Monday, June 11, 2007

Se mig og min ekspertviden

Er det virkeligt nødvendigt konstant at gøre mine omgivelser opmærksomme på, at jeg er ekspert og at jeg ved en masse, som de ikke ved?

Godfather, The: Blackhand Edition
Godfather, The: Blackha... (WII)
Pieyanthikos
Pieyanthikos
Som fan af Mario Puzos værk føler jeg mig fuldt ud underholdt. Styringen er fint implementeret, uden at virke påklistret. Skuffende grafik, men generelt set en positivt oplevelse hele vejen igennem.

Tag denne forholdsvis uskyldige "vurdering" af et videospil som eksempel. Spillet Godfather er et licensspil, det vil i dette tilfælde sige, at det er spil bygget på filmen The Godfather. Det iøjefaldende ved Pieyanthikos' vurdering er, at han vælger at slynge navnet "Mario Puzo" ud. Mario Puzo er navnet på forfatteren, der for længe siden skrev romanen, som senere blev filmatiseret til den så berømte Godfather-film. Men hvad prøver Pieyanthikos egentlig at sige med dette? Mit bud er følgende:

1) Læseren skal vide, at Pieyanthikos er begejstret for bogen, og ikke nødvendigvis filmen. Selvom Mario Puzo, i følge Wikipedia, også har været involveret i filmen, ville det ikke være særligt indlysende at bruge Mario Puzos navn til at henvise til filmen. Dette punkt kan yderligere deles op:

a) Pieyanthikos foretrækker bøger frem for film og viser herved at han er intellektuel, og foretrækker litteratur frem for popkultur (om end han stadig spiller videospil).

b) Pieyanthikos forsøger at give udtryk for, at han var med fra starten, eftersom bogen kom før filmen. Præcis på samme måde, som da det pludselig blev sejt, hvis jeg havde læst X-men tegneserier før filmene kom, eller Hellboy eller 300 for den sags skyld. Grundet sin meget begrænsede alder er det dog umuligt for Pieyanthikos at påstå, at han læste bogen allerede da den udkom. Til gengæld vil han næppe afsløre dette medmindre han bliver spurgt direkte. Pieyanthikos vil uden tvivl også påstå at han har læst den engelske udgave af bogen, og ikke den danske oversættelse, da det er sejere at have læst originalen.

2) Pieyanthikos foregiver at mene, at Mario Puzo er et alment kendt navn, som kan slynges ud, når det passer ham uden at det kræver en forklaring. Eller rettere: Pieyanthikos foregiver at befinde sig på et intellektuelt stadie, hvor den slags er almen viden, og foregiver yderligere, at han tror, at resten af publikum er på samme stadie. Det optimale resultat for Pieyanthikos er, at en af læserne bøjer sig og indrømmer at han eller hun (helst hun) ikke er på samme niveau som Pieyanthikos og derfor ønsker en forklaring. Derved kan Pieyanthikos opnå status som lærermester, og vil derved fremstå som afsindigt intellektuel blandt den gruppe mennesker, som han så gerne vil være en del af.
Pieyanthikos ved dog udmærket, at Mario Puzo ikke nødvendigvis er alment kendt. Dette eksempel hører ikke til den værste af slagsen, men det ville uden tvivl glæde Pieyanthikos hvis en eventuel læser så navnet, tænkte: "uha, jeg ved ikke hvem det er, så jeg må hellere blive lidt klogere før jeg kan snakke med her", slog navnet op, og tænkte: "aha, tænk at den slags bare er almen viden for Pieyanthikos. Gid han dog vil lære mig om verden og om kvinder".
Forklaringen er måske en anelse overdrevet, men stadig meget tæt på virkeligheden.

Pieyanthikos' vurdering stammer fra et spilforum, hvor der altså "diskuteres" spil, gerne på "højt niveau", hvad det så end vil sige. Det er tydeligt, at Pieyanthikos ikke er en person, der foregiver at have nogen særlig dyb indsigt i selve spilverdenen, hvilket han viser ved at demonstrere sin "ekspertviden" fra litteraturens verden, i stedet for fra spillenes verden. Sammenlign eventuelt eksemplet fra før med følgende:

Chrono
Chrono
Horii og Toriyama har gjort det igen - skabt en verden og stemning andre RPG'er må måles mod. Herligt persongalleri, sjov dialog og en historie der aldrig står stille. Smukt.

Ovenstående skal forestille en vurdering af spillet "Dragon Quest VIII". Chrono har kun fire linjer at gøre godt med. Bemærk, hvordan han spilder en halv linje med at udstille sin ekspertviden. Chrono har behov for at vise alle læserne, at han ikke bare er ekspert i spil, men også i personligheder fra den japanske spilverden.

Chronos "vurdering" minder på mange måder om Pieyanthikos', om end Chronos er mere usmagelig. Et kig på Wikipedia afslører, at der overhovedet ikke er nogen interesse for Horii. Han har lavet en række Dragon Quest spil, som ikke er udkommet i Europa, og som de fleste vesterlændinge simpelthen ikke kan holde ud at spille. Chrono har sågar selv skrevet en vurdering af et af de tidligere af Horiis spil, som han giver udtryk for, at han ikke kan lide. Horii har altså ikke "gjort det igen". Det er også fuldstændigt ligegyldigt, hvad Horii har gjort, for det er meningen, at Chrono skal skrive, om spillet er godt eller dårligt. Det er ikke meningen, at han skal skrive, at det er godt, fordi det er lavet af en mand, som Chrono kan lade som om, han kender. Horii er på ingen måde nogen berømthed, heller ikke i kredse, der spiller mange spil. Det svarer til, at jeg skriver i en vurdering, at Total Overdose er et fantastisk spil fordi min storebror har været med til at lave det.

I sidste ende nytter det selvfølgelig ikke noget at kritisere alt dette. Sagen er jo, at vurderinger, anmeldelser, kronikker, og især videnskabelige artikler kun handler om én ting: At vise, at jeg er klogere end læserne. Det værste af det hele er, at jeg også gør det selv.

Efterskrift: Jeg må hellere lige klargøre, at jeg er udmærket klar over, at Chrono hentyder til spillet "Chrono Trigger" som Horiis andet "gode værk". Jeg synes dog det er upassende at bruge vendingen "har gjort det igen", om en mand, der har lavet to gode spil og ti meget dårlige.