"Hjernevask"

Hvis der var kvinder i 1930'erne, der så datidens typiske kvindeideal som repræsentant for god og rigtig livsførelse, så var de hjernevasket. Det giver selvfølgelig sig selv, at hvis en kvinde ser det, at holde hus og at fremstille præsentable børn som sit kald, så er det fordi hun er hjernevasket. Man kan måske også sige, at kvinder i 1930'erne var påvirkede af deres miljø. Ligesom så mange andre var de præget af deres opdragelse og familie, såvel som af medier, mode og af pressen.

De holdninger, som i dag er udbredte blandt unge kvinder, som er børn af forældre, der enten er akademikere, eller ikke er det, og som måske går eller har gået på universitetet, de er på en helt anden måde sande. Det giver jo sig selv, at det, som en ung kvinde tænker om det gode liv, og som hun måske skriver på sin blog, eller måske ligefrem som et debatindlæg i en avis, det er noget, der udtrykker en evig og korrekt holdning til tilværelsen. Det kan selvfølgelig godt diskuteres, det er klart, ellers havde man nok ikke skrevet den som et debatindlæg, men mellem linjerne står det ikke til diskussion. Ligesom så mange andre er nutidige unge kvinder præget af deres opdragelse og familie, såvel som af medier, mode og af pressen. Mens denne påvirkning - så længe der er tale om gamle dage - er lig med "hjernevask", så spiller den selvfølgelig ingen rolle i dag. Nutidens skribenter hæver sig selvfølgelig over enhver form fra udefrakommende påvirkning, og holder sig til det sande og det objektive.

Her i vores nutid kan vi snildt gennemskue, at 30'er-kvinderne var hjernevaskede, men om 80 år vil man ikke se tilbage på 2012 og tænke, at folk fra vores tid var hjernevaskede. Nej, for vi er allerede nået frem til sandheden, og holdningerne og værdierne vil ikke længere ændre sig - det er der simpelthen ikke behov for.

Orden

"Jeg er egentlig en meget åben person, der går meget op i kultur, og føler, at vi alle kan lære meget af hinanden. Men jeg har det ikke godt med, at du er så forskellig fra mig; det passer ikke ind i min orden, mit verdensbillede. Jeg bliver nødt til at påpege over for dig, at du ikke er god nok, fordi du ikke er præcis ligesom mig, og jeg siger det på en måde, så det lyder som om, jeg siger det for din skyld. Men det gør jeg ikke."

To myter om universiteter

Myte 1: Kandidatreglen

Kan man studere videre, hvis man allerede har en kandidatgrad?

Der lader til at være mange folk, som har en ide om, hvordan det forholder sig, selvom de tilsyneladende ikke har gjort den store indsats for at få opklaret mysteriet.

"Hvis man har en kandidatgrad, kan man ikke få lov til at komme ind på en ny uddannelse overhovedet."

"Hvis man har en kandidatgrad, kan man ikke få lov til at tage en ny kandidatuddannelse (men man kan måske godt få lov til at tage en ny bachelor."

"Hvis man har en kandidatgrad, kan man godt tage en ny uddannelse, men så skal man selv betale for det."

Og så er der noget med, at Simon Spies havde både en kandidatgrad i psykologi og jura, og hvordan kunne det så passe?

Nå, men sagen er altså, at hvis man kigger på, hvad de forskellige universiteter i landet skriver om "kandidatreglen", så er der ingen af ovenstående udsagn, der passer. Det, som reglen går ud på er, at hvis man har en kandidatgrad og søger ind på en ny uddannelse, så kommer man automatisk bagerst i køen. Man kan altså kun komme ind, hvis der er ledige pladser. Så virkeligheden er altså langt mindre dramatisk end myten.

Myte 2: Bifag

"Jeg skal læse engelsk på universitetet."

"Okay. Engelsk og hvad?"

"Bare engelsk."

"Nej, det kan du ikke. Man kan ikke bare blive kandidat i engelsk, man skal have et bifag. Så du f.eks. bliver kandidat i engelsk og tysk."

