Taxameter

Det er meget sjovt, at "taxametersystemet" på uddannelsesinstituioner stadig gælder. Det kan være svært at forestille sig, hvem der egentlig nogensinde har syntes det var en god ide. Man kan læse alt om systemet her, hvis det skulle have interesse.

Hvorfor skriver jeg nu om dette emne igen? Ja, det er vel fordi det er omkring 5 år siden sidst, og intet har tilsyneladende ændret sig.

I bund og grund går systemet jo bare ud på, at universiteterne, og åbenbart også andre uddannelsesinstitutioner, får penge pr. bestået eksamen. Hvis en elev dumper et fag, får skolen ikke penge. Hvis skolen ikke får så mange penge som tidligere, så bliver de jo nødt til at skære ned på et eller andet; formentlig antallet af ansatte. Det vil altså sige, at en underviser, der dumper en elev, bidrager til at fyre sig selv.

Den sidste sætning ville vel være det mest overbevisende argument for IKKE at bruge et sådant system. Men det er åbenbart ikke et problem. Og systemet blev indført. Det kan virke fuldstændigt uforståeligt, at det system skulle gavne nogen som helst. Men politikerne har jo den der indsigt, som andre mennesker ikke har, og de kan se et eller andet genialt ved systemet der gør, at de bare fejer al kritik væk, uden at komme med ret mange modargumenter. "Nej, vi skal ikke have et nyt system". Og det er tilsyneladende ligemeget, om det er en venstremand eller en socialdemokrat, man spørger.

Universiteternes faglige stolthed gør selvfølgelig, at ingen kunne drømme om, at lade nogen bestå, som ikke burde bestå. Selvfølgelig. For universitetslærere er jo overmennesker. Overmennesker af den slags, der sætter moralske overvejelser over alt andet, og som med glæde ofrer deres egen sikre, magelige stilling for den gode morals skyld. Naturligvis.

Og det, at man bruger eksterne censorer gør jo, at selvom det skulle være rigtigt, at universitetslærerne bliver beordret af ledelsen til, ikke at lade nogen dumpe, så skal karaktererne nok blive uddelt retfærdigt. Her glemmer man jo så at undersøge, om det kunne være, at censorerne også bliver beordret til ikke at lade nogen dumpe. Men det gør de jo ikke, vel? Det kan simpelthen ikke være rigtigt. Nå, okay, jamen så lad os lade, som om, det ikke er sandt.

Så systemet må altså være indført, fordi der hersker en overbevisning i folketinget om, at lærere er overmennesker.

Alle, der nogensinde har haft en lærer, ved, at lærere ikke er overmennesker.

De eneste, jeg kan forestille mig, har glæde af taxametersystemet, er undervisere og administratorer på skoler af tvivlsom kvalitet, som ved til evig tid at lade alle bestå, sikrer livslang beskæftigelse i ro og mag. Men det må så åbenbart også være i statens interesse.

Og desuden: Hvis en eller anden dekan kan blive ved med at henvise til, at de danske universiteter ligger pænt, på en eller anden Top-100 liste, som aldrig bliver undersøgt i sømmene, kan der selvfølgelig ikke eksistere noget problem.

Anekdote om cheeseburgere

... og så var der den om damen, der gik ind på McDonald's og sagde: "Jeg skal have to gange to cheesebugere". Da den logisk tænkende ekspedient gav hende fire cheeseburgere, blev hun utilfreds, og sagde: "Jeg sagde to gange to cheeseburgere", og gik så med sine fire, og ikke to gange to, cheesebugere.

Mit gæt er, at hun ville have haft to poser med to cheeseburgere i hver pose. Men hvorfor? Og i øvrigt: Hvem ved?

Kort sagt

"Her er jeg. Hvad synes I om mig?"

Tegneseriepolitik 2011 - eller genialt påhit?

Der findes nogle vise ord, som jeg ikke har fundet på, der taler om, hvornår noget er værd at sige. Det er noget med, at hvis man skal holde en tale til en virksomhed eller noget i den stil, så er der en øvelse, man kan lave, for at teste, om talen er fuldstændigt meningsløs. Øvelsen går ud på, at man skal vende talens budskab 180 grader, og se, om det, der kommer ud af det, er fuldstændigt vanvittigt. Hvis det er tilfældet, bør man overveje, om talens oprindelige indhold i virkeligheden er så uinteressant, at det ikke er værd at sige.

Det oprindelige eksempel er vist noget med, at talens budskab var: I fremtiden skal vi blive mere effektive. Vi skal blive dygtigere. Og vi skal være gode kolleger for hinanden.

Det omvendte ville altså være: I fremtiden skal vi blive mindre effektive. Vi skal blive dårligere til vores arbejde, og skal være dårlige kolleger for hinanden.

Den omvendte tale er vanvittig i den forstand, at ingen ville holde sådan en tale. Ingen ville påstå, at det var deres mål for virksomheden. Dette skulle altså "bevise" at den oprindelige tale er så intetsigende, at den ikke er værd at holde.

Det er selvfølgelig ikke sådan, at en tale derfor nødvendigvis skal være meget provokerende og farlig og alt muligt, men hvis en hel tale består af ting, der er åbenlyse og uinteressante, så er det næppe nogen særlig god tale.

Spørgsmålet er, om øvelsen ikke også kan anvendes i politiske kampagner. Lad os prøve, at vende Lars Barfoeds ord om.

