Vi stod nemlig og kiggede efter Nutella i morgenmadsafdelingen. Men Nutella er ikke morgenmad, Nutella er slik; derfor står det sammen med slikket, hvor pålægschokoladen også står.
Men Crüsli'en står sammen med de andre morgenmadsprodukter. Crüsli smager godt, og der er chokolade i standardvarianten. Det må da være at stramme den, at kalde det for morgenmad. Og så igen, hvis det bliver spist om morgenen, så er det måske nok til at kalde det morgenmad? Der er jo ingen, der har sagt, at det er et "sundt og nærende morgenmåltid".
Det er dog et urokkeligt argument for, at Crüsli umuligt kan være morgenmad. Det er jo sådan, at alle morgenmadsprodukter, der er designet til, at der skal hældes mælk på dem, bliver uspiseligt bløde i løbet af max et minut. Denne grænse er lagt således, fordi de gode gamle "Chocos", som nu hedder "Coco Pops Crunchers" kan holde til kontakt med mælk i præcis et minut, inden de bliver uspiselige. Ser man bort fra "Chocos" er det dog svært at finde nogen form for morgenmad, der kan holde til mere end ti sekunder i mælken.
Crüsli's beskaffenhed er dog afgørende forskellig fra "morgenmad", eftersom Crüsli tilsyneladende kan holde til at ligge i mælk "så længe, det skal være" for at citere en unavngiven ekspert på området. Der er de, som mener, at denne forskel er nok til uigenkaldeligt at udelukke Crüsli fra gruppen "morgenmad", hvorimod andre mener, at sammenligningen er ubrugelig, eftersom Crüsli ikke skal spises med mælk, men med tykmælk.
Uanset hvad, har et kig på Crüsli'ens hjemmeside, www.crusli.dk, afsløret, at den lyseblå Crüsli, den med mælkechokolade, enten er en hemmelighed forbeholdt Føtex' kunder, eller at den er på vej ud, og derfor ikke længere markedsføres. Jeg må anbefale, at de, der vil smage den, før de går i graven, skynder sig i Føtex.