Det er episk

"Metal Gear Solid 2 var seriens svageste led. Etteren var derimod episk".

Det er interessant, at det efterhånden er blevet ret almindeligt at kaste rundt med ordet "episk", når et eller andet skal vurderes. Især fordi ordet næsten altid bruges på en måde, som er fuldstændigt meningsløs. Selvfølgelig er dette indlæg det rene ordkløveri fra min side, og der går da sikkert heller ikke lang tid før sprognævnet giver ordet "episk" en ny betydning, men så længe dette ikke er sket, tillader jeg mig at kløve ord.

Lad os starte med at kløve sætningen, som jeg indledte indlægget med. Jeg har godt nok lavet lidt om på udsagnet, for at camouflere, hvor det kommer fra, men essensen er uforandret.

Nu antager vi, at ordet "episk" bliver brugt i betydningen "episk":

Når der står "Etteren var derimod episk" må vi antage, at Metal Gear Solid 2 ikke var episk. Når noget er "episk" vil det sige, at det har karakter af et epos, og derfor indeholder en fortælling.

Forfatteren siger altså: Metal Gear Solid 2 var en skuffelse, og indeholdt ikke en fortælling. Metal Gear Solid 1 indeholdt derimod en fortælling.

Eftersom både Metal Gear Solid 1 og 2 begge er forholdsvis historiedrevne, og egentlig minder enormt meget om hinanden på det punkt, er det på alle måder meningsløst at påstå, at 1'eren er episk mens 2'eren ikke er det.

Det hele skyldes selvfølgelig, at når forfatteren bruger ordet "episk" er det med en forestilling om, at betydningen er en af de tre følgende:

Storslået

På engelsk er en "Epic film" tilsyneladende det, der på dansk kaldes en "storfilm" som tit er meget dyre og storslåede, og hvor der er meget af alting. Problemet med denne brug af ordet "episk" er hovedsageligt, at "episk" ikke betyder "storslået". Så kan man øge forvirringen ved at sige: Hov hov! Odysseen og Illiaden er da "episke". Og de er da storslåede ikke sandt? Så derfor betyder "episk" det samme som "storslået". Odysseen og Illiaden bliver rigtignok omtalt som "episke digte", men det er ikke det, at de er episke, der gør dem storslåede. Det er historierne indhold, der kan siges at gøre dem storslåede.

Dramatisk

En anden brug af "episk" er i betydningen "dramatisk", eller simpelthen bare "spændende". En sætning som: "Neverwinter Nights er ikke nær så episk som Baldur's Gate" kunne måske hentyde til, at man godt kunne tænke sig flere dramatiske begivenheder, f.eks. i form at skænderier mellem figurerne og nogle følelsesladede opgør mellem helte og skurke og så videre. Det største problem med at bruge "episk" i betydningen "dramatisk" er, at de to ord faktisk kan siges at være deciderede modsætninge, fordi "epik" og "dramatik" står over for hinanden som to forskellige hovedgenrer.

Godt

Den allermest simple brug af "episk" er vel når ordet bare bliver brugt til at fremhæve, at noget af "godt", uden at det skulle være godt på nogen bestemt måde. I dette tilfælde vil det nok være bedst at holde sig til ordet "godt", fordi "episk" ikke er noget værdiladet ord, men bare en slags genrebeskrivelse, selvom der selvfølgelig kan være masser af subjektive holdninger til, hvad der hører ind under hvilke genrer, og så videre og så videre.

Lad os slutte med at lege med nogle nye sætninger:

"Tetris er ikke spor episk. Det indeholder ikke snerten af en egentlig fortælling."

"Oblivion har en stor verden, man kan gå rundt i, men dialogen i spillet er godt nok ikke særligt dramatisk. Det virker mest som nogle tomme masker, der står og taler med sig selv."

"Fallout 3 slutter meget brat. Jeg kunne godt savne en mere storslået afslutning på historien".

"The Witcher 2 virker meget dramatisk i forhold til f.eks. Dragon Age, men begge spil er så afgjort lige episke".

... og sådan bliver det ved i en uendelighed.

Taxameter

Det er meget sjovt, at "taxametersystemet" på uddannelsesinstituioner stadig gælder. Det kan være svært at forestille sig, hvem der egentlig nogensinde har syntes det var en god ide. Man kan læse alt om systemet her, hvis det skulle have interesse.

Hvorfor skriver jeg nu om dette emne igen? Ja, det er vel fordi det er omkring 5 år siden sidst, og intet har tilsyneladende ændret sig.

I bund og grund går systemet jo bare ud på, at universiteterne, og åbenbart også andre uddannelsesinstitutioner, får penge pr. bestået eksamen. Hvis en elev dumper et fag, får skolen ikke penge. Hvis skolen ikke får så mange penge som tidligere, så bliver de jo nødt til at skære ned på et eller andet; formentlig antallet af ansatte. Det vil altså sige, at en underviser, der dumper en elev, bidrager til at fyre sig selv.

Den sidste sætning ville vel være det mest overbevisende argument for IKKE at bruge et sådant system. Men det er åbenbart ikke et problem. Og systemet blev indført. Det kan virke fuldstændigt uforståeligt, at det system skulle gavne nogen som helst. Men politikerne har jo den der indsigt, som andre mennesker ikke har, og de kan se et eller andet genialt ved systemet der gør, at de bare fejer al kritik væk, uden at komme med ret mange modargumenter. "Nej, vi skal ikke have et nyt system". Og det er tilsyneladende ligemeget, om det er en venstremand eller en socialdemokrat, man spørger.

Universiteternes faglige stolthed gør selvfølgelig, at ingen kunne drømme om, at lade nogen bestå, som ikke burde bestå. Selvfølgelig. For universitetslærere er jo overmennesker. Overmennesker af den slags, der sætter moralske overvejelser over alt andet, og som med glæde ofrer deres egen sikre, magelige stilling for den gode morals skyld. Naturligvis.

Og det, at man bruger eksterne censorer gør jo, at selvom det skulle være rigtigt, at universitetslærerne bliver beordret af ledelsen til, ikke at lade nogen dumpe, så skal karaktererne nok blive uddelt retfærdigt. Her glemmer man jo så at undersøge, om det kunne være, at censorerne også bliver beordret til ikke at lade nogen dumpe. Men det gør de jo ikke, vel? Det kan simpelthen ikke være rigtigt. Nå, okay, jamen så lad os lade, som om, det ikke er sandt.

Så systemet må altså være indført, fordi der hersker en overbevisning i folketinget om, at lærere er overmennesker.

Alle, der nogensinde har haft en lærer, ved, at lærere ikke er overmennesker.

De eneste, jeg kan forestille mig, har glæde af taxametersystemet, er undervisere og administratorer på skoler af tvivlsom kvalitet, som ved til evig tid at lade alle bestå, sikrer livslang beskæftigelse i ro og mag. Men det må så åbenbart også være i statens interesse.

Og desuden: Hvis en eller anden dekan kan blive ved med at henvise til, at de danske universiteter ligger pænt, på en eller anden Top-100 liste, som aldrig bliver undersøgt i sømmene, kan der selvfølgelig ikke eksistere noget problem.