At mange mennesker har svært ved at få arbejde, er vel efterhånden blevet et ofte debatteret emne, men er der egentlig nok fokus på den status, man har, som undermenneske, når man er en af dem, der søger arbejde?
Meget kunne i hvert fald tyde på, at det ikke bare foregår i det skjulte, men at det nu til dags er helt acceptabelt at skilte med, at man ikke ser arbejdssøgende som mennesker, men derimod som en slags skidt, som kun har til formål at være til besvær. Den heldige blandt de arbejdssøgende, som rent faktisk får jobbet, bliver derimod straks ophøjet til menneske.
Det hele handler i virkeligheden om det problem, at man som arbejdssøgende ofte skal finde sig i, at arbejdsgiveren ikke vil fortælle en, om man har fået jobbet eller ej. Bevares, hvis der går lang tid, kan man selvfølgelig nok regne med, at man ikke har fået jobbet (selvom man dog ikke kan være sikker på dette), men det er jo i alle tilfælde rart at få det afklaret, at man ikke har noget i vente.
Selvom der kan gå flere måneder, før man får et afslag på en jobansøgning – uanset hvor kvalificeret, man ellers måtte være – så ligger det selvfølgelig i luften, at man på et tidspunkt får sit afslag. Om ikke andet, så for en god ordens skyld. Hvorfor? Fordi, når en arbejdsgiver annoncerer en stilling, og derved beder de arbejdssøgende om at henvende sig, så er arbejdsgiveren som pænt, ordentligt og høfligt menneske – som arbejdsgivere jo er – selvfølgelig forpligtet til, at behandle alle seriøse jobansøgere pænt, og meddele dem, om de har fået eller ikke har fået stillingen. Det giver sig selv. Der findes nok jobsøgende, som har oplevet, at de aldrig får svar, dvs. afslag, men den slags sager må selvfølgelig skyldes, at arbejdsgiveren i sin travlhed har glemt at sende afslag ud. Den slags kan jo ske.
Virkeligheden er derimod en anden. Hvis man f.eks. kunne tænke sig at arbejde som administrator på en ambassade, kan man nederst i jobannoncen, blandt diverse meningsforstyrrende stavefejl, læse følgende: ”We will only contact the applicants selected for interview”. Hvis man ikke får jobbet, har man altså ikke fortjent at få det at vide, men kan derimod roligt fortsætte sin dagligdag i lykkelig uvidenhed.
På den ene side, er det selvfølgelig flot, at de åbent skriver, hvordan de ser på jobsøgende, og ikke prøver at camouflere deres adfærd som en fejl. På den anden side er det ganske skræmmende at se et sådant menneskesyn på skrift, skrevet som om, det er i orden at se på arbejdssøgende på den måde. Den heldige arbejdssøgende, der får det fine job med en hel times frokostpause, kan jo prise sig lykkelig over at blive ophøjet til menneskestatus, men samtidig kan han måske se frem til, at hans nye arbejdsgiver forlanger, at han skal blive ligesom de andre mennesker.
