Usmagelighed

Sikken masse energi og glæde, der er forbundet med DRs nye "musikvideo". Tænk, at de ikke bare har samlet deres egen redaktion, men også ledende politikere og politifolk er gået på scenen for at hylde, hvad der jo er vores alle sammens DR. Det er virkelig smukt, at Pia Kjærsgaard, Helle Thorning og Søren Pind kan sætte deres stridigheder i bero, og sammen kæmpe for den fælles sag, som er DR.

DR, det kender vi jo. Det er, som det skal være. Bevares, der var noget med en skandale og noget byggeri og nogle milliarder, men det er jo DR, og sådan nogle små søde skandaler gør jo nærmest bare DR endnu mere folkekært end det var i forvejen.

At Pia Kjærsgaard står på scenen, skal sikkert opfattes som en provokation af en slags. Det er jo ikke alle, der kan lide Pia, og disse mennesker skal vel tænke: "Hov hov, hun har ikke noget at gøre på Tv, hvis ikke det er politik". Men herefter skal disse mennesker jo smile til sig selv, og tænke: "Men Pia er jo en del af Danmark, en del af hverdagen, og derfor også *suk* en del af DR."

Bedre bliver det simpelthen ikke.

Det, der derimod er særdeles stødende er, at en mand som Mads fra Aftenshowet også skal stå på scenen. Den mand har så lidt at gøre på Tv, at det er et mirakel, at verden står endnu. Når han står der sammen med alle politikerne, kan jeg ikke andet end væmmes ved tanken om, at han måske en dag skal interviewe dem.

Er det i virkeligheden Mads, der skal forestille at være den ultimative provokation, eller kan det virkelig passe, at verden er så dum, at det seriøst ikke er gået op for DR bosserne, at Aftenshowet skulle være taget af plakaten allerede efter første dag?

Nej, selvfølgelig skal jeg ikke kritisere. Mads er en dygtig medarbejder, og der er brug for ham. Hvis der er nogen, der er utilfredse med ham, så er det dem, der har et problem.

Det er godt, fordi det hører under mit felt

Når man er en del af eliten, så er det en del af dagligdagen at gøre pøblen opmærksom på, hvad den går glip af. Eller rettere: Eftersom eliten ikke omgås pøblen, så er det en del af elitens dagligdag at gøre eliten selv opmærksom på, hvad pøblen går glip af fordi den ikke har den indsigt, som eliten har.

Dette er specielt vigtigt, når pøblen begynder at bevæge sig faretruende tæt på elitens felt. Et eksempel kunne være, at der bliver lavet en amerikansk film med japanske elementer. Hvis en sådan film går hen og får meget opmærksomhed, er det elitens opgave at bekræfte over for sig selv, at pøblen narrer sig selv, og at førnævnte japanske elementer fejler i helt usmagelig grad.

Lad os tage filmen "Last Samurai" med Tom Cruise som eksempel. Størstedelen af filmen foregår i Japan, og inddrager visse elementer af japansk historie som baggrund for sin fortælling. Som en del af eliten skal man, for at bekræfte sin overlegenhed, antage, at det slet ikke falder én ind, at filmens formål er, at underholde et bredt publikum, men derimod, at filmen mere end alt andet er en historietime med japanskstuderende fra Københavns Universitet som målgruppe. Eftersom historiske fakta derfor naturligvis kommer før alt andet, er det utænkeligt, at filmskaberne på nogen måde med vilje skulle have ændret lidt på disse fakta, for at få alting til at passe sammen med hovedfortællingen.

Eliten skal højlydt tale med sig selv om, at disse Hollywood-folk godt nok er utroligt opblæste, sådan som de bilder sig ind, at den bedste samurai i verden faktisk var en hvid mand. Som elite ved vi jo, at alt, hvad der er japansk er bedre end alt, hvad der er amerikansk, og at japanske mænd derfor er bedre end alle andre mænd. Selvfølgelig er det ikke noget latterligt ved, at de japanskstuderende insisterer på, at manden er god bare fordi han er japansk, hvorimod det er dybt, dybt latterligt, at en amerikansk mand nogensinde kunne finde på at sige noget pænt om andre amerikanere.

Meget vigtigt er det at pointere overfor ligesindede, at filmens afbildning af den herlige Meiji-kejser ikke er præcis, som vi lærte i den-og-den time, og derfor er helt ved siden af, og i øvrigt ganske tåbelig. Vi, eliten, levede jo i 1800-tallet, og kan derfor ganske detaljeret udtale os om, præcis hvordan denne kejser var, og hvordan han stadig lever i vores fælles sjæl.

Pøblens frækhed kender simpelthen ingen grænser. Tænk, at den på det nærmeste prøver at stjæle elitens frugt. Simpelthen!

Og hvis det bare stoppede der! Tænk, at den usle pøbel gik så langt, som at GEN-indspille "Shall we dance"-filmen. Puha, Richard Gere kan jo aldrig leve op til den genialitet, som lå i originalen. Selvom den absolut eneste forskel på de to film er, at skuespillerne i den nye udgave ikke er japanere, ja, så er det jo netop der det går galt. Som elite må man stille sig uforstående overfor, at amerikanerne ikke bare markedsfører den japanske film, i stedet for at besmudse den med en genindspilning. Hvis amerikanerne ikke kan forstå den japanske film, ja, så skal de bare ikke have glæden af den historie.

Det er ikke filmens indhold, der gør den god. Det er det faktum, at filmen er japansk, der gør den god.