Klippes eller rives?

Grænsen mellem at købe og sælge stoffer og at tage stoffer er hårfin.

Overhørt samtale mellem kunde og ekspedient i stofforretning:

"Hvis du river det, bliver det ikke lige."
"Jo, det gør det. det bliver mere lige, hvis jeg river det."
"Hm?"
"Det er netop hvis jeg klipper det, at det bliver skævt."
"Nå?"
"Men nu skal jeg nok klippe det, for det vil du jo helst have."
"Nej, det er fint, bare riv det, hvis du tror det er bedst."
"Nej, det er dig der bestemmer, så nu klipper jeg det."
"Nej, nej, det er helt i orden. Riv det nu bare, det er jo bedst, siger du."
"Hvor meget var det, du skulle have?"
"En halvanden meter."
"Så hvor meget var det?"
"Det var halvanden meter."
"Halvanden meter, siger du?
*intet svar*
"Så det var altså halvanden meter?"
"Ja."

Og hun fik sin halvanden meter.

En belejlig genstand

Der er mange ting, i denne verden, hvis formål kan være svært at gennemskue. F.eks. må 9. klassepigen bare spørge fysik og kemi-læreren, hvad hun skal bruge fysik til, eftersom hun alligevel skal være advokat. Det kan også være svært at se, hvorfor hanekampe på Bali indgår som størstedelen af "Metodisk Introduktion til Østasien" på Københavns "Universitet", eftersom Bali slet ikke er en del af Østasien, selvom det da ligger øst for Danmark.

Andre ting er det dog langt nemmere at se formålet med. F.eks. denne miniudgave af Vita Wrap. Se dét er en nyttig genstand. Jeg skulle netop pakke noget græsk youghurt ind, og tænkte: det er lidt voldsomt at bruge et almindeligt stykke Vita Wrap, men på den anden side; hvis jeg begynder at rive og flå i det for at få et mere passende stykke, så ender det bare galt. Jeg kunne selvfølgelig have klippet i det med en saks, men så ville jeg næste gang stå med noget Vita Wrap, som måske ville være for smalt til at dække det, jeg nu engang ville dække.

Til min store overraskelse fandt jeg så denne Mini Wrap, som passede perfekt til den græske youghurt. Sådan! Det er godt fundet på.

Tvivlen til gode

Det er meget sjovt med Københans Universitet.

Dengang jeg blev færdig med gymnasiet, så var der sådan en lille ceremoni og så fik jeg helt automatisk et eksamensbevis, sammen med en masse kopier af selv samme bevis, i en lækker konvolut.

På Københavns Universitet, så skal jeg selv oplyse, hvis jeg ønsker et eksamensbevis efter bestået uddannelse. Og ja, det er da også noget mærkeligt noget at ville have et bevis, ikke? Sikke meget jeg kræver af KU. Og det handler ikke bare om at sige: "Hejsa, jeg vil gerne have et eksamensbevis", næ, der skal såmænd bruges et ganske særligt ansøgningsskema, hvor jeg skal gøre rede for dit og dat, selvom det eneste, der betyder noget, er mit personnummer. Men alt det andet skal selvfølgelig også stå der - for en god ordens skyld.

Så jeg sender lystigt ansøgningsskemaet ind. Og jeg venter, og venter, og venter.

Efter en måned får jeg så en grim mistanke - mon KU kunne finde på at behandle eksamensbevis-ansøgningsskemaer ligesom de behandler tilvalgsfags-registreringsskemaer? Jo, for ser I, KU har en helt særlig brevsprække til breve, som indeholder tilvalgsfags-registreringsskemaer; det er en brevsprække, der fører direkte ned i en makulator, som altid er tændt. Derved slipper bureaukraterne for at modtage disse ansøgninger, og så slipper de jo også for at behandle dem.

Jeg husker tydeligt dengang jeg efter lang ventetid henvendte mig til KU angående mit tilvalgsskema, som de selvfølgelig ikke havde modtaget. Sjovt nok havde jeg en fin kvittering fra Post Danmark, som kunne garantere, at mit brev var blevet afleveret til KU, men der er jo ikke noget at sige til, at de aldrig, som sådan, havde modtaget det, eftersom det var røget i den særlige brevsprække.

