Hvad jeg jeg lært?

Det er sikkert godt at lære noget nyt hver dag, men da det også er umuligt, er det ikke noget, jeg tør stile efter. Jeg vil i stedet forsøge at lære noget nyt hvert kvartal i stedet.

En god sommerferie svarer nogenlunde til et kvartal, og i denne sommerferie har jeg meget passende lært noget nyt. Nemlig at lave kaffe på en MoccaMaster. Det er slet ikke svært, åbenbart.

Jeg har i øvrigt også lært, at når Københavns Universitets bureaukrati siger, at noget kan tage x antal måneder, så tager det også x antal måneder. Jeg er ikke bitter, jeg er bare lidt skuffet.

Kaffeskisma

I begyndelsen drak vi altid cappuccinoen på Café Vivaldi. Naturligvis prøvede vi også Café O'Flanagan's, men det var åbenbart konsensus at Vivaldi var at foretrække. Der er jo for resten også Café Klejn, som vi har prøvet en enkelt gang, Café Vanilla ved kino og Den Glemte Café, Casio, i gården. Af en eller anden grund har disse dog aldrig lokket. Ja faktisk var det i begyndelsen altid Vivaldi. Jeg vil gå så langt som at sige, at i vores verden var café ensbetydende med Vivaldi. Det kom dog til at gå således at to uafhængige begivenheder ændrede vores verden.

Det ene var, at det efterhånden blev forår, og det vil sige, at Flanagans gårdhave begyndte at trække mere end Vivaldis interiør. Det andet, og måske mere afgørende, var, at Vivaldi pludselig fik nyt kaffekoncept. Cappuccinoen blev mindre, hanken blev udfordrende og det hele blev eksklusivt og fancy. Sjovt nok blev det også dyrere. Det var i sig selv meget sjovt. I kan vel forestille jer, at det er morsomt at fortælle folk, at jeg er sådan en yuppie, at jeg ligefrem er begejstret for, at kaffen både er blevet mindre og dyrere. Men nej. Jeg kan nok ikke benægte, at jeg er en yuppie, for det er folk, der drikker café latte eller cappuccino ifølge en test i en gratisavis. Dog var ingen af os så meget yuppie, at vi seriøst syntes om, at der nu var mindre kaffe at nyde. Derfor tog den ene tanke den anden, og snart blev cafe lig med Flanagans i stedet, hvilket det har været siden.

I dag førte verdens stier os dog igen tilbage til Vivaldi; mest for sjov. Bl.a. fordi vi skulle demonstrere for en uindviet, at cappuccinoen på Vivaldi kun fås i en meget beskeden mængde og derfor er eksklusiv. Vi fik os dog en lang næse, da det gik op for os, at Vivaldi nu igen serverer store kopper med cappuccino, ja faktisk på størrelse med dem, der sælges på Flanagans. Endvidere har de opgraderet deres medfølgende chokolade-godbid til Marabous mørke.

Det må jeg alligevel nok sige!