Tuesday, June 2, 2015

En stemme på de Konvervative er stemmespild - de kommer ikke ind

2015 skal vise sig at blive året, hvor Det Konservative Folkeparti endegyldigt forsvinder. Selv mainstream-medierne har efterhånden fået øjnene op for, at det ikke er Uffe Elbæk, der kommer til at skabe stemmespild, men derimod det Konservative Folkeparti, der for hver dag gør sig selv mere overflødigt, og nu endelig ender under spærregrænsen.

Det er mere end ti år siden partiet mest af alt begyndte at ligne et klovneparti. Pinlige propagandakampagner, der altid afslører, at partiet ikke har noget som helst fodfæste i virkeligheden har været hverdagskost, også mens partiet var i regering. Og herefter gik det kun yderligere ned ad bakke. Paula Larrains næsten uhyggelige kandidatur tydeliggjorde, at der ikke var tale om andet end klovneri. Men det mest uhyggelige er, at det for det Konservative Folkeparti var ganske alvorligt ment, alt det der med Nik & Jay og morgensangen.

Siden da er partiet blevet mindre. Derfor er en del af de gamle klovner også forsvundet. Ud over Paula, som gav op temmelig hurtigt, er den gamle, karikatur af en officer også forsvundet fra alle sendeflader (nu hygger han sig vist i byrådet i Næstved). Den til alle tider dybt respekterede Per Stig Møller, der er så vis, at ingen kan følge med, lader også til at være gået på pension. Det overraskende er, at det slet ikke er en fordel for partiet, at alt klovneriet efterhånden er forsvundet. For alle os andre er det selvfølgelig rart, ikke længere at skulle høre på så mange absurditeter, men partiet er dermed også blevet usynligt.

Desperationen tager ingen ende. Formandsskift afløses af formandsskift. Lige nu står partiet med en formand som ikke har en jordisk chance for at komme i Folketinget. Den største stemmesluger er formentlig Lars Barfoed - den tidligere formand - hvis ansigt nu pryder utallige flader i København, men han kan umuligt bære partiet over spærregrænsen.

Kampen for at bringe samfundet tilbage til 1850 er ikke længere en aktuel sag; ingen ønsker at genindføre landstinget og give politisk magt tilbage til adelen. Der er heller ingen der ønsker at stoppe "Nazi Islamisme" på den måde Søren Pape ønsker. Det siges, at enhver internetdiskussion afsluttes med, at nogen spiller nazikortet, men når et politisk parti uprovokeret begynder at skrive "nazi" på busstoppesteder over hele landet, må lavmålet siges at være nået. Der være bedre ting at kæmpe for.

Man kan endnu ikke se det på nogen af meningsmålingerne, men der kan ikke være nogen tvivl om, at de 2% usikkerhed i målingerne kommer til at resultere i (højst) 1,9 % stemmespild og et parti som ryger ud i glemsel i al evighed.