Fuld af disse grumme tanker henvender jeg mig så til KU angående mit eksamensbevis - men orv for dén, de bekræfter sør'me at de har fået min ansøgning. Men eftersom det kun er en måned siden, de har modtaget den, så må jeg regne med, at der går "nogle uger" inden jeg modtager det.

Nu kommer vi så til det interessante. Da jeg fortæller min ven om alt dette, siger han til mig: "Der kommer nok ikke til at gå så lang tid, som de siger. De sender det sikkert med det samme, sådan så de på den måde overgår dine forventninger, og du i sidste ende får et positivt indtryk af dem".

Det var så sandelig en interessant teori, der desværre ikke skulle vise sig at holde stik. For hvis der er noget, som KU ikke skal have, så er det "tvivlen til gode". De fortjener det simpelthen ikke.

Nu er der nemlig ikke gået "nogle uger"; der er gået over en måned. Og selvom en "måned" selvfølgelig grundlæggende er "nogle uger", så er det nu temmelig mange uger.

Jeg gad vide, om jeg nogensinde får det eksamensbevis. Nå, jeg må vel bare give KU det der med tvivlen. Universitetet er jo trods alt Danmarks højeste uddannelsesinstitution.

Flow i afleveringen

Hvorfor ikke observere folk, når de anvender flaskeautomater. Og når jeg siger flaskeautomater, så mener jeg ikke maskiner, hvor man kan købe flasker, men derimod automater, hvori man kan aflevere flasker og få pant for dem. Det er i øvrigt overraskende så svært det er at finde et billede af en sådan maskine på Internettet. Jeg måtte helt til Norge for at finde ovenstående billede.

Nøglen til det hele må være FFF - "Følg Flaskeautomatens Flow. "

Eftersom jeg ikke kan bryste mig af ret mange store bedrifter, er jeg temmelig desparat efter at sætte fokus på det, jeg mener er mine gode sider. Desværre har disse sider en tendens til at være voldsomt ligegyldige, men lad mig slippe denne gang.

Sammenlignet med de mennesker jeg ofte ser ved flaskeautomaterne, synes jeg, at jeg selv er ret ferm til at aflevere flasker.

Det lader til, at langt de fleste mennesker tror, at jo hurtigere de propper flaskerne i maskinen, jo hurtigere bliver de færdige. Jeg er ganske uenig i dette.

Der er ikke bare én, men hele to ulemper ved at tvinge flasker og andet ned i halsen på maskinen i en rivende fart:

1) Chancen for at maskinen begynder at hyle og bippe for derefter at stoppe helt forøges voldsomt ved for hurtig aflevering.

2) Selvom maskinen ikke brokker sig, vil hurtig aflevering resultere i, at båndet konstant stopper og starter, og afleveringen vil dermed blive meget ujævn og særdeles utilfredsstillende for både menneske og maskine.

Selv sætter jeg en ære i at ramme båndets rytme således, at båndet aldrig når at stoppe, og afleveringen derved får det perfekte flow. Lykkes dette, vil både jeg og maskinen kunne fortsætte dagen med mere ro i sindet end ellers.

Jeg kan forestille mig, at folk bag mig i køen måske vil opfatte min aflevering som noget sløv, eftersom der da går et vist tidsrum fra jeg har lagt en flaske på båndet til jeg lægger den næste. Dog er jeg til stadighed overbevist om, at min metode er optimal og at manden bag mig ville få en lang næse, hvis han havde et stopur med sig.

Politik til tiden

Nu viser verden så sit grimme tegneseriefjæs igen. Flemming Hansen, manden hvis attribut er "konservativ erfaring", har udgivet en bog, som hedder "Politik til tiden".

Flemming var jo trafikminister, så det er jo svært ikke at forbinde "politik til tiden" med "trafik til tiden". Trafik til tiden, eller bare velfungerende transport, må vel være det, som en trafikminister bør stræbe efter. Flemming Hansen er dog kendt for at være trafikministeren, der ødelagde den offentlige transport. Aldrig før, og forhåbentlig aldrig siden, hans tid på tronen har den offentlige transport fungeret så dårligt.

