Saturday, April 16, 2011

Tegneseriepolitik 2011 - eller genialt påhit?

Der findes nogle vise ord, som jeg ikke har fundet på, der taler om, hvornår noget er værd at sige. Det er noget med, at hvis man skal holde en tale til en virksomhed eller noget i den stil, så er der en øvelse, man kan lave, for at teste, om talen er fuldstændigt meningsløs. Øvelsen går ud på, at man skal vende talens budskab 180 grader, og se, om det, der kommer ud af det, er fuldstændigt vanvittigt. Hvis det er tilfældet, bør man overveje, om talens oprindelige indhold i virkeligheden er så uinteressant, at det ikke er værd at sige.

Det oprindelige eksempel er vist noget med, at talens budskab var: I fremtiden skal vi blive mere effektive. Vi skal blive dygtigere. Og vi skal være gode kolleger for hinanden.

Det omvendte ville altså være: I fremtiden skal vi blive mindre effektive. Vi skal blive dårligere til vores arbejde, og skal være dårlige kolleger for hinanden.

Den omvendte tale er vanvittig i den forstand, at ingen ville holde sådan en tale. Ingen ville påstå, at det var deres mål for virksomheden. Dette skulle altså "bevise" at den oprindelige tale er så intetsigende, at den ikke er værd at holde.

Det er selvfølgelig ikke sådan, at en tale derfor nødvendigvis skal være meget provokerende og farlig og alt muligt, men hvis en hel tale består af ting, der er åbenlyse og uinteressante, så er det næppe nogen særlig god tale.

Spørgsmålet er, om øvelsen ikke også kan anvendes i politiske kampagner. Lad os prøve, at vende Lars Barfoeds ord om.

Omvendt budskab: "Det gør mig glad, når jeg hører om f.eks. hjemmerøverier. Det er ikke en krænkelse af den personlige frihed, at blive truet i sit eget hjem."

Det omvendte budskab virker vanvittigt. Ingen politiker ville sige det. Altså er Barfoeds udtalelse fuldstændigt uinteressant.

For en god ordens skyld, vender vi også lige om på en anden af hans plakater.

Omvendt budskab 2: "Det er min erfaring, at børn møder livet med nysgerrighed og lærelyst. Det skal folkeskolen tage fra dem."

Igen, vanvid, hvis det vendes om.

Men inden nogen udnævner Lars Barfoed til at være dårlig til at lave valgplakater, så lad os lige lade den stå i et par måneder, og overveje, om kampagnen i virkeligheden er genial på et eller andet plan, ligesom de der reklamer for Kinder Mælkesnitter og Kinder-æg.

For at indlægget ikke skal blive for kort, så prøver vi lige testen på et andet politisk budskab.

Der var for nylig nogen der sagde noget i denne stil:
"Der skal laves en lov, der forbyder supermarkederne at sætte store mængder slik på tilbud. Staten skal kontrollere, at folk ikke spiser store mængder slik."

Hvis man vendte budskabet om, ville det lyde:
"Der skal ikke laves nogen lov, der forbyder supermarkederne at sætte store mængder slik på tilbud. Staten skal ikke kontrollere, om folk spiser store mængder slik."

Det her har intet at gøre med, at være enig i det forslag eller ej (hvilket jeg ikke er), men som politisk budskab er det langt mere interessant, fordi det modsatte budskab ikke er fuldstændigt vanvid. I hvert tilfælde ifølge den test.