"Folks musiksmag siger noget om deres personlighed og identitet. Især teenagere anser deres musiksmag som tæt forbundet til, hvem de er," står der i en bog, der i øvrigt slet ikke handler om hverken musik eller teenagere. Men lad os antage, at det er sandt.
Når folk så skriver om deres musiksmag på Facebook, hvor udspekuleret er det så? Hvis jeg nu var ret glad for Erik Grips sange, ville jeg så skrive det på Facebook, eller ville jeg være bange for, at det skulle få folk til at tænke, at det da ikke er så sejt? Jeg kan selvfølgelig bare lade være med at skrive det, selvom jeg udnytter enhver ledig stund til at lytte til netop den slags musik. En anden mulighed er, at kamuflere musikkens eventuelle "kiksethed", ved ligesom at give den hele armen, og skrive en helt masse om, hvor meget jeg holder af "gode gamle danske sange". Hvis jeg gør det i så høj grad, at det kommer til at ligne en slags vittighed, så er jeg ligesom på "sikker grund", og så kan jeg roligt have Erik Grip stående.
Men det var et sidespring. Egentlig skulle det handle om "Mainstream nicher", og ikke i den betydning, man finder på Wikipedia. Det, jeg her mener er, når et eller andet meget smalt, f.eks. en musiker, pludselig står på favoritlisten hos enormt mange mennesker.
Kan det virkelig passe, at så mange mennesker har fundet frem til det samme norske band, der spiller enormt hård Satan-heavy? Eller til ham der den mystiske sanger, der lyder ligesom Oogie-Boogie?
Når disse meget smalle kunstnere pludselig er at finde på hver anden profil på nettet, så er det jo ikke rigtigt niche længere. Alligevel er det jo heller ikke The Beatles eller Lady Gaga. Det bliver valgt, netop fordi det er smalt, og derfor siger noget om den person, der har det på sin favoritliste. Men når alle har nichen, så er det en mainstream niche.