Hvis nu Flemming Hansen var et rigtigt menneske, så ville han nok græmme sig over, at have været så uduelig som trafikminister, og forsøge at glemme det hele. Men eftersom Flemming Hansen bryster sig af at være konservativ, så er han jo også forpligtet til at være en tegneseriefigur. Derfor gør han det mest absurde, han overhovedet kunne. Han udgiver en bog, hvis titel leder tankerne over på hans bedrifter som trafikminister. For dem er han åbenbart stolt af.

Får det nogen konsekvenser? Udbryder der kaos? I det mindste ramaskrig? Vender tyngdekraften?

Mon ikke bare tegneserien fortsætter.
Mon ikke det hele ender godt, så længe højre er ved magten.

Kærlig hilsen

En lærer skriver en besked til et hold elever i et såkaldt "grupperum" på universitetets intranet.

Beskeden afsluttes "kh [lærerens navn]". Lad os bare kalde ham Hans. Beskeden lyder altså:

"Bla bla bla...

kh Hans"


Jeg er typen, der brokker mig meget, og her er der rigtig meget jeg kan brokke mig over.

For det første: Hvad er meningen med at forkorte den slags ting? Hvor oprigtigt lyder det lige, hvis du ikke engang orker at skrive fuldt ud, hvor kærligt du hilser på os? Hvis du virkelig har kærlighed til mig, så kan du også bruge det sekund, det tager, at skrive "kærlig hilsen". Det gælder i øvrigt også, hvis der kun er tale om en venlig hilsen. Hvor respektløst er det lige at smide forkortelser i hovedet på folk?

Jeg kan jo også sige "TFM" i stedet for "tak for mad" til flinke mennesker, der laver mad til mig, hvis det ikke lige var fordi "tak for mad" er tre enstavelsesord i forvejen.

Det værste er dog selve det med kærligheden. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig hvad meningen skulle være med at sige sådan noget. Læreren vil da sikkert gerne være "flink" men er man nu ikke længere flink, hvis man skriver "venlig hilsen", eller måske "væm'li' hilsen" for de morsomme.

"Det er der mange der siger. Tingene ændrer sig". Næ, nej! Jeg vil ikke bare hoppe med på sådan en bølge. Jeg synes det er ligeså absurd, som hvis kassemanden nede i SuperBest gav mig et knus hvis jeg bare skulle have det "på beløbet".

Der er visse kvindelige lærertyper, som er mere moderlige i det, sådan nogle, som eleverne nærmest føler, at de bliver venner med, og som bekymrer sig om dem, og som er "tilgængelige" og RUC og det hele. Hvis sådan en lærer skrev "kærlig hilsen" så ville jeg ikke skrive om det. Men når en grov, ung mandlig lærer, som folk ligefrem er bange for, skriver sådan noget, så bliver jeg nødt til at skrive om det.

I et brev til forældre eller til den eneste ene, eller til bedsteforældre eller noget i den dur, så ja: "Kærlig hilsen Pusser".

I et brev til en lærer, til kommunen, til SAS, så nej, ikke "Kærlig hilsen Pusser".

Hvis du sådan ødsler med kærligheden, så betyder det jo pludselig ingenting, når du skriver til nogen, som du rent faktisk har en kærlig hilsen til.

Du skriver vel heller ikke "venlig hilsen" eller "til rette vedkommende" når du sender et brev til din bedstemor?

"Nå, men hvis jeg ikke må skrive 'kærlig hilsen' så må jeg vel heller ikke skrive 'kære Hans'"

Jo, det må du godt for "kære" kan bruges ganske formelt. Det er faktisk svært at komme i tanker om andre formelle måder at indlede et brev på, uden at det bliver overdrevet. "Hej Hans". "'sup Hans?". "Vær hilset, Hans". Det er jo ikke særligt formelt, vel? Find selv på flere.

Venlig hilsen
Bloggeren

PS: "Vær hilset" kan måske godt gå for at være formelt, men på en temmelig Live-rollespil-agtig måde.

