Tegneseriepolitik 2011 - eller genialt påhit?

Der findes nogle vise ord, som jeg ikke har fundet på, der taler om, hvornår noget er værd at sige. Det er noget med, at hvis man skal holde en tale til en virksomhed eller noget i den stil, så er der en øvelse, man kan lave, for at teste, om talen er fuldstændigt meningsløs. Øvelsen går ud på, at man skal vende talens budskab 180 grader, og se, om det, der kommer ud af det, er fuldstændigt vanvittigt. Hvis det er tilfældet, bør man overveje, om talens oprindelige indhold i virkeligheden er så uinteressant, at det ikke er værd at sige.

Det oprindelige eksempel er vist noget med, at talens budskab var: I fremtiden skal vi blive mere effektive. Vi skal blive dygtigere. Og vi skal være gode kolleger for hinanden.

Det omvendte ville altså være: I fremtiden skal vi blive mindre effektive. Vi skal blive dårligere til vores arbejde, og skal være dårlige kolleger for hinanden.

Den omvendte tale er vanvittig i den forstand, at ingen ville holde sådan en tale. Ingen ville påstå, at det var deres mål for virksomheden. Dette skulle altså "bevise" at den oprindelige tale er så intetsigende, at den ikke er værd at holde.

Det er selvfølgelig ikke sådan, at en tale derfor nødvendigvis skal være meget provokerende og farlig og alt muligt, men hvis en hel tale består af ting, der er åbenlyse og uinteressante, så er det næppe nogen særlig god tale.

Spørgsmålet er, om øvelsen ikke også kan anvendes i politiske kampagner. Lad os prøve, at vende Lars Barfoeds ord om.

Omvendt budskab: "Det gør mig glad, når jeg hører om f.eks. hjemmerøverier. Det er ikke en krænkelse af den personlige frihed, at blive truet i sit eget hjem."

Det omvendte budskab virker vanvittigt. Ingen politiker ville sige det. Altså er Barfoeds udtalelse fuldstændigt uinteressant.

For en god ordens skyld, vender vi også lige om på en anden af hans plakater.

Omvendt budskab 2: "Det er min erfaring, at børn møder livet med nysgerrighed og lærelyst. Det skal folkeskolen tage fra dem."

Igen, vanvid, hvis det vendes om.

Men inden nogen udnævner Lars Barfoed til at være dårlig til at lave valgplakater, så lad os lige lade den stå i et par måneder, og overveje, om kampagnen i virkeligheden er genial på et eller andet plan, ligesom de der reklamer for Kinder Mælkesnitter og Kinder-æg.

For at indlægget ikke skal blive for kort, så prøver vi lige testen på et andet politisk budskab.

Der var for nylig nogen der sagde noget i denne stil:

"Der skal laves en lov, der forbyder supermarkederne at sætte store mængder slik på tilbud. Staten skal kontrollere, at folk ikke spiser store mængder slik."

Hvis man vendte budskabet om, ville det lyde:

"Der skal ikke laves nogen lov, der forbyder supermarkederne at sætte store mængder slik på tilbud. Staten skal ikke kontrollere, om folk spiser store mængder slik."

Det her har intet at gøre med, at være enig i det forslag eller ej (hvilket jeg ikke er), men som politisk budskab er det langt mere interessant, fordi det modsatte budskab ikke er fuldstændigt vanvid. I hvert tilfælde ifølge den test.

Det er umuligt at "elaborere"

Det lader sig ikke gøre, at "elaborere" på dansk. Ganske simpelt fordi ordet ikke eksisterer på dansk.

Der her er ikke en sag der handler om, at ordet tit bliver brugt med forkert betydning. Forkert bestået på den måde, at det ikke passer sammen med, hvad der står i ordbøgerne. Et eksempel på denne form for misforstået sprogbrug, er et ord som "episk", der ofte bliver brugt i betydningen "storslået" eller "dramatisk". Kigger man derimod på, hvad ordet egentlig betyder, vil det fremgå, at "episk" er en modsætning til "dramatisk", og derfor er det ret forvirrende at bruge ordet i den betydning. Ja, det svarer vel næsten til at sige "nat", når man egentlig mener "dag".

Men sådan forholder det sig ikke med "elaborere". Når folk bruger udtrykket "elaborere", er det vel fordi de kender det engelske "elaborate", som tit bruges i betydningen "at uddybe". Men på dansk hedder det ikke "elaborere", det hedder derimod, som sagt, "at uddybe".

Det er selvfølgelig ikke ulovligt at skrive "elaborere", men det ender altid i noget rod. For hvis man bevidst vælger at bruge "elaborere" for at virke meget oplyst eller akademisk, og for ikke at bruge et letforståeligt pøbel-ord som "uddybe", så er det for det første pinligt i sig selv, og for det andet er det endnu mere pinligt eftersom ordet ikke betyder noget.

Den aggressive nørd

Dengang jeg var ung, var "nørdethed" som regel noget, folk holdt for sig selv, og når de endelig delte det med nogen, så var det med andre nørder, som de delte interesser med.

Selvom denne form for gammeldags nørd stadig eksisterer, så kunne meget tyde på, at diverse samfundsforandringer har gjort, at mange nørder nu til dags er meget mere agressive i deres nørdethed.

Mens udgangspunktet i gamle dage var, at "almindelige mennesker er selvfølgelig ikke interesserede i min niche-interesse, så jeg skal ikke plage dem med at fortælle om den", så er der i dag en stigende tendens til den stik modsatte opførsel. En moderne, aggressiv nørd, vil derfor typisk kunne finde på, at tale om nørdede indforståetheder, og kaste om sig med navne på forskellige produkter, over for samtalepartnere, som ikke er identificeret som nørder.

