Foucault og Bourdieu

Jeg er helt sikker på, at jeg ikke er den eneste i verden, der synes, det er noget forbandet fis, at liste henvisninger til Foucault og Bourdieu ind i alting for at få det til at virke fint, gennemtænkt og akademisk. Fotografiet burde bevise, at jeg ikke er den eneste, eftersom det ikke er mig, der har skrevet på bygningen.
Det er da også utroligt, at enhver, der har fået sin kandidatgrad, ikke længere synes det er spor søgt, lige at minde læserne om, at de godt kender Bourdieu, uanset om de skriver om litteratur, om japansk, om postkolonialisme, om idehistorie eller om epistemologi.

Der må godt nok foregå en fuldstændigt uhørt indoktrinering i det sekund, folk ansøger om at arbejde på et universitet.

Materiale

Der er ingen grund til at gøre dette til en række af latterligt lange sætninger. Her tænker jeg på, at de er latterlige fordi de er lange, og ikke fordi de er latterlige i sig selv, selvom dette fremgår tydeligt af grammatikken. Er det ikke også i sig selv en smule latterligt, at jeg bliver nødt til at markere noget af sætningen med kursiv skrift, fordi jeg ikke er dygtig nok til at formulere mig tydeligt nok uden?

Jeg er inspireret til at skrive det her, fordi jeg lige har ligget og spekuleret i et stykke tid på min seng efter at have læst et pænt stykke af ”Forbandede ungdom”. Tidligere på dagen talte jeg med min storebror om, at jeg var begejstret over ”Forbandede ungdom”, og min storebror mente, at det måtte være fordi den handler om en mand, eller dreng, som mener, at næsten alle andre personer er sådan-og-sådan. Det er vel sådan set rigtigt nok, at det er derfor. Holden Caulfield, som jeg nu slynger ud, som om hvem som helst ved, at det er navnet på hovedpersonen i ”Forbandede ungdom”, selvom jeg selv har brokket mig enormt meget over den praksis med at slynge navne ud på den indforståede måde, og så tror, at jeg kan redde situationen ved at tilføje en sætning, der lige forklarer hvem han er. Nu bliver jeg nødt til at sætte punktum, fordi jeg er ved at rode mig ud i en af de førnævnte lange sætninger. Samtidig er jeg også ved at indse, at denne smøre overhovedet ikke er romanmateriale, selvom den udspringer af en periode med fundering på en seng, og derfor formentlig ender som et blogindlæg i stedet.

Jeg har lyst til at begynde at bruge bandeord i min tekst, som jeg netop har lært det af Holden Caulfield, og jeg tror også, at jeg kan hæve mit niveau ved at referere netop til Holden Caulfield, fordi jeg har en idé om, at netop han er en af de fiktive figurer, som vil være meget passende at nævne i en tekst, som er på højere niveau end et blogindlæg. Men hvem prøver jeg at narre? Og hvem prøver jeg at narre ved at bruge udtrykket ”hvem prøver jeg at narre” og derved få udtrykket til at optræde tre gange i træk? Det er håbløst, men sådan går det, når jeg bliver ved med at have en blog, der handler om verdens tåbelighed, efter jeg er stoppet på Københavns Universitet, som virkelig har vist sig at være verdens dybeste kilde til tåbelighed. Så er det jo klart, at jeg er begyndt at mangle materiale.

Værdighed

Bare fordi noget er det bedste af sin slags, betyder det vel ikke nødvendigvis, at det er godt nok.

Det store savn

Jeg har engang læst, at visse mennesker, der bor andre steder end i deres hjemland, kommer til at savne maden derhjemmefra enormt meget.
Dette er ikke nødvendigvis noget stort problem for danskere, der bor i udlandet. Dansken har vist sig at være overordentlig god til at undvære frikadeller, krebinetter og flæskesteg. En enkelt ting, der kan være utroligt svær at undvære er dog den sagnomspundne rævesovs, som gør sig så godt til næsten enhver form for røget kød eller gravad fisk.

Det må virkelig være hårdt at sidde på den anden side af oceanet med sit kød eller sin fisk, og være klar over, at der ikke bliver serveret rævesovs.

Tidsparadoks

Jeg tror faktisk, at hvis jeg udgiver dette indlæg nu, klokken syv minutter over to, første januar 2010, vil der alligevel komme til at stå, at det stadig er 2009. Hvis det er sandt, kan jeg ikke forspilde denne chance for at lave rod i tiden.

Dog er det nu en kendsgerning, at der ikke kommer ligeså mange indlæg i 2009, som der gjorde i 2008 og 2007. Jeg skal se, om jeg kan gøre det bedre i 2010.

"Have" lyder som "of"

Der mangler jo stadig et pænt antal indlæg før bloggen her kommer op på sidste års niveau. Gad vide, hvor meget jeg kan nå at rette op på inden midnat.