Omvendt budskab: "Det gør mig glad, når jeg hører om f.eks. hjemmerøverier. Det er ikke en krænkelse af den personlige frihed, at blive truet i sit eget hjem."

Det omvendte budskab virker vanvittigt. Ingen politiker ville sige det. Altså er Barfoeds udtalelse fuldstændigt uinteressant.

For en god ordens skyld, vender vi også lige om på en anden af hans plakater.

Omvendt budskab 2: "Det er min erfaring, at børn møder livet med nysgerrighed og lærelyst. Det skal folkeskolen tage fra dem."

Igen, vanvid, hvis det vendes om.

Men inden nogen udnævner Lars Barfoed til at være dårlig til at lave valgplakater, så lad os lige lade den stå i et par måneder, og overveje, om kampagnen i virkeligheden er genial på et eller andet plan, ligesom de der reklamer for Kinder Mælkesnitter og Kinder-æg.

For at indlægget ikke skal blive for kort, så prøver vi lige testen på et andet politisk budskab.

Der var for nylig nogen der sagde noget i denne stil:

"Der skal laves en lov, der forbyder supermarkederne at sætte store mængder slik på tilbud. Staten skal kontrollere, at folk ikke spiser store mængder slik."

Hvis man vendte budskabet om, ville det lyde:

"Der skal ikke laves nogen lov, der forbyder supermarkederne at sætte store mængder slik på tilbud. Staten skal ikke kontrollere, om folk spiser store mængder slik."

Det her har intet at gøre med, at være enig i det forslag eller ej (hvilket jeg ikke er), men som politisk budskab er det langt mere interessant, fordi det modsatte budskab ikke er fuldstændigt vanvid. I hvert tilfælde ifølge den test.

Det er umuligt at "elaborere"

Det lader sig ikke gøre, at "elaborere" på dansk. Ganske simpelt fordi ordet ikke eksisterer på dansk.

Der her er ikke en sag der handler om, at ordet tit bliver brugt med forkert betydning. Forkert bestået på den måde, at det ikke passer sammen med, hvad der står i ordbøgerne. Et eksempel på denne form for misforstået sprogbrug, er et ord som "episk", der ofte bliver brugt i betydningen "storslået" eller "dramatisk". Kigger man derimod på, hvad ordet egentlig betyder, vil det fremgå, at "episk" er en modsætning til "dramatisk", og derfor er det ret forvirrende at bruge ordet i den betydning. Ja, det svarer vel næsten til at sige "nat", når man egentlig mener "dag".

Men sådan forholder det sig ikke med "elaborere". Når folk bruger udtrykket "elaborere", er det vel fordi de kender det engelske "elaborate", som tit bruges i betydningen "at uddybe". Men på dansk hedder det ikke "elaborere", det hedder derimod, som sagt, "at uddybe".

Det er selvfølgelig ikke ulovligt at skrive "elaborere", men det ender altid i noget rod. For hvis man bevidst vælger at bruge "elaborere" for at virke meget oplyst eller akademisk, og for ikke at bruge et letforståeligt pøbel-ord som "uddybe", så er det for det første pinligt i sig selv, og for det andet er det endnu mere pinligt eftersom ordet ikke betyder noget.

Den aggressive nørd

Dengang jeg var ung, var "nørdethed" som regel noget, folk holdt for sig selv, og når de endelig delte det med nogen, så var det med andre nørder, som de delte interesser med.

Selvom denne form for gammeldags nørd stadig eksisterer, så kunne meget tyde på, at diverse samfundsforandringer har gjort, at mange nørder nu til dags er meget mere agressive i deres nørdethed.

Mens udgangspunktet i gamle dage var, at "almindelige mennesker er selvfølgelig ikke interesserede i min niche-interesse, så jeg skal ikke plage dem med at fortælle om den", så er der i dag en stigende tendens til den stik modsatte opførsel. En moderne, aggressiv nørd, vil derfor typisk kunne finde på, at tale om nørdede indforståetheder, og kaste om sig med navne på forskellige produkter, over for samtalepartnere, som ikke er identificeret som nørder.

For at holde det på et nogenlunde jordnært niveau, kunne man forestille sig følgende eksempel: Jeg er startet på et nyt hold et eller andet sted, og kender ikke rigtigt nogen, og skal så konversere med min sidemand. Og så kunne jeg for eksempel sige: "Nå, du bestilte vel også 'Heir to the Throne' da den var på tilbud i går?" uden nogen yderligere forklaring.

Og hvad er egentlig meningen med det? Handler det om, at jeg gerne vil foregive, at jeg tror, at "Heir to the Throne", som er en udvidelsespakke til et computerspil, er et almindeligt kendt fænomen, og derved samtidig foregive, at jeg ikke er en nørd/speciel/anderledes fordi jeg interesserer mig for det?

Eller handler det om, at jeg seriøst har bildt mig selv ind, at de fleste kender til "Heir to the Throne", og at jeg virkelig regner med, at der er mere end en tiendedel promille chance for, at modparten aner, hvad jeg taler om?

Nye tider, nye flasker

Tak spids, så er det vist slut med den velkendte, hårde plastikflaske til Harboes halvliters sodavand. Nu er de begyndt med sådan en blødere flaske, der ser lidt tykkere ud. Indholdet er det samme, og egentlig gør det ingen forskel. Det er sikkert også bedre for miljøet eller noget, siger jeg uden at vide spor om det.

Men hvad skal jeg stille op med det?

I øvrigt kan jeg ikke finde noget billede af den nye flaske.