Dette er et uddrag fra et opslagsværk om Internetfænomener.
Udtrykket "Godt skrevet, Dreamer" er efterhånden blevet synonymt med hele problemstillingen omkring pigers popularitet på såkaldte "nørdefora", som hovedsageligt er befolket af drenge.
Kort fortalt hentyder udtrykket til, at drenge på disse fora har en tendens til at opføre sig meget pænt overfor de få piger, der en sjælden gang viser sig sådanne steder. Som sådan er der vel ikke noget underligt i, at drenge gerne vil gøre et godt indtryk på piger, men netop på Internettet kan situationen let virke mere komisk end ellers.
Det er selvfølgelig forskelligt fra forum til forum hvor godt brugerne kender hinanden, og om de måske ligefrem kender hinanden fra den virkelige verden, men som udgangspunkt er alle brugere på et nørdeforum jo anonyme, og det, der adskiller en pige fra en dreng er teknisk set bare det, der står i rubrikken "køn" på brugerens profil. Brugen af kvindelige profilbilleder eller avatars kan dog komplicere situationen, da det sådan set ikke er forbudt for en nørd af hankøn at bruge et billede af f.eks. en kvindelig spilfigur til at repræsentere sig, men brugen af sådanne kan godt sætte visse tanker i gang hos mere naive forumbrugere. "Hov, er den person mon en pige? Wow, en pige, der spiller computerspil..."
Billeder af rigtige kvinder som avatars, f.eks. skuespillere eller musikere, forvirrer blot endnu mere. Da det tit er smart i nørdekredse at beskæftige sig med obskure eller østasiatiske berømtheder, som ingen kender til herhjemme, er sådanne kvinder udbredte eksempler på avatars. Et billede af en kendt kvindelig Hollywood-skuespillerinde vil mange nørder nok hurtigt kunne genkende. "Okay, ham der er nok vild med Meg Ryan." En avatar, der forestiller en japansk fotomodel vil nok give en noget anderledes reaktion: "Nøj, hvor er hun flot. Mon det er et billede af hende selv? Tænk, at sådan nogle flotte piger spiller computerspil."
Alt i alt kan det altså umiddelbart være svært at finde kvinderne på Internetfora.
Men alt det var en sidebemærkning.
Lad os forestille os et dansk nørdeforum; det kunne f.eks. være et, der var dedikeret til spilserien "Final Fantasy". Så godt som alle brugerne, der diskuterer Final Fantasy på dette forum er naturligvis mænd eller drenge. En enkelt er dog en pige. Og når denne pige blander sig i diskussionen, sker der to ting.
For det første får alle drengene meget travlt med at svare i de forumtråde, hvor denne pige - skal vi kalde hende "Dreamer"? - har skrevet. De fleste af drengenes indlæg er ros til Dreamer for hendes gode skriveevner og interessante pointer; selvom de i sig selv ikke er mere interessante end de andre brugeres. Og heraf kommer det berømte udtryk: "Godt skrevet, Dreamer". For uanset hvor godt en mandlig nørd skriver, vil ingen fortælle ham, at han skriver godt. En mand kunne skrive den mest veldokumenterede afhandling om historien i Final Fantasy, der forklarer alle personernes handlinger og opklarer alle mysterierne, men det ville blot resultere i, at nogle af de andre nørder ville hidse sig op og straks udpege hundredevis af fejl, og formentlig starte en såkaldt "flame war".
Dreamer, derimod, behøver blot at skrive, at hun godt kan lide den-og-den figur, fordi hendes kjole er gul, og det er en flot farve. Så får både "IllkickUrAzz" og "Dangerouz" pludselig travlt med at skrive "Godt skrevet, Dreamer". "Ja, hvor har du ret." "Det har jeg aldrig tænkt på, men det er da bare totalt rigtigt." "Vil du ikke tegne en tegning til mig?"
Den anden ting (for der var to ting, ikke?) er, at Dreamers tilstedeværelse faktisk kan overskygge Final Fantasy så meget, at alle i sidste ende langt hellere vil tale om private og dagligdags ting, end om japanske computerspil. Uden piger til stede kan den slags "off-topic" samtaler hurtigt resultere i udskældning og måske ligefrem bortvisning, hvis ikke det foregår meget begrænset, men så længe Dreamer er der, så gør det slet ikke noget, at tråden om: "Hvorfor ligger Vincent i en kiste?" bliver til "Skal vi ikke mødes hjemme hos mig og og spise pizza og se tegnefilm?" "Jo, vi skal, godt skrevet!" "Ja... Så kan vi måske også se denne her lidt frække tegnefilm, som jeg har på min computer. Altså det er ikke fordi jeg synes det er frækt at se erotiske tegnefilm sammen med piger, det er... altså, det er bare fordi, det er så langt ude, at det slet ikke er frækt... Det er ligesom bare sjovt."
Sunday, February 1, 2009
Subscribe to:
Posts (Atom)