KU - Elitens hjemsted

D. 4. august 2008 sendte Københavns Universitet en mail ud til de studerende. I den stod blandt andet:

"Tilmelding til reeksamen for sommer 2008 er nu åben."

"Alle studerende har mulighed for at gå til reeksamen inden for samme eksamenstermin, hvis de har deltaget i eksamen, men ikke har bestået."

"Fra mandag d. 4. august kl. 12, til fredag d. 8. august kl. 12 - kan du tilmelde dig til reeksamen. Bemærk at tilmelding til reeksamen er bindende og ikke kan afmeldes."


Det er jo altsammen glimrende, ikke sandt?
Det sjove er, at der stadig er studerende, der ikke har fået resultater fra de skriftlige eksamener, de var oppe til i juni. Derfor ved disse studerende altså stadig ikke, om de har bestået eller ej, og derfor ved de heller ikke, om de skal melde sig til reeksamen.

Når disse studerende så rent faktisk får at vide, at de er dumpet, så er det jo meget sandsynligt at d. 8 august 2008 allerede ligger i fortiden. Derfor vil det jo være fuldstændigt umuligt for disse studerende at melde sig til reeksamen.

Eftersom "reeksamens-kontoret" og "skriftlige-karakter-registrerings-kontoret" ligger på to forskellige planeter, er der selvfølgelig ingen, der har ansvaret for denne lille forvikling.

I hvert fald skyldes det ikke slendrian, når ting som det her sker; det har jeg nemlig en mail fra universitetet, hvor der står.

Det skal dog bemærkes, at det måske er lidt meget, at forlange at de skriftlige karakterer skal være registreret allerede efter to måneder. Der er trods alt tale om en større opgave, hvor en sekretær skal tage sig sammen til at skrive op til to cifre i en rubrik, og så trykke "ok".

Jan-Erik og bagdelen

Jeg er seriøst blevet direkte opfordret til at skrive enten om "De unge mødre" eller om "2900 Happiness". Eftersom jeg ikke ser De Unge Mødre, men dog har et vist kendskab til 2900 Happiness, ja så vælger jeg den.


Egentlig har jeg ikke så meget at sige. Jeg så da de første 10 afsnit, da serien i sin tid begyndte, men kom snart fra det. På det sidste har jeg dog haft fornøjelsen af at se et par genudsendelser.


"Hvad er det med den røv?" udbryder Jan-Erik, formidabelt spillet af Peter Reichardt, om sekretærens popo. Det må simpelthen være det sjoveste jeg har hørt i hele 2008. Og lur mig om jeg ikke fandt et billede fra præcis den scene!Der er også dem, der synes, at det hele er så... utroværdigt. Hvorfor tror Kaj fra Kaj og Andrea dog på Jan-Erik, når han beskylder Jesper Lohmann for at svindle? Jan-Eriks far MÅ da for pokker vide, at sønnen er det mest løgnagtige menneske i hele Hellerup? Nej nej nej, det er bare så... Ja, så hvad egentig? Så "åh", måske.

Jeg har ikke mere.

Lonka Fudge

Fudge er ikke noget nyt. Det har eksisteret i mindst 88 år. Men det er imidlertid først for nylig jeg tog chancen og købte det fra Føtex' bland-selv-slik


Mmm, hvor lækkert. Og helt ulig alt andet. Det var selvfølgelig altid standard-udgaven, vanille, som jeg købte. Et par måneder efter lagde jeg dog mærke til, at der også var lakrids-fudge. Lakrids, tænkte jeg, det kan næppe være særligt godt. Men det var det.
Et besøg i Imperial biografen for ikke så længe siden afslørede, at der også findes chokolade fudge. Det var dog fantastisk.

Et besøg på Lonkas egen hjemmeside i dag har dog afsløret, at Lonka Fudge's verden er næsten uudtømmelig.

Chancen for at alle disse varianter kommer til Danmark synes dog snæver. Flygtig, tilmed...