For at holde det på et nogenlunde jordnært niveau, kunne man forestille sig følgende eksempel: Jeg er startet på et nyt hold et eller andet sted, og kender ikke rigtigt nogen, og skal så konversere med min sidemand. Og så kunne jeg for eksempel sige: "Nå, du bestilte vel også 'Heir to the Throne' da den var på tilbud i går?" uden nogen yderligere forklaring.

Og hvad er egentlig meningen med det? Handler det om, at jeg gerne vil foregive, at jeg tror, at "Heir to the Throne", som er en udvidelsespakke til et computerspil, er et almindeligt kendt fænomen, og derved samtidig foregive, at jeg ikke er en nørd/speciel/anderledes fordi jeg interesserer mig for det?

Eller handler det om, at jeg seriøst har bildt mig selv ind, at de fleste kender til "Heir to the Throne", og at jeg virkelig regner med, at der er mere end en tiendedel promille chance for, at modparten aner, hvad jeg taler om?

Nye tider, nye flasker

Tak spids, så er det vist slut med den velkendte, hårde plastikflaske til Harboes halvliters sodavand. Nu er de begyndt med sådan en blødere flaske, der ser lidt tykkere ud. Indholdet er det samme, og egentlig gør det ingen forskel. Det er sikkert også bedre for miljøet eller noget, siger jeg uden at vide spor om det.

Men hvad skal jeg stille op med det?

I øvrigt kan jeg ikke finde noget billede af den nye flaske.

Om at være noget

Det er ikke noget

men vi gør det til noget

så vi kan være noget

Hvad er ovenstående? Ja, grundlæggende er det visdomsord ytret engang i 2010, som oprindeligt beskriver det, der ofte foregår på universiteter, men egentlig dækker det vist over endnu mere end det. Oprindeligt er det, så vidt jeg husker, sagt i forbindelse med en lærebog, der forsøgte at "forklare" noget, der er uendeligt ligegyldigt, på en måde, der er ligeså uendeligt svær at forstå.

Mainstream niche

Profiler på sociale netværk som f.eks. Facebook er i høj grad selviscenesættelse, ville visse mennesker måske påstå. Folk lægger ikke bare alle billeder, der er taget af dem, ud på deres side. De vælger de billeder, som de synes, repræsenterer dem på en god måde. Men er det samme også gældende, når folk skriver om deres musiksmag?

"Folks musiksmag siger noget om deres personlighed og identitet. Især teenagere anser deres musiksmag som tæt forbundet til, hvem de er," står der i en bog, der i øvrigt slet ikke handler om hverken musik eller teenagere. Men lad os antage, at det er sandt.

Når folk så skriver om deres musiksmag på Facebook, hvor udspekuleret er det så? Hvis jeg nu var ret glad for Erik Grips sange, ville jeg så skrive det på Facebook, eller ville jeg være bange for, at det skulle få folk til at tænke, at det da ikke er så sejt? Jeg kan selvfølgelig bare lade være med at skrive det, selvom jeg udnytter enhver ledig stund til at lytte til netop den slags musik. En anden mulighed er, at kamuflere musikkens eventuelle "kiksethed", ved ligesom at give den hele armen, og skrive en helt masse om, hvor meget jeg holder af "gode gamle danske sange". Hvis jeg gør det i så høj grad, at det kommer til at ligne en slags vittighed, så er jeg ligesom på "sikker grund", og så kan jeg roligt have Erik Grip stående.

Men det var et sidespring. Egentlig skulle det handle om "Mainstream nicher", og ikke i den betydning, man finder på Wikipedia. Det, jeg her mener er, når et eller andet meget smalt, f.eks. en musiker, pludselig står på favoritlisten hos enormt mange mennesker.

Kan det virkelig passe, at så mange mennesker har fundet frem til det samme norske band, der spiller enormt hård Satan-heavy? Eller til ham der den mystiske sanger, der lyder ligesom Oogie-Boogie?

Når disse meget smalle kunstnere pludselig er at finde på hver anden profil på nettet, så er det jo ikke rigtigt niche længere. Alligevel er det jo heller ikke The Beatles eller Lady Gaga. Det bliver valgt, netop fordi det er smalt, og derfor siger noget om den person, der har det på sin favoritliste. Men når alle har nichen, så er det en mainstream niche.

Grønne kugler

Så er der godt nyt for alle julekugleelskere. De flygtige grønne julekugler er observeret i julestemningens "højborg" - Magasin!

De grønne kugler har ikke været til at opstøve på almindelig vis de seneste mange år, men nu lader de til at være tilbage. Dette er godt nyt for alle, der gerne vil dekorere deres juletræ med grønne kugler, men måske også for elskere af BLÅ julekugler, for det er måske ikke umuligt, at denne accept af grøn som julefarve også kunne bane vejen for den blå farve.

Blå og grønne julekugler i fornuftige størrelser (det vil sige hverken meget små eller meget store) har indtil nu nærmest kun kunnet opstøves i antikbutikker, som gerne tager 50 kr for et stykke 50 år gammelt julepynt, men nu er situationen forhåbentlig ved at vende!

Det tegner til at blive en god jul!

Kuglerne på billedet er i øvrigt ikke fra Magasin - det er bare et tilfældigt billede, som jeg lige fandt.