"Nå for katten."

Hvor mon den myte egentlig kommer fra?

Det er sådan, at humanister typisk skal have et års såkaldt tilvalg - studier uden for hovedfaget - for at blive bachelorer. Det er så muligt at sammensætte nogle pakker, så man tager alle tilvalgsfag inden for det samme fag, og man kan også gå endnu videre og tage noget gymnasiesidefag, så man har et ekstra fag, man kan undervise i på gymnasiet. Men det er altså ikke noget krav, at man skal have "bifag" for at blive hverken bachelor eller kandidat. Det er ganske muligt at tage fire forskellige totalt urelaterede fag som tilvalg i stedet for et enkelt "bifag" eller "sidefag".

Behandling som fortjent

At mange mennesker har svært ved at få arbejde, er vel efterhånden blevet et ofte debatteret emne, men er der egentlig nok fokus på den status, man har, som undermenneske, når man er en af dem, der søger arbejde?

Meget kunne i hvert fald tyde på, at det ikke bare foregår i det skjulte, men at det nu til dags er helt acceptabelt at skilte med, at man ikke ser arbejdssøgende som mennesker, men derimod som en slags skidt, som kun har til formål at være til besvær. Den heldige blandt de arbejdssøgende, som rent faktisk får jobbet, bliver derimod straks ophøjet til menneske.

Det hele handler i virkeligheden om det problem, at man som arbejdssøgende ofte skal finde sig i, at arbejdsgiveren ikke vil fortælle en, om man har fået jobbet eller ej. Bevares, hvis der går lang tid, kan man selvfølgelig nok regne med, at man ikke har fået jobbet (selvom man dog ikke kan være sikker på dette), men det er jo i alle tilfælde rart at få det afklaret, at man ikke har noget i vente.

Selvom der kan gå flere måneder, før man får et afslag på en jobansøgning – uanset hvor kvalificeret, man ellers måtte være – så ligger det selvfølgelig i luften, at man på et tidspunkt får sit afslag. Om ikke andet, så for en god ordens skyld. Hvorfor? Fordi, når en arbejdsgiver annoncerer en stilling, og derved beder de arbejdssøgende om at henvende sig, så er arbejdsgiveren som pænt, ordentligt og høfligt menneske – som arbejdsgivere jo er – selvfølgelig forpligtet til, at behandle alle seriøse jobansøgere pænt, og meddele dem, om de har fået eller ikke har fået stillingen. Det giver sig selv. Der findes nok jobsøgende, som har oplevet, at de aldrig får svar, dvs. afslag, men den slags sager må selvfølgelig skyldes, at arbejdsgiveren i sin travlhed har glemt at sende afslag ud. Den slags kan jo ske.

Virkeligheden er derimod en anden. Hvis man f.eks. kunne tænke sig at arbejde som administrator på en ambassade, kan man nederst i jobannoncen, blandt diverse meningsforstyrrende stavefejl, læse følgende: ”We will only contact the applicants selected for interview”. Hvis man ikke får jobbet, har man altså ikke fortjent at få det at vide, men kan derimod roligt fortsætte sin dagligdag i lykkelig uvidenhed.

På den ene side, er det selvfølgelig flot, at de åbent skriver, hvordan de ser på jobsøgende, og ikke prøver at camouflere deres adfærd som en fejl. På den anden side er det ganske skræmmende at se et sådant menneskesyn på skrift, skrevet som om, det er i orden at se på arbejdssøgende på den måde. Den heldige arbejdssøgende, der får det fine job med en hel times frokostpause, kan jo prise sig lykkelig over at blive ophøjet til menneskestatus, men samtidig kan han måske se frem til, at hans nye arbejdsgiver forlanger, at han skal blive ligesom de andre mennesker.

Tankeeksperiment om arbejde og om at være noget værd

Jeg må indrømme, at jeg tit kigger på Politikens hjemmeside, så min opfattelse af, hvad der bliver snakket om i samfundet er dybt påvirket af, hvad folkene derinde lige har valgt at lægge på hjemmesiden.