Profit med krydsord

Jeg skriver ikke så meget i bloggen, og så går den jo i stå. Derfor tænkte jeg, at jeg hellere må skrive noget.Forleden gjorde jeg noget, jeg har aldrig har gjort før. Jeg sendte nemlig løsninger ind til Familiejournalens krydsord. Der er enormt mange krydsord i Familiejournalen, og jeg synes, at nogle af dem er enormt svære, heriblandt "Den Svære", og navnlig "Kryptokryds"', som virker helt uoverkommelig.

Der kan ikke være nær så mange, som sender løsninger ind til de sværeste krydsord, som til de nemme, tænkte jeg. Derfor må der være større chance for at vinde de 250 kr, hvis jeg kan løse netop dem. Men det kan jeg ikke, så jeg nøjes med "Den Sjove" og "Femmeren" og den slags.

Jeg sparede portoen ved at sende svarene ind via Familiejournalens hjemmeside. Det er smart.

For ærlighedens skyld må jeg hellere nævne, at jeg også sendte løsningen ind til "Børnekryds".

Hvad er mon bedst? Slet ikke at skrive noget, eller at skrive indlæg som dette...

Crüslis verden

"Er du sikker på, at Fakta Quick har Nutella? Vi kan ikke finde det".
Vi stod nemlig og kiggede efter Nutella i morgenmadsafdelingen. Men Nutella er ikke morgenmad, Nutella er slik; derfor står det sammen med slikket, hvor pålægschokoladen også står.

Men Crüsli'en står sammen med de andre morgenmadsprodukter. Crüsli smager godt, og der er chokolade i standardvarianten. Det må da være at stramme den, at kalde det for morgenmad. Og så igen, hvis det bliver spist om morgenen, så er det måske nok til at kalde det morgenmad? Der er jo ingen, der har sagt, at det er et "sundt og nærende morgenmåltid".

Det er dog et urokkeligt argument for, at Crüsli umuligt kan være morgenmad. Det er jo sådan, at alle morgenmadsprodukter, der er designet til, at der skal hældes mælk på dem, bliver uspiseligt bløde i løbet af max et minut. Denne grænse er lagt således, fordi de gode gamle "Chocos", som nu hedder "Coco Pops Crunchers" kan holde til kontakt med mælk i præcis et minut, inden de bliver uspiselige. Ser man bort fra "Chocos" er det dog svært at finde nogen form for morgenmad, der kan holde til mere end ti sekunder i mælken.

Crüsli's beskaffenhed er dog afgørende forskellig fra "morgenmad", eftersom Crüsli tilsyneladende kan holde til at ligge i mælk "så længe, det skal være" for at citere en unavngiven ekspert på området. Der er de, som mener, at denne forskel er nok til uigenkaldeligt at udelukke Crüsli fra gruppen "morgenmad", hvorimod andre mener, at sammenligningen er ubrugelig, eftersom Crüsli ikke skal spises med mælk, men med tykmælk.

Uanset hvad, har et kig på Crüsli'ens hjemmeside, www.crusli.dk, afsløret, at den lyseblå Crüsli, den med mælkechokolade, enten er en hemmelighed forbeholdt Føtex' kunder, eller at den er på vej ud, og derfor ikke længere markedsføres. Jeg må anbefale, at de, der vil smage den, før de går i graven, skynder sig i Føtex.

Anekdote om april

MetroXpress fra d. 1. april 2008 påstår, at traditionen med aprilsnar stammer fra 1500-tallets Frankrig. 1. april var nemlig dagen, hvor den nye, gregorianske kalender blev indført, og så blev det åbenbart skik, at folk, på den dag, drillede dem, der ikke var klar over, at der var kommet ny kalender, eller som var modstandere af den.

- Mere spændende bliver det sikkert ikke.

En 1. april engang i 1900-tallet var der imidlertid en ansat på Haslev Sygehus, som gik over stregen med sin aprilsnar. Haslev Sygehus havde tidligere fungeret som et fuldbyrdet sygehus, men var på dette tidspunkt blevet reduceret til et sted, hvor man havde patienter indlagt; dvs. der kunne ikke modtages akutte patienter. Alligevel ringede telefonen pludselig, og der var besked om, at der var en patient med hjertestop på vej. Personalet blev dybt forvirret, og fór efter sigende rundt mellem hinanden, og forsøgte, selvom det ikke var muligt, at gøre afdelingen klar til at modtage denne patient.

