Har Politiken og dens læsere noget definerbart ståsted? Der har været noget med, at den er "venstreorienteret", hvilket avisen selv engang forsøgte at bruge på en åh-så-charmerende og selvironisk måde. Det var noget med, at man kunne bestille abbonement på "venstreorienteret humanistpladder" eller noget i den stil.
Der er også nogle, der mener, at Politiken er "de Radikales talerør". Hvem ved, om det passer, og hvad det vil sige. Uanset hvad, har der i hvert fald flere gange været noget debat derinde med noget med fattigdom og arbejdsløse, og en masse læserkommentarer. Og det har åbenbart vist sig, at størstedelen af de læsere, som morer sig med at skrive kommentarer til online-artikler ikke har den store sympati for arbejdsløse mennesker, som synes, de selv har det hårdt, og som siger at det er svært, at få arbejde.
Man kan altid få et arbejde. Lad være med at stille så høje krav til et intellektuelt stimulerende arbejde. Bare find et eller andet. Du er slap og ynkelig, osv osv.
Det er næsten altid sådan, at folk, der har et job, synes, at det er meget let at få job, mens det er de færreste, der ikke har job, der synes, at det forholder sig på den måde.
Ligger der mon noget i det? Har det noget at gøre med den der onde cirkel med, at den eneste måde, man kan få job på, er ved allerede at have et job på sit CV? Jeg ved det ikke.
Noget andet, man kunne vrøvle lidt om i sådan et blogindlæg her, ville være det med hakkeordenen. Hvis man har et job, har man lov til at hakke på dem, som ikke har et job. De bidrager jo ikke til samfundet. De er usle, og en lille smule onde, faktisk, for de nasser jo. Og de gider jo ikke finde et arbejde. Hvis man har et arbejde, er man altså tilsyneladende mere VÆRD end en, som ikke har et arbejde. Og det er sikkert også rimeligt nok. Der kan vel opstilles tusindvis af årsager til, hvorfor det forholder sig sådan. At tage vare på sig selv. At bidrage til "fællesskabet" (men dog et fællesskab, hvor man foragter dem, som man mener bidrager mindre end en selv). Og så videre og så videre.
Men uanset hvor meget de arbejdende foragter de arbejdsløse, er der så ikke én ting, som de arbejdsløse faktisk giver til de arbejdende? Netop et "helle". Så længe der findes mange arbejdsløse i samfundet, så bliver man helt automatisk noget værd, fordi man har et arbejde. Det er fuldstændigt ligegyldgt, om man er en sygeplejerske, der passer syge og lidende mennesker, en forsker, der opfinder kure mod sygdomme, en brugtvognsforhandler, der sælger ødelagte biler til overpriser, eller en advokat, der sørger for, at skruppelløse virksomheder kan hive flere penge ud af statskassen, end hele den samlede mængde af arbejdsløse nogensinde kunne drømme om.
Er man beskæftiget, får man disse gratis point. Er det noget værd? Giver det noget?
Hvad nu hvis alle havde jobs. Når man læser de nedladende bemærkninger fra de hårdtarbejdende til de arbejdsløse om, hvordan de bare skulle tage at tage sig sammen, så må det vel antages, at disse ønsker et samfund, hvor alle har arbejde.
Men hvad ville der så ske? Hvem skal så være underklassen? Hvem har man så lov til at hakke på? Ville man så blive nødt til at lave et nyt hierarki? Måske skulle man så til at vurdere menneskers værdi alt efter hvor meget deres arbejde rent faktisk bidrager til menneskeheden? For så ville reklamemanden vel egentlig ikke længere kunne hakke på nogen som helst? Og hvad skulle han så stille op? Ville det så alligevel være mere udholdeligt, at leve med tanken om, at en eller anden hæver kontanthjælp hver måned?
