Den aggressive nørd

Dengang jeg var ung, var "nørdethed" som regel noget, folk holdt for sig selv, og når de endelig delte det med nogen, så var det med andre nørder, som de delte interesser med.

Selvom denne form for gammeldags nørd stadig eksisterer, så kunne meget tyde på, at diverse samfundsforandringer har gjort, at mange nørder nu til dags er meget mere agressive i deres nørdethed.

Mens udgangspunktet i gamle dage var, at "almindelige mennesker er selvfølgelig ikke interesserede i min niche-interesse, så jeg skal ikke plage dem med at fortælle om den", så er der i dag en stigende tendens til den stik modsatte opførsel. En moderne, aggressiv nørd, vil derfor typisk kunne finde på, at tale om nørdede indforståetheder, og kaste om sig med navne på forskellige produkter, over for samtalepartnere, som ikke er identificeret som nørder.

For at holde det på et nogenlunde jordnært niveau, kunne man forestille sig følgende eksempel: Jeg er startet på et nyt hold et eller andet sted, og kender ikke rigtigt nogen, og skal så konversere med min sidemand. Og så kunne jeg for eksempel sige: "Nå, du bestilte vel også 'Heir to the Throne' da den var på tilbud i går?" uden nogen yderligere forklaring.

Og hvad er egentlig meningen med det? Handler det om, at jeg gerne vil foregive, at jeg tror, at "Heir to the Throne", som er en udvidelsespakke til et computerspil, er et almindeligt kendt fænomen, og derved samtidig foregive, at jeg ikke er en nørd/speciel/anderledes fordi jeg interesserer mig for det?

Eller handler det om, at jeg seriøst har bildt mig selv ind, at de fleste kender til "Heir to the Throne", og at jeg virkelig regner med, at der er mere end en tiendedel promille chance for, at modparten aner, hvad jeg taler om?

Nye tider, nye flasker

Tak spids, så er det vist slut med den velkendte, hårde plastikflaske til Harboes halvliters sodavand. Nu er de begyndt med sådan en blødere flaske, der ser lidt tykkere ud. Indholdet er det samme, og egentlig gør det ingen forskel. Det er sikkert også bedre for miljøet eller noget, siger jeg uden at vide spor om det.

Men hvad skal jeg stille op med det?

I øvrigt kan jeg ikke finde noget billede af den nye flaske.

Om at være noget

Det er ikke noget

men vi gør det til noget

så vi kan være noget

Hvad er ovenstående? Ja, grundlæggende er det visdomsord ytret engang i 2010, som oprindeligt beskriver det, der ofte foregår på universiteter, men egentlig dækker det vist over endnu mere end det. Oprindeligt er det, så vidt jeg husker, sagt i forbindelse med en lærebog, der forsøgte at "forklare" noget, der er uendeligt ligegyldigt, på en måde, der er ligeså uendeligt svær at forstå.

Mainstream niche

Profiler på sociale netværk som f.eks. Facebook er i høj grad selviscenesættelse, ville visse mennesker måske påstå. Folk lægger ikke bare alle billeder, der er taget af dem, ud på deres side. De vælger de billeder, som de synes, repræsenterer dem på en god måde. Men er det samme også gældende, når folk skriver om deres musiksmag?

"Folks musiksmag siger noget om deres personlighed og identitet. Især teenagere anser deres musiksmag som tæt forbundet til, hvem de er," står der i en bog, der i øvrigt slet ikke handler om hverken musik eller teenagere. Men lad os antage, at det er sandt.

Når folk så skriver om deres musiksmag på Facebook, hvor udspekuleret er det så? Hvis jeg nu var ret glad for Erik Grips sange, ville jeg så skrive det på Facebook, eller ville jeg være bange for, at det skulle få folk til at tænke, at det da ikke er så sejt? Jeg kan selvfølgelig bare lade være med at skrive det, selvom jeg udnytter enhver ledig stund til at lytte til netop den slags musik. En anden mulighed er, at kamuflere musikkens eventuelle "kiksethed", ved ligesom at give den hele armen, og skrive en helt masse om, hvor meget jeg holder af "gode gamle danske sange". Hvis jeg gør det i så høj grad, at det kommer til at ligne en slags vittighed, så er jeg ligesom på "sikker grund", og så kan jeg roligt have Erik Grip stående.

Men det var et sidespring. Egentlig skulle det handle om "Mainstream nicher", og ikke i den betydning, man finder på Wikipedia. Det, jeg her mener er, når et eller andet meget smalt, f.eks. en musiker, pludselig står på favoritlisten hos enormt mange mennesker.

Kan det virkelig passe, at så mange mennesker har fundet frem til det samme norske band, der spiller enormt hård Satan-heavy? Eller til ham der den mystiske sanger, der lyder ligesom Oogie-Boogie?

Når disse meget smalle kunstnere pludselig er at finde på hver anden profil på nettet, så er det jo ikke rigtigt niche længere. Alligevel er det jo heller ikke The Beatles eller Lady Gaga. Det bliver valgt, netop fordi det er smalt, og derfor siger noget om den person, der har det på sin favoritliste. Men når alle har nichen, så er det en mainstream niche.

Grønne kugler

Så er der godt nyt for alle julekugleelskere. De flygtige grønne julekugler er observeret i julestemningens "højborg" - Magasin!

De grønne kugler har ikke været til at opstøve på almindelig vis de seneste mange år, men nu lader de til at være tilbage. Dette er godt nyt for alle, der gerne vil dekorere deres juletræ med grønne kugler, men måske også for elskere af BLÅ julekugler, for det er måske ikke umuligt, at denne accept af grøn som julefarve også kunne bane vejen for den blå farve.

Blå og grønne julekugler i fornuftige størrelser (det vil sige hverken meget små eller meget store) har indtil nu nærmest kun kunnet opstøves i antikbutikker, som gerne tager 50 kr for et stykke 50 år gammelt julepynt, men nu er situationen forhåbentlig ved at vende!

Det tegner til at blive en god jul!

Kuglerne på billedet er i øvrigt ikke fra Magasin - det er bare et tilfældigt billede, som jeg lige fandt.

Så er det jul

Ja, så er det jul, i den forstand, at supermarkederne er begyndt at sælge julesager, heriblandt juleslik og konfekt og kager og den slags. Heriblandt marcipansnitter, som ses på billedet ovenfor.

Jeg spottede juleslikket for første gang d. 25. oktober, og det passer jo meget godt med, at der er to måneder til jul. Jeg tror hverken, det er tidligere eller senere, end det plejer.

Lad os tale lidt mere om marcipansnitter, som jo nemt kan laves selv, men som altså også kan købes, og som fås både med og uden nougat.

Udover Anthon Berg-udgaven på billedet, kan man også få marcipansnitter fra "Curre" og fra "Sukkermøllen", som begge er en smule billigere, men ikke vanvittigt meget billigere, end Anthon Berg. Hvad, der smager bedst, er vist ret individuelt.

Eftersom jeg selv er vokset op med "hjemmelavede" marcipansnitter, blev jeg faktisk lidt chokeret, første gang, jeg blev budt en "købt" marcipansnitte. Men nu har jeg efterhånden vænnet mig til tanken.

Mange 10-taller

Så er datoen sør'me d. 10/10 - 10. Og om et lille kvarter er klokken så 10:10:10.

Egentlig meget ligegyldigt, men det er da også meget sjovt med alle de titaller.