Midt i al forvirringen dukkede kvinden, som havde foretaget opkaldet, op, og råbte: "Aprilsnar".

Det er åbenbart at gå over stregen.

Hvorfor fortælle denne historie her? Tjah, som alle nok kan se, så måtte den foreviges, og hvor skulle det næsten ellers gøres?

Usmagelighed

Sikken masse energi og glæde, der er forbundet med DRs nye "musikvideo". Tænk, at de ikke bare har samlet deres egen redaktion, men også ledende politikere og politifolk er gået på scenen for at hylde, hvad der jo er vores alle sammens DR. Det er virkelig smukt, at Pia Kjærsgaard, Helle Thorning og Søren Pind kan sætte deres stridigheder i bero, og sammen kæmpe for den fælles sag, som er DR.

DR, det kender vi jo. Det er, som det skal være. Bevares, der var noget med en skandale og noget byggeri og nogle milliarder, men det er jo DR, og sådan nogle små søde skandaler gør jo nærmest bare DR endnu mere folkekært end det var i forvejen.

At Pia Kjærsgaard står på scenen, skal sikkert opfattes som en provokation af en slags. Det er jo ikke alle, der kan lide Pia, og disse mennesker skal vel tænke: "Hov hov, hun har ikke noget at gøre på Tv, hvis ikke det er politik". Men herefter skal disse mennesker jo smile til sig selv, og tænke: "Men Pia er jo en del af Danmark, en del af hverdagen, og derfor også *suk* en del af DR."

Bedre bliver det simpelthen ikke.

Det, der derimod er særdeles stødende er, at en mand som Mads fra Aftenshowet også skal stå på scenen. Den mand har så lidt at gøre på Tv, at det er et mirakel, at verden står endnu. Når han står der sammen med alle politikerne, kan jeg ikke andet end væmmes ved tanken om, at han måske en dag skal interviewe dem.

Er det i virkeligheden Mads, der skal forestille at være den ultimative provokation, eller kan det virkelig passe, at verden er så dum, at det seriøst ikke er gået op for DR bosserne, at Aftenshowet skulle være taget af plakaten allerede efter første dag?

Nej, selvfølgelig skal jeg ikke kritisere. Mads er en dygtig medarbejder, og der er brug for ham. Hvis der er nogen, der er utilfredse med ham, så er det dem, der har et problem.

Det er godt, fordi det hører under mit felt

Når man er en del af eliten, så er det en del af dagligdagen at gøre pøblen opmærksom på, hvad den går glip af. Eller rettere: Eftersom eliten ikke omgås pøblen, så er det en del af elitens dagligdag at gøre eliten selv opmærksom på, hvad pøblen går glip af fordi den ikke har den indsigt, som eliten har.

Dette er specielt vigtigt, når pøblen begynder at bevæge sig faretruende tæt på elitens felt. Et eksempel kunne være, at der bliver lavet en amerikansk film med japanske elementer. Hvis en sådan film går hen og får meget opmærksomhed, er det elitens opgave at bekræfte over for sig selv, at pøblen narrer sig selv, og at førnævnte japanske elementer fejler i helt usmagelig grad.

Lad os tage filmen "Last Samurai" med Tom Cruise som eksempel. Størstedelen af filmen foregår i Japan, og inddrager visse elementer af japansk historie som baggrund for sin fortælling. Som en del af eliten skal man, for at bekræfte sin overlegenhed, antage, at det slet ikke falder én ind, at filmens formål er, at underholde et bredt publikum, men derimod, at filmen mere end alt andet er en historietime med japanskstuderende fra Københavns Universitet som målgruppe. Eftersom historiske fakta derfor naturligvis kommer før alt andet, er det utænkeligt, at filmskaberne på nogen måde med vilje skulle have ændret lidt på disse fakta, for at få alting til at passe sammen med hovedfortællingen.

