Der er ingen grund til at gøre dette til en række af latterligt lange sætninger. Her tænker jeg på, at de er latterlige fordi de er
lange, og ikke fordi de er latterlige i sig selv, selvom dette fremgår tydeligt af grammatikken. Er det ikke også i sig selv en smule latterligt, at jeg bliver nødt til at markere noget af sætningen med kursiv skrift, fordi jeg ikke er dygtig nok til at formulere mig tydeligt nok uden?
Jeg er inspireret til at skrive det her, fordi jeg lige har ligget og spekuleret i et stykke tid på min seng efter at have læst et pænt stykke af ”Forbandede ungdom”. Tidligere på dagen talte jeg med min storebror om, at jeg var begejstret over ”Forbandede ungdom”, og min storebror mente, at det måtte være fordi den handler om en mand, eller dreng, som mener, at næsten alle andre personer er sådan-og-sådan. Det er vel sådan set rigtigt nok, at det er derfor. Holden Caulfield, som jeg nu slynger ud, som om hvem som helst ved, at det er navnet på hovedpersonen i ”Forbandede ungdom”, selvom jeg selv har brokket mig enormt meget over den praksis med at slynge navne ud på den indforståede måde, og så tror, at jeg kan redde situationen ved at tilføje en sætning, der lige forklarer hvem han er. Nu bliver jeg nødt til at sætte punktum, fordi jeg er ved at rode mig ud i en af de førnævnte lange sætninger. Samtidig er jeg også ved at indse, at denne smøre overhovedet ikke er romanmateriale, selvom den udspringer af en periode med fundering på en seng, og derfor formentlig ender som et blogindlæg i stedet.
Jeg har lyst til at begynde at bruge bandeord i min tekst, som jeg netop har lært det af Holden Caulfield, og jeg tror også, at jeg kan hæve mit niveau ved at referere netop til Holden Caulfield, fordi jeg har en idé om, at netop han er en af de fiktive figurer, som vil være meget passende at nævne i en tekst, som er på højere niveau end et blogindlæg. Men hvem prøver jeg at narre? Og hvem prøver jeg at narre ved at bruge udtrykket ”hvem prøver jeg at narre” og derved få udtrykket til at optræde tre gange i træk? Det er håbløst, men sådan går det, når jeg bliver ved med at have en blog, der handler om verdens tåbelighed, efter jeg er stoppet på Københavns Universitet, som virkelig har vist sig at være verdens dybeste kilde til tåbelighed. Så er det jo klart, at jeg er begyndt at mangle materiale.
Det er da også utroligt, at enhver, der har fået sin kandidatgrad, ikke længere synes det er spor søgt, lige at minde læserne om, at de godt kender Bourdieu, uanset om de skriver om litteratur, om japansk, om postkolonialisme, om idehistorie eller om epistemologi.