Har Politiken og dens læsere noget definerbart ståsted? Der har været noget med, at den er "venstreorienteret", hvilket avisen selv engang forsøgte at bruge på en åh-så-charmerende og selvironisk måde. Det var noget med, at man kunne bestille abbonement på "venstreorienteret humanistpladder" eller noget i den stil.

Der er også nogle, der mener, at Politiken er "de Radikales talerør". Hvem ved, om det passer, og hvad det vil sige. Uanset hvad, har der i hvert fald flere gange været noget debat derinde med noget med fattigdom og arbejdsløse, og en masse læserkommentarer. Og det har åbenbart vist sig, at størstedelen af de læsere, som morer sig med at skrive kommentarer til online-artikler ikke har den store sympati for arbejdsløse mennesker, som synes, de selv har det hårdt, og som siger at det er svært, at få arbejde.

Man kan altid få et arbejde. Lad være med at stille så høje krav til et intellektuelt stimulerende arbejde. Bare find et eller andet. Du er slap og ynkelig, osv osv.

Det er næsten altid sådan, at folk, der har et job, synes, at det er meget let at få job, mens det er de færreste, der ikke har job, der synes, at det forholder sig på den måde.

Ligger der mon noget i det? Har det noget at gøre med den der onde cirkel med, at den eneste måde, man kan få job på, er ved allerede at have et job på sit CV? Jeg ved det ikke.

Noget andet, man kunne vrøvle lidt om i sådan et blogindlæg her, ville være det med hakkeordenen. Hvis man har et job, har man lov til at hakke på dem, som ikke har et job. De bidrager jo ikke til samfundet. De er usle, og en lille smule onde, faktisk, for de nasser jo. Og de gider jo ikke finde et arbejde. Hvis man har et arbejde, er man altså tilsyneladende mere VÆRD end en, som ikke har et arbejde. Og det er sikkert også rimeligt nok. Der kan vel opstilles tusindvis af årsager til, hvorfor det forholder sig sådan. At tage vare på sig selv. At bidrage til "fællesskabet" (men dog et fællesskab, hvor man foragter dem, som man mener bidrager mindre end en selv). Og så videre og så videre.

Men uanset hvor meget de arbejdende foragter de arbejdsløse, er der så ikke én ting, som de arbejdsløse faktisk giver til de arbejdende? Netop et "helle". Så længe der findes mange arbejdsløse i samfundet, så bliver man helt automatisk noget værd, fordi man har et arbejde. Det er fuldstændigt ligegyldgt, om man er en sygeplejerske, der passer syge og lidende mennesker, en forsker, der opfinder kure mod sygdomme, en brugtvognsforhandler, der sælger ødelagte biler til overpriser, eller en advokat, der sørger for, at skruppelløse virksomheder kan hive flere penge ud af statskassen, end hele den samlede mængde af arbejdsløse nogensinde kunne drømme om.

Er man beskæftiget, får man disse gratis point. Er det noget værd? Giver det noget?

Hvad nu hvis alle havde jobs. Når man læser de nedladende bemærkninger fra de hårdtarbejdende til de arbejdsløse om, hvordan de bare skulle tage at tage sig sammen, så må det vel antages, at disse ønsker et samfund, hvor alle har arbejde.

Men hvad ville der så ske? Hvem skal så være underklassen? Hvem har man så lov til at hakke på? Ville man så blive nødt til at lave et nyt hierarki? Måske skulle man så til at vurdere menneskers værdi alt efter hvor meget deres arbejde rent faktisk bidrager til menneskeheden? For så ville reklamemanden vel egentlig ikke længere kunne hakke på nogen som helst? Og hvad skulle han så stille op? Ville det så alligevel være mere udholdeligt, at leve med tanken om, at en eller anden hæver kontanthjælp hver måned?

Europagt

Det er sjovt, sådan noget med EU. Når politikerne, som jo stort set alle sammen altid er for ALT hvad der kommer fra EU, skal udlægge sagerne, så er det altid så håbløst enkelt. "Selvfølgelig" skal vi det ene, og "selvfølgelig" skal vi det andet.

"Selvfølgelig skal Danmark med i [indsæt økonomisk aftale]. Ellers får vi ikke lov til at sidde med ved bordet, når Tyskland fortæller, hvordan Europa skal regeres."

"Hvorfor er det så vigtigt at sidde ved det bord?"

"Jamen det giver jo sig selv."

"Selvfølgelig skal Danmark med i euroen. Ellers vil Danmark sakke håbløst bagud i forhold til de andre Eurolande, såsom Grækenland og Italien."

10 år senere:
"Har udviklingen indtil nu ikke bevist, at du ikke anede, hvad du talte om dengang?"

"Nej, for selvfølgelig skal Danmark med i euroen."

"Jamen hvorfor?"

"Fordi det er fuldstændigt afgørende, at Danmark kommer med."

"Synes du ikke det er problematisk, at der i den nye traktat på side [x] står, at Danmark nu ikke længere kan [sådan-og-sådan] og til evig tid er bundet til [det-og-det]?"

"Det ved jeg ikke, jeg har ikke læst traktaten, jeg reklamerer bare for den."

... men det var et sidespring.

Nu er der jo en ny EU-aftale på vej, som åbenbart gør, at hvis et land ikke fører økonomisk politik på en måde, som EU har bestemt, så indfører de sanktioner. Helle og Lars synes åbenbart det lyder fantastisk. For som Lars siger:

»Nu er der en aftale. Og hvis vi ikke tilslutter os den, så sender vi et mærkeligt signal til omverdenen om, at vi vil forbeholde os retten til at føre uansvarlig økonomisk politik, og det er altså et dumt signal at sende«.

Og det lyder vel nok fornuftigt. Men sender det ikke OGSÅ et signal om, at vi synes det er en god ide, at EU skal bestemme mere og mere? Er der virkelig slet ikke antydningen af, at det her kunne blive en glidebane, der bare gør det nemmere at indføre den næste traktat, hvor Danmark ikke længere selv må bestemme, hvor længe diskotekerne må have åbent og hvor meget kaffe, folk må drikke. Er det ikke en mulighed, at Danmark også fremover fører "ansvarlig økonomisk politik" bare fordi vi gerne VIL, og ikke fordi det er noget, EU tvinger os til? Sådan så vi altid har MULIGHEDEN for at gøre noget andet, når det pludselig viser sig, at alt det, som økonomerne tror lige nu, er helt forkert.

Er det virkelig så utroligt enkelt og så utroligt klogt, at binde sig til altid at gøre tingene som det ufejlbarlige EU vil? Det er det åbenbart.

Tænketanke

Jeg har aldrig forstået det der med at have en "tænketank" som arbejder ud fra et forudbestemt politisk udgangspunkt.

"Den liberale tænketank CEPOS", "centrum-venstre tænketanken CEVEA".

Folk kan selvfølgelig tænke præcis, hvad de vil, men det underlige ligger i, at de her tænketanke hele tiden bliver beskrevet som om de var videnskabsmænd.

Det er altid noget i stil med: "En-eller-anden-politisk-påstand, mener den liberale tænketank CEPOS". Og sjovt nok er det altid et eller andet, som passer besynderligt godt sammen med det som Venstre - Danmarks Liberale Parti - mener.

Men hvorfor er det interessant, hvad nogen som helst tænketank mener, når der i tænketankens navn i forvejen står, hvad denne tænketank mener om hvad som helst i hele verden?

"... viser en undersøgelse som den liberale tænketank CEPOS har lavet. Undersøgelsen viser, at liberal politik er vejen frem".

Men hver eneste gang står der jo mellem linierne: "En undersøgelse, som den liberale tænketank CEPOS har lavet, hvor det på forhånd var besluttet, at lige meget hvad, skulle konklusionen være, at liberal politik er vejen frem".

"Selskabet-for-at-Jorden-er-universets-centrum har lavet en undersøgelse, der, utroligt nok, peger på, at Jorden er universitets centrum". Det er jo lige til forsiden.