Eliten skal højlydt tale med sig selv om, at disse Hollywood-folk godt nok er utroligt opblæste, sådan som de bilder sig ind, at den bedste samurai i verden faktisk var en hvid mand. Som elite ved vi jo, at alt, hvad der er japansk er bedre end alt, hvad der er amerikansk, og at japanske mænd derfor er bedre end alle andre mænd. Selvfølgelig er det ikke noget latterligt ved, at de japanskstuderende insisterer på, at manden er god bare fordi han er japansk, hvorimod det er dybt, dybt latterligt, at en amerikansk mand nogensinde kunne finde på at sige noget pænt om andre amerikanere.

Meget vigtigt er det at pointere overfor ligesindede, at filmens afbildning af den herlige Meiji-kejser ikke er præcis, som vi lærte i den-og-den time, og derfor er helt ved siden af, og i øvrigt ganske tåbelig. Vi, eliten, levede jo i 1800-tallet, og kan derfor ganske detaljeret udtale os om, præcis hvordan denne kejser var, og hvordan han stadig lever i vores fælles sjæl.

Pøblens frækhed kender simpelthen ingen grænser. Tænk, at den på det nærmeste prøver at stjæle elitens frugt. Simpelthen!

Og hvis det bare stoppede der! Tænk, at den usle pøbel gik så langt, som at GEN-indspille "Shall we dance"-filmen. Puha, Richard Gere kan jo aldrig leve op til den genialitet, som lå i originalen. Selvom den absolut eneste forskel på de to film er, at skuespillerne i den nye udgave ikke er japanere, ja, så er det jo netop der det går galt. Som elite må man stille sig uforstående overfor, at amerikanerne ikke bare markedsfører den japanske film, i stedet for at besmudse den med en genindspilning. Hvis amerikanerne ikke kan forstå den japanske film, ja, så skal de bare ikke have glæden af den historie.

Det er ikke filmens indhold, der gør den god. Det er det faktum, at filmen er japansk, der gør den god.

Ingen udtalelse uden konsekvens

”Det der, det er musik for mig” - Thomas Blachman om ”Engle for evigt”, som kort efter røg ud af konkurrencen, da de ikke var dygtige nok, og vist nok ikke kunne noget som helst. Det er ikke sådan, at Blachman mister sin troværdighed, bare fordi han sagde, at noget, der egentlig er dumt, var fantastisk, for det var jo musik, og derved bare underholdning.

”Det der, det er politik for mig” - Asger Aamund om ”Ny alliance”, som kort efter røg ud af konkurrencen, da de ikke var dygtige nok, og vist nok ikke kunne noget som helst. Det er ikke sådan, at Aamund mister sin troværdighed, bare fordi han sagde, at noget, der egentlig er dumt, var fantastisk, for det var jo politik, og derved bare underholdning.

Hvad betyder "alternativ"?

Det er ganske meningsløst, men jeg blev nødt til at skrive noget et eller andet sted, og det blev så her. Jeg læste netop følgende om et videospil:

"Grafik, musik og stemning går op i en højere enhed og danner ramme om en fantastisk oplevelse. Højdepunktet i Castlevania-serien. Ialt 5 alternative slutninger tilfører ekstra holdbarhed."
Så var det jeg tænkte: "Kan ordet 'alternativ' bruges sådan"?

Det, jeg tror, er, at det, han mener, er 'forskellige' slutninger. Når han skriver 'alternative slutninger', så kan det i min verden opfattes på to måder:

1) 5 slutninger ud over den almindelige (slutning).
2) 5 slutninger, der ikke er almindelige (slutninger).

Eftersom jeg er udmærket bekendt med spillet, der omtales, så er jeg overbevist om, at manden mener:

5 slutninger, der er forskellige fra hinanden.

Egentlig ville jeg lade den slutte her, og ikke slå ordet op i en ordbog, for så kunne pointen jo være noget med "semantik og pragmatik" (!) og endvidere kunne emnet ledes over på, at "hvis jeg tror, at ordet betyder det-og-det, så betyder det jo også netop det inde i mit hoved", o.s.v.

Jeg kunne dog ikke nære mig, så jeg slog det op, og betydningerne svarer meget godt til (1) og (2) ovenfor. Men kan vi overhovedet stole på Nudansk Ordbog?