Når jeg har læst folk skrive på engelsk forskellige steder på Internettet, har jeg tit bidt mærke i, at mange laver nogle sproglige fejl, når de skriver. Engelsk er jo et sprog med en besynderlig udtale, og hvis man ikke ligefrem har fået undervisning i skriftligt engelsk, kan det nok være ret svært at gætte, hvordan visse ord skal staves.

Et sjovt eksempel kunne være, at skrive "what of you done?" i stedet for "what have you done?". Når en sådan sætning ytres, bliver det vel til noget i stil med "What've'ya'dun?" og hvis man aldrig har tænkt over, at "what've" kommer fra "what have", så kunne man vel udmærket tro, at der er tale om "what of".

Måske holder sammenligningen ikke en meter, men på den anden side gør den måske, så nu kommer den: Det kunne svare lidt til den lille dreng, der er glad for Anders And, men faktisk aldrig har tænkt over, at der er tale om en form for fornavn og efternavn; Anders og "And". Derfor går det hele bare hen og bliver et navn - Annarsand - og så bliver der ikke tænkt mere over det. Lige indtil den dag, hvor det går op for en.

I øvrigt er "what of you done" vist et ret dårligt eksempel, for den giver faktisk kun fire hits på Google. Jeg er dog stensikker på, at fejlen er langt mere udbredt end som så, jeg kan bare ikke lige komme på en bedre søgetråd.

OPDATERING: Nu kom jeg lige i tanker om det gode eksempel. Det er "should of been". "How many life boats should of been on the Titanic". Der er næsten tre millioner hits på "should of been".

Meningsløst, eller havde han et valg?

Jeg kan lige høre jer sige det: "Lad nu være med at ødelægge Elitebloggens image ved at skrive om alle mulige nørdeting, såsom Ringenes Herre. Det er meningen, at det skal være mere alment tilgængeligt indhold."

Og det kunne der måske være noget om, hvis bloggen her havde mange læsere, eller noget. Men alle dem, der læser bloggen, kender mig jo, og de ved jo godt, at jeg har set Ringenes Herre. I dag vil jeg, som sædvanlig, bruge min skriveplads til at forevige en forholdsvis ligegyldig ting, som dog har været oppe at vende i vores virkelighed.
Lad mig da endelig få det på plads: Jeg har ikke læst bogen, jeg har kun set filmen. Ingen af os har læst bogen. Jeg vil gå direkte til sagen, da det er alt for omstændigt at skulle genfortælle historien i Ringenes Herre, og jeg er sikker på, at alle dem, der kunne være interesserede i dette, alligevel godt ved, hvad jeg taler om.

Aragorn får mulighed for at "hyre" disse spøgelseskrigere til at hjælpe ham i det store slag. Vi kan også kalde dem "ikke-døde" for at bruge et udtryk fra Hero Quest. I filmen fremstilles det således, at disse ikke-døde krigere både er usårlige og på alle måder uovervindelige. De stormer ind på slagmarken sammen med Aragorn og Co., men Aragorns præstation ender med at være fulstændigt ligegyldig sammenlignet med, hvor hurtigt de ikke-døde kan slagte fjenden. Vi får det indtryk, at de ikke-døde uden noget besvær kunne have vundet hele slaget alene.

Så hvorfor, hvorfor bruger Aragorn ikke også de ikke-døde soldater i det næste slag mod Mordor? Havde han gjort det, ville han kunne slagte alle Saurons styrker uden noget som helst problem. Ja, det ville måske ødelægge spændingskurven i filmen, men ud fra et rationelt synspunkt er det jo helt forrykt, at han ikke bare udnytter denne mulighed for et "auto-win". Det er, hvad den kloge og lidt skeptiske mand sagde til mig.

Jeg forsøger mig med, at den pagt, Aragorn har indgået med de ikke-døde er både begrænset og skrøbelig. De ikke-døde hjælper ham kun, fordi deres ed har bundet dem til at hjælpe ham én gang. Denne ene gang er altså indtil slaget er vundet, og ikke indtil krigen er vundet. Havde Aragorn forsøgt at forlænge kontrakten, ville de ikke overholde den, og de ville formentlig blot slå ham ihjel. Dette ved Aragorn og alle hans venner, og derfor falder det ikke nogen ind, at foreslå: "Kunne vi ikke lige bruge dem en gang til?"

Det er i øvrigt meget sjovt, at ikke-døde bliver fremstillet lidt forskelligt i forskellige fantasy-universer. Nogle gange på denne Lord Soth-agtige måde som totalt uovervindelige, og andre gange på en mere Warhammer-agtig "stærke-fordi-de-er-mange-men-egentlig-elendige-soldater"-måde.