet med de to opgaver, jeg skrev om oversættelse der, gav mig et vist indblik i oversættelse, hvilket da også er grunden til, at jeg nu kan udtale mig så kritisk om andres oversættelse (og ja, det er altid let at kritisere, specielt når det kommer til dårlige ting).
100% direkte oversættelse er ikke mulig, så snart vi kommer op på sætningsniveau, og selvom det var, er det ikke hensigtsmæssigt at stile efter. Det vil aldrig komme til at minde om originalen. Hvis "Aiko-san" ikke kan oversættes med "Aiko" på dansk, så vil jeg påstå at "I like tomatoes" heller ikke kan oversættes med "Jeg kan lide tomater". Skal det oversættes direkte, så hedder det vel "Jeg lider tomater", for der står jo ikke "I can like tomatoes". Men, hov, hvad var det der skete, da jeg oversatte ord for ord til "Jeg lider tomater"? Nå, ja, det kom til at se underligt og kunstigt ud. Meningen forsvandt også, men det er åbenbart ikke så vigtigt.
"San" betyder ikke noget på dansk. "Men det bliver jo forklaret i forordet". Det gør det, ja. Men "watashi", "boku" og "ore" kunne jo også passende forklares i forordet. Så slipper jeg jo også for at oversætte dem i løbet af historien. Og på japansk kan man jo også finde på at sige "hans hoved er godt" i betydningen "han er klog". Men der står jo ikke ordret, at "han er klog", så derfor skal jeg vel skrive "hans hoved er godt", for ellers snyder jeg mine læsere for det japanske sprogs genialiteter? Jeg kan jo bare udvide mit i forvejen temmeligt lange forord med et lille afsnit, hvor der står "på japansk siger man 'hans hoved er godt', når man vil sige, at en person er klog". Ja, hvorfor ikke?
Og så, om fem år, når wapaese-bevægelsen har overtaget kulturlivet totalt, så er en dansk oversættelse af en manga bare en japansk udgave med et lille forord, hvor der står "lær japansk, inden du læser denne manga. Dansk sprog er overvurderet".
Jeg vil nødigt citeres for, at have sagt, at det er en forbrydelse at lade japanske ord stå i oversættelser, men jeg har såmænd ikke noget imod at blive citeret for at have sagt, at det er noget nær en forbrydelse at lade japanske ord stå, når det overhovedet ikke er nødvendigt. "San", "kun" og"sama" er almindelige måder at tiltale hinanden på japansk, og de kan ganske udmærket oversættes med almindelige måder at tiltale hinanden på, på dansk. For dansk er faktisk et ganske udmærket sprog.
Hvis der havde været japanske tiltaleformer i den engelske udgave af Final Fantasy VII, som jeg spillede i sin tid, så havde jeg da også accepteret det. Og ja, det ville da måske have været lidt eksotisk og spændende. Frem for alt ville det dog have været mystisk og lidt uforståeligt, og det havde været en bedre oplevelse, hvis spillet havde virket naturligt. Den gang vidste jeg ikke, at jeg skulle ende på japanskstudiet, og jeg ville trods alt have sat mere pris på en god historie end på et sprogkursus for nybegyndere.
Subscribe to:
Posts (Atom)