
I følge almindelig sund fornuft kan der kun være én eneste jobtype i hele verden, hvor det er en fordel at være god til at have mange bolde i luften, og det er, hvis man skal være jonglør.
Alligevel er det på det nærmeste et formelt krav i alle, og jeg mener virkelig alle jobannoncer, at man ikke bare er god til at have mange bolde i luften, man skal sågar også kunne lide det.
"Hør nu her, det er en meget kært at bemærke, at udtrykket stammer fra at jonglere, men vi ved jo allesammen godt, at når vi bruger udtrykket i jobannoncer, så hentyder det til, at personen skal kunne overskue flere opgaver samtidig."
Ja, det er sikkert rigtigt. Og jeg er sikkert ikke den eneste, der har set mig sur på det udtryk, og har skrevet om det på en ligegyldig blog. Eller er jeg? Jeg kan faktisk godt blive i tvivl.
Egentlig er jeg jo bare ked af, at jeg aldrig har lært at jonglere, og at jeg derfor aldrig vil kunne få et job. Jeg får faktisk en trang til at skrive en jobansøgning, hvor jeg antager, at når de taler om at holde bolde i luften, så mener de det rent bogstaveligt. Så skal jeg skrive noget i stil med, at jeg er en meget erfaren Key Account Manager, der opfylder alle deres krav, både de formelle og de personlige, men at jeg bliver nødt til at indrømme, at jeg kun kan holde to tennisbolde i luften på én gang, og at jeg slet ikke kan jonglere med bolde af andre størrelser.
Og hvis tid er det så, jeg vil spilde med det?
Men alligevel: Indrøm dog, at udtrykket både er brugt og kedeligt, og ingen vil jo nogensinde finde ud af, hvor mange bolde du kan jonglere med, før du har